Kategori: Historie

Det er nemmere at forestille sig at verden går under, end …

… et alternativ til kapitalismen!

Sådan sagde Kate Fletcher, professor i bæredygtighed, design og mode ved London College of Fashion igår på konferencen Sustainable Fashion Research Agenda arrangeret af Designskolen Kolding og Copenhagen Business School, som jeg deltog i igår.

Det var bare et, blandt mange tankevækkende udsagn, indsigter og ny viden, som dagen bød på. Dagen derpå, er der stadig meget at fordøje og finde ud hvor jeg står, blandt alle de forskellige interessenter, som deltog. Jeg er jo på jeres side, forbrugernes. Som en af de eneste faktisk. Altså, de andre vil jer (os) det også godt, men har andre grunde til at deltage – akademisk forskning, uddannelse, producenter, sourcere og så videre. Jeg repræsenterede dem, der skal gå i tøjet, købe tøjet, nemlig jer – forbrugerne.

Det gør jeg, fordi jeg synes formidlingen af tøj er alt for dårlig! Når tøj skal formidles, er det altid med et salg for øje og det umuliggør en uafhængig kontakt mellem tøj og mennesker. Jeg blev mødt med respekt, men også undren, for mange spurgte: “Ved kvinderne, da ikke hvor de skal købe tøj?” Øh, nej, måtte jeg bare svare. Det er jo netop det der er problemet – tøjmarkedet er fuldstændigt uoverskueligt, hvis man ikke er vild med at shoppe, men gerne vil se ordentlig ud. Og er man vild med at shoppe er chancen for at fare vild i overforbrug og fejlkøb ligeså frustrerende, som det modsatte … og så er det ikke nemt at få god service i butikker mere, hvilket heller ikke hjælper.

Og det er jo sådan set hele grundlaget for Verdensfirmaet – behovet for at få hjælp til at finde det rigtige tøj, til de rigtige mennesker uden at nogen skal sælge noget. Når man begynder at vælge med omhu, har det den sideeffekt, at man også køber både mindre og bedre. I en bæredygtighed sammenhæng, er det her vi selv kan starte – ved at vælge rigtigt, men også ved at lære at bruge det vi har, istedet for at købe nyt. 

Læser du med her, er du allerede ved at få en større viden om tøj, som langsomt, men sikkert rykker lidt ved dine vaner og forhåbentlig også ved dit forbrug. Jeg er ingen helligfrans og har heller ikke lyst til at være det. Men jeg har før skrevet om det uforståelige i at alt skal baseres på vækst og ikke balance … jeg har ingen samfundsøkonomisk uddannelse, så jeg undrer mig bare gammeldags snusfornuftigt over at det er sådan. At der slet ingen alternativer er, og citatet fra Kate Fletcher, som jeg indledte med, rammer hovedet på sømmet. Det ER nemmere at forestille sig at vi bare kører løs mod undergangen, end at tro på alternativer. Men det er SGUDDA vildt, at det er sådan! At jeg, vi, er flasket op med at vækst, er det eneste parameter der tæller! Jeg håber inderligt at vores børn får et bedre forhold til den verden vi lever i, som de gerne skulle blive ved med at leve i. 

Men jeg har mine tvivl, når jeg ser en valgplakat som den her …

Fra Pia Storm‘s instagram story 13. maj …

Lige så træt, jeg bliver af at se det valgslogan, lige så meget i tvivl bliver jeg, om jeg nu tør sige højt, hvad pokker vi så skal stille op. For jeg har jo ikke alle tal, indsigter, viden eller bare evner til at vide hvad vi så skal. Og jeg kan også blive bange for at bruge et ord som kapitalisme, for så bliver jeg måske skudt alskens kommunistiske motiver i skoene og det har jeg jo heller ikke. Men jeg må ærligt sige at jeg er DØDTRÆT af at sund fornuft ikke tæller mere. Så jeg bliver nødt til at sige noget alligevel. Hele bæredygtighedsproblematikken er så ustyrligt kompleks, at man som almindelig forbruger ikke aner hvor man skal ende og begynde.

Jo, med at købe dyre bæredygtige produkter, tænker du måske. Men altså!

Man kan ikke købe sig til en bæredygtig livsstil!

Det er selve forbruget, der er problemet. Selvfølgelig har vi brug for ting. Selv-følge-lig. Men hele ideen med at hvis man kun køber bæredygtige produkter, men stadig køber lige så meget, præsenterer flere problemer end den løser. For det er netop forbruget, der er løbet løbsk. Jeg forholder mig til tøj, for det er her jeg ved noget, men det gælder jo forbrug hele vejen rundt. Vi køber i gennemsnit 16 kg tøj om året mod et gennemsnit på 5 kg på verdensplan. 16 kg. Er du vimmer, det er meget! Prøv lige at veje det sæt tøj du har på idag, inden du går i seng, bare for at perspektivere. What to do? Det er jo skyld med skyld på, som kan virke næsten modsat. Vi er nødt til at tro på at en forandring er mulig. At vi ikke bare skal styre mod verdens ende, fremfor at ændre vaner.

Foto: Chuttersnap – stabler af container med varer, der rejser verden rundt.

Jeg tog til den konference igår, for at få mere viden, større indsigt og ja, løsninger. Det sidste er det sværeste. De to første både nemme og komplicerede. For viden og hårde facts, var der masser af! Kvalificeret, velunderbygget og godt formidlet … og komplekst. Fordi de materialer vi bruger til at lave tøj af, har forskelligt aftryk på miljøet i de mange forskellige stadier, de gennemgår fra de dyrkes (kemikalier, vandforbrug), når de forvandles til tøj (transporteres, farves, arbejdsforhold), når de skal sælges (overproduktion, salgsavancer), i brug (vask, livslængde, antal gange i brug), bortskaffes (genbrug, afbrænding, genanvendelse) og endnu flere processer, jeg ikke har indblik i. Det tøj vi tager på hver morgen, har lange processer bag sig inden vi trækker t-shirten over hovedet og ditto når vi ikke gider trække den på mere. Og med et forbrug på så mange kilo tøj om året, er vi bare pinedød nødt til at begynde at gøre noget andet end at købe. 

Bæredygtige produkter, er en god ide. En fantastisk god ide! Men vi er nødt til at gå et skridt længere tilbage og simpelthen overveje om køb virkelig er det vi har brug for eller om det bare er en vane, at købe noget nyt. Det er hele forbruget af ting, vores levestandard, som har skabt ubalancen i ressourcer og forbrug, som resulterer i et vildt klima, vi alle mærker effekten af nu.

Udover at selve forbruget er et problem, så er der i den anden ende af den problemstilling, simpelthen også bare mange mennesker, der aldrig vil give det for tøj, som det koster, når det er produceret ansvarligt. Det ved jeg, for jeg vejleder til de bedste køb i mit arbejde dagligt. Jeg tænker altid både på tøjets langtidsholdbarhed, mulighed for at kombinere med andet og først og fremmest, på kundens budget og naturligvis, om det passer til det menneske jeg klæder på. 

Ifht til holdbarheden af tøjet, har jeg længe tænkt at fx. polyester var et bedre valg end fx. bomuld, når det kommer til langtidsholdbarhed. Men det er ikke rigtigt, fandt jeg ud af igår. Tencel og Lyocell er bedre produkter med lang holdbarhed, fint fald og fx. en blank overflade. Polyester er plastic og ikke kan nedbrydes i naturen, det vidste jeg godt. Og selvom vi måske bruger en poly-bluse i 10 år og en bomulds t-shirt meget kortere, så er bomulden et bedre valg, fordi den kan nedbrydes naturligt. Derudover vaskes microplast ud af polyestertøj, hver gang vi smider det i maskinen. Det var også ny viden for mig. Så her ændrer jeg indstilling og begynder at finde gode alternativer i andre materialer.

Nu zoomer vi lige lidt ud igen og vender tilbage til det tankevækkende citat, jeg begyndte med – jeg håber det også rammer jer, som ikke går op i bæredygtighed. Og kan man ikke overskue at gå i dybden og nørde bæredygtighed, så start med det du kan overskue. Når det kommer til tøj, så er det en virkelig god start, at købe mindre. Brug endelig nogle af de mange ideer, jeg deler i min Tirsdagstøjklumme blandt andet her eller her. Kom til foredrag og gå hjem med nye redskaber, der forvandler det du allerede har. Snak med dine veninder om tøj – om hvad I kan gøre anderledes. Bare det at snakke om tøj og tage det alvorligt, forandrer lige så stille måden vi tænker tøj på. Som bæredygtighedskvinden, Signe Wenneberg altid siger, så kan ingen gøre alt, men alle kan gøre noget.

Foto: Alicia Steels

Så start med at tænke dig om. Start med virkelig at overveje om den nye bluse du står med i hånden virkelig er nødvendig. Og brug så din lyst til nyt, din kreativitet, til at lege med dit tøj og sætte det sammen på nye måder og opdag hvor utroligt tilfredsstillende det kan være at lave helt nye sæt, af tøj du har haft på masser af gange. Jeg lover dig, der går næsten sport i det … 

Giv hinanden en high five – start med dig selv!

Giv dit spejlbillede en high five! 

I fredags holdt jeg oplæg for en masse dejlige damer i en beboerforening med en stor genbrugsbutik tilknyttet. Jeg forberedte tøj fra genbrugsbutikken og holdt oplægget ud fra det, med fokus på hvor meget du kan få ud af din garderobe – også af genbrug. Med outfitmetoder, stylingtricks og garderobetips viste jeg masser af muligheder med ganske få stykker tøj. Og det faldt i god jord, yay! Men det, der fra min side af salen, fik allerflest anerkendende nik og respons, var når jeg talte om kvindekroppe, spejlbilleder og selvopfattelser.

Til at understrege pointerne, viser jeg altid på og med min egen krop, hvordan du kan underminere dit selvbillede, tale din krop ned og forstørre fejl, når du står foran spejlet. Men jeg viser selvfølgelig også (på mig selv), hvordan du selv kan vælge hvad du vil fokusere på, fremhæve og rose ved dit spejlbillede og din krop.

Du vælger selv, hvordan du taler til dig selv. Og til andre.

Pointen er: kroppen ændrer sig ikke. Men alt efter hvordan du taler til dig selv, bærer dig selv og ja, klæder dig, kan du fremhæve det du synes om og lade det du ikke er så pjattet med få lidt fred. Og det er uden sammenligning sjovest at være blid ved dig selv. 

Nu skal I nok slippe for billeder af mig fra siden og forfra, med og uden mave, for det har jeg så tit vist her. Grunden til at vise netop det er, at i prøverummet har jeg utallige gange oplevet, at når en kvinde har tillladt sig selv (læg mærke til ordvalget: tilladt) at synes hun er lidt lækker, der foran spejlet. Så vender hun fluks siden til, falder lidt sammen, puster maven ud og siger: “Men hvad med min mave?!”

“Tja, altså, svarer jeg, jeg kan jo ikke få den til at gå væk, den er der jo.” Det er din helt almindelige, menneskelige, kvindelige krop. Men du bestemmer selv om du vil kigge på dig selv fra siden med skrutryg og food baby eller du vil rette dig op, sænke skuldrene og kigge på dig selv forfra i det outfit, du startede med at synes du er lækker i.

Tit glemmer jeg selv at kigge fra siden og ‘tjekke’ om det nu går, med min mave. For jeg har travlt med at synes at det sgu’ går meget godt forfra. Er det nu ikke lidt utjekket af en stylist, som lever af at klæde mennesker på? Næ, ærligt talt ikke. Jeg får jo netop ikke mindre mave at hade den. Til gengæld sker der det magiske, at andre heller ikke lægger mærke til den, når jeg selv er ligeglad. Og selvfølgelig tager jeg tøj på, som sidder godt og camouflerer den lidt. Du ved, lange lige linjer foran, taljerede jakker, bluser stoppet ned i linningen og poset ud igen. Det har vi snakket om 1 millard gange før fx her. Idag handler det om hvordan du bærer dig selv, snakker til dig selv og om dig selv.

Og det gør det, fordi en af tilhørerne fra i fredags skrev den her fuldstændigt fede mail bagefter, der fik mig både til at grine og heppe:

Jeg har igennem mange år brugt et udtryk som jeg har givet videre til min datter og nu får du det også. Når man kommer ind i stuen efter dagens pyntning – siger man og mener det – “så nu ligner jeg en million”

Yvonn, 56 år

Elsker det! Og elsker især at hun har givet det videre til sin datter. Se det er god opdragelse. Det skrev jeg en anden Tirsdagstøjklumme om for lang tiden siden.

Start med dig selv … tal sig selv op foran det spejl! Giv dig selv en high five, når du ser godt ud. Og når du kommer til at fokusere på det, du ikke er vild med, så prøv fysisk at træde et skridt tilbage fra spejlet og se helheden. Se hele dig. Det gør alle vi andre. Vi hele dig og så ser vi dit smil, øjne, fine farver og så videre. Vi ser IKKE din koloenormt-næsten-ulovligt-store-eller-lille-numse/mave/arme/indsæt selv.

Øv dig i at se dig selv lidt udefra, med andres øjne. Jeg garanterer dig, at de ikke ser det, du gør. Og dem derude, som har travlt med at dømme andre inde eller ude, de har det værre end dig. De er endnu hårdere ved dem selv i spejlet, end du er. Hold dig for god til det. Lade være med at bruge dit krudt på at finde fejl ved andre eller ved dig selv, for den sags skyld. Det er spild af tid, spild af liv og det avler KUN dårlig energi.

Apropos selvbilleder. SoMe (SOciale MEdier) har gjort selfies populære og upopulære. At jeg er tjotal selfiequeen, hersker der vist ingen tvivl om, og jeg har før tænkt højt omkring al min selvpromovering. Men jeg har opdaget noget helt nyt omkring selfies til de Garderobetjek, jeg har mange af for tiden: mine kunder bruger ikke kun billederne af nye outfits til at holde styr på de mange sæt. De opdager også, at de ikke ser ud som de troede i forskellige sæt. De ser meget bedre ud!

Og det er altså ikke fordi vi tager flere billedet af et outfit. Det er der slet ikke tid til.  Jeg starter med at sige at billederne er et outfitbibliotek. At de skal være ligeglade med lukkede øjne eller lignende, for det holder jeg ikke øje med. Men selvom vi ikke bruger tid på positurer og vinkler, så kan de billeder altså gøre godt alligevel.

For den numse, lår, barm, mave osv. er ikke så iøjnefaldende som den er, når kvinden selv står foran spejlet. Når de ser dem selv udefra og lidt på afstand – som vi andre gør – er helheden en anden. Og det påvirker lige så stille kvindernes selvbillede. Til det bedre. Derfor er det udskældte selfie slet ikke så tosset, som redskab, hvis du vil lære at se hvor fin du også er.

Du behøver naturligvis ikke lægge det på nogen som helst sociale medier, hvis du ikke har lyst. Men prøv at tage bare ét billede af hele dig i spejlet, næste gang du har tøj på, du synes ser godt ud. Og tag også et næste gang du har tøj på som du måske kan lide, men ikke helt er klar til at hoppe i. Tag billeder og kig lidt på dem af og til. Det er nemmere at lære noget nyt, hvis du vænner dig til det et skridt af gangen. Så plant et frø og vand det. Måske kommer det til at spire og gro. 

Den måde du tænker om og taler til dig selv, har en effekt på alt hvad du laver. Jo bedre og rarere du taler til dig selv, jo bedre og rarere gør du det til andre. Og apropos at sige det videre, så får du også lige sidste del af seje, sjove Yvonn’s mail

De dage hvor man så gør noget ekstra ud af det enten fordi det har man bare lige lyst til eller fordi man måske skal ud at spise med kniv og gaffel – da er udtrykket “Så nu ligner jeg en million og 25 øre”

Seriøst. Hvis flere mennesker talte sådan her om dem selv, til dem selv, til hinanden og til deres døtre, så var verden sgu’ et bedre sted. Så vil du ikke med i high five klubben, hvor vi svælger i selvros, selfies og komplimenter? Jeg garanterer dig, det er sjovere end det modsatte. Og man bliver så let om hjertet. 

Tal hinanden op. Det gør os alle godt.

 

 

 

4 tøjsnit, der slanker – lær at vælge det, der klæder din facon

Find din stil! Klæd dig efter din kropstype! Så længe jeg kan huske, har magasinerne haft guides til at finde vores stil og fortalt at kropstype er evigt afgørende. Det sidste er rigtigt. Det første er ikke.

Ærligt talt, har du lyst til at gå i den samme stil resten af dit liv? Er en af grundene til at du læser med her, ikke fordi du er træt af at gå i det samme tøj evigt og altid?

Hvis du kan svare ja, så hæng på. Modens forskellige snit, gør ikke alle kvindekroppe lige godt. Der er oftest stor forskel på det der klæder dig bedst, og det der er moderne. Men du kan lære at vælge fedt tøj, der klæder dig og alligevel fortolke skiftende tendenser efter behov.

Vi starter lige med det der klæder dig bedst. Det er det, der får din facon til at ligne kvindekropsidealet mest. 

 

Nutidens idealfacon er først og fremmest tynd. Og dernæst har den talje og barm.

Bemærk: Jeg siger ikke du skal se ud som idealet!

Jeg fortæller hvad det fremherskende ideal er. Idealet er det, vi stræber efter - ja, jeg gør også, selvom jeg i synk med at min krop både er rund og blød. Jeg kunne aldrig finde på at sulte mig selv for at ligne det ideal.

Istedet klæder jeg mig, så jeg får det bedste ud af den krop, jeg har. Det kan du også lære.

Mode er noget helt andet. Følger du den, skal du den ene dag have skarpe skuldre og den næste en løs pyjamassilhuet. Mode er ikke, hvad der klæder dig. Det er det, der er moderne.

Og det er sjovt at lege med, fordi mode er nærværende og lærer du at bruge den efter behov, får du et opdateret, nutidigt look. Husk blot at der næsten ikke skal noget til, for at forvandle det du allerede har til nye looks. Det er modeindustrien, der vil have dig til at tro noget andet og shoppe hele tiden. Behøvs slet ik'!

Idag kigger vi på hvordan du kan bruge stilhistorien (den mode, der er forbi), som værktøj til at huske forskellige snit, der fremhæver forskellige områder på kvindekroppen. Brug det til at komme igang med at finde snit, der klæder dig.

4 designere med signaturlooks, vi stadig bruger idag

Der er fantastisk mange gode, signifikante modedesignere gennem tiden. De fire jeg har valgt har stået fadder (moder?) til signaturlook, med silhuetter der er meget forskellige. De var banebrydende for deres tid. Og silhuetterne - og beklædningsdelene - findes stadig i skabe og butikker idag. 

Chanel's dragt, var en reaktion mod den stramt korsetterede silhuet.
Idag forbinder vi Chanel-jakker med et elegant og måske lidt damet look.
Tilbage i 1920'erne var looket sporty og frigjort med inspiration fra herregarderoben.

Brug den løse, firkantede silhuet oppe, hvis du har lidt mave med smalle eller almindelige hofter.

Undgå at den vandrette nederste kant af overdelen går tværs over dine hofter. Det gør dem bredere og du mister antydningen af talje.

Er overdelen lang, sæt da lidt af den ned i underdelens linning og pos ud igen.

Silhuetten er også god til kurver, hvis du ikke vil vise meget facon. Diskret, men feminin. 

Undgå firkantede overdele, hvis du har brede skuldre. Se i stedet næste signaturlook.

Yves Saint Laurent var den første, der lavede en smoking til kvinder. Et  kropsbevidst, powerfuldt look til uafhængige kvinder på arbejdsmarkedet blev en del af hans signatur. 

Brug silhuetten med facon til at give talje med en jakke, hvis du har mave.

Til brede skuldre er v-halsen god til at skabe lodrette linjer - behøver ikke være dyb.

En stor barm kan opdeles lodret med v-udskæringen fra jakken, så den synes mindre.

Har du små bryster og fin hud, så prøv med en smuk trekants-BH, der titter frem i den dybe udskæring. Det bliver aldrig vulgært, hvis barmen er lille. 

Mary Quant opfandt miniskirtet, i en tid fuld af forandringer med fri seksualitet og kønnenes ligestilling. Looket egnede sig også glimrende til at danse vildt hele natten i Swingin' London ...

Silhuetten kan bruges uanset om du er atletisk (drenget) slank eller med stort plus på maven, bare du har flotte ben! 

Er du det første, så vælg gerne en nederdel med svaj, det giver hoften facon og skaber talje.

Er du det sidste, så brug oversized overdele i fast stof, så stoffet camouflerer og ikke lægger sig på dellen, som jersey gør.

Sæt et lille nap af overdelen ned i linningen og pos den ud. Så smyger overdelen sig smukt.

Christian Dior skabte silhuetten her i efterkrigstidens 50'ere. Som modreaktion på den knaphed på materialer, der herskede under krigen, kræver skørtet voluminøse mængder af stof. Den stramt korsetterede overdel giver hvepsetalje og resultatet er en feminin, men helt kunstig silhuet, der kræver eksklusivt undergrej.  

Lad være med at forfalde til shapewear, men har du en fin talje allerede er looket perfekt (og mega moderne) nu.

Brug også silhuetten med vidde i underdelen, hvis du har en stor nummi eller generøse lårbasser.

Er du atletisk slank, får du facon med både skørt og bådudskæring. Sørg for dog for at vælge en overdel med volumen og sæt den ned i linningen. På den måde får du volumen på overkroppen. 

Er du lidt tyk, med smukt skulderparti, er bådhalse perfekte. Du trækker opmærksomheden væk fra maven og viser et feminint sted på kroppen. 

 

Nysgerrig på mere?

Alt det her og meget andet lærer du helt hands on, når jeg klæder dig på i sæt efter sæt til et Garderobetjek. Og det er ved at være sidste chance, hvis du vil booke til kampagnepris - senest onsdag den 20. februar - kan du booke og få Personlig Net Shopping med oveni rabatprisen ...

Få styr på snit, der klæder dig - og ryddet op i dit skab - inden 1. juni

Garderobetjek 3325 dKr + Personlig Net Shopping 495 dKr
=
Normalpris ialt: 3820,-

Din investering for

Garderobetjek + Personlig Net Shopping

2995,- inkl moms og transport*

Du sparer 825,- kr

book senest 20. februar

*prisen er inkl. transport på Sjællandssiden af Storebæltsbroen. Over broen tillæg på brogafgift og 1,94 pr. km

Du kan også starte med at lave 9 sæt på 1 aften selv. Få guiden, når du tilmelder dig mit nyhedsbrev

Tøj er koder – lær at bruge dem til hverdag!

Hvorfor bliver tøj næsten altid affærdiget som damebladsforfængelighed, når det er sociale koder samt en kilde til identitet & velvære? I dag er podcasten Karrierekvinder ude. Den tager udgangspunkt i bogen 'Håndbog for Karrierekvinder'. I hvert afsnit af podcasten, inviterer Rikke og Naja, som laver den, relevante kvinder og mænd i studiet, og tager en snak om et af emnerne i bogen. De har blandt andet været igennem 'den kvindelige autoritet', 'jobsamtalen' og mange andre.

Naja og Rikke inviterede mig med som ekspert og skrev:

"Og nu er vi så kommet til den som vi faktisk synes er sværest, påklædning (...) Vi vil gerne tage en lidt mere bred tilgang, og ønsker ikke at lave et kapitel hvor vi konkret giver råd til hvilket tøj man skal have på. Det føler vi egentlig at mange har styr på. I stedet vil vi gerne tale om tøjets betydning”

Det blev til det her afsnit 7 i serien - hør den i din foretrukne podcast app - den er fx. lilla med en mikrofon på en Iphone ...

Den er her!

De var bange for den forfladigede damebladssammenhæng, som tøj typisk havner i. Rikke sagde noget i retning af "Vi vil ikke snakke om vi skal gå i leopard."  Fantastisk at tale om tøj, som koder der kan læres og bruges bevidst samt som en kilde til velvære og identitet! Det ligger præcis i Verdensfirmaets motto:

Tag dit tøj alvorligt! 

Uanset om du vil det eller ej, så bliver du aflæst socialt gennem dit tøj. Jo, det gælder også dig der siger: ”Jeg går ikke op i tøj – jeg tager bare det der ligger øverst i bunken!” Tøj er koder, men tøj er ikke svært, når du lærer at bruge de koder.

En lille tilføjelse, der ligger mig på sinde: Fordi du skal lære at bruge koderne, betyder det IKKE at du skal gå i tøj du ikke kan lide at have på! Tøj, som redskab til personligt velvære og sociale koder er tvedelt: du skal ALTID både kunne lide at have tøjet på OG lide at se dig i spejlet. Når du har lært at vælge tøj, der opfylder de første to kriterier, kan du lære at bruge dit tøj bevidst i forskellige sammenhænge ... og få en hjælpende hånd ude i verden.

Tilbage til koderne:

Du bliver aflæst og aflæser også selv. Førstehåndsindtryk er selvfølgelig enormt vigtigt, men hvis du som de fleste, møder de samme mennesker, elever eller kolleger dag ud og dag ind, er førstehåndsindtrykket knapt så vigtigt. Brug det istedet til at blive taget alvorligt i de opgaver du løser hele tiden.

Måske som pædagog, der byder forældre og børn velkommen hver dag, som kvinde i en mandeverden, som formidler med mange øjne rettet mod dig, eller noget helt fjerde. Du får det nemmere i tøj, der sender de rette signaler, end hvis du skal overpræstere på en dårlig start med et forkert indtryk. Jeg har skrevet om det før i nyhedsbreve, blandt andet om Katja Iversen fra Women Deliver, som du måske har læst hvis du ikke er ny her. Men denne gang skal vi tale lidt mere om konkrete tøjkoder.

På dagen hvor vi skulle optage podcasten havde jeg – naturligvis – tænkt over hvad jeg havde på. Fordi rammen var Karriere og vi skulle mødes på et stort konsulentbureau inde i byen, valgte jeg to sikre ’business-koder’: pæne sorte bukser og lyseblå skjorte. Fordi jeg kom i egenskab af stylist og ja, kreativ, tilføjede jeg et mere flippet element: en orange kimono.

Tøjkoder: klassisk business (sort buks, lyseblå skjorte) + kreativ (orange kimono)

Havde jeg sat en klassisk blazer til var looket blevet for poleret til at repræsentere mig, fordi alle koder ville være "business". På en måde ville jeg også 'skuffe' med mit førstehåndsindtryk, hvis jeg var helt traditionelt klædt uden at min beklædningsfaglige baggrund skinnede igennem. 

Den måde kan du også bruge dit tøj og det er slet ikke kompliceret – start med at tænke på hvilket indtryk du har brug for at give. Kig så ned af dig selv og se hvad du har på - vil du for eksempel gerne være ...

Professionelt mødekommende – du er måske virksomhedens ansigt ud ad til, det første kunden møder. Uanset om du arbejder på et kommunekontor eller i receptionen på Mærsk, så er du ikke kun dit eget visitkort. Du er også virksomhedens. Du skal virke imødekommende, men også være lidt neutral. Kunden er jo ikke kommet for at snakke med dig. Og hvis du nu bare ELSKER din stormønstrede stramtsiddende jerseybluse ,som nok lige viser et par deller, men hvad betyder det når du har det sjovt? Det er skønt at du kan lide din krop som den er, men brug looket i fritiden og tag så i stedet en storblomstret skjorte på. Bare det af modellen er en klassisk skjorte med krave, gør at blomsterne bliver rammet ind af noget neutralt og let aflæseligt – en skjorte. Vupti, så har du sjov i mønstret og er dig selv, men også klædt på til anledningen.

Fra Baum und Pferdgarten ...

Moden autoritet – er du ung leder eller kvinde i en mandeverden, er autoritet og det ikke at være udfordrende klædt, tit det vi har mest brug for. Hvis du nu bare ELSKER have små nederdele med vidde (skoleuniform) på, så har du skudt dig selv i foden, fordi dit tøj fratager dig autoritet og gør dig yngre. Prøv i stedet at vælge tøj med koder fra herregarderoben – en klassisk blazer er glimrende og altid gyldig. Føler du dig alt for stiv og pæn i en blazer, så vælg en af blødt stof – gerne jersey – bare cardiganfølelsen er tit nok til at du kan bruge udtrykket fra jakken og stadig være dig selv. Blød eventuelt looket op med en enkel hvid t-shirt til (aflæses næsten som en hvid skjorte, men slet ikke så stramt) og sæt så jeans eller andre casual bukser til – det bløder jakken op.

Vælg en blazer med stræk i stoffet og den behøver ikke være sort. Fra Mos Mosh

I øjenhøjde - hvis du er vuggestuepædagog og bare ELSKER små pæne kjoler, men det ligner at du ikke kan sidde ned i dit officedress eller måske bare for slutty, vil du måske støde forældrene fra dig. Så skal du bruge krudt på at vise dem at du altså er skidesød og dygtig til det med de unger. Prøv så i stedet at vælge et – elastisk – pencilskirt, samme kode som kjolen og sæt en kropsnær strikbluse til, så du kan bevæge dig, men ikke har trukket i den klassiske pædagog-kode (ikke for at fornærme nogen, jeg prøver at være generel!) – en stribet Nørgaard-bluse.

Helt blød og nem, men har samme pæne udtryk som et klassisk officedress. Fra In Wear

Fagligt seriøs – måske elsker du dine gamasher og løse tunika, men du arbejder som advokat og har brug for at ligne en sådan. Skift gamasherne ud med strømpebukser (ikke uld!!, men gerne tætte sorte) og vælg en kjole med et lige snit i en god kvalitet - gerne silke, i stedet for hyggetunikaen. Og ram den så ind med en kort, formel jakke, - behøver ikke være en blazer, kan også være uden krave og mere sporty fx a la en ’Chanel’ jakke - den giver dig facon og helt naturligt et lag seriøsitet, fordi du er nydelig og rammet ind på samme tid.

Kjole med lige snit, der giver samme bløde kropslighed, som en tunika, men udtrykket er helt formelt -vælg noget andet end sort, hvis du er til farver! Fra Max & Co.

Nu har du jo næsten sagt hvad jeg skal gå i, lissom når damebladene siger leopard, tænker du måske. Nej, jeg har prøvet at give dig et indblik i fire forskellige koder og hvordan du både kan finde tøj du har det godt i, men som samtidig passer til sammenhængen, du indgår i. Det er ikke svært, start med at vælge bevidst, så er du halvt i mål.

Nogle af de samme koder du fik i velkomstgave, da du tilmeldte dig mit nyhedsbrev - og hvis du ikke er tilmeldt, så kan du gøre det her ...

Du får en visuel guide til at lave outfits af det du har i skabet, når du tilmelder dig mit nyhedsbrev.

3 fede trends lige til at bruge & 1 du nok springer over

Det er altid sin sag at spå om hvad der kommer til at hitte fremadrettet, men med en blanding af pænt megen erfaring og en reeeet god næse for at spotte tendenser, så tør jeg godt komme med et bud på hvad vi tager til os af trends og hvad vi bare kigger på ... og griner lidt af.

Den første ting, som jeg kun tror vokser i året der kommer, er de korte udendørsjakker. De har et casual look der både giver reminiscenser af spejderanorak, midaldrende mand på vej til bowling i sin sportsjakke og den klassiske cowboyjakke. Det er korte uprætentiøse jakker med en ungdommelig og skødesløs vibe, som trods alle de mærkelige ord jeg bruger til at beskrive den, er ret nem at komme i, fordi den hverken er mærkelig eller helt fremmed.

Cowboyjakken kender vi og sportsjakken minder om bomberjakken, som har været her længe. Den nyeste facon er den som minder lidt om en spejderanorak og har et bindebånd i taljen. Fælles for dem alle er at de er et lidt frisk pust ind i de vanlige læderjakker, blazere og bomberjakker. Den matte bomuldsoverflade gør den til en udpræget sommerjakke, der sagtens kan bruges indendøre som alternativ til strik eller blazer, når den tid kommer. Prøv at sætte den til smukke højtaljede bukser med pressefolder, en tynd silketop og sneakers. Det giver et pust af svundne somre og er mat, knitrende nu, samtidig.

Hvid: Rodebjer Blå: Holzweiler Lysegul: Lovechild_1979 alle fra Spring Summer 2019

Den næste ting jeg tror du måske kaster du ud i er lag på lag med stropkjoler over herrebukser.

Kjole over klassiske uldbukser.

For at vise at det sagtens kan være et nobelt look, havde jeg det på idag ude hos min kunde. Bevares, min kunde er i modebranchen, så jeg har selvfølgelig afstemt med den sammenhæng jeg skulle indgå i. Men looket er ret enkelt, når farverne også er det. Prøv vælge en kjole der enten er smal eller falder smalt ind (uden at sidde stramt overhovedet!) til kroppen. Den giver en meget bedre facon, end store tunikaer (som jeg aldrig har været fan af og aldrig bliver det, med mindre du vitterligt er str. 34/36 og minimum 175 høj).

Smal oppe, volumen nede.

Looket her snakker stadig med den nye silhuet, som faste læsere har hørt om til kvalmegrænsen, er jeg sikker på. Undskyld. Men det var og er en ny silhuet i forhold til det rock chic skinny jeans med storskjorte look, som herskede i 7-8 år fra finanskrisen indtil et par sæsoner siden. Den nye silhuet bliver her, men indholdet - de stykker tøj vi putter ind i den, kommer til at forandre sig lidt. Derfor er stropkjole over herrebukser, en glimrende ny måde at bruge silhuetten på.

Nu sidder du sikkert og tænker: "Der har jeg været før!" Jep, det har de fleste af os. Personligt gik jeg i underkjoler over bukser fra 1997-2001 fra da jeg læste Litteraturhistorie i Århus, imens jeg boede i Paris (pariserne var forfærdede) og i begyndelsen, mens jeg gik på Designskolen Kolding. Ja, sådan noget husker jeg. Tøjnørd, ing? Dengang gik vi i Dico-bukser og genbrugsunderkjoler fra Sophie i Latinerkvarteret i Århus.

Måske gik du også i det? Og kom aldrig rigtigt ud af trenden, men fortsatte over i gamashelooket og er blevet her siden, fordi det er så nemt. Hvis du er det, så synes jeg du skal springe let og elegant hen over den her trend og prøve dig lidt frem, med noget der viser en smule mere facon. For eksempel en lang nederdel med en strik eller sweatshirt til.

Sofie Schnoor 499,-
Fra Masai til 499,- Ja, du læste rigtigt. Masai. Det vil sige mange størrelser og god pasform.

Det er både fint og casual og vil opdatere dit tryghedslook betragteligt, markere en lille smule talje (også selvom du ikke har nogen) og være mindst ligeså behageligt. Hop gerne i en smal overdel, hvis du er klar, men ellers går det fint med den lidt posede overdel. Så længe den ikke er lang!

Måske tænker du, ja, jeg gik også med kjolen udenpå bukserne og aldrig om jeg skal i det igen. Lad endelig være med det, trends er helt frivillige. Men det du får, hvis du tør, er et opdatet look med et frisk pust af NU. Det er det moden kan - den er flytig og forgår, men den er også til stede i nutiden med et nærvær, der er svært at finde i andre hverdagsfænomener.

Jeg troede heller ikke selv, at looket ville vokse på mig, men efterhånden, som jeg har taget en anden 90'er tendens til mig, som er vendt stærk tilbage, er jeg hoppet ud i det. Og damn, jeg følte mig smart idag. I tøj fra skabet er der mellem 2 og 4 år gammelt. Ikke så tosset og bare endnu et bevis på, hvor meget guld du kan få ud af dit gemte tøj, hvis du altså holder din garderobe overskuelig. Det er også i parantes bemærket, præcis, hvad vi finder ud af til hvert eneste Garderobetjek jeg er ude til ...

Men hvis der nu er en lille nysgerrig trendfugl, der pipper dig lidt i øret, så prøv lige at smide din underkjole over dine smalle jeans. Du behøver ikke gå ud i det, du kan bare lege lidt foran spejlet. Lur mig om ikke der er noget i looket, du godt kan lide? Måske skal du ikke bruge en rigtig underkjole til at gå på arbejde i. Men har du en sommerkjole, der duer? Sæt så en tynd langærmet rullekrave under og du er topfash (altså virkeligt smart) og klar til den sidste trend jeg skriver om idag.

Den har jeg sportet en del på Instagram

Jeg har været igang med det her look - stroptop med t-shirt - lidt længe. Knap to år og det er derfor jeg tror, du også er ved at være klar til det, hvis du har lyst. Det har jeg altså også prøvet før, tænker du nok. Imens jeg så Berverly Hills og drømte om at få en Kelly-page. Det look er tilbage, lidt mere sofistikeret med en højhalset under eller hvad med en skjorte? Du kan sagtens bruge en top istedet for en kjole, så 'det nye' kun er på overkroppen og ikke hele vejen ned.

Jeg kommer til at rådyrke, det her look henover vinteren og vil prøve at komme igang med andet end mørke stroptoppe og kjoler. Stay tuned, jeg viser selvfølgelig hvad jeg finder på undervejs. Fordelen ved den her trend er også, at du heller ikke her (formentlig) behøver købe nyt tøj. Du kan prøve at kombinere det du allerede har - eventuelt fra sommergarderoben - ligesom jeg altid gør. Men jeg ønsker mig en tynd rullekrave til at have indenunder. Det har jeg ikke - kun i blonde, og den er mørk. Det er lidt kedeligt under en mørk top, så det kommer jeg ikke i. Men en råhvid, grøn eller lyserød tynd rullekrave med lange ærmer her til vinter. Øj, manner, det ville forny det jeg allerede har.

Den sidste trend vi runder idag er måske ikke lige noget du hopper i imorgen ...

Sonia Rykiel SS19

Net! Som kjoler, bluser, nederdele, you name it. Men lur mig om ikke du kommer til at kigge nysgerrigt efter taskeversionerne, når de kommer som totes i plast, knyttede reb og så videre. En trend behøver man jo ikke hoppe i fra top til tå. Omend det er noget nemmere at forholde sig til, når By Malene Birger fortolker den sådan her ... 

By Malene Birger SS19

Hold øje med net eller mesh, som det hedder på fashionsprog. Det kommer som sporty forstof, knyttet eller hæklet bånd, cut outs, plast, strik ... alt hvad der kan konstrueres hullet og holde faconen alligevel, vil du se når lyset vender tilbage. Man kan sige at det er en meget rå udgave af blonder. Hopper du på den?

Nye måder at style det du har? Kom med her!

Dyder, der aldrig går af mode … om jernvilje, nøjsomhed og min skrappe farmor

Foto: Annie Spratt

Vi pyntede op til jul igår, dreng’årn og jeg. Traditionen tro, hængte vi min farmors (udtales fammor, jeg er fra Lolland) mange sprællemænd op, lavede nisselandskab med hendes håndmalede porcelænsnisser og fik den store julebuk med den hjemmestrikkede nisse overskrævs, frem. Meget af min julepynt stammer fra hende. Sprællemændene, som hun havde vildt mange af, har hun selv klippet ud, limet op og monteret med snor og led. Mine egne to yndlings, er ikke det mindste julede:

Bodil Koch, Danmarks første kvindelige kirkeminster, der i i komplet vikingedragt og cigar, bekæmper verdens uligheder.

 

Og den fyrede mand, der står med fyresedlen på gråt papir og rande under øjnene.

Begge ret betegnende for det liv, hun og min Besser levede. Besser var min farfar – de var både mor- og farforældre, så alle vi fætre og kusiner enedes om at kalde ham Besser, fordi vi ellers skændtes om han var farfar eller morfar. De levede et nøjsomt liv, som ufaglærte arbejdere.

Jeg kan se hende stå ved laminatbordpladen i det store åbne køkken i det solide parcelhus de selv byggede og boede i, hele min barndom. Det havde en kæmpe have med kæmpe køkkenhave, prydhave, græsplæne, udhus (defakto en terrasse, men det hed altså udhuset), værksted, viktualierum, drivhus, garage, bryggers, gulvvarme på badeværelset, arbejdsværelser til dem hver især og alt muligt andet, som de holdt og brugte altid. Men sådan var det på ingen måde, før halvsent i deres liv.

Ved køkkenbordet kunne hun se ud i indkørslen, holde øje med posten og naboerne, Anny og Erik. Hun brugte altid den samme kniv til alt – en stor skarp, nyslebet jernkniv med svung. Jeg ved ikke hvordan hun kunne hakke med den, for den buede op midt på. Men hun kunne alt med den kniv. Smøre et godt lag fedt på skiver af mørkt rugbrød uden kerner, for så at drysse salt på til fedtemadder. Skrælle æbler og udkerne æblebåde. Hakke grønkål og hvidkål. Lave store fade med smørrebrød. Jeg ser hende stå med den kniv i hånden ved køkkenbordet, ved siden af væggen med stormønstret hvidt og brunt tapet. Der hang de mange, mange sprællemænd. Vi måtte gerne få dem til at sprælle, hvis vi var forsigtige. Og det var vi. For famsen var skrap! Altid en lille smule sur, selvom hun også var sød. Eller sød var hun faktisk ikke. Men interessant og aldrig kedelig. Altid gang i utallige projekter. Porcelænsmaling, decoupager, hækle, strikke (gerne nisser), klippe, klistre, sylte, bage, lave mad, ordne have, samle hulsten, løse krydsord, læse Familiejournalen. Altid i gang.

Min søs og jeg var der alene, når vi var syge eller skulle passes af andre grunde. Jeg kan ikke huske, hun nogensinde satte noget i værk, for vores skyld. Vi var bare med … i haven, i køkkenet, ude at cykle på den brune mini (som mine forældre stadig har og nu kører vores børn på den), i aftenskolen til porcelænsmaling, på hendes arbejdsværelse, hvor der var en enorm samling Anders And blade. Bladene blev, helt typisk for min farmor, opbevaret i overskårne plastikdunke. Sådan nogle store firkantede 5 liters dunke, skåret midt over. Det nederste af dunken passede perfekt til et ordentlig bundt Anders And’er. Typisk at hun lige havde set det.

Min fammor var, hvad man nok idag ville kalde rimeligt kold i nummi, med hvad andre mente. Hun gjorde det, hun selv syntes var rigtigt og vigtigt. Og så i øvrigt helst at andre – og især Besser – gjorde det samme. Hvilket ikke var tilfældet og jeg mindes dem mundhugges, som hverdagssprog. At hun var så skrap, gjorde at ingen kom tæt på hende, men alligevel har jeg SÅ meget med fra hende, fordi hun var en markant kvinde. Med sine meningers og især handlingers mod. En af mine yndlingshistorier, er dengang hun troppede op, på skoleinspektørens kontor fordi hendes børn blev drillet med at deres tøj var slidt. Så pudsede hun træskoene, bankede på og fortalte ham, at det kunne godt være deres tøj var slidt, “men det er rent og helt!” Så blev der ikke mere ud af den sag. Jeg beundrer, at hun stod på mål for det hun troede på. Og dem hun troede på.

Apropos træsko, så skulle min far, farmor og Besser engang hjælpe en nevø, med at bygge et kolonihavehus om … inde i Købehavn! En af gangene, blev hjemrejseplanerne blev ændret og min far og Besser, måtte tage toget hjem istedet for bilen. Derfor pudsede famsen deres store beskidte arbejdstræsko, for man kunne jo ikke køre i tog med beskidte sko.

Jeg elsker den umage, hun og de, gjorde sig. På en rolig, utrættelig måde, havde hun altid gang i noget. Håndarbejde, som husligt. Selv da hun blev ramt af en blodprop og var lam de sidste 22 år af sit liv – hun blev 92 – fandt hun på måder at holde sig beskæftiget. Jeg beundrer hendes utrættelighed og livslyst, som jeg mærker hos mig selv. Og hendes jernvilje læner jeg mig op af, når jeg tvivler på mig selv. For det gør jeg, tvivler altså. Bekymrer mig om økonomi, fremtid og kærlighed. Jeg tvivler, men jeg giver ikke op. Jeg kan ikke forestille mig, at min famse nogensinde tvivlede på noget. Hun var inkarnationen at stålsathed og bestemthed. Men det gjorde hun helt sikkert, for livet var hårdt indtil hun blev midaldrende. Min far voksede op som midterste i en flok på 5 børn og engang blev min farmor kaldt på kommunen til Torskegilde – fordi de ikke troede på man kunne leve så mange mennesker, for så lidt. De måtte betyde, at de snød i skat. Det gjorde de naturligvis ikke. De knoklede.

 

Det var al den fine julepynt fra gemmerne, der fik mig til at tænke på min farmor …

 

Min farmor kunne få tingene til at række som få. ALT blev udnyttet og den dag i dag, klipper min far stadig pappet fra cornflakespakker og anden emballage op til indkøbsedler, som det mest naturlige i verden. Jeg har arvet det sparsommelige gen, hvilket er rigtigt godt, når man springer ud som selvstændig uden den mindste erfaring og har 3 børn at forsørge. Jeg klør på alt jeg kan og jeg VIL leve af Verdensfirmaet. Og ikke bare leve, jeg vil leve godt.

Jeg talte med en veninde om det med at være god til at spare, for det er hun også. Hun sagde, at hun altid nedskalerer og at det på en måde er en lidt anorektisk tilgang til økonomi og livet. Om ikke det ville være bedre, hvis hun drømte større, i stedet for at skalere ned. Det tror jeg, der er en sandhed i. Det er derfor jeg siger at jeg vil leve og leve godt, af det jeg laver. Jeg har aldrig nogensinde tjent mange penge og jeg ved godt hvad økonomisk rigdom er for mig. Det er en dag at have råd til at handle i Menu i stedet for Netto, købe det vi har lyst til og ikke det der rækker længst.

Det er at kunne betale en udenlandsrejse med fly til mig og dreng’årn (shit, det er mange penge, når man selv skal betale alle 4 billetter plus alt det andet). Det er at kunne invitere dem ud at spise og sige at de må vælge præcis hvad de har lyst til. Og få to sodavand til maden. Hver. Det er at kunne se og mærke at de penge jeg tjener, balancerer med de faste udgifter. Og jeg drømmer om at købe et sommerhus en dag. Mit eget lille sted. Jeg tror, det er godt at vide hvad rigdom er for mig, for så kan jeg fejre det, når det en dag lykkes! Yay!

Nå, tilbage til min fammor. Hvorfor skriver jeg om hende, når det handler om tøj og mennesker? Fordi al hendes fine julepynt hænger i vores lejlighed og jeg kom til at tænke på hende. Når vi besøgte dem, var en af de foretrukne lege, den med tørklædekisten. En lille trækiste, som stod i gangen under spejlet lige udenfor badeværelsesdøren. Vi tog kisten med ind på badeværelset, hvor der lugtede af de runde sæber med den spanske flamingodame på og af eddike. Jeg kan ikke huske hvorfor det var vigtigt at have eddike stående fremme i en underkop i vindueskarmen, men det var det. Måske røg Besser på toilettet?

Det her tørklæde er som nyt og har mere end 40 år på bagen …

Anyways, badeværelset med bløde, karamelfarvede klinker overalt, rene og varme fra gulvarmen, var vores foretrukne sted at lege. Jeg ved ikke hvor de andre gik på toilettet, for vi var lissom derinde hele aftener, mens de voksne drak kaffe. Når vi åbnede trækisten, kom skatte af tørklæder til syne i alskens farver og materialer. Især det tynde lyslilla, chiffontørklæde var i høj kurs. Jeg kan ikke huske hvad vi legede med dem. Men den stoppede aldrig, den leg. Et af mine absolutte yndlingstørklæder, har jeg stadig og bruger flittigt. Det ser nyt ud, selvom det må have mere end 40 år på bagen. Jeg passer godt på det. Det har jeg også lært af min farmor. Sammen med en jernvilje til at få tingene til at hænge sammen og til at lykkes.

Tør du læse hvad moden spår: Forandring, overdådighed, frygt & festpauser

Jeg er helt forført af  serien Babylon Berlin …

Der er en ny tendens i tiden og i festoutfits – the roaring 20’ies, de brølende 20’ere bliver for tiden portrætteret i serien Babylon Berlin, som DR1 viser. Se den, se den, se den! Det er noget af det flotteste jeg har set! Dekadent, overdådig, undergangstoner og fremtidstro i et stort patchwork af en by og en tv-serie. Stilen er FULDSTÆNDIG fantastisk! Specielt scenen i natklubben Moka Efti, med en androgyn sanger – en dame klædt som mand med paryk og smoking lidt a la Marlene Dietrich, utroligt feminin og elegant maskulin på samme tid. Hun træder ud foran en fyldt sal med højt til loftet, glasmosaikker, et band og halvnøgne danserinder i bananskørter. Synger dybt og messende en tysk sang: Zu Asche, Zu Staub …

“Til aske, til støv

Frarøvet lyset

Men dog ikke endnu

Mirakler venter til allersidst”

(Sunget af Severija Janušauskaitė)

Langsomt stiger tempoet, folkemængden på gulvet danser intenst, i ført guld, pailetter, frynser, røde læber, kvinderne med pagehår og bølger, mændene med tilbagestrøget bryllcremehår, seler og skjorter. Som tempoet stiger danser publikum i takt og ender i en løssluppen fælles ekstatisk dans og boblende glæde, der går op i en højere enhed.

Se klippet her … helst med høretelefoner og musikken skruet højt op!

Handlingen er fantastisk også. Den beskriver tiden mellem 1. og 2. verdenskrig, hvor fremskridttroen blomstrede, samtidig med at arrene fra 1. Verdenskrig slet ikke var helet. Konsekvensen ulmer i to retninger: en radikal modernisme og en nationalsocialistisk tilbagevenden til gamle dyder.

Tiden serien foregår i, 1919-1933, kaldes Weimarkulturen. Berlin var på det tidspunkt verdens daværende kulturelle hovedstad hvor nybrud og nyskabelser indenfor teater, litteratur, filosofi, arkitektur, musik, aviser, opera, maleri og film sprudlede frem og kortvarigt var der, hele verden kiggede hen. Men Weimarrepublikken fik en brat afsluting i 1933, da nationalsocialisterne kom til magten og effektivt fordrev alt det nye. Blandt andet den mest indflydelsesrige designskole og -retning nogensinde, er fra den tid. Den hed Bauhaus, nej ikke byggemarkedet. I parentes bemærket, er det frygteligt at et byggemarked har taget navn efter en af den moderne histories største nyskabelser inden arkitektur, design og kunsthåndværk … Bauhausskolen måtte lukke i 1933 og flyttede eller flygtede fra Tyskland til Chicago.

Nå. Tilbage til tendensen og tøjet! For det peger ind i vores tid nu. Jeg har skrevet meget om alle de farver, pailetter, guld, glimmer, overdådige stoffer, nye varme farver og alt muligt andet, som er overalt i moden, boligen, barerne og andre visuelle pejlemærker. I små 10 år efter finanskrisen i 2008, havde vi – groft sagt! – hullede skinny jeans og bomuldsstorskjorter med en lang, løs cardigan ud over. Nu er der fest og overflod over hele linjen. Gucci havde catwalken fuld af overdådige lag på lag sigøjner looks, Balmain har pailetter, sten og fuld glitter på kropsnære, korsetterede silhuetter og Celine har ansat Hedi Slimane, der bringer sort glam, pufærmer og shine til både mænd og kvinder ind i det ellers underspillede intellektuelle og indforståede elegante design Phoebe Philo har stået for gennem 10 år. Dekadencen er tilbage i fuldt flor!

Måske er der en parallel til Weimarrepublikkens Tyskland, hvor højrepopulismen stormede frem og økonomien buldrede … indtil børsen på Wall Street krakkede i 1929 og det blev starten på en ny tid med 2. Verdenskrig som kulminationen. Måske er der en parallel til tiden nu, hvor økonomien buldrer derudaf igen og højrepopulismen er i fremmarch over hele den vestlige verden. Det har jeg ikke indsigt til at spå om, men jeg kan aflæse tendenserne, som moden afspejler og de er gode pejlemærker.

Med messingarmaturer på badeværelser og barer, dekadente cocktails og overdådig kagebagning i primetime, vikingemodeudstilling på Nationalmuseet og klovne på Arken, guld, glitter, sten, velour, fløjl, store grønne planter, tapet, gulvtæpper og lange gevandter i mode og bolig, samt farver på vægge og læber uanset hvor du kigger hen, er det nemt at udpege tendensen med more is more. Ingen minimalisme og enkelhed. Det er overdådigt, svælgende, indbydende og festligt ja. Præcis som klubscenen fra Babylon Berlin.

Samtidig har vi en stor mørk sky af forandringer indenfor klima, politik, migration og religion hængende over hovedet, hvor vi skal ændre vores forbrug og vaner overalt: mad, rejseregnskab, beklædning og så videre. De fleste afventer og ved ikke rigtigt. Nogle går all in. Politikerne gør ikke rigtigt noget. Men noget skal ske og noget kommer til at ske. Om det er undergang eller frelse, ved jeg ikke. Men forandringerne er allerede igang. Det jeg tror moden tilbyder og afspejler, er en modvægt til alvoren. En måde at holde fri fra bekymringerne og svælge i overdådige farver og materialer. Inden virkeligheden – og tømmermændene sætter ind.

Et glimrende øjeblik …

Om vi går menneskeskabt undergang i form af klimaændringer eller intelligente verdensomspændende og individuelt tilpassede løsninger i møde, vil vise sig. Men det som også er tydeligt i tiden, er lysten til at være her nu! Fejre livet og hinanden og danse til den lyse morgen.

Den store festsæson, er så småt ved at være igang. Selv har jeg været til den første julefrokost, skal til to mere og holde nytår med yndlingsmennesker! Vi skal have østers, frølår og franske delikatesser langt fra hverdagen med madpakker og husholdningsbudget. Til det har min indre glittergås, efter at have set Babylon Berlin, fået en ubændig trang til noget med frynser! Jeg køber sjældent nyt tøj, men … lange, tunge frynser, der danser med eget liv, så snart jeg bevæger mig ud … i natten for at danse til inciterende, forførende musik. Det er jeg meget lun på! De er svære at finde, i andet end udklædningstøj, de frynser. Så det ender sikkert med jeg finder nogle smukke kvalitetsfrynser og syer dem på noget jeg har i forvejen. Men jeg har nu også kigget lidt på de her …

Smuk farve og shine, men lidt billig i det … men passer til mit budget. Jeg er nu bare ikke meget for kvaliteten.

Fra Moves

Smuk, langtidsholdbar & kvalitet. Nok lidt for anstændig, men dælme godt nok pæn altså!

Fra Day

Åh så fin – sommer og vinter! Den er sat ned … men pebret.

Fra By Malene Birger

Til både bryllup og julefrokost, fredagsbar og nytår … men alt for dyr, desværre.

Fra Iro

Og ved du hvor heldig jeg er? Jeg skal til Berlin med mine børn torsdag morgen. Ned at se på dinosaurskeletter og overdådig julepynt. Dét glæder jeg mig mega til …

Ps. husk at imorgen onsdag den 28. november, er sidste chance for at booke dit Garderobetjek til kampagnepris! Ønsk dig penge i julegave – du skal først betale når vi er færdige 😉

Du vil ikke vide det jeg fortæller om tøj idag … men du skal vide det!

Æstetik og skønhed er livsnødvendigt for civilisationens overlevelse, men det er overforbrug ikke ... tværtimod.

 

Min kunde fra et Garderobetjek i foråret, skrev det her til mig som respons på at jeg linkede til to Tirsdagstøjklummer, fordi det vi snakker om undervejs, har jeg tit skrevet om før:

" (...) Og virkeligt gode indlæg om silhuetten og vedligeholdelse, det gør virkelig en forskel når nogen (som ikke skal sælge tøj) sætter ord på de mere generelle tendenser i moden"

Vivian, 43 år

Kommentaren kom jeg i tanke om efter at have set Detektor i torsdags– om annoncørernes indblanding i redaktionelt arbejde på modemagasinerne Eurowoman og Euroman. Kort sagt: kan man købe sig til at bestemme hvilke produkter der bliver vist på siderne? Svaret er JA! Se udsendelsen her – indslaget varer 17 minutter.

Jeg har ikke tænkt på det før, men det gør jeg nu. Grunden til at jeg skriver Tirsdagstøjklummen er fordi jeg elsker at skrive om tøj og mennesker, for at oplyse og uddanne, men også fordi jeg helt selv må bestemme hvad jeg skriver om. Jeg har ingen annoncører, chefer eller andet der bestemmer indholdet. Jeg vil passioneret gerne vil fortælle dig, hvorfor du skal tage dit tøj alvorligt:

Fordi det rigtige tøj til de rigtige mennesker gør os mere os selv. Når du lærer at vælge rigtigt, bruger du det længere og køber mindre. Og det kommer os alle til gode.

Citat: mig selv, 42 år

jæs jæs, stadig classy!

For mange år siden, da jeg forlod stillingen som Design Manager på et Trendstudie, var jeg ikke helt sikker på hvad jeg ville. Men ad omveje opdagede jeg, at der var meget sjovere i prøverummet end bag tegnebrættet, fordi her på kundens side, forbrugerens side, kroppens side, kvindernes side, hverdagens side … din side, handler det om at give videre i samarbejde med dig og ikke om at diktere hvad du skal gå i. Og så helt egoistisk fordi jeg får vildt meget ud af at se folk gro, når spejlbilledet endelig matcher selvbilledet. Udgangspunktet for mig er altid dig, der skal gå i tøjet - du får uvildig rådgivning af en der kan tøj hele vejen rundt: designe tøj, fremstille det, i helikopterperspektiv ved hvorfor og hvordan det påvirker både samfund og dig, men også kan klæde dig på, så du får øjnene op for dine muligheder i stedet for begrænsningerne.

Når jeg snakker om at være på nogens side, så er det ikke en kamp, men virkelig godt for dig at huske på at du oftest får rådgivning om tøj, fra nogen, der vil sælge dig noget. Tøj og mode er navlestrengsforbundet med annoncører, der skal have noget for deres reklamekroner, med detailhandel der har højere avancer på visse varer, med influencere, der reklamerer for produkter de har fået i gave, fordi det er deres løn og så videre … Markedet er hårdt og kravene til er høje.

Jeg har meldt mig ud af det marked og har med vilje ingen reklamer på min hjemmeside, får ikke tøj i gave og er ikke afhængig af at skulle sælge noget til nogen. Det er skønt! Følelsen er berusende efter mange år i en salgsstilling. Som Personlig Shopper har jeg klædt virkelig mange mennesker på og nydt det. Jeg var på ingen måde træt af at finde præcis det rigtige til mine kunder, da jeg besluttede at flyve fra Magasin-reden i foråret. Men jeg var ærligt blevet træt af kravene til salg som personlig shopper. Sådan er præmissen i jobbet og Magasin er en købmandsbutik. En dygtig, god og sej købmand, synes jeg. Jeg elsker stormagasinet Magasin for deres kompetente og inspirerende udvalg af varer i smukke rammer.

Som årene gik, blev det sværere at holde fokus på det der er min mission: det rigtige tøj til de rigtige mennesker. Når salgsbudgetter stiger umådeholdent år for år, rykker fokus naturligt fra kunde til salg og det skred, kunne jeg ikke arbejde i mere. Man skal være den dygtigste købmand i disse år, fordi så mange parametre rykker sig – annoncekroner, aktionærer, nethandel, forbrugervaner, hastigheden og så videre. Mange ting er i skred – selv det klassiske ’modesystem’, som man med akademiske briller kalder den måde moden produceres, hvor epicentret hidtil har været Paris og modeugerne i de andre fashionhovedstæder London, New York og Milano. Som jeg skrev om tidligere her  er hele systemet af behov og forbrug kontinentalplader i forskydning, ligesom så meget andet er, i tiden.

Fordi vi for alvor er ved at åbne op og favne forskelligheder – køn, etnicitet, kroppe, aldre, for så at lukke ned og dyrke vores nicher på samme tid. Derudover sætter klimaet en dagsorden vi hverken kan eller skal overhøre, men gerne lære at navigere i, så tøj kan få lov at være både hverdagsvelvære og et skud æstetik. Et skud som forsøder med velvære når din krop føler sig rigtigt godt tilpas i det du har på, forskønner når du er vild med det du ser i spejlet og inspirerer visuelt fordi andre kan se at du stråler, præcis hvad mode og tøj kan. Begge dele kan nemlig sagtens eksistere side om side. Du skal bare lade være med at købe noget nyt hele tiden. Du skal bruge det du har og så købe det rigtige, som du også mangler en gang imellem i stedet ...

Få listen med mine allerbedste tøjtricks i velkomstgave når du tilmelder nyhedsbrevet!

Modefotografier og menneskepauser som hverdagslækkeri …

Hverdagen kalder for de fleste af os igen. Jeg skød den i gang med at gå på udstilling, for at se en jeg har glædet mig meget til at se – Vogue Like a Painting på Gammel Strand. Det er modefotografier fra Magasinet Vogues lange historie og en opvisning i legende æstetisk overlegenhed og mættet visuel overdådighed. Jeg kom blandt andet for at se det her billede ... og faldt i staver over kompositionen, stemningen, rummet, kjolen (Stella McCartney - hvem holder bryllup snart, hvar?!) ... det hele!

Tim Walker - model: Lily Cole Vogue 2005

Og apropos at falde i staver, så er det hvad det handler om idag ... for når hverdagen kører igen, så husk pauser.  At stoppe op og trække vejret, blive inspireret, smage, mærke, sanse, sove, leve, danse, lytte, grine, svømme eller hvad der nu gør dig godt. Fyld dit efterår og din vinter, med alt det du formentlig lige har fyldt din sommer med. Bare gør det i små, som pauser. De gør virkelig godt, selvom de er små.

Jeg VED godt, det ikke er det samme, når solen ikke skinner 24/7 og der er en milliard beskeder på Forældreintra og ingen rene strømper og ret meget arbejde hvoraf noget er sjovt og en del ikke er det ... Sådan er det hvert år. Men jeg synes også, det er vidunderligt at komme tilbage til rutiner, hverdag og gentagelser. Når bare jeg husker også at gøre noget andet. At indlægge pauser – gulerødder, kalder min gode veninde det – så jeg lige ser op og snuser helt ind og bliver lidt større indeni, fordi det jeg stoppede op for, gav mig et skud inspiration.

Jeg har skrevet om det før i Tirsdagstøjklummerne om min mormor og hendes hverdagssmukseren og om at klæde sig glad, men jeg gentager det lige. Små pauser eller det at gøre lidt ud af sig selv, kan gøre en ret stor forskel, på hvordan dagen forløber. Det fysiske velvære i at gøre sig lidt lækker, skal man ikke kimse af. Det kan være du ikke lige er i verdens bedste humør, at noget er uoverskueligt eller bare generelt er lidt energiforladt. Når du gør lidt ud af dig selv, pænt tøj, læbestift, sætter håret … dagen bliver anderledes. Du møder verden anderledes, når du har givet dig selv et par ekstra minutter til at gøre dig lidt lækker. Gør det for din egen skyld. Fordi du selv kan mærke og se at det er pænt, rart, en god fornemmelse. Det virker også som en lille pause, fordi du lige fik lidt ekstra tid, med dig selv. For dig selv. Du kan sagtens argumentere for at det er overfladisk og forfængeligt, men det virker. Og det der virker, tæller altid mest i min bog, overflade eller ej.

Det overfladiske og forfængelige bliver mode og modemagasiner også altid skudt i skoene, hvorimod kunst og kunstudstillinger er dybe og meningsfulde. Det synes jeg bestemt også de er – jeg elsker det skud inspirationsenergi jeg får, af at gå på museum. I dag, forenede de to sig fordi Gammel Strand viser modefotografier og sætter dem ind i en klassisk kunsthistorisk ramme – rokoko, romantik også videre –  alt efter hvor inspirationen kommer fra.

Erwin Blumenfeldt Girl with the Pearl Earring, Vogue 1945

Se Blumenfeldts parafrase over Rembrandts klassiske maleri "Pige med perleørering". Det er fra 1945 og med den gamle teknik hvor man kolorerer fotografiet bagefter. Det giver en særegen, poetisk stemning, at man kan se den gamle teknik.

Patrick Demarchelier Vogue 2011

Det er en nem udstilling at gå til, fordi den bare er smuk. Virkelig smuk, men også inddragende, fordi modefotografier altid fortæller en historie. Det her billede kiggede jeg ret meget på, fordi det har en underliggende fortælling om et barn, der skal have smæk, selvom det slet ikke er det, der foregår. Jeg er vild med det. Også med både kjolen, frakken og hatten ... win win!

Clifford Coffin, Vogue 1954

Det sidste her fra 1954 er også helt abstrakt vidunderligt ... sådan kan kjoler også formidles. De er næsten opløst og alligevel, er man ikke i tvivl om hvad det er vi ser ... Se den! Den er vidunderlig! Og kører indtil 5. september.

Helt utroligt passende, foregik det møde jeg skulle videre til, på den her cafe ...

Det er det der skal med ind i vinteren fra denne legendariske sommer. At gå ind i vores eget Pauseri og være der lidt. Måske følger der en kop the, lidt parfume eller en god bog med - det vigtigste er, at vi husker at gå derind. Jeg går rundt og siger at jeg tror alle mennesker i Danmark bliver gladere denne vinter, fordi sommeren har opladt os, som aldrig før. Hvis det skal holde stik, skal vi have mere end den d-vitamin, som sidder i huden, med ind ind i den mørke tid, der ligger foran os. Vi skal gøre nogle af de ting, vi har fyldt sommeren med og til det er pauser helt nødvendige ...

Og psst. Er jeg den eneste der GLÆDER mig til at trække i lag på lag og store sweatre og lækre støvler?

Nyheder, tilbud, tips, tricks og andre uundværligheder om ‘det rigtige tøj til de rigtige mennesker’ … direkte i inboxen, når du tilmelder dig her.

Tal pænt til dig selv, din teenager hører det måske …

Jeg kan stadig huske to kommentarer fra min teenagetid, som kom til at præge hele mit voksenliv. Den ene var en klassekammerat, der i 9. klasse, spurgte om mine jeans var malet på. Det var mine yndlingsjeans med kæmpe slidhuller på knæene, som min mor havde syet lapper indenunder, fordi det var kompromisset vi landede på – jeg ville beholde hullerne, som jeg selv havde slidt og det ville mine forældre ikke have. Ergo kom der stof inde i hullerne. Ikke ret cool! Men det er ikke min pointe med de jeans. Jeg havde gået i dem i flere år og efterhånden i 9. klasse, sad de ret stramt. Uden jeg selv opdagede det, havde jeg havde fået former. Jeg var hurtig i hovedet, men jeg forholdt mig ikke til min krop overhovedet. Jeg havde aldrig rigtig dyrket sport, spillede musik 5 dage om ugen og læste bøger resten af tiden. Da Jesper som klassekammeraten hed, der iøvrigt var sød og rar, kom med bemærkningen, var det første gang jeg selv lagde mærke til, at noget var sket. Der landede så den første spæde tanke om være for tyk, være forkert. Det gik mig ikke for alvor på endnu, men noget har bemærkningen gjort, for jeg ser tydeligt gangen udenfor klasselokalet med mørkerøde metalfirserknager, lyse fyrretræsbænke og gule murstensvægge for mig, den dag i dag.

Jeg har desværre ingen billeder af de hullede yndlingsjeans eller af den spanske hat, men lap-jakken MED tilhørerende tørklæde (fra Janus på Nørrebrogade, den HOTTESTE butik for en teenager fra Lolland) , een lang ørering og omvendt kasket … jæs jæs. Jeg kørte med stilklatten …

Den næste bemærkning, som rigtigt bed, kom, da jeg gik i gymnasiet. Jeg var glad for at komme i gym, verden åbnede sig, jeg var optaget af at spille musik, af at være ulykkeligt forelsket og fattede ikke ret meget af den festkultur, der voksede frem med gymfesterne. Til den første fest, lånte jeg min mors tøj – iøvrigt mærkeligt at jeg ikke havde mere styr på det, for siden jeg var 12 år, havde jeg taget toget alene ind til København min faster, der boede ved Nørrebros Runddel aka det vildeste storbyliv. Jeg købte plader i HMV på Strøget, lærte at spise grønne oliven og havde sparet op til en spansk hat til 495,- kr fra hedengangne Ingeborg Larsens Hattemagasin på Nørrebrogade, en mindre formue i slutfirserne. Jeg gik altid med den sammen med min elskede lapjakke – en patchworkjakke. Den boede jeg i, i flere år. Min far hadede hele looket med hat, huller og lapjakke, fordi han troede jeg gik med det for at provokere. Det var på ingen måde for at provokere. Det var toppen af poppen af smarthed i mine øjne. Jeg havde aldrig gået op i mærketøj, men i særligt tøj. Tøj der var lige mig. Den stil har jeg jo sådan set forsat.

Tilbage til gym og opdagelsen af til første fest, at jeg ikke havde passende ’voksentøj’ at tage på til fest. Så jeg kom i min mors korte blomstrede nederdel, en hvid skjortebluse og min spanske hat. Jeg ved ærligt talt ikke om det var pænt. Men jeg kan ikke huske at det var træls. Hvad der derimod kom til at følge mig i mange mange mange år, var min mors bemærkning, en dag, hvor jeg åbenbart var begyndt at lægge mig ud. Jeg ved hun sagde det for at hjælpe mig, for at få mig til at opdage at jeg tog på, men jeg kan ikke anbefale fremgangsmåden. I en hård tone, sagde hun “Du ender med at komme til at ligne *** ***********, hvis du bliver ved sådan!”  Den omtalte pige var stor, firkantet, kluntet, lidt speciel, og ikke ret pæn, lige meget hvordan man end vendte eller drejede det. Shit mand. Den sved. Jeg havde aldrig tænkt på mig selv som stor, tyk og firkantet. Men det skal jeg da love for, jeg gik i gang med der … så fulgte årevis med kure – Nupo, kalorietælling, fedtforskrækkede Anne Larsen, Kernesunde Ninka, slankehold og hvad har vi … Indtil jeg for omkring 6-8 år siden, ubevidst besluttede at jeg aldrig igen skulle på kur. Siden har jeg vejet plus minus nogle kilo, det samme som i dag. Og haft det aldeles glimrende med min krop, som jeg også skrev om her for nogle uger siden.

Jeg kan ikke finde billedet fra min egen konfi, men det er her fra min søs. Det var ikke blevet bedre på de to år, skulle jeg hilse at sige. Tilgengæld har jeg totalt ømme ører, fordi mine vindrueklaser er SÅ tunge …

Grunden til dagens teenage-vinkel på vægt, krop og idealer, er at efter Sexethedsbloggen, skrev en af mine læsere, om jeg ikke ville skrive den tilsvarende for teenagere, for det er jo der, kimen til kropshadet bliver lagt. Selvfølgelig, svarede jeg, men jeg har ikke klædt tilnærmelsesvis så mange teenagere på, som jeg har voksne kvinder. Og jeg udtaler mig helst om noget jeg ved noget om. Men jeg har faktisk haft nogle små 4 håndfulde håndfulde teenagere prøverummet gennem årene. Overordnet er der ikke så meget at stille op med dem som personlig shopper, for de vil bare passe ind, ligne de andre og så er sorte skinny jeans og grå jersey bomben 😉

Men jeg har haft en del inde til konfirmationsoutfit. Den sidste jeg klædte på for nogle måneder siden, var en smuk, høj pige, som var af den klippefaste overbevisning at hun var tyk. Jeg lod hende være og fandt alt muligt hun kunne lide … krydrede med små bemærkninger om hendes flotte lange ben, perfekte proportioner og fine hår … da vi fandt den rigtige kjole, der var lidt kort, taljeret og lidt sej, havde hun pludselig ikke noget imod at vise bare ben. Jeg spurgte indgående om det nu var ok, for hun ville bestemt ikke have bare ben i starten. Hun ville have bukser. Jeg grinede med hende over, at hun som håndboldpige færdes hjemmevant i bare ben næsten hver dag og alligevel ikke kunne se sig selv i kjole … og vise ben. Hvilket jeg selvfølgelig respekterede. Og fandt alverdens buksedragter, lange kjoler osv. Men da den rigtige kjole kom på, som jeg selv havde haft et lunt øje til hele konsultationen igennem, var bare ben bare helt ok og hun kunne måske godt en lille smule se, at hun er så fin og smuk og ligesom hun skal være. I al fald kunne hun ikke lade være med at smile. Det går man aldrig fejl af …

Uden at kunne presse for meget på, fortalte jeg hende at man skal passe på med at sammenligne sig selv med andre. Alle pigerne i hendes klasse var åbenbart myndetynde og høje. Hende her har muskler og er sund og stærk at se på. Men ikke det mindste tyk. Udover i hendes egne øjne. Jeg sagde at hun endelig skulle sammenligne sig selv med andre, bare hun sørgede for at de var lige så gamle som hun, havde de samme forældre, boede samme sted som hun, tænkte som hun, levede som hun, delte dna med hende og så videre. Underforstået: du KAN ikke sammenligne dig med andre, for ingen er som dig.

Men du kan kigge på det du har og mærke om der er rart at være inde i dig. Hvis der ikke er det, så kan du prøve at finde ud af hvad det skyldes. Det er i al fald aldrig din krops skyld. Men det er muligvis din hjerne og omgivelser, der spiller dig et puds. Og det puds er dælme godt at på styr på så tidligt som muligt, selvom teenageårene kan være ubarmhjertige. Det gode ved de år er, at de slutter. Og hvis man nu som jeg selv på et tidspunkt simpelthen bare ikke gider slås med sin krop mere, så venter der masser af belønning, når man begynder at sætte pris på sin krop. På hvad den kan og holder til. Det ved jeg godt er svært som teenager, hvor problemerne synes uendelige, ligesom livet synes uendeligt. Men det vi – omgivelserne – kan gøre for at hjælpe teenagere, tweens og ja, bare hinanden, er at tale hinanden op, i stedet for ned. Selv elsker jeg min mor, synes hun er klog på mange områder, men mest af alt, synes jeg hun betingelsesløst omsorgsfuld og jeg ved, hun ville mig det godt den gang. Derfor var det måske alligevel ikke den smarteste bemærkning at komme med, til nogen som helst.

Min filosofi overfor mig selv (det er der det kniber mest for de fleste), for andre og professionelt, er at påpege, fremhæve og fokusere på det gode, fremfor det trælse. Jeg er her i livet som 42-årig, ved at tage endeligt afsked med pisken og i stedet dyrke guleroden. Tale venligt til mig selv, have forventninger til mig selv, som jeg kan leve op til og generelt prøve at se på de gode sider ved det jeg formår og er, i stedet for at piske mig selv med det modsatte. For det gør mig simpelthen ikke godt. Jeg præsterer dårligere. Jeg har det dårligere. Jeg bliver ked af det.

Åh de smukke unge mennesker … en af mine ældste veninders datter blev konfirmeret sidste weekend. Det er ikke hende jeg klædte på, men de har da også lige lidt mere styr på det end vi havde!!

Hvor imod det har den modsatte virkning, når jeg taler omsorgsfuldt til og med mig selv, klapper mig selv på skulderen for det jeg når og tænker at det hele nok går alligevel. Den attitude, prøver jeg at give videre til alle de mennesker jeg holder af, klæder på og beskæftiger mig med. Gennem årene har det gjort mig næsten ude af stand til at opholde mig ret længe ved fejl og mangler, når jeg klæder mine kunder på. Altså, jeg registrerer og respekterer kundens ømme punkter og finder tøj der giver ro og tryghed der, således at kunden kan få lov at fokusere på at det dejlige ved sig selv og sit spejlbillede. For det smitter bare af på resten. Når man føler sig godt tilpas, ser man også godt ud.

Præcis som min sidste konfirmand, der havde sådan lyst til en lårkort kjole, da vi fandt den rigtige … pludselig kunne hun selv se at hende ben  er smukke. Så mit råd til teens, tweens og alle jer andre: tal hinanden op i stedet for ned, fokuser på det dejlige og nyd at kroppen bærer jer rundt. Hvis I skal skælde ud på nogen, så skæld ud på hjernen, der kværner derud af med kritik og sammenligninger. Det er den der er skurken. Ikke kroppen 😉