Jeg hader shapewear. Jeg kan lide at man har det godt i sit tøj og i sin krop, og at man ikke manipulerer den i facon. Men gode råd, kan efter uanede mængder mad, godter og alkohol være dyre, når man ikke kan passe sit tøj til nytår eller bare imorgen. Jeg tror hverken på lynkure eller mirakler. Jeg tror på sund fornuft og kropsligt velvære. Men hvad gør man så, når man bare ikke kan passe sit tøj? Tja, man vælger noget løsere, smider et gevant udover og ejer at ens mave er større end normalt. Fordi ingen bliver hverken bedre eller dårligere mennesker af at være tykke eller tynde. I virkeligheden er du jo lige tilpas, som du er, for du er her og du skal noget, hvor du har lyst til at tage pænt tøj på. Det er en fremragende grund til at være lidt ligeglad med den mave, de lår, arme eller hvad hulen det nu er, du har set dig sur på.
I mit outfit idag, fra årets sidste julefrokost, havde jeg lyst til at gå all in på rød. Men jeg er lissom lidt for tyk til den ene røde kjole jeg ejer, har jeg gået og fortalt mig selv hele december. Men så tænkte jeg: ærligt talt den mave, har båret på tre børn, en masse sommerfugle og en masse sorg. Den er min sikre ven udi at vælge, fordi min mavefornemmelse aldrig slår fejl og den tager imod alt det gode og alt det crap, jeg spiser. Den rummer mig, som jeg er. Som jeg lever og føler. Så sku’ pokker da osse stå i, at jeg ikke står ved den. Det står jo ikke i loven, at man ikke kan have en god dag eller fest i en kjole, man objektivt set har fyldt anderledes ud, på andre tidspunkter.
Ja, jeg tog noget shapehalløj indenunder og jeg syntes min mave kunne ses helt utroligt meget på det billede, jeg postede på Insta, men så kunne jeg heller ikke bruge mere krudt på det. Jeg er jo, som jeg er. Og det gjorde ikke noget ved den julefrokost med min familie, som jeg havde glædet mig til. Den var dejlig! Sørme så, om ikke min søde personlig shopper kollega har kommenteret det billede med: “du får da også bare alt til at ligne en million” Tak! Det var en dejlig kommentar, lige idag. Det virker, det der med bare at gøre det. Chillax, alle julemaver. I er gode nok, som I er.
Et par tricks, hvis du vil have en hjælpende hånd er: på med shapewear, det virker. En elastisk kjole, er nem at hoppe i, fordi der oftest ikke er noget der strammer. Hæld gerne glimmertingeltangel på et helt andet sted end maven – i ørerne, om håndleddet, sko, broche osv. Det flytter fokus. Eventuelt på med et gevandt, der syner af noget og som du kan gemme dig lidt i. Du kan også vælge en stram underdel og en løs top – det tager fokus fra maven og flytter det over på benene. Men prøv at lade, som om du selv, synes din mave er lækker. Det virker altid. Det er mest i dit – mit – eget hoved, at den mave fylder … Og hvis den fylder i andres, hvis nogen tænker: har hun ikke lagt sig ud? Sidder den ikke lidt stramt den kjole … eller hvad det nu er du frygter andre tænker, så jo. Det har jeg. Jo, det gør den. Og?
Du straffer kun dig selv, ved at sætte begrænsninger op. Kommentaren på insta faldt på et tørt sted idag og bekræfter at missionen lykkedes: jeg bliver set. Min mave gør ikke. TAK! For jeg føler mig virkelig tyk i tiden og jeg HADER når jeg ikke kan passe mit tøj. Jeg aner ikke hvad jeg vejer, men mit tøj er velvære og jeg vil gerne kunne passe det. Dét er min målestok. Og jeg ved at det nok skal vende igen, for det gør det altid. Og som jeg altid svarer mine kunder, når de står i noget de selv ELSKER at have på og stråler i, men spørger “Hvad vil andre ikke tænke, hvis jeg kommer i det her?”. Mit svar er altid: “Jeg vil til enhver tid foretrække hende, der kommer i to numre for småt leopardbodysuit, end hende der kommer i en fleecetrøje og undskyldningsjeans. For den første har i det mindste prøvet OG har stået foran spejlet og syntes hun selv var lækker.” Det vinder ALTID i min bog.
Glædelig bagjul!
