Om at gøre sig til og gøre sig selv godt …

Min mormor (udtales mommor, jeg er fra Lolland) er en af grundene til jeg elsker at klæde mig glad, tror jeg. Min indre glittergås, der elsker glimmer og pynt, blev fodret, helt fra jeg var barn på besøg i deres halve hus lige ud til banen. Min morfar (udtales moffar, stadig Lolland) arbejdede hele sit liv ved jernbanen og de boede i et hus ved Maribo Station. Vi fulgte med i kl. 11 til København og kl. 16 fra København og så videre … alle tog kunne vi høre og jeg har aldrig nogensinde tænkt på lydene som larm, selvom det var de store gamle røde lokomotiver, med laaaaaang hylende bremselyd, der stoppede lige uden for stuevinduerne hele dagen. Det er bare lyden af trygt.

Dagens #oolaurat er tilbage sammen med #tirsdagstøjklummen … yay!

 

Når min søs og jeg blev passet, skulle vi altid ned til søen for at fodre ænder. Med gammelt franskbrød, skåret minutøst i tern og puttet i gamle, gemte brødposer, der lå i skuffen under ovnen. Hvad har det med pynt at gøre, tænker du? Jo, hver gang min mommor skulle ud af huset, gjorde hun sig fin. Jeg har stået og kigget på hende mange mange gange foran spejlet i teaktræsramme, i den lille gang med trappen op til loftet og gamle slidte væg-til-væg gulvtæpper, der gav en særlig stillestående, lidt tung luft, i hele huset – men en duft af dem: mommen og moffen. En duft af ubrydelige rutiner, der gør at selv i dag, når jeg hører rådhusklokkerne inden middagspressen kl. 12 i radioen, afspilles en film for mit indre øje, hvor vi dækker bord med voksdug og farvede bordskånere af flettet strå til den varme middagsmad. Vi spiste i tavshed, for der var jo presse i radioen. Og vi fik ALTID dessert. Hjemmelavet frugtgrød med mælk. Den allerbedste var ’spyt-u-grø’ – kirsebærgrød, med bær fra træet i haven, kogt med stenene i, deraf navnet: de skulle spyttes ud. Og duften af min mommor, der altid kastede et hurtigt blik i spejlet i køkkenet og jog en kam gennem håret, inden hun satte maden på bordet. Hun skulle jo se ordentlig ud til middagsmaden. Hver gang.

Det gjorde hun også, når hun skulle på den daglige tur i byen. Altid lige et ærinde at løbe, for at få mulighed for at slå en sludder af med dem hun mødte på vejen. Jeg ser hende stå med sin store sorte damecykel med stråkurv foran, med den fine strikkede huehat lidt på skrå, læbestift og tørklæde. Og en broche på jakken. Altid fin. Moffen sagde ”skal du nu gøre dig til?!” når hun stod i gangen foran spejlet og satte strikhuehatten lidt på sned, foldede sit kvadratiske tørklæde på skrå og stak enderne igennem tørklædeholderen (3 ringe der sad sammen i en trekant. De findes ikke mere er jeg sikker på, men måske havde din bedstemor også en?) og strammede den lidt til i halsen, udvalgte sig nogle klipsøreringe fra teaktræsskuffen under spejlet, der var fyldt med skatte.

Skattene var, bortset fra Georg Jensen-margueritsættet (fra før det blev moderne igen) med broche, øreringe og halskæde, alle af plastic. Perlekæder, klipsøreringe og brocher i et væld af farver og når hun havde lagt læbestift, som prikken over i’et, matchede dagens valg af pynt hinanden – hue, tørklæde, smykker og hjemmestrikkede handsker, med fint mønster på håndryggen når det var koldt. For ja, hun gjorde sig til. Hver dag. Når hun skulle i byen. Også selvom det bare var efter mælk og en sludder for en sladder.

Hun gjorde det for sin egen skyld, overhørte dagligt moffens misbilligende kommentar – de var gift i over 65 år – og gjorde noget ud af sig selv, fordi hun godt kunne lide det. Det er selvkærlighed på højt plan, for en kvinde, født som den sidste i en søskendeflok på 16. Barn af polske arbejdere, der kom til Lolland for at gå i roerne og som knoklede hele deres liv. Jeg ved ikke hvor pyntesygen kom fra hos hende, men jeg ved hvor min kommer fra … min dejlige varme mommor, der tog os med ned at fodre ænder, på utallige museumsbesøg og byture, lige ovre på den anden side af skinnerne, igennem tunnellen ovre i den store levende by … Maribo.

Hverdagslæbestift, som er diskret og får mig til at føle mig feminin.
Den er fra L’Oreal og koster en hund.

Hvorfor er jeg kommet i tanke om det? Fordi jeg jo har trukket stikket i nogle uger og trukket vejret helt i bund. Det har gjort godt, gennemgodt. Og jeg er klar til nye eventyr med tøj og mennesker. Mens jeg har været hjemme, har jeg smagt min egen medicin – og min mommors: jeg har købt en ny hverdagslæbestift. Og hver dag, foran spejlet i min gang, har jeg tænkt tilbage på min mommor, stå og gøre sig til med læbestiften, som prikken over i’et. Jeg har nydt min egen farve på læberne og fået bekræftet at det jeg arbejder med: at få folk til at blive mere dem selv, i det rigtige tøj, også er en kilde til velvære hos mig selv. Det er en selv-kærlig handling, at jeg gør noget ud af mig selv. Det er for min egen skyld. Og det gør en forskel.

Jeg fortæller hvordan du selv kan komme i gang med at få velvære i hverdagsgarderoben på den 12. november Taastrup Kulturcenter – der er foredrag kl. 19-21 og få ledige billetter. Det koster en hund, lige som læbestiften. Håber vi ses …

5 comments

  1. Aneta says:

    Det husker jeg min mormor og morfar for den sags skyld , babcia og dziadek som man siger i Polen, også gjorde. Hun brugte ikke læbestift MEN altid pænt tøj. Beret. Og en broche. Og slips og bukser med pressefolder og velpudsede sko. Det kan mangle på en søndagstur i Netto…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *