Modefotografier og menneskepauser som hverdagslækkeri …

Hverdagen kalder for de fleste af os igen. Jeg skød den i gang med at gå på udstilling, for at se en jeg har glædet mig meget til at se – Vogue Like a Painting på Gammel Strand. Det er modefotografier fra Magasinet Vogues lange historie og en opvisning i legende æstetisk overlegenhed og mættet visuel overdådighed. Jeg kom blandt andet for at se det her billede … og faldt i staver over kompositionen, stemningen, rummet, kjolen (Stella McCartney – hvem holder bryllup snart, hvar?!) … det hele!

Tim Walker – model: Lily Cole Vogue 2005

Og apropos at falde i staver, så er det hvad det handler om idag … for når hverdagen kører igen, så husk pauser.  At stoppe op og trække vejret, blive inspireret, smage, mærke, sanse, sove, leve, danse, lytte, grine, svømme eller hvad der nu gør dig godt. Fyld dit efterår og din vinter, med alt det du formentlig lige har fyldt din sommer med. Bare gør det i små, som pauser. De gør virkelig godt, selvom de er små.

Jeg VED godt, det ikke er det samme, når solen ikke skinner 24/7 og der er en milliard beskeder på Forældreintra og ingen rene strømper og ret meget arbejde hvoraf noget er sjovt og en del ikke er det … Sådan er det hvert år. Men jeg synes også, det er vidunderligt at komme tilbage til rutiner, hverdag og gentagelser. Når bare jeg husker også at gøre noget andet. At indlægge pauser – gulerødder, kalder min gode veninde det – så jeg lige ser op og snuser helt ind og bliver lidt større indeni, fordi det jeg stoppede op for, gav mig et skud inspiration.

Jeg har skrevet om det før i Tirsdagstøjklummerne om min mormor og hendes hverdagssmukseren og om at klæde sig glad, men jeg gentager det lige. Små pauser eller det at gøre lidt ud af sig selv, kan gøre en ret stor forskel, på hvordan dagen forløber. Det fysiske velvære i at gøre sig lidt lækker, skal man ikke kimse af. Det kan være du ikke lige er i verdens bedste humør, at noget er uoverskueligt eller bare generelt er lidt energiforladt. Når du gør lidt ud af dig selv, pænt tøj, læbestift, sætter håret … dagen bliver anderledes. Du møder verden anderledes, når du har givet dig selv et par ekstra minutter til at gøre dig lidt lækker. Gør det for din egen skyld. Fordi du selv kan mærke og se at det er pænt, rart, en god fornemmelse. Det virker også som en lille pause, fordi du lige fik lidt ekstra tid, med dig selv. For dig selv. Du kan sagtens argumentere for at det er overfladisk og forfængeligt, men det virker. Og det der virker, tæller altid mest i min bog, overflade eller ej.

Det overfladiske og forfængelige bliver mode og modemagasiner også altid skudt i skoene, hvorimod kunst og kunstudstillinger er dybe og meningsfulde. Det synes jeg bestemt også de er – jeg elsker det skud inspirationsenergi jeg får, af at gå på museum. I dag, forenede de to sig fordi Gammel Strand viser modefotografier og sætter dem ind i en klassisk kunsthistorisk ramme – rokoko, romantik også videre –  alt efter hvor inspirationen kommer fra.

Erwin Blumenfeldt Girl with the Pearl Earring, Vogue 1945

Se Blumenfeldts parafrase over Rembrandts klassiske maleri “Pige med perleørering”. Det er fra 1945 og med den gamle teknik hvor man kolorerer fotografiet bagefter. Det giver en særegen, poetisk stemning, at man kan se den gamle teknik.

Patrick Demarchelier Vogue 2011

Det er en nem udstilling at gå til, fordi den bare er smuk. Virkelig smuk, men også inddragende, fordi modefotografier altid fortæller en historie. Det her billede kiggede jeg ret meget på, fordi det har en underliggende fortælling om et barn, der skal have smæk, selvom det slet ikke er det, der foregår. Jeg er vild med det. Også med både kjolen, frakken og hatten … win win!

Clifford Coffin, Vogue 1954

Det sidste her fra 1954 er også helt abstrakt vidunderligt … sådan kan kjoler også formidles. De er næsten opløst og alligevel, er man ikke i tvivl om hvad det er vi ser … Se den! Den er vidunderlig! Og kører indtil 5. september.

Helt utroligt passende, foregik det møde jeg skulle videre til, på den her cafe …

Det er det der skal med ind i vinteren fra denne legendariske sommer. At gå ind i vores eget Pauseri og være der lidt. Måske følger der en kop the, lidt parfume eller en god bog med – det vigtigste er, at vi husker at gå derind. Jeg går rundt og siger at jeg tror alle mennesker i Danmark bliver gladere denne vinter, fordi sommeren har opladt os, som aldrig før. Hvis det skal holde stik, skal vi have mere end den d-vitamin, som sidder i huden, med ind ind i den mørke tid, der ligger foran os. Vi skal gøre nogle af de ting, vi har fyldt sommeren med og til det er pauser helt nødvendige …

Og psst. Er jeg den eneste der GLÆDER mig til at trække i lag på lag og store sweatre og lækre støvler?

[siteorigin_widget class=”MC4WP_Form_Widget”][/siteorigin_widget]
Tusind tak fordi du læser med! Smid endelig ideer eller kommentarer her, på Facebook eller Instagram. Jeg er nysgerrig efter dine erfaringer og ønsker … kom også med her, vi har det hyggeligt!

Dette indlæg har 1 kommentar

Skriv et svar