You are currently viewing Lavpraktisk farvemagi: 7 outfits med grøn på 20 minutter

Lavpraktisk farvemagi: 7 outfits med grøn på 20 minutter

Det starter med en grøn trøje ...

Det starter med en trøje. Den grønne. Jeg har haft hende i årevis. Mere end 20 år, faktisk. Fundet på udsalg i et dyrt mærke, en solbeskinnet dag på bytur med en veninde, jeg også stadig følges med. Strikken er i en kvalitet der ikke findes mere. For den fnugger ikke, alle årene til trods. Har ikke huller eller slid og så er den er i en blanding af plantefibre, så jeg kan bruge den, det meste af året. Ikke for varm om sommeren, tilpas varm om vinteren. 

Laura Lava i grøn trøje med grå og mint

Den har været både min yndlings og på vej ud. Lidt for stor på et tidspunkt. Nu passer vi fint sammen, hvis du også kender til størrelser, der forandrer sig, som årene går. 

Lidt kort på ærmerne, men jeg kan virkelig godt lide, når ærmer slutter, inden håndleddet. Hende her behøver jeg ikke smøge op. Og farven. Farven har altid været rigtig.

Billedet her er fra 2017 og det ældste jeg har af den. Der var engang hvor jeg ikke tog billeder af mig selv hele tiden.

Den grønne farve bliver lidt mørkere i fint samspil med grå og mint. Og letheden i nederdelens silke afslutter sættet med lethed forneden, mod de lidt tungere overdele. 

Fire på stribe.

Farven skifter karakter, alt efter hvad jeg sætter den sammen med … Det gør farver altid.

1

1. Jeg bruger den tit til sort og hvid. Klassisk og tydeligt, som på første billede herunder. Det er for øvrigt også en god måde at sammensætte farver på med en lys, mellem og en mørk tone sammen. Det giver dynamik.

Laura Lava i Grøn med leo og maxiskirt
2

2. Med den højhalsede leobluse under, til nederdelen med etnisk mønster, får den kolde grønne varmt modspil. Og et lidt varmere skær. Farver skifter udtryk, alt efter hvad de sættes til. 

Grøn trøje med lyserød
3

3. Sammen med min elskede lyserøde og petrolgrønne silkeskjorte (som snart har 10 års jubilæum hos mig) spiller de komplementære farver (lyse)rød og grøn op mod hinanden. 

4

4. Og så bliver hun bliver næsten en nydelig, lidt kølig dame med min lyseblå skjorte. 

Varm og kold grøn.

Varm og kold grøn der clasher

Den grønne trøje passer til meget, men ikke til alt. Der findes en del farver, som passer til alle andre farver. Det er basisfarverne. 

Grøn er en accentfarve. Accentfarverne passer til meget, ikke til alt. Det er et kapitel for sig, som man kan læse om i min nye bog*, mit ærinde er et andet her.

Grøn i en kølig version som trøjen, clasher fx op mod mine olivengrønne bukser. Det med varme og kolde farver er der også meget at sige om. Her nøjes jeg med at konstatere de de her to damer, ikke gider at lege med hinanden. 

* GENOPDAG dine FARVER – uendelige farvekombinationer med tøjet i skabet. Her er også alt om basis- og accentfarver, komplementære par og alt muligt andet. Mere om det længere nede

Nye kombier fra skabet ...

Det er længe siden jeg har leget med trøjen i nye kombier, men nu har jeg lyst til det. Den her langsomme lørdag mens solen tegner tykke tern på gulvet. Det er næsten som om trøjen tager imod mig med et lille nik. Som om hun har ventet tålmodigt. “Så… har du lyst til at se på mig med nye øjne i dag?”

Grøn trøje med multifarvet kjole.

Måske nogle af mine sommerkjoler kan noget med den grønne trøje? Det her sæt med den multifarvede kjole, har jeg aldrig haft på sammen. Det er tror jeg skal prøves af til sommerens festivaller. Lidt for chill til kunder, men dejligt farverigt til udendørs sommeraftner. 

Det bliver mere nydeligt med fine kæder og en mere enkel sommerkjole – den lyseblå. Med brune sandaler til, kunne jeg godt arbejde i det her sæt.

Pludselig er den grønne nobel igen. Det er det, farver gør, når vi lader dem at interagere med hinanden og ja, næsten tale med os.

Grøn trøje med lyseblå og mint, brune sandaler

Praktisk poesi. Lavpraktisk magi.

Jeg ved godt, det kan lyde lidt højstemt. Farver, der taler. Tøj, der venter. Men jeg tænker det ikke iscenesat som skrædderstilling og meditere på farvekort fra Røverkøb. Altså, det må du gerne. Det her er noget andet. Det er praktisk poesi. Lavpraktisk magi. Det er at bruge tid på tøj som en vej til ro, mening og… ja, pæne sæt at tage på.

Jeg brugte 20 minutter denne langsomme morgen og fik genopdaget grøn og min elskede trøje.

For ja, de fleste har tøj nok. Det, vi mangler, er blik for mulighederne. Ikke flere stykker tøj. Blik.

Det er det, jeg gerne vil vise dig i min nye bog GENOPDAG dine FARVER – uendelige farvekombinationer med tøjet i skabet. Det er det, jeg selv har genopdaget undervejs. At det giver mening at stå foran sit skab, lørdag morge i soveblusen og pludselig mærke et lille klik. Ikke i hoften – men i hjernen. Når farverne lander. Når en blå nederdel, en hvid skjorte og en sennepsfarvet strik pludselig står samler sig til en lille ny tøjfortælling, du ikke vidste, dit skab rummede. Ikke larmende. Bare levende.

Det føles som frihed. Og det ser frit og legende ud.

Farverne har det med at vække noget. De prikker til os. En gul bluse kan gøre det, en blommefarvet kjole kan gøre det. Også selvom den har været bagerst i skabet i tre vintre. Du havde glemt den. Men nu… nu får den nyt liv sammen med det jadegrønne tørklæde, du aldrig helt fik i brug. Pludselig danser de. Som to gamle venner, der endelig fandt ud af, at de egentlig passer ret godt sammen.

Og det er dét, det handler om. Ikke at skifte stil. Ikke at tabe sig først. Ikke at finde den “rigtige” farve ifølge en test. Men at genopdage din egen smag. Din lyst. Dine farver.

Det er ikke et forbud mod shopping. Men det er et kærligt skub. En påmindelse om, at du allerede har det meste. Du skal bare lære at se det. Og turde kombinere det. På nye måder. På dine måder.

At tænke i farver ...

Genopdag dine farver - uendelige farvekombinationer med tøjet i skabet Laura Lava Garderobeekspert

Når du først begynder at tænke i farver, er der ingen vej tilbage. Og heldigvis for det. For tøj handler ikke om regler. Det handler om at sammensætte. Mærke med kroppen. Og om at se. Når det klikker, (wow-følelsen, kalder man det) bliver sættet som en om en venlig hånd i ryggen dagen igennem. Når du nydende lader blikket glide ned ad dig selv. Ingen ved du gør det. Men de kan mærke din hverdagsmagi.  

Det er præcis det, farverne kan. De løfter det, du har, uden at kræve, at du skal være en anden. De viser dig, at nyt liv i garderoben ikke kræver et nyt køb, men et nyt blik.

Det er ikke bare for skønhedens skyld, selvom det også kommer dig selv til gode. Det er også for planetens skyld, for der er noget uendeligt tilfredsstillende i at stå foran spejlet og tænke: “Det her har jeg selv lavet, med tøj jeg allerede havde.”

Så næste gang du har lyst til at scrolle dig væk fra hverdagen eller tænker (som vi er kodet til) “jeg mangler tøj, for at min garderobe, stil, krop, farver [fortsæt selv] bliver god” 

Stop op. Gå i skabet i stedet. Læg et sæt frem. Prøv noget, du ikke plejer. Og mærk, hvordan det føles, når farverne – dine farver – begynder at vise dig vej. Jeg genopdagede grøn, men alle farver du har i skabet, kan noget med andre. Og det har jeg skrevet en hel bog om. 

🌈 Vil du med på farverejsen?
Så kan du forudbestille GENOPDAG dine FARVER 👉

🛍️ Koden farver20 giver 20 % rabat – kun til og med 18. juni
(Jæs, det gælder også dig, der “aldrig går i farver”)

Skriv et svar