… et alternativ til kapitalismen!
Sådan sagde Kate Fletcher, professor i bæredygtighed, design og mode ved London College of Fashion igår på konferencen Sustainable Fashion Research Agenda arrangeret af Designskolen Kolding og Copenhagen Business School, som jeg deltog i igår.
Det var bare et, blandt mange tankevækkende udsagn, indsigter og ny viden, som dagen bød på. Dagen derpå, er der stadig meget at fordøje og finde ud hvor jeg står, blandt alle de forskellige interessenter, som deltog. Jeg er jo på jeres side, forbrugernes. Som en af de eneste faktisk. Altså, de andre vil jer (os) det også godt, men har andre grunde til at deltage – akademisk forskning, uddannelse, producenter, sourcere og så videre. Jeg repræsenterede dem, der skal gå i tøjet, købe tøjet, nemlig jer – forbrugerne.
Det gør jeg, fordi jeg synes formidlingen af tøj er alt for dårlig! Når tøj skal formidles, er det altid med et salg for øje og det umuliggør en uafhængig kontakt mellem tøj og mennesker. Jeg blev mødt med respekt, men også undren, for mange spurgte: “Ved kvinderne, da ikke hvor de skal købe tøj?” Øh, nej, måtte jeg bare svare. Det er jo netop det der er problemet – tøjmarkedet er fuldstændigt uoverskueligt, hvis man ikke er vild med at shoppe, men gerne vil se ordentlig ud. Og er man vild med at shoppe er chancen for at fare vild i overforbrug og fejlkøb ligeså frustrerende, som det modsatte … og så er det ikke nemt at få god service i butikker mere, hvilket heller ikke hjælper.
Og det er jo sådan set hele grundlaget for Verdensfirmaet – behovet for at få hjælp til at finde det rigtige tøj, til de rigtige mennesker uden at nogen skal sælge noget. Når man begynder at vælge med omhu, har det den sideeffekt, at man også køber både mindre og bedre. I en bæredygtighed sammenhæng, er det her vi selv kan starte – ved at vælge rigtigt, men også ved at lære at bruge det vi har, istedet for at købe nyt.
Læser du med her, er du allerede ved at få en større viden om tøj, som langsomt, men sikkert rykker lidt ved dine vaner og forhåbentlig også ved dit forbrug. Jeg er ingen helligfrans og har heller ikke lyst til at være det. Men jeg har før skrevet om det uforståelige i at alt skal baseres på vækst og ikke balance … jeg har ingen samfundsøkonomisk uddannelse, så jeg undrer mig bare gammeldags snusfornuftigt over at det er sådan. At der slet ingen alternativer er, og citatet fra Kate Fletcher, som jeg indledte med, rammer hovedet på sømmet. Det ER nemmere at forestille sig at vi bare kører løs mod undergangen, end at tro på alternativer. Men det er SGUDDA vildt, at det er sådan! At jeg, vi, er flasket op med at vækst, er det eneste parameter der tæller! Jeg håber inderligt at vores børn får et bedre forhold til den verden vi lever i, som de gerne skulle blive ved med at leve i.
Men jeg har mine tvivl, når jeg ser en valgplakat som den her …
Lige så træt, jeg bliver af at se det valgslogan, lige så meget i tvivl bliver jeg, om jeg nu tør sige højt, hvad pokker vi så skal stille op. For jeg har jo ikke alle tal, indsigter, viden eller bare evner til at vide hvad vi så skal. Og jeg kan også blive bange for at bruge et ord som kapitalisme, for så bliver jeg måske skudt alskens kommunistiske motiver i skoene og det har jeg jo heller ikke. Men jeg må ærligt sige at jeg er DØDTRÆT af at sund fornuft ikke tæller mere. Så jeg bliver nødt til at sige noget alligevel. Hele bæredygtighedsproblematikken er så ustyrligt kompleks, at man som almindelig forbruger ikke aner hvor man skal ende og begynde.
Jo, med at købe dyre bæredygtige produkter, tænker du måske. Men altså!
Man kan ikke købe sig til en bæredygtig livsstil!
Det er selve forbruget, der er problemet. Selvfølgelig har vi brug for ting. Selv-følge-lig. Men hele ideen med at hvis man kun køber bæredygtige produkter, men stadig køber lige så meget, præsenterer flere problemer end den løser. For det er netop forbruget, der er løbet løbsk. Jeg forholder mig til tøj, for det er her jeg ved noget, men det gælder jo forbrug hele vejen rundt. Vi køber i gennemsnit 16 kg tøj om året mod et gennemsnit på 5 kg på verdensplan. 16 kg. Er du vimmer, det er meget! Prøv lige at veje det sæt tøj du har på idag, inden du går i seng, bare for at perspektivere. What to do? Det er jo skyld med skyld på, som kan virke næsten modsat. Vi er nødt til at tro på at en forandring er mulig. At vi ikke bare skal styre mod verdens ende, fremfor at ændre vaner.
Jeg tog til den konference igår, for at få mere viden, større indsigt og ja, løsninger. Det sidste er det sværeste. De to første både nemme og komplicerede. For viden og hårde facts, var der masser af! Kvalificeret, velunderbygget og godt formidlet … og komplekst. Fordi de materialer vi bruger til at lave tøj af, har forskelligt aftryk på miljøet i de mange forskellige stadier, de gennemgår fra de dyrkes (kemikalier, vandforbrug), når de forvandles til tøj (transporteres, farves, arbejdsforhold), når de skal sælges (overproduktion, salgsavancer), i brug (vask, livslængde, antal gange i brug), bortskaffes (genbrug, afbrænding, genanvendelse) og endnu flere processer, jeg ikke har indblik i. Det tøj vi tager på hver morgen, har lange processer bag sig inden vi trækker t-shirten over hovedet og ditto når vi ikke gider trække den på mere. Og med et forbrug på så mange kilo tøj om året, er vi bare pinedød nødt til at begynde at gøre noget andet end at købe.
Bæredygtige produkter, er en god ide. En fantastisk god ide! Men vi er nødt til at gå et skridt længere tilbage og simpelthen overveje om køb virkelig er det vi har brug for eller om det bare er en vane, at købe noget nyt. Det er hele forbruget af ting, vores levestandard, som har skabt ubalancen i ressourcer og forbrug, som resulterer i et vildt klima, vi alle mærker effekten af nu.
Udover at selve forbruget er et problem, så er der i den anden ende af den problemstilling, simpelthen også bare mange mennesker, der aldrig vil give det for tøj, som det koster, når det er produceret ansvarligt. Det ved jeg, for jeg vejleder til de bedste køb i mit arbejde dagligt. Jeg tænker altid både på tøjets langtidsholdbarhed, mulighed for at kombinere med andet og først og fremmest, på kundens budget og naturligvis, om det passer til det menneske jeg klæder på.
Ifht til holdbarheden af tøjet, har jeg længe tænkt at fx. polyester var et bedre valg end fx. bomuld, når det kommer til langtidsholdbarhed. Men det er ikke rigtigt, fandt jeg ud af igår. Tencel og Lyocell er bedre produkter med lang holdbarhed, fint fald og fx. en blank overflade. Polyester er plastic og ikke kan nedbrydes i naturen, det vidste jeg godt. Og selvom vi måske bruger en poly-bluse i 10 år og en bomulds t-shirt meget kortere, så er bomulden et bedre valg, fordi den kan nedbrydes naturligt. Derudover vaskes microplast ud af polyestertøj, hver gang vi smider det i maskinen. Det var også ny viden for mig. Så her ændrer jeg indstilling og begynder at finde gode alternativer i andre materialer.
Nu zoomer vi lige lidt ud igen og vender tilbage til det tankevækkende citat, jeg begyndte med – jeg håber det også rammer jer, som ikke går op i bæredygtighed. Og kan man ikke overskue at gå i dybden og nørde bæredygtighed, så start med det du kan overskue. Når det kommer til tøj, så er det en virkelig god start, at købe mindre. Brug endelig nogle af de mange ideer, jeg deler i min Tirsdagstøjklumme blandt andet her eller her. Kom til foredrag og gå hjem med nye redskaber, der forvandler det du allerede har. Snak med dine veninder om tøj – om hvad I kan gøre anderledes. Bare det at snakke om tøj og tage det alvorligt, forandrer lige så stille måden vi tænker tøj på. Som bæredygtighedskvinden, Signe Wenneberg altid siger, så kan ingen gøre alt, men alle kan gøre noget.
Så start med at tænke dig om. Start med virkelig at overveje om den nye bluse du står med i hånden virkelig er nødvendig. Og brug så din lyst til nyt, din kreativitet, til at lege med dit tøj og sætte det sammen på nye måder og opdag hvor utroligt tilfredsstillende det kan være at lave helt nye sæt, af tøj du har haft på masser af gange. Jeg lover dig, der går næsten sport i det …
