Mit max var 16 nye i garderoben i 2024
For andet år i streg, havde jeg et max på nye indflyttere i garderoben – 16 styk. Det er gælder både gaver, arvetøj, nyt så vel som nyt brugt tøj. I min store gratis Facebookgruppe kalder vi det for RackTrack – at holde styr på hvor meget der flytter ind. I år kan jeg nu se at temaet var udskiftning af yndlingstøj, der enten var for slidt, ikke kunne repareres eller for småt.
Det sidste – for småt tøj – får lige lidt plads, fordi mange er jer sikkert kender det med at tøjet i skabet ikke passer mere. Men man gemmer, fordi man håber ens krop forandrer sig igen, så det kommer til at passe. I mit tilfælde – taber mig, så jeg kan passe min tynde garderobe.
Jeg svinger i vægt og derfor bruger jeg lang tid på at skille mig af med for småt tøj. Fordi jeg også laver sæsonskift i garderoben to gange årligt, holder jeg nøje øje med om noget kan komme i brug igen. Det ligger altså ikke inaktivt hen – eller jo, det gør det – men jeg har ikke glemt tøjet. Jeg kigger det troligt igennem to gange om året og tager stilling.
Denne lille svada er, fordi her kommer et par råd til dig, der gemmer væk:
- Kig gemt tøj igennem flere gange om året. Ellers bliver gemt til glemt.
- Pak ikke en masse væk, hvis du allerede har meget liggende. Tag stilling til det, der allerede ligger og giv det videre, hvis tiden og størrelsen er løbet fra det. Også selvom det er godt tøj, du har givet penge for. Hvis det hober sig op, hober det sig også op i hovedet.
- Begræns mængden af ny indflyttere i skabet, så du bevarer overblikket i skabet.
Og så er vi tilbage on track, nemlig ved min egen Rack Track. Ved at tracke mængden af tøj, der flytter ind i skabet over et helt år, får man et helt vidunderligt overblik forærende. Og nogle gange en øjenåbner. Sådan var det for mig, da jeg trackede første gang i 2020 og endte på 36 stk, i 2021 blev det til 38 styk , 2022 landede på 35 stk, 2023 var første år med en målsætning – 16 stk og her endte jeg på 20 stk. I år, 2024 var 16 styk igen målet. Og her er hvordan det gik.
Hvad trigger købetrangen?
Fordi jeg er begyndt at kigge nærmere på mine triggere ifht at købe tøj, kan jeg også se to tendenser. Når jeg har ondt af mig selv eller jeg føler mig tyk, kan der nemt flytte nyt tøj ind. Det havde jeg i januar, hvor en slem hjertesorg tog tid at komme mig over (hvis du har læst med længe, så ja, jeg havde også hjertesorg i starten af 2023 så kryds lige for at det ikke gentager sig i 2025!). Og ganske rigtigt. Her flyttede nyt ind.
Det hører dog også med til mit købemønster at januar tit er en måned jeg orienterer mig efter nyt. Fordi det gamle personlig shopping-årshjul med januarudsalg hænger ved. Det samme gør sig gældende for juni, hvor sommerudsalget sætter ind. Det burde det ikke, for man kan desværre få tøj til nedsatte priser året rundt. (Ja, jeg kan også godt lide at gøre et godt køb, men udsalgsmentaliteten, hvor jeg fristes af billige priser er ikke godt for lavere tøjforbrug generelt).
Strikken var i øvrigt en udskifting af min elskede lyserøde cashmere trøje, der havde huller. Efterhånden så slidt i kanterne, at man skulle have bedre reparations-skills end jeg, for at lave nye pæne kanter hele vejen rundt i ærmer og talje. Jeg havde lappet flere gange gennem årene, men udtrykket skal jo også være et jeg føler mig præsentabel i. Det gjorde jeg ikke mere. Efter et dejligt parløb med trøjen i omkring 10 år, var det ok at skifte den ud. Alligevel er det virkelig ikke nemt for mig at slippe godt tøj. Jeg ved mange af jer bøvler med det samme, så I er ikke alene.
Disse to dele – en blå/hvidmønstret langærmet t-shirt og strikken, har jeg boet i siden jeg fandt dem i min yndlings Second Hand butik, lige om hjørnet fra hvor jeg bor. Strikken er endda lappet, fordi den fik et brændehul på festival i sensommeren. Jeg elsker dem.
I januar flyttede to mere af en ny garderobeklassiker for mig ind. Nemlig to højhalsede, langærmede t-shirts i sort og hvid. Dem har jeg også haft på hver gang de var rene siden. Altså – ikke sommers. Det er for varmt og de var pakket væk. Men i alle de kolde måneder har jeg dem på hele tiden. Også i dag, mens jeg skriver klummen.
Desuden flyttede 3 par trusser ind, som I naturligvis ikke får at se, samt 2 par strømpebukser i mit yndlingsmærke i sort. Det var tiltrængt. Der er huller i de fleste jeg havde. Dem har jeg sidenhen lappet – men mere om det senere. Det er et andet nyt tema i min garderobe i år, som jeg vender tilbage til.
Nu er vi altså i januar allerede på køb nr. 9. 3 trusser, 2 strømpebukser, 3 langærmede t-shirts og 1 strik.
De langærmede højhalsede, var udskiftninger af 2 gamle sorte, jeg købte i 2010 og troligt har brugt lige ind til da. Til sidst var de hullede og elastikken i dem gået, så de havde en slags hvide skjolder. Jeg kunne kun bruge dem under andet, ellers så det tarveligt ud. Men 14 år er bestemt også et godt stræk, for to t-shirts brugt igen og igen og igen.
Endnu en udskiftning
I marts faldt jeg over disse herresko i genbrug. I den kvalitet, man næsten ikke kan finde mere. Og i den lidt sjældne størrelse 42, som er små til herrer og stor til kvinder. Jeg måtte eje dem.
Hvilket gav anledning til endnu en udskiftning, som blev et tema for hele dette år. Sidste år 2022 følte jeg mig hele tiden tyk og det handlede mange tøjkøb om. I år har jeg skiftet alt for slidt yndlingstøj ud og repareret mere end nogensinde.
Mine ELSKEDE leopard-sko havde huller i skindet, havde fået skiftet såler et utal af gange og lige så mange gange havde jeg tegnet de slidte pletter op med tusch. REn Pretty Woman style. De var virkelig kun pæne på afstand, men det allersværeste for mig at skille mig af med er sko. Jeg prøvede i 2023.
Med læderskoene var anledningen der, for selvom disse langt fra er leosko, så lyser de op for neden og passer så godt til min stil. Og ikke mindst føles de som smør på fødderne. Et kriterie, der kun bliver vigtigere med alderen. Dælme et godt køb, altså.
Der flyttede endnu en udskiftning ind i marts – nemlig en arvet tee fra min veninde, som gav anledning til jeg slap min elskede lyserøde tee, der havde fulgt mig i årevis. Den har både fået lappet huller og blevet genfarvet. Desværre havde den på mystisk vis fået kæmpe mørke pletter foran. Ja, de var for store til jeg kunne dække dem med broderi. Eller også handler det om at jeg rent æstetisk bare ikke er vild med broderi på den måde, til at dække eller udsmykke. Jeg kan godt lide mønster eller rene flader. Ikke en blomst midt på barmen.
Desværre kom der også uforklarlige store sorte pletter på den nye, arvede t-shirt. Og jeg spilder ellers sjældent. Den lå længe på en stol, fordi jeg ikke kunne tage mig sammen til at slippe den. Men omvendt – den kunne heller ikke reddes til noget jeg havde lyst til at gå i. Så det var et meget kort bekendtskab i klædeskabet. Og et spild at et styk tøj på Rack Tracken. Men ret skal jo være ret.
Så var vi på 11 nye indflyttere og med 16 som målet skulle jeg virkelig overveje resten af året!
Ferieshopping ... en klassiker
Kender du det med at falde for nyt på ferien? Jeg gør, men det er som regel fra et loppemarked på Falster med min søs og mor på sidelinjen. I år var drengene og jeg på en ægte udlandsferie til Paris.
Mine drenge er tøjglade teens, men med begrænsede tøjbudgetter, der sætter et naturligt loft over mængden af tøj, der flytter ind hos dem. Ligeledes arver de fra hinanden og de er begyndt at sætte pris på at jeg reparerer dyre mærkevaretøj, som så holder længere.
Desuden har jeg forbudt dem at købe tøj fra ultrafast fashion-portaler, hvor det i sandhed gælder at hvis det lyder for godt til at være sandt, så er det, det også. Derfor er de også begyndt at finde brugt mærkevaretøj og dermed spare mange penge og få cool tøj.
Fordi de mærker de er vilde med i disse år er klassisk workwear, er det faktisk også ret godt tøj, de får investeret i.
Dette lille sidespor, som intro til ferieshopping der bestemt blev et tema i Paris, men heldigvis med lige så stor succes for genbrugstøj som det nyproducerede tøj. Det samme gjaldt mine køb. Jeg faldt for denne blå kjole – fra ny. Et af den slags køb, hvor jeg allerede på bøjlen kunne se at den ville sidde helt fantastisk. Den skulle med hjem. Jeg har brugt den utallige gange siden – stylet til sommer og vinter og hvis den en dag bliver slidt op, syer jeg simpelthen en ny.
Den blå kjole har jeg stylet på masser af måder, så den rent faktisk kan bruges hele året. Det bryder mig ikke om at gå i lyst og tyndt sommertøj om vinteren, så det er pakket væk.
Men denne er i en lidt kraftigere kvalitet, der passer mig hele året. Og i en fleksibel facon, så jeg både kan have den alene, med noget under og noget over.
Således har jeg brugt den til hverdag med hvid højhalset, til fredagsbar med blå blonde og arbejdsjakken, til fin hverdag med en skjorte under og til 50 års fødselsdagsfest med min rustrøde jakke over. Jeg følte mig stangsmart!
Et lille tip – det er nemmere at style en kjole forskelligt, hvis den er lidt fleksibel. Det kan være en løs facon, et tyndt stof eller som her uden ærmer. Så er det nemmere at putte noget over eller under. Det nemme ved kjoler er jo at de er ‘færdige’ når man har hevet dem over hovedet. Det ved mangt en kjolekvinde, som har fundet sin yndlingsfacon.
Men hvis du er kjolekvinde, kender du måske også følelsen af at det bliver lidt det samme. En kjole på og bum ud af døren. Hvis du vil style forskelligt, så gå på jagt i skabet efter de mere fleksible modeller. De er det modsatte af ‘låste’ kjoler – dem som sidder til, måske med lange ærmer. Disse modeller ser fantastiske ud, som de er. Det er bare ikke nemt at style en tætsiddende, langærmet kjole forskelligt.
De fleksible kan derimod skifte udtryk med forskelligt under, over og forskelligt tilbehør.
Flere sommerinvesteringer
Tilbage til Paris og genbrugsfund, som drengene gjorde nogle stykker af. Jeg faldt for dette fine lyse tørklæde, der ikke minder om noget jeg har – formedelst 2 euro.
Det passer med min glæde ved lyse elementer i et outfit – en hvid højhalset, en hvid skjorte, lyse sko, som jeg allerede bruger meget. Tørklædet tilføjer et nyt, velkendt element til min stil og jeg føler mig meget nydelig i det. Det kan jeg godt lide.
Senere på sommeren – som var varm! – lånte jeg dette fine genbrugsfund af en kjole fra min mor. Hun følte sig stor i den, og det kunne og kan jeg godt genkende.
I modsætning til den blå kjole, var jeg ikke lige så vild med snittet i denne mønstrede kjole. Jeg så vild med udtrykket og med en jakke over nåede jeg at bruge den så meget i sommer og sensommer at den nu bor i mit klædeskab. Derfor tæller den med i min Rack Track 2024 som nummer 14.
De sidste to køb
Med plads til kun to nye køb mere, døde mit behov for nyt. Det virker faktisk for mig at have en ramme. Men jeg fyldte den ud – købte en sportsbh i genbrug, fordi jeg danser meget og ikke kan følge med i vask. Til min fødselsdag fik jeg et par gode strømper, jeg ikke havde ønsket mig og som ikke kunne byttes. Men jeg er glad for dem og således blev de to nummer 15 og 16.
Men der skete noget andet, i løbet af året, fordi jeg gerne ville holde mit max antal. Jeg begyndte at reparere mere og fik hul på at sy om. Det vender jeg lige tilbage til om lidt, men først et overblik over hele året.
16 stk var målet og det holdt jeg.
7 stykker funktionstøj: 3 trusser, 2 par strømpebukser, 1 par strømper og 1 sportsbh.
6 udskiftninger: lyserød strik, leo-sko til brune sko, 2 sorte langærmede t-shirts til 3 langærmede i sort, hvid og mønstret, samt 1 kortærmet, der dog fik et kort liv i min garderobe. Desværre.
3 nye dele: 2 kjoler – en arvet og en købt fra ny, samt 1 tørklæde fra genbrug.
Det er jeg ganske godt tilfreds med.
Udskiftning, erstatning og omsyning.
Her som året går på hæld, kan jeg se at der er kommet nye temaer til i min garderobe. Blandt andet fordi jeg havde sat max på antal igen i år og gerne ville holde det. Det betød at jeg har fået endnu mere gang i reparationerne – skal fikse en masse strømper med huller, for der er virkelig lavvande. Jeg er blevet bedre til det, sådan er det jo med øvelse.
Og så fik jeg gang i at sy om. Denne skjortejakke har jeg brugt en del, men ikke til pænt, fordi jeg ikke synes den var pæn. I efteråret brugte jeg en halv lørdag på at lægge den op og flytte lommerne. Nu har jeg fået den korte lyse jakke, jeg drømte om i starten af året.
Det har givet blod på tanden til at sy mere om og jeg har en halvlang lyserød indejakke, næst på listen. Jeg skal bare lige turde klippe i den. Den elsker jeg nemlig og er bange for at gøre det forkert. Jeg elskede ikke denne skjortejakke før og derfor var det ok at klippe og sy i den. Nu elsker jeg den!
Ønsker til næste år
Der stod også en hat og lyse bukser på listen. Hatten savner jeg ikke. Men lyse bukser gør jeg. De fine lysegule, jeg har haft og brugt i mange mange år er reelt bare for små nu. Altså, jeg kan godt få dem på, men er ikke tilpas i at de sidder så stramt. OG de har også fået en plet, der ikke kan gå af. Det er vist rust, men jeg forstår ikke hvor det kommer fra. Intet andet i huset har fået rust. Flere mystiske pletter.
Ellers er det funktionstøj på listen, fordi det bliver slidt – jeg ønsker mig en ny bikini og sorte trusser. Og en varm vinterfrakke. Sådan et duntelt af en slags. En praktisk en. Jeg er meget dårlig til at købe praktisk tøj – nok fordi jeg hverken står på ski, overnatter i shelter eller lufter hund. Den praktiske jakke jeg har, er arvet fra min far, 13 år gammel, lynlåsen er i stykker og den er også lidt for lille. Så det ønsker jeg mig. Hvis jeg får den til jul, som jeg har ønsket mig, overgår jeg de 16 styk. Men så må det være sådan. Jeg får ikke købt den selv.
Update: Jeg fik den praktiske jakke i julegave af mine forældre. Testede den på lange gåture og vestegnslooket, kaldte på håndtegn, som I kan se.
Den er så godkendt og ærligt talt svær at komme ud af igen … håber ikke det betyder enden på min to fine uldfrakker. Men nøj jeg er glad for denne – nr. 17 på min rack track.
Næste års mål
Det har virket utroligt godt for mig at tracke mine tøjkøb henover årene nu for femte år i streg. Det har givet mig en reel fornemmelse for hvad der flytter ind i skabet. Da jeg startede, havde jeg det lidt sådan ‘jeg er jo ikke en der køber meget tøj’. Her på mine kanaler, skal det aldrig være en konkurrence om at være bedst, som så kan bruges til at slå hinanden i hovedet med. Det skal være en guide til at ændre vaner, hvis dem jeg har ikke passer til tiden eller med mine værdier.
Når det er sagt, så er det altså nemmere at shoppe mindre, når man ikke har mange penge. Det har jeg ikke. Men omvendt kan jeg ALTID finde noget til næsten ingen penge i genbrug eller på loppemarked. Så ved jeg, at jeg skal styre mig. Det er jeg blevet meget bedre til med årene, fordi jeg både er virkelig kræsen, ønsker mig bestemte ting til garderoben og endelig så ved jeg det bare, når jeg falder pladask for noget. Som med den blå kjole.
Det kræver øvelse ja. Men det får man når man øver sig. Beslut dig for at gå i gang nu. Hvis du vil ændre tøjvaner i 2025, er det en god ide at starte med at tracke dit tøjforbrug. Du er velkommen til at hente mit skema her 👉🏼 Rack track rent skema
Du kan også tjekke hvor mange penge jeg har brugt på tøj i 2024, her 👉🏼 Rack track Laura 2024
Erfaring fra 100vis af garderober ...
Jeg har samlet min erfaring fra hundredvis af garderobetjek og lavet en guide, der får dig helt i mål: Det store klædeskabskup – oprydning, overblik & go’ stil i garderoben.
Træd ind i det nye år med overblik og ro i dit skab. Og nye tøjvaner, der giver dig mere ud af mindre.
Med guiden ‘Det store klædeskabs kup’ får du:
✔ Oprydningsvideoen – efter 7 minutter ved du hvad du skal give slip på og hvad du skal gemme.
✔ Hokus Pokus-papiret – et dagligt kig, når det hænger i skabet, hjælper dig med nye vaner
✔ Tjeklisten, til velklædte hverdage – overblik er nøglen til at bruge dit tøj mere.
✔ Værktøjer, der tager dig fra rod til rene hylder – lidt forskelligt. Men de virker.
Belønningen? Et lækkert, overskueligt skab og flere muligheder – uden at mangle noget.
Følg guiden, find dit guld derinde og start året med et venligt klædeskab. Det gør det så meget nemmere, når du skal tage tøj på hver eneste dag næste år.
Følg guiden, find dit guld derinde og start året med et venligt klædeskab. Det gør det så meget nemmere, når du skal tage tøj på hver eneste dag næste år.