Selfies kan også være et redskab til selvindsigt …

Forleden da jeg var ude hos en af mine kunder til Garderobetjek, tog jeg, som jeg altid gør, billeder af hendes outfits. På det ene, rettede jeg lige lidt på hendes tøj og tog så billedet igen. Det gør jeg ellers, for jeg gør en dyd ud af at sige at de billeder vi tager af alle outfits, er for at de skal kunne huske tøjet. De må endelig ikke fokusere på ansigtsudtryk og så videre, for vi gør ikke noget ud af fotografiet som portræt. Det er ene og alene et bibliotek.

Nåmmen altså, da jeg retter på tøjet, spørger hun mig: “Gør du det, når du tager billeder af dig selv? Altså retter på dit tøj og tager nye billeder?” Jeg kiggede måbende og grinende på hende og svarede: ”JA, men jeg tager da halvtreds eller i al fald 12-20 stykker” Hun svarede ”Jamen, det er fordi du altid ser så godt ud på de billeder” … og tusind tak for at du synes det, Lotte. Men som jeg svarede, er det er aldrig et one take og jeg tjekker både lys, tøj, mave (mit ømme punkt), hage, smil osv. Jeg grinede, fordi det kom sådan bag på mig, at hun troede jeg bare lige tog et hurtigt selfie og så færdig. Det er en iscenesat virkelighed, når jeg laver #oolaurat og selfies Selvfølgelig er det det, ligesom alt andet vi deler. Også det der ikke ser iscenesat ud. Jeg tog for givet at hun vidste det og trak et par mediefiltre ud af ligningen, når hun følger med.

Irriterende ansigtsudtryk
Alt for kunstigt
Arh, bare ikke helt godt
Det kan jeg godt lide …
Hoven vinkel på hoved
Ikke ret glad
Det udvalgte, som jeg typisk lysner lidt og bruger mit yndlingsinsta filter på: Clarendon på ret lav procent.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Jeg er svært glad for selfies, som de af jer der følger med, måske har opdaget og jeg har tænkt en del over, hvorfor jeg er det. Det kommer vi til senere. Først en tur om bag selviscenesættelsen. Jeg er fan af at føle sig godt tilpas i sin krop (og i sit hoved), så vel som i sit tøj og derfor vil jeg vise hvordan jeg ser ud på de fravalgte billeder. Den valgte serie herover består af usædvanligt få billeder, men ellers ville de fylde hele klummen. Som de ses, iscenesætter og udvælger, jeg nøje. Og det kan jeg også godt lide at gøre. Det er bare sindssygt vigtigt, at vi i det billedbombardement vi lever i, at vi konstant minder os selv om at det vi ser er et lille og redigeret udsnit af virkeligheden. Og så tilbage til hvad jeg tænker om alle mine selfies … jeg har taget dem i prøverummet i årevis og delt dem under hashtag oolaurat. Mange af dem er ikke tilgængelige mere, fordi jeg lagde dem på min insta, inden jeg lavede Verdensfirmaet og den er nu privat.

Allerførste #oolaurat fra 2012 … MASSER af filter, meget lidt lys.

Mine selfies er helt sikkert lidt ekshibitionistiske, handler om at vise mig frem, sige ‘se mig’ og høste anerkendelsen i likes og kommentarer. Men den største del af det, er at vise, hvordan jeg styler. Det første tog jeg i Magasin Field’s i 2012, da jeg startede Personlig Shopping op derude. Den morgen var jeg begejstret for mit outfit (men det var jo også en pailletjakke <3). Det spillede og jeg måtte bare dele det. Så begyndte jeg at gøre det mere og mere og ja, det blev til #oolaurat og en vane. Hvor jeg åbenbart fik og får afløb for min trang til at blive set, men også til at dele min styling og at finde på nye kombinationer, detaljer og outfits … jeg elsker at finde på outfits, hvis der kunne herske tvivl om det.

Gennem årene har jeg opdaget en anden ting, ved mine selfies. Det skete efter jeg blev skilt, og ikke var på SoMe i små fire måneder, fordi jeg var helt undercover i den hårdeste periode, jeg i mit liv, har oplevet. Da jeg lagde det første på igen, i forbindelse med at jeg var vært på et stort event for 100+ kunder i Magasin, skrev min gamle veninde (bagom på messenger) – “Dejligt du er tilbage. Du ser godt ud, men er stadig sort i øjnene”. Af sorg, underforstået. En anden – bekendt – kommenterede med “yay, #oolaurat er tilbage!”

Du er stadig sort i øjnene, skrev min veninde bagom, da jeg lagde det her billede på.

Begge kommentarer gjorde utroligt godt i en hård tid, men især den første måtte jeg tjekke igen. Jeg tog billedet, fordi jeg syntes, jeg så rigtigt godt ud og var klar til at dukke lidt op til overfladen igen. Da min veninde skrev det, tjekkede jeg billedet igen og ja, ganske rigtigt, jeg er helt sort i øjnene. Det var nok første gang, jeg brugte mine selfies til noget mere konstruktivt. Og ja, næsten terapeutisk. Jeg så mig selv med hendes øjne og kunne se min egen sorg. Ikke kun mærke den.

Næste kapitel i selfieselvudviklingen, var da jeg opdagede Tinder og havde en fest. For alle de hersens mænd skrev jo det ene kompliment efter det andet og jeg kan huske, at jeg hver gang lige tjekkede mine billeder på min profil, for at se om det dog kunne være mig, de mente. Jeg fortalte det til min bedste veninde, der prøvede at banke ind i hovedet på mig, at hun også synes jeg er pæn. At de sagde det, fordi de mente det. Jeg spurgte også en af mine drengevenner om det ikke bare var et scoretrick. Han svarede, der var helt sikkert en del scoring i det, men at jeg også bare er pæn. Faktisk har mine selfies gjort, at jeg er begyndt at tro på at andre end jeg selv, synes jeg er pæn. Det er jo faktisk meget rart at vide. Men især er det rart igen at lære at stole på at folk mener det de siger, noget jeg ikke har helt let ved. Jeg stoler på mig selv. Men sjælendt på de dejlige mænd 😉 Så fra den terapeutiske vinkel, har mine selfies hjulpet mig til at se mig selv med andres øjne, og som nævnt i sidste uge her,er andres øjne tit mildere og venligere … og ærligere og mere objektive.

Jeg kan se i mine øjne, at indeni er jeg glad. Det hjælper når uroen raser udenom …

Den seneste udvikling på selfiefronten er, at jeg har taget mig selv i at tænke at Verdensfirmaet virkelig gør mig godt, selvom jeg bogstaveligt tal, er ved at skide grønne grise (ikke en kur jeg vil anbefale!) over at være selvforsørgende med 3 dejlige drenge i husholdningen. Men når jeg ser på mine selfies siden 1. april, så kan jeg se i mine øjne, at jeg er glad indeni. Også selvom det er omkranset af enorm og ubehagelig uro, jeg ikke kan lide. Jeg satser på at den uro falder til ro, når jeg har lidt mere end 24 dage som selvstændig på bagen. Bedømt udfra mine selfies, så gør det.

Det er mine tanker om de gode sider ved selviscenesættelsen, og hvis du ikke er lige så SoMe-happy som jeg, så kan jeg alligevel anbefale at tage et billede af dig selv af og til. Gerne når du føler dig glad eller lækker eller begge dele. Det er godt at se tilbage på, når tiden går, for billederne lyver ikke selvom selviscenesættelsen, er en lille løgn. Du behøver jo ikke dele dem, hvis du ikke har lyst til det. Men husk at kigge på dem en gang i mellem. Det hjælper dig, til at se dig selv lidt mere objektivt. Og husk så at vinkler oppefra ALTID er gode 😉

One comment

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *