Nå, det blev liiige lidt tøjnørderi for fortsættere i sidste uges Tirsdagstøjklumme om kolde og varme farver! Indrømmet, jeg blev grebet og der ér jo også mange af jer, som læser med, der er ved at kunne vildt meget selv. Den var til jer …
Nu til noget helt andet og mere hands on: Tørklæder. Kan du ikke lide at gå med tørklæder indendørs, så bind dit udendørs halstørklæde på den sidste måde – det er også pænere til det!
Tørklæder brugte vi jo vildt meget i den gamle silhuet, hvor jeans’ne var skinny, overdelene oversized og støvlerne rå. Og vi havde dem på til alt! De var store og trygge og i dag kan det lidt godt ligne at man har struma, hvis man render rundt med de der store voldsomme tørklæder indendøre. Og sådan er moden jo, det der var smart før, er det ikke nu.
Det du til gengæld meget gerne må huske på inden du hader moden alt for meget, er at den helt overordnede silhuet ikke skifter ret tit, ergo kan der sagtens være god fornuft og – hverdagsvelvære – i at følge lidt med og opdatere af og til. Det giver dig et nutidigt og nærværende look uden at du behøver gå på kompromis med din stil.
Mange er optagede af at finde deres stil, men helt ærligt. Det bliver altså lidt kedeligt at gå i det samme år ud og år ind! Og moden skifter alligevel, så det nogle stileksperter har udråbt som en ufravigelig regel det ene år er ustyrligt kikset 3 år senere. Tænk bare på dengang det nærmest stod i tøjloven at man skulle gå i boot cut jeans, hvis man havde brede lår, for så ville de blive udlignet. Det passer simpelthen ikke, man fik nærmere en havfruesilhuet på bentøjet, hvilket passede glimrende med tidens hit look: Rock Mama Sanne Salomonsen med boot cut læderbuks, cowboystøvler og store bæltespænder.
Men altså, tiden går, moden skifter og du får i min optik mere ud af en god garderobe, hvor du kan lege med forskellige udtryk til forskellige anledninger. Og så selvfølgelig at SE dig i spejlet! Øv dig i at se og mærke om du kan lide det du ser og at have det på. Det er alligevel dig, der skal have tøjet på hver dag og ikke en tøjdulle, som mig. Tøj er koder og når du lærer at bruge dem, har du et livslangt redskab ved hånden, når du klæder dig på.
Så tilbage til moden nu. Vi er et stilmæssigt mere elegant og feminint sted nu, hvor taljen er i fokus med smalle overdele og løse underdele. Her passer et voldsomt tørklæde ikke ind! Men du kan godt bruge nogle af din gamle tørklæder, bare bind dem lidt anderledes. Se her:
Har du ikke et kvadratisk tørklæde, så gør sådan her med et aflangt – gerne i bomuld, for så fylder det ikke så meget.
Det var alt for idag, for jeg har susende travlt med at gøre klar til Foredraget Garderobeskolen i aften! Ses vi?