Tal pænt til dig selv, din teenager hører det måske …

Jeg kan stadig huske to kommentarer fra min teenagetid, som kom til at præge hele mit voksenliv. Den ene var en klassekammerat, der i 9. klasse, spurgte om mine jeans var malet på. Det var mine yndlingsjeans med kæmpe slidhuller på knæene, som min mor havde syet lapper indenunder, fordi det var kompromisset vi landede på – jeg ville beholde hullerne, som jeg selv havde slidt og det ville mine forældre ikke have. Ergo kom der stof inde i hullerne. Ikke ret cool! Men det er ikke min pointe med de jeans. Jeg havde gået i dem i flere år og efterhånden i 9. klasse, sad de ret stramt. Uden jeg selv opdagede det, havde jeg havde fået former. Jeg var hurtig i hovedet, men jeg forholdt mig ikke til min krop overhovedet. Jeg havde aldrig rigtig dyrket sport, spillede musik 5 dage om ugen og læste bøger resten af tiden. Da Jesper som klassekammeraten hed, der iøvrigt var sød og rar, kom med bemærkningen, var det første gang jeg selv lagde mærke til, at noget var sket. Der landede så den første spæde tanke om være for tyk, være forkert. Det gik mig ikke for alvor på endnu, men noget har bemærkningen gjort, for jeg ser tydeligt gangen udenfor klasselokalet med mørkerøde metalfirserknager, lyse fyrretræsbænke og gule murstensvægge for mig, den dag i dag.

Jeg har desværre ingen billeder af de hullede yndlingsjeans eller af den spanske hat, men lap-jakken MED tilhørerende tørklæde (fra Janus på Nørrebrogade, den HOTTESTE butik for en teenager fra Lolland) , een lang ørering og omvendt kasket … jæs jæs. Jeg kørte med stilklatten …

Den næste bemærkning, som rigtigt bed, kom, da jeg gik i gymnasiet. Jeg var glad for at komme i gym, verden åbnede sig, jeg var optaget af at spille musik, af at være ulykkeligt forelsket og fattede ikke ret meget af den festkultur, der voksede frem med gymfesterne. Til den første fest, lånte jeg min mors tøj – iøvrigt mærkeligt at jeg ikke havde mere styr på det, for siden jeg var 12 år, havde jeg taget toget alene ind til København min faster, der boede ved Nørrebros Runddel aka det vildeste storbyliv. Jeg købte plader i HMV på Strøget, lærte at spise grønne oliven og havde sparet op til en spansk hat til 495,- kr fra hedengangne Ingeborg Larsens Hattemagasin på Nørrebrogade, en mindre formue i slutfirserne. Jeg gik altid med den sammen med min elskede lapjakke – en patchworkjakke. Den boede jeg i, i flere år. Min far hadede hele looket med hat, huller og lapjakke, fordi han troede jeg gik med det for at provokere. Det var på ingen måde for at provokere. Det var toppen af poppen af smarthed i mine øjne. Jeg havde aldrig gået op i mærketøj, men i særligt tøj. Tøj der var lige mig. Den stil har jeg jo sådan set forsat.

Tilbage til gym og opdagelsen af til første fest, at jeg ikke havde passende ’voksentøj’ at tage på til fest. Så jeg kom i min mors korte blomstrede nederdel, en hvid skjortebluse og min spanske hat. Jeg ved ærligt talt ikke om det var pænt. Men jeg kan ikke huske at det var træls. Hvad der derimod kom til at følge mig i mange mange mange år, var min mors bemærkning, en dag, hvor jeg åbenbart var begyndt at lægge mig ud. Jeg ved hun sagde det for at hjælpe mig, for at få mig til at opdage at jeg tog på, men jeg kan ikke anbefale fremgangsmåden. I en hård tone, sagde hun “Du ender med at komme til at ligne *** ***********, hvis du bliver ved sådan!”  Den omtalte pige var stor, firkantet, kluntet, lidt speciel, og ikke ret pæn, lige meget hvordan man end vendte eller drejede det. Shit mand. Den sved. Jeg havde aldrig tænkt på mig selv som stor, tyk og firkantet. Men det skal jeg da love for, jeg gik i gang med der … så fulgte årevis med kure – Nupo, kalorietælling, fedtforskrækkede Anne Larsen, Kernesunde Ninka, slankehold og hvad har vi … Indtil jeg for omkring 6-8 år siden, ubevidst besluttede at jeg aldrig igen skulle på kur. Siden har jeg vejet plus minus nogle kilo, det samme som i dag. Og haft det aldeles glimrende med min krop, som jeg også skrev om her for nogle uger siden.

Jeg kan ikke finde billedet fra min egen konfi, men det er her fra min søs. Det var ikke blevet bedre på de to år, skulle jeg hilse at sige. Tilgengæld har jeg totalt ømme ører, fordi mine vindrueklaser er SÅ tunge …

Grunden til dagens teenage-vinkel på vægt, krop og idealer, er at efter Sexethedsbloggen, skrev en af mine læsere, om jeg ikke ville skrive den tilsvarende for teenagere, for det er jo der, kimen til kropshadet bliver lagt. Selvfølgelig, svarede jeg, men jeg har ikke klædt tilnærmelsesvis så mange teenagere på, som jeg har voksne kvinder. Og jeg udtaler mig helst om noget jeg ved noget om. Men jeg har faktisk haft nogle små 4 håndfulde håndfulde teenagere prøverummet gennem årene. Overordnet er der ikke så meget at stille op med dem som personlig shopper, for de vil bare passe ind, ligne de andre og så er sorte skinny jeans og grå jersey bomben 😉

Men jeg har haft en del inde til konfirmationsoutfit. Den sidste jeg klædte på for nogle måneder siden, var en smuk, høj pige, som var af den klippefaste overbevisning at hun var tyk. Jeg lod hende være og fandt alt muligt hun kunne lide … krydrede med små bemærkninger om hendes flotte lange ben, perfekte proportioner og fine hår … da vi fandt den rigtige kjole, der var lidt kort, taljeret og lidt sej, havde hun pludselig ikke noget imod at vise bare ben. Jeg spurgte indgående om det nu var ok, for hun ville bestemt ikke have bare ben i starten. Hun ville have bukser. Jeg grinede med hende over, at hun som håndboldpige færdes hjemmevant i bare ben næsten hver dag og alligevel ikke kunne se sig selv i kjole … og vise ben. Hvilket jeg selvfølgelig respekterede. Og fandt alverdens buksedragter, lange kjoler osv. Men da den rigtige kjole kom på, som jeg selv havde haft et lunt øje til hele konsultationen igennem, var bare ben bare helt ok og hun kunne måske godt en lille smule se, at hun er så fin og smuk og ligesom hun skal være. I al fald kunne hun ikke lade være med at smile. Det går man aldrig fejl af …

Uden at kunne presse for meget på, fortalte jeg hende at man skal passe på med at sammenligne sig selv med andre. Alle pigerne i hendes klasse var åbenbart myndetynde og høje. Hende her har muskler og er sund og stærk at se på. Men ikke det mindste tyk. Udover i hendes egne øjne. Jeg sagde at hun endelig skulle sammenligne sig selv med andre, bare hun sørgede for at de var lige så gamle som hun, havde de samme forældre, boede samme sted som hun, tænkte som hun, levede som hun, delte dna med hende og så videre. Underforstået: du KAN ikke sammenligne dig med andre, for ingen er som dig.

Men du kan kigge på det du har og mærke om der er rart at være inde i dig. Hvis der ikke er det, så kan du prøve at finde ud af hvad det skyldes. Det er i al fald aldrig din krops skyld. Men det er muligvis din hjerne og omgivelser, der spiller dig et puds. Og det puds er dælme godt at på styr på så tidligt som muligt, selvom teenageårene kan være ubarmhjertige. Det gode ved de år er, at de slutter. Og hvis man nu som jeg selv på et tidspunkt simpelthen bare ikke gider slås med sin krop mere, så venter der masser af belønning, når man begynder at sætte pris på sin krop. På hvad den kan og holder til. Det ved jeg godt er svært som teenager, hvor problemerne synes uendelige, ligesom livet synes uendeligt. Men det vi – omgivelserne – kan gøre for at hjælpe teenagere, tweens og ja, bare hinanden, er at tale hinanden op, i stedet for ned. Selv elsker jeg min mor, synes hun er klog på mange områder, men mest af alt, synes jeg hun betingelsesløst omsorgsfuld og jeg ved, hun ville mig det godt den gang. Derfor var det måske alligevel ikke den smarteste bemærkning at komme med, til nogen som helst.

Min filosofi overfor mig selv (det er der det kniber mest for de fleste), for andre og professionelt, er at påpege, fremhæve og fokusere på det gode, fremfor det trælse. Jeg er her i livet som 42-årig, ved at tage endeligt afsked med pisken og i stedet dyrke guleroden. Tale venligt til mig selv, have forventninger til mig selv, som jeg kan leve op til og generelt prøve at se på de gode sider ved det jeg formår og er, i stedet for at piske mig selv med det modsatte. For det gør mig simpelthen ikke godt. Jeg præsterer dårligere. Jeg har det dårligere. Jeg bliver ked af det.

Åh de smukke unge mennesker … en af mine ældste veninders datter blev konfirmeret sidste weekend. Det er ikke hende jeg klædte på, men de har da også lige lidt mere styr på det end vi havde!!

Hvor imod det har den modsatte virkning, når jeg taler omsorgsfuldt til og med mig selv, klapper mig selv på skulderen for det jeg når og tænker at det hele nok går alligevel. Den attitude, prøver jeg at give videre til alle de mennesker jeg holder af, klæder på og beskæftiger mig med. Gennem årene har det gjort mig næsten ude af stand til at opholde mig ret længe ved fejl og mangler, når jeg klæder mine kunder på. Altså, jeg registrerer og respekterer kundens ømme punkter og finder tøj der giver ro og tryghed der, således at kunden kan få lov at fokusere på at det dejlige ved sig selv og sit spejlbillede. For det smitter bare af på resten. Når man føler sig godt tilpas, ser man også godt ud.

Præcis som min sidste konfirmand, der havde sådan lyst til en lårkort kjole, da vi fandt den rigtige … pludselig kunne hun selv se at hende ben  er smukke. Så mit råd til teens, tweens og alle jer andre: tal hinanden op i stedet for ned, fokuser på det dejlige og nyd at kroppen bærer jer rundt. Hvis I skal skælde ud på nogen, så skæld ud på hjernen, der kværner derud af med kritik og sammenligninger. Det er den der er skurken. Ikke kroppen 😉

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *