Kategori: Vintertøj

3 fab tøjinvesteringer og de første 15 nye outfits!

“Får du ikke lyst til at købe en masse nyt tøj hele tiden?” … bliver jeg tit spurgt om.

Jo da og især når det er sæson for Personlig Shopping og udsalg. Da sætter jeg tit et hjerte ved noget jeg er nysgerrig efter når jeg laver Personlig Net Shopping til mine kunder, bliver vildt inspireret af et look vi har lavet til Personlig Shopping eller til Garderobetjek.

Men jeg køber meget sjældent.

Min garderobe fungerer så godt og når jeg lige bruger lidt tid på at kigge den igennem kan jeg altid finde et nyt fedt sæt, jeg har lyst til at have på.

Nu har jeg alligevel været lidt på udsalg – i min yndlings second hand butik lige om hjørnet fra, hvor jeg bor. Jeg havde styr på hvad jeg gerne ville have:

  • højtaljerede bukser med brede ben. Stort set alle mine bukser har smalle ben og det rigtige par bukser vil opgradere mit klædeskab betragteligt. De brede ben, giver et outfit en helt anden silhuet og derfor forandrer det alle mine overdele også.
  • en vinterfrakke hvis den rigtige lige var der. Min ellers dejlige uldfrakke er 4 1/2 år gammel og jeg kan bare ikke få den til at se skarp ud mere. Det er ret vigtigt i mit job, synes jeg.
  • og så FARVER! Jeg savner at kunne kombinere flere farver. Ville gerne have mere grøn ind, men det fandt jeg nu ikke.

Foruden vinterfrakken, som jeg allerede knuselsker og poserede i igår fandt jeg disse 3 stykker yndlingstøj.

En bluse, som sidder fuldstændigt formidabelt pga. snit og kvalitet. Den er brugt fra Missoni og alle pengene værd i den klare lyserød, ikke pudder, som jeg ellers tit falder for.
Sorte højtaljerede bukser med brede ben. Præcis, som jeg drømte om. De er nye og fra Stella McCartney.
Og så en joker – leoblusen fandt jeg brugt og fra Ganni. Den havde jeg ikke planlagt, men gik tilbage og købte, fordi den kan SÅ meget med det jeg allerede har.

Det var 3 dyre stykker tøj –

Vinterfrakken endte på 1500,- er fra Sonia Rykiel og så god som ny udenpå. Et fund og vi elsker allerede hinanden.

Missoni-blusen gav jeg 850,- for og det ved jeg mange ikke ville give for en ny bluse. Den har kostet i omegnen af 2000,- fra ny og det ville jeg ikke give. Men fordi jeg havde penge fra jul og med det samme kunne se og mærke hvor perfekt den falder på mig (og ikke mindst min mave, som jeg synes er for tyk) var den en virkelig god investering. Selvom jeg har meget lyserødt, så har jeg ingen pæne bluser, kun t-shirts, strik og jakkecardien.

Stella McCartney-bukserne endte på 950,- halv pris af 1900. De er lige hvad jeg har drømt om og kan også kombineres næsten uendeligt. Disse er det mest fornyende, fordi silhuetten er så anderledes end alt jeg har. Plus de passer i tajlen og jeg kan endda slanke mig lidt, hvis miraklet skulle ske. De passer til fest som hverdag og flade, som høje sko. Også et vigtigt kriterium. Kan heller ikke vente med at komme i dem her.

Ganni-leoblusen er tynd og mest til under noget. Jeg gav 400,- for den brugt – nypris ca. 800,- Den har foer, så den er ikke gennemsigtig. Sådan en bluse, har jeg en af, men den er i mørkeblå blonde og bruger den meget om vinteren. Man kan ikke se brugen gennem 3 år og det kommer man heller ikke til med denne her. Til gengæld er udtrykket et helt andet og de varme farver giver et helt andet look end den kolde, elegante og mere feminine mørkeblå. Jeg har ‘hjertet’ mange tynde langærmede på nettet, fordi jeg siger og skriver kun ejer 5 stk – 2 sorte, 2 stribede og så den blå. Bruger dem hele tiden om vinteren og kan kun have den på en dag af gangen, fordi de sidder tæt til huden (jæs, jeg sveder). Derfor var jeg i tvivl om denne, fordi jeg jo lissom havde kastet om mig med slanter. Alligevel er jeg glad for at jeg slog til, for den er uopslidelig, ligner intet jeg har og kan næsten uendeligt meget i vintersæsonen.

Og nu til en brøkdel, af de mange sæt jeg kan lave med mine investeringer. Et lille NB inden: Selvom du måske ikke kan lide eller mangler præcis disse 3 stykker tøj, så følg med og se hvordan du kan ‘tænke’ lidt anderledes om tøjets funktion og dermed få det i brug på mange forskellige måder.

De sorte bukser og første outfit, er lige til højrebenet, for jeg ville have alle 3 dele på som et sæt. De sorte bukser, er som sagt de allermest fornyende, fordi jeg ikke har bukser med brede ben. 2 par med flare – i jeans og fløjl, men de har et helt andet look, fordi taljen er medium, ikke høj og de sidder til hele vejen ned af benet, undtagen forneden.

Om vinteren er det rart med varme lag inderst og en måde at bruge de tyndere overdele er ikke altid at sætte noget udover, men inderst.

 

Det jeg glæder mig mest til ved bukserne er, at få liv i det kedelige t-shirt-&-kort-cardi. Med de markante bukser, kan den kombi noget helt nyt og det her med lyse sneakers til er da bare yummi + nye farver for mig.

 

Men så vil jeg også teste det top moderne vestelook af med en ærmeløs bluse over leoparden. Det ville jeg føle mig meget maskulin og tilknappet i, med smalle bukser til. Men det legende og samtidig elegante ved bukserne gør at jeg kan se mig selv i det.

 

Og så til fest for pokker da! Den mindste lille stroptop får et lækkert, eksklusivt udtryk med de her bukser. Her har jeg sat bælte til, men det går fint uden. Jeg ville sætte toppen lidt i linningen for at markere talje.

 

Det her sæt, ser meget tilforladeligt ud. Men vil være ret grænseoverskridende for mig, fordi blusen sidder lidt mere til på maven, end jeg er vant til. Den lyseblå cardi har jeg fundet på loppemarked for 2 år siden, men ikke brugt meget, fordi den er så … kedelig. Farve og cashmere-kvali er fin, men trøjen: gab! Til leopard og højtaljerede bukser får jeg både en læks farvekontrast og camoufleret mavedellen så meget, at jeg (måske) tør.

Inden vi går videre, runder jeg lige priserne igen, for måske er du stået helt af på hvor dyrt jeg valgte. Det vil jeg gerne nuancere.

Jeg køber som sagt sjældent tøj – sidste gang var i sommers. Det var den orange kjole, som også kommer længere nede. Men jeg køber som regel dyrt, fordi jeg vil have kvalitet. Når jeg endelig finder noget tøj, som er lige i skabet, skal det dælme også kunne holde! Og det kan mærkevarer som regel. Selvfølgelig er der undtagelser, men jeg har ikke nogen dyre køb, som har skuffet mig på kvaliteten. Og så ville jeg klage over det. Man har to års garanti på nyt tøj. Gem bon’en, den skal med.

Den anden ting ved at købe lidt, men dyrt er, at tøj er en investering. Når jeg skal punge ud, vælger jeg med omhu og passer enormt godt på det. På den måde får tøjet et langt liv og er kvaliteten i orden, kan jeg nærmest ikke slide det op. Det er fantastisk, for jeg investerer i tøj for at bruge det, ikke for at sælge videre eller for at have det hængende til pynt. Jeg gør mig umage med ikke at spilde og fx. den lyserøde bluse vil jeg ikke have halskæder på til. Jeg spurgte damen i Secondhand-butikken, som viste sig at have købt den samme fra ny, om den var sart ifht. at trække tråde ud. Det kunne lange kæder godt, sagde hun. Derfor skal den styles med tørklæder og øreringe, ikke kæder. På den måde gør jeg mit til at den kan bruges. Længe.

Leopardblusen er nem.

Med jeans i stedet, bliver sættet helt anderledes nedtonet og casual end med de nye bukser. Bryder man sig ikke om de to lag foroven, duer bluserne glimrende hver for sig eller med en anden strik/jakke/cardi til.

 

Jeg kunne også sagtens sætte en lille nederdel til og den behøver jo ikke være leopard. Når foråret sætter ind, ville næsten hvilken som helst nederdel passe til med bare ben.

 

For eksempel med en enkel grå strik udover – og så ville jeg sætte mine gule bukser (som er 5-6 år gamle) til. Dem mangler jeg noget andet end hvide t-shirts til, så leoparden er som sendt fra himlen.

 

En anden bluse jeg har svært ved at få brugt en den her chokoladebrune silkebluse, som er tynd, men med leo’en under, bliver den varm og anvendelig. Og en fed kontrast til meget slidte jeans.

 

Det mest vovede sæt, skal jeg have på en dag hvor jeg skal være funky og med på noderne. Det giver en længere sæson til sommerkjolen, når man kan bruge den sådan her også.

Er du nysgerrig på en tynd mønstret bluse til inderst, så vælg en i farver der passer til dem du allerede har. Og prøv at at sætte den under både kort og langærmede overdele, tyk strik som vel som tynde bluser og se om du kan lide udtrykket. Den behøver ikke have høj hals, hvis du ikke er til det, men sørg for at hive ærmerne på det yderste lag op, så man kan se blusen under. Og så er det en god ide at vælge et tyndt, glat materiale og ikke den almindelige bomuld. På den måde hænger yderste lag ikke fast og lægger sig som en fold over barmen.

Den lyserøde bluse er fin helt i sig selv …

Den bluse ville jeg også bruge til de sorte bukser alene, men style med det brede 11 år gamle bælte i tajlen, for at give mig selv facon, selvom der ikke er ret meget for tiden.

 

Jeg vil gentage det sæt jeg var allermest vild med at finde da jeg lavede sæsontjek i garderoben i efteråret og kombinere den lyserøde med grøn. Hertil vil de blå uldbukser være smukke, men self også jeans, sort og mange andre.

 

Og så måske den farvekombi, jeg glæder mig allermest til. At sætte den lyserøde op mod de rustrøde bukser. Er forelsket i den kombination for tiden. Og selvom jeg har et gammel smukt arvetykke af et rustfarvet tørklæde fra min farmor, vil jeg bruge det stribede rødhvide i stedet. Ellers kommer det til at matche alt for godt.

 

Og så tror jeg sørme jeg har fundet outfittet til min ældste søns konfirmation til april. Med hudfarvede netstrømper og lidt selvbruner, vil jeg føle mig så pæn, men også som mor og det vil jeg gerne. Ikke noget med sexet feminin, lige den dag.

 

Den orange kjole med blusen udover, kunne også være en smukt sæt til konfi. Måske hvis det er alt for koldt til lille nederdel og netstrømper, kunne jeg hoppe i det her. Men det vil jeg bestemt også bruge med sneakers, når foråret banker lidt mere på. Åh farver!

Jeg kommer til at ryste mange flere sæt ud af de 3 stykker tøj – stay tuned!

Og vil du have mit bud på virkeligt gode investeringer, har jeg 3 tider tilbage på FINAL SALE den 31. januar

Jeg bruger halvanden time på at finde fine udvalgte sager til dig og lave din personlige Stylingoversigt, samt foreslår farvoritter og størrelser – altsammen udfra det skema du har udfyldt inden med behov, drømme og ønsker. Du klikker hjem i ro og mag, når tøjet kommer, så sæt tid af til at prøve det nye med noget du allerede har. Book ved at skrive til mig her. Konsultationen koster 595,- inkl. moms.

Når du shopper: lær at træffe gode tøjvalg

I denne måned står den på personlig shopping fysisk med kunder ude i butikker eller online til Personlig Net Shopping. Selvom jeg bruger de fleste af mine vågne timer på at vise hvordan man kan få meget mere ud af tøjet i klædeskabet, skal der jo nogle gange nyt til. Og her gælder det saftsusenmig om at få valgt så godt tøj, at det bliver til nyt yndlingstøj. Det er nemlig stadig den mest enkle og direkte måde at få en bæredygtig garderobe – at bruge det man har og vælge nyt yndlingstøj, der bliver slidt op.

Jeg har haft 3 meget forskellige kunder ude i butikker, for når man udnytter udsalget, bliver der bedre råd til sådan en som mig. Altså uvildig rådgivning om det rigtigt tøj til de rigtige mennesker.

Det med det uvlidige, uafhængige er simpelthen en ubetalelig frihed, jeg har skabt med Verdensfirmaet. Det var et bevidst valg fra starten, fordi jeg var så træt af at skulle leve op til salgsmål og af at al formidling af tøj er bundet op på et salg enten i form af annoncer, spons eller salgsavance. Det er så vidunderligt nemt at jeg kan garantere at her står der intet mellem mig det gode tøjvalg for kunden.

Og alligevel kom jeg i for nylig tvivl!

I tvivl om jeg alligevel skulle prøve at lave et samarbejde. I sidste uge blev jeg kontaktet af et dansk bæredygtigt sneakerbrand, som ville forære mig et par (VIRKELIGT fede!) sneakers, mod at være med i en reklamefilm. Det var meget tillokkende, fordi jeg jo ikke skulle tjene penge på at få andre til at købe dem + jeg syntes de var fede og anderledes + virkeligt fornuftigt produceret (omend de markedsfører sig med 100% bæredygtigt og det er der intet der er).

Jeg havde lyst til at sige ja, må jeg være helt ærlig omkring!

Kunne lige se hvordan de sko ville opdatere meget af det tøj jeg allerede har og det ville også være sjovt at være med i en film … men altså. Jeg nyder at være uafhængig. Aldrig at skulle anbefale noget frem for andet, fordi min arbejdsplads tjener mere på at sælge dette end hint.

Men fordi jeg var i tvivl, inddrog jeg jer (altså jer, der følger med på Instagram i story). Jeg fortalte om mit dilemma og bad jer være ærlige, hvis I deltog i afstemningen om hvorvidt jeg skulle takke ja til samarbejdet eller forblive uafhængig. Som det ses, var der overvældende opbakning til at jeg bare skulle gøre det. Og jeg fik også mange beskeder bagom, af følgere der ville uddybe og sig ‘go’!

Det er den afstemning, allerflest nogensinde har deltaget i og tak for det!

Men på dagen efter jeg havde spurgt jer, gik ikke ret lang tid, før jeg kunne mærke at det skulle jeg bare slet ikke. Min troværdighed ville måske ikke lide et knæk i første runde, men når jeg havde sagt ja en gang, så ville det være nemt at sige ja næste gang også. Og det er bare så sk*de nemt og enkelt for mig og jer, når der er helt rene linjer. Det kunne og kan jeg ikke gå på kompromis med.

Man kunne argumentere at det ville være fedt at teste dem for at se om jeg kunne anbefale dem. Det ville for eksempel have været rart med mine bæredygtige Veja-sneakers, jeg gav over 1000,- for i foråret. Dem er jeg nemlig, hånden på hjertet, møgtrætte af, fordi den ene gnaver noget så frygteligt på min lilletå. ARGH!

Jeg skulle bare have genkøbt mine elskede Adidas’ser jeg sled op på 3 år og som jeg kunne arbejde 13 timer på fødderne i. Ud fra et bæredygtigt perspektiv, er de ikke lige så ansvarligt produceret som Veja, og det ville jeg gerne støtte. Men de er jo ikke yndlingsko! Mine sko, såvel som tøj, skal jeg kunne bo i og helst slide op. På den måde tjener min investering sig ind og trækket på planetens ressourcer udligner sig, når jeg bruger et produkt til det ikke kan mere, i stedet for at købe nyt.

Det er præcis sådan jeg vejleder mine kunder, når de skal beslutte hvad de skal købe: Hav overblik over hvad du har, har brug for og hvad der kan forny. I sidste ende er det altid kundens valg, hvad der skal med hjem, men udvalget er et andet end det hun selv ville have fundet. Faktisk skrev en af mine stamkunder efter endnu en Personlig Net Shopping konsultation sådan her:

Kunderne oplever simpelthen at de bliver bedre til at vælge. Bedre til at turde, bedre til at kunne mærke hvad der lige dem. Det gælder både nye kunder, såvel som gamle. Med et udvalg af tøj, de ikke selv har valgt, bliver de nødt til at prøve andet end de plejer og fordi jeg vælger udfra helt andre kriterier, end de fleste selv gør, er udvalget mere velsiddende og fornyende.

Men man behøver ikke forny sig, mere end man har lyst til …

 

… derfor kan det tøj man vælger sagtens forny garderoben og selvfølelsen. En af de ting, som går igen ved næsten alle personlige shoppinger, er at kunden holder op med at hade at købe tøj – og ikke mindst føle sig forkert. Pludselig oplever kunden at komme i tøj der passer, passer sammen, ser fedt ud og ikke mindst føles vildt fedt på kroppen. Og så er vejen banet for yndlingstøj!

Så sent som idag fik jeg et kram af min personlig shopping kunde, fordi hun var så glad, da vi skiltes. Og hun indledte konsultationen med at udbryde: “Jeg har ikke gået i andet tøj end det jeg købte i sommers!”  

Jeg ved, at hun føler sig lidt mere som sig selv nu, hvor hun godt kan lide at prøve og vurdere tøj, har lidt mere end de samme par sæt hun brugte om og om igen. Og så en uventet sideeffekt: hun er blevet modig og har rykket sig helt vildt siden jeg først mødte hende.

Hendes udbytte er at nu glæder hun sig til at komme i klunset om morgenen, istedet for at hade det som pesten. Hun føler sig velklædt og pæn. Tøj er blevet sjovt for første gang. 

Noget tyder på, at en helt ny online kunde jeg havde i starten af januar, har det på samme måde …

Hvis du selv har fået lyst til at udnytte udsalget til at gøre et kup, men ved at når procenterne kalder, er det nemt at vælge forkert, kan du booke en tid til Personlig Net Shopping på lørdag, hvor jeg har afsat en dag i weekenden til at finde fine nye sager til 6 kunder.

 

3 af tiderne er booket, men kl. 12, kl. 14 og kl. 15.30 er ledige. Nup en af tiderne ved at skrive til mig her

Du kan også vente helt til final sale, fredag den 31. januar, hvor jeg har 5 tider tilbage:

Vil du selv prøve lykken på udsalg, så HUSK

1. Tjek hvad du allerede har og lad være med at fylde nyt på der ligner, med mindre det trænger til en udskiftning.

2. Når der står -70% så bevar overblikket og se og mærk om du virkelig har brug for det stykke tøj

3. Prøv noget du ikke plejer. Men hav yndlingsover-/underdele på hjemmefra, så du kun skal forholde dig til en ny del når du prøver.

Og hænger du stadig på, kan jeg afsløre at kunderne i indlægget her har været fra størrelse 36 til 46. Aldersfordelingen på alle mine personlig shopping kunder fordeler sig fra 33 til 59 og stillingerne er så forskellige som pædagog til ingeniør. Disse kvinder har taget deres dårlige forhold til tøj i egen hånd og valgt at få hjælp til at finde det rigtige. Præcis som jeg ikke selv klipper mit hår eller ordner mine fødder. Valget er dit. Det rigtige tøj findes også til dig. 

Rigtig god tøjfornøjelse <3

Brug den røde julekjole sammen med 3 nye farver

Julefarven rød er så klassisk og med så meget signalværdi, at den enten skriger ‘mor’ eller ‘vamp’. Det laver vi lige om på, denne jul, ik’? Her er 3 farvekombinationer jeg synes er top notch og selv har lyst til at hoppe i, i den søde juletid. Måske er der også en kombi til dig?

Den første er den helt julerøde kjole, som får en lækker opdatering, når man sætter camel til. Farvekombinationen bliver mere eksklusiv og blød, stadig klassisk. Ofte styler vi den røde med sort, men det bliver simpelthen så hårdt, synes jeg. Og med grå får jeg associationer til nisser. Det er julet, men ikke ret lækkert, hvis du spørger mig.

Tænk ud af boksen – den røde behøver ikke være en kjole. En bluse med en cognacsfarvet ruskindsjakke til eller de flotteste røde bukser med en camel-farvet overdel, giver samme lidt utraditionelle kombi, der klart sig jul, men med et twist.

Denne kombi var iøvrigt et af svarene forleden på min story på Instagram, hvor vi hyggede os med at snakke yndlingsfarver. Alle svarene ligger under ‘Højdepunkter/Yndlingsfarver’.

Næste er den rustrøde, som er lidt nemmere at komme i for de af os, som har det stramt med rød. Den bliver helt opdateret hvis du sætter lyserød til. Den kan både være varm bubblegum som her eller en helt kold mælkelyserød, hvis du mere er til det. Farvespillet er moderne og ikke noget jeg ville have gjort for år tilbage, men nu elsker jeg det.

Iøvrigt vil jeg gerne slå et slag for de lidt udfordrende kjoler som denne, tilsat en hyggelig strik. Det er en perfekt kombi juleaften, som for de flestes vedkommende er en aften i familiens skød og altså ikke der hvor man trækker i det stiveste puds. Nogle bruger aftenen med deres bedre halvdel og er det også en oplagt mulighed at give ham eller hende lidt at kigge på hen over anden og alle børnene. Med strikken til, bliver det stadig familiært nede på jorden og mere indforstået sexet end med stilletter og bare arme.

Den sidste kombi er bordeaux med syrenlilla. Den helt mørke udgave af rød har godt at lidt lys og den syrenlilla som også er supermoderne løfter outfittet betragteligt i forhold til sort, grå eller navy, som vi tit sætter til.

Her har jeg stylet en løs, men fin vinterkjole med sneakers. Det står dig selvfølgelig helt frit for at vælge om det look kunne være relevant for dig. Men fordi kjolen er relativt kort kan du vise ben og alligevel blive på de flade futter og være praktisk. Men tænk så gerne over de flade futter. Er lilla sneakers ikke lige dig, så sørg for at dem du hopper i er velplejede og ikke for slidte. Helst heller ikke i den stil hvor det ligner du kommer direkte fra træning. Sneakers til pænt skal helst være den slags, som er mere en sko end end en løbesko. Fx. i læder, med en fast kant for neden, en fin farve eller andet PÆNT.

Brug iøvrigt tynde sorte strømper hertil, eller netstrømper eller dem med en søm bag på. Så fed en kontrast, når foden ender i en sneaker, at strømpen er ultra feminin.

Rigtig glædelig jul. Håber du bruger den, som du har allermest lyst til. Jeg har ikke dreng’årn denne jul og har masser af andre gode steder at være. Men jeg har selv valgt at være i det lille sommerhus ved vandet, som jeg også lånte første år jeg holdt jul uden børnene. Glæder mig helt sindssygt til at køre derned og holde arbejdsjuleferie med havbad og brændeovn og ro. Det er så tiltrængt med lidt alenetid efter et hektisk og skønt år med Verdensfirmaet. Men helt alene bliver det nu ikke, for den 24. kommer den dejlige mand, som blev min kæreste i år ned og holder juleaften med mig. Yay, altså <3

Men oj, jeg glæder mig til ro til at planlægge næste år, hvor der kommer til at ske en masse nye spændende ting her, lave årsregnskab og gøre status over året der gik. Årets sidste Tirsdagstøjklumme, handler om at se både frem og tilbage og jeg glæder mig allerede til at skrive den.

Stor, lille og mellem – 3 forslag til at pynte vintertøjet op

Det er en mørk tid og der er al mulig grund til at klæde sig glad, for at højne humøret, når det nærmest ikke bliver lyst for tiden. Alt efter om du er til de store armbevægelser eller underspillede prikker over i’et, så er mulighederne mange.

Først og fremmest handler det lidt om ikke at følge (tøj-)reglerne så strikst. At pynte sig eller dulle op, handler oftest om at tænke lidt ud af boksen. Jeg har 3 ting, jeg er glad for at bruge til hverdag og de er på hver sit sted på opmærksomhedsskalaen. Vælg selv hvor meget eller lidt, du har lyst til at lyse op. Og husk først og fremmest at lyse dig selv og din dag op. Det er ikke for andres skyld du duller op – det virker allerbedst, når du gør det for din egen skyld. 

Den fine vinterting, jeg er allergladest for er strik over kjoler eller til nederdele.

Det har jeg vist mange gange, men idag kom sommerkjolen i brug med min elskede cashmere strik over. Den er lidt tyndere, smallere og mindre grov end nogle af mine andre strik. Letheden gør at jeg føler mig lige en my mere velklædt end i de store hyggelige trøjer. 

Den næste ting jeg er blevet rigtigt glad for er tilbage til at tænke lidt ud af boksen.

Det er en stor hårpynt, jeg aldrig rigtigt bruger som hårpynt, men er svært glad for på trøjer og t-shirts. Jeg fandt først sent på sæsonen ud af at bruge den sådan, så jeg har kun brugt den een gang t-shirts. Men trøjer duller den dejligt op.

Har du en gammel broche eller hårspænde eller lignende, så prøve lige om den kan noget på din halvkedelige striktrøje. Det kan selvfølgelig også være noget julepynt, hvis du er i det sjove hjørne. Det her outfit, var iøvrigt et af de 6 nye sæt fra mit eget sæson-Garderobetjek, som også virker i praksis. Yay.  

Det var på den store kjole-skala og den lille pynte-skala. Så er der lige midt i mellem og her falder farvede bukser smukt ind i midten. Det er endda også totjalt moderne at have farvede bukser, så hvis du har gået og drømt om et par, der ikke er sorte, blå eller grå, er udvalget rigtigt stort. Det betyder at alle pasformer findes på markedet, altså også en der passer dig. Jeg har et par stykker – ingen af dem er nye, men jeg bruger dem trofast og mest om vinteren. 

De gule bukser passer fint til basisfarverne sort, grå og hvid. Bruger du blå som mig, så sørg for at den blå er denim, så bliver det ikke så svensk en farvekombi. Er du til mere gas, er lyslilla, lyserød, karamel og brun også virkeligt flotte til. 

De rustrøde bukser elsker også basisfarver som lyseblå, grå og sort. Men jeg ville bruge dem til sand, orange eller lilla nu – fordi der er mere pep i den måde jeg sætter farver sammen for tiden. Prøv selv en ny farvekombi af derhjemme og se om den kan noget for dig.

Der skal ikke ret meget til, før man får følelsen af at være i nyt tøj, uden det er nyt. Det ved jeg fra mig selv, men også fra de efterhånden ganske mange Garderobetjek, jeg har lavet rundt hos mine kunder. Nuuuij, nogle fine sæt vi fandt. Mere om det en anden gang.

Spiller garderoben slet ikke? Måske er grunden ikke det du tror

Om det er fordi sæsonen skifter ham på træerne eller min indre tøjkalender, som tuner ind på folks behov for at tjekke garderoben, fordi det bliver koldere, ved jeg ikke. Men den her sang har jeg haft i hovedet siden jeg besluttede at ugens klumme skulle handle om de skift, vi alle går gennem livet ud.

Et fedt underlæg at skrive til – og at læse til, forhåbentlig. 

De skift jeg tænker på, er mange, forskellige og vi gennemgår ikke alle de samme skift. Prøv at tjekke listen herunder og se hvilke skift du har gennemgået i livet. Skift der betød at du måtte revidere din stil og garderobe. Var det da du …

– fik første job efter uddannelse og pludselig var i en helt anden sammenhæng
– fik børn og stod med en forandret krop efter barsel
– gik fra 30’erne til 40’erne
– skiftede karrierespor
– blev gift eller skilt
– tog på i vægt eller tabte dig
– blev alvorligt syg eller rask igen
– gik i overgangsalderen
– gik gråt hår
– fik en ny kæreste og dermed omgangskreds  
– gik på pension
– eller noget helt 11.?

Oftest er det når vi står midt i et skift, at tøjet i skabet pludselig ikke passer mere. Det er ikke (nødvendigvis) størrelsen der ikke duer, men simpelthen udtrykket, stilen om du vil, der ikke passer til den vi er (ved at blive).

Jeg har mødt mange kvinder, der fortvivlet stod i sådan et skift og ikke kunne forstå hvad pokker der var i vejen, men gjorde som vi kvinder tit gør; vendte kritikken indad: “Det er mig, der er noget galt med! Jeg må ændre livsstil, tabe mig, begynde at løbe” og så videre og så videre. I stedet for at tænke at det var tøjet, der er noget galt med.

Det kan måske virke overfladisk at gå så meget op i sit tøj, at man bliver drænet for energi ved tanken om endnu en morgen foran et bugnende skab uden lyst til at have noget af det på. Men tøj er ikke overfladisk, selvom det sidder udenpå kroppen. Tøj er både det vi har allertættest mod huden hele dagen og et visuelt sprog vi bruger til at kommunikere med omverdenen. Det sagde jeg, parantes bemærket, lidt om hvordan Kronprinsse Mary gør, på BT.DK inden efterårsferien.

Derfor er der al grund til at tage sit tøj alvorligt, netop når man står i et skift. Det er her, du kan få en hjælpende hånd fra dit tøj, det nye sted du står i dit liv, hvis du altså får knækket nødden og finder det tøj, som gør dig lidt mere dig selv. Faktisk er rigtigt mange af de knap 2000 mennesker jeg har klædt på, kommet for at få eksperthjælp netop, når de står i et sådan skift, fordi der der plejede at virke, ikke gør det mere.

Man behøver ikke være en kameleon, for at passe ind. Alligevel kan det være rart at man selv har styr på hvordan, man gør det.

Ofte skal der ikke ret meget til, for at selvbillede og spejlbillede igen falder i hak. Måske skal tøjet bare sættes på en anden måde, måske skal der være færre lag, fordi man sveder, måske skal linjerne være lange og ikke taljefokuserede, fordi man buler midt på mens ens krop absorberer en graviditet, fødsel og barsel. Det er ikke svært for en fagperson at gennemskue. Ligesom en god frisør heller ikke har svært ved at klippe al slags hår til kundens tilfredshed, når hen altså bruger både faglighed og menneskelig indsigt. Det kræver nemlig begge dele når man skal forstå hvad kunden ønsker og samtidig vejlede til et godt resultat. 

Hvis du kan genkende dig selv i et eller flere af de her skift, så prøv om du kan identificere hvad netop dit skift kræver. Og parkér så lige tanken om at der er noget galt med dig. Og parkér også lige tanken om at skiftet kræver en helt ny garderobe. Ganske få justeringer kan gøre en enorm forskel for resten af tøjet i skabet. Hvis du ikke kan gennemskue hvilke justeringer der ville hjælpe, er vi tilbage ved eksperthjælp. Hvis du nogensinde har overvejet at få stylisthjælp til tøj, så er det når du står i et skift, at pengene er givet allerbedst ud. 

På den måde slår du to fluer med et smæk og får både styr på din stil og garderobe, men også defineret retningen på den vej, du skal gå nu. Og hav in mente at disse skift sker livet igennem, så fortvivl ikke når det om 5-10 år sker igen, for sådan er livet. Fuld af forandringer, skift og uforudsigelighed. Det er på sigt nemmere at omfavne, end at forsøge at holde krampagtigt fast i det, som engang virkede. 

Hvis man holder fast, kan man nemt ende med en bedaget stil, fordi man ikke er trådt ind sit liv, eller lidt langhåret – sin samtid. Pyt med en bedaget stil, hvis man har det godt i det! Men ikke pyt, hvis det betyder at man giver op, fordi det er uoverskueligt. Der er masser af vitalitet og livsduelighed i at følge med i sin tid og give sig selv frie tøjler til at finde ind i det nye sted man står. Det er på nye vilkår, ja bestemt. Og sjældent kun bedre vilkår. Det kan endda virke som ringere vilkår, når man har fået +10 kg, er blevet forladt, forbigået til det nye job eller har gennemgået en kropsforandrende sygdom. Der ér altid gode ting, som følger med i kriser og skift. Mit liv har taget en drastisk vending flere gange og selvom jeg i situationen havde pænt ondt af mig selv, så er jeg alle gange kommet bedre og stærkere ud på den anden side og har justeret min retning. Og jo, justeret på lidt på min stil og mit udtryk, hver gang. 

Måske er dit skift rent positivt. Du har netop har landet drømmejobbet, fået ønskebarnet eller elsker at pensionisttilværelsen giver dig lov til selv at bestemme hvornår du vil stå op. Alligevel kan det være svært at finde ud af hvad pokker man skal have på i det nye job eller ude i al den fritid – hvad er koderne? Du taler ikke sproget, endnu. 

Hvis du ikke kan eller vil bruge penge på eksperthjælp, så prøv at få hul på det, ved at se på den praktiske del af din nye retning: hvad skal du kunne til hverdag? Cykle, have autoritet, kravle rundt med børn eller børnebørn, se ældre ud end du er, ikke dø af varme flere gange dagligt eller det modsatte – ikke fryse r*ven i laser.

Når de praktiske rammer er på plads, så kig på hvad du allerede har af tøj, der lever op til det. Sorter, så du kan se alt det tøj, som duer. Prøv nu at tænke lidt ud af boksen og overvej hvordan du evt. duller det tøj du har op eller ned alt efter behov.

Har du brug for at være mere præsentabel, så tag de pæne bukser på til den pæne bluse og drop cardiganerne! Puds sko og støvler, stryg det der trænger og brug en fnugrulle på ALT. Eller få gang i den blazer, du ellers ikke kommer i, ved at sætte den til mere afslappede over- og overdele, hvis autoritet er krævet.

Har du brug for at dresse ned, så sæt dine nydelige skjorter til bemeldte cardigan og brug det med bukser, der ikke tiltrækker fnuller. På den måde får du tøj, der fungerer til når man skal være fysisk aktiv, uden du skal tænke over det. Vær ikke bange for at bruge pæne nederdele også, men sæt t-shirts, sweatshirts og strik til i stedet for pæne overdele. Og så selvfølgelig tætte sorte strømpebukser. Så er der kontrast i koderne og balance i outfittet. 

Jeg har mange flere tricks i ærmet naturligtvis, men prøv at starte her. Bare det at kigge på dit tøj med andre øjne end ‘jeg plejer at have det her på sammen’ gør, at du kan få noget helt andet ud af det. Ellers er du selvfølgelig velkommen til at booke min hjælp til et Garderobetjek, så får vi styr på det sammen. 

 

Rigtig god tøjfornøjelse!

Komponér 6 outfits, du drømmer om og få dem helt gratis!

Jeg har glædet mig til det her! To gange om året får jeg masser af gratis nyt tøj, når jeg hiver vintertøjet op fra kælderen og pakker sommertøjet væk. Det har du måske læst om før, for eksempel her eller her. For ikke blot at gentage mig selv, har jeg denne gang stillet krav til min garderobe.

Der er nemlig noget jeg er optaget af i moden og har lyst til at have mere af. Men jeg har hverken penge eller lyst til at investere i nye klude, når jeg har så meget godt tøj allerede. Og ærligt, jeg har helt vænnet mig af med at købe nyt tøj. Jeg købte lidt da jeg besøgte min veninde i Spanien i foråret, men røg i fælden med at købe billigt i stedet for godt.

Det har jeg ikke gjort længe. Og udover den fine blomsterkimono og en grøn skjorte, så er det andet jeg købte, ikke pengene værd, fordi materialerne er så ringe! Snit og udseende er selvfølgelig godt, men især en cardigan og en chemisetop er alt for dårlig kvalitet til at holde. Og det er jo netop derfor jeg investerer i tøj: for at supplere det jeg har og for at BRUGE det. I mange år.

Anyways, jeg blev bekræftet i at kvalitet altid er en god ting, da bunkerne med sommertøj lå på bordet. Meget af tøjet har 5-7 år på bagen og det ene par sko – de blå højhælede sandaler – er fra 2002, et loppefund fra Paris, hvor vi var på studietur med Designskolen. Jeg bruger dem stadig. Sådan vil jeg have mit tøj holder.

Og de brune flade sandaler med chunky sål, fandt jeg i sommers på udsalg sat ned fra en formue til nu en mindre formue. Jeg ELSKER de sandaler. Og de er kvali, som jeg kommer til at slide op, men ikke på hverken 1 eller 2 sæsoner, snarere 5 år. Det vil jeg gerne betale for. Der er også den lille ekstra pointe med dyrt tøj – man passer endnu bedre på det, for det kostede jo mange penge. Det er meget mere bæredygtigt, end brug og smid væk tanken, når vi køber billigt og tænker – nåhr ja, pyt, den var jo ikke så dyr. Men den var dyr i ressourcer at fremstille. Hav det lige i baghovedet, næste gang du falder for billigt. Jeg lover simpelthen mig selv nu at det er slut. Jeg køber sjældent for billigt, til gengæld bliver jeg altid skuffet, når jeg gør det!

Da vintertøjet kom frem fra gemmerne, var der gensyn med tøj jeg næsten havde glemt. Yay! Det er så fedt hver gang. Både fordi jeg får nye ideer til outfits, men også fordi mit skab ser helt forandret ud, når jeg kigger ind i det. Der er ny energi på bøjlerne – uden at bruge penge og uden at belaste klimaet.

Det tager lidt tid, at gennemgå alt mit tøj, for jeg skal jo være sikker på at jeg både kan passe og lide alt tøjet i skabet. Og det ved jeg kun, når jeg prøver det. Derfor, hvis du også vil finde nye fine sæt af kendte klude, så sæt nogle timer af til at prøve lidt forskelligt. Og hold hovedet koldt undervejs, man kan godt gå lidt kold, når det roder vildt og alt er ude af skabet.

Derfor kan det være en god ide at have en plan med oprydningen. Min var denne gang at finde sæt med nye farvekombinationer. Jeg er forelsket i alle de farver der er i moden for tiden. Så planen var at finde sæt, som gør noget anderledes med farver, end jeg er vant til.

Det første sæt er med den grønne skjorte fra Spanien til min godt brugte lyserøde vatterede jakkecardi. Så lækkert spil mellem den grønne og den lyserøde. Samtidig er den ene mat og den anden blank i overfladen. Den lyserøde jakkecardi, er lidt slidt, men sammen med helt sorte jeans, den fine skjorte og pæne sko, får den modspil af alt det pæne. Jeg skal skynde mig at have det her sæt på, fordi det snart er for koldt med så åbne sko. Men lidt endnu går det. Måske kommer der endda en lun efterårsdag, hvor det er perfekt.

Så er der min lækre mønstrede designerskjorte, som jeg ikke får brugt nok, fordi føler mig for tyk til den. Det er jeg ikke, men nu ‘tvinger’ jeg den i brug ved at sætte den til komforzonetøj som mine højtaljerede shorts (med strømpebukser under selvfølgelig) og min lange comfy blazer. Det her sæt glæder jeg mig vildt til at hoppe i, fordi de shorts sidder så møggodt at jeg føler mig som den kropsdue, jeg ikke er. Og de balancerer så godt mod den uvante skjorte, fordi jeg kan sætte den ind i linningen og holde styr på skjorten. Og så slappe lidt af, med længden fra blazeren.

De lange støvler her er fra cirka 2007. Igen et godt køb til en formue fra Dries van Noten, men yes, de holder stadig og er endda kommet på mode igen. Dem kommer jeg til at bruge meget denne vinter. Perfekt til den lille dullede flæsenederdel og min cashmere-strik. Farveskalaen med gammelrosa og lyserød er også inspireret af moden nu.

Og så mit nye påfund med hårpynten brugt som broche. Det look er jeg svært glad for. Men det kræver en prunkløs, kraveløs overdel, hvis den den store sorte, men lette blomst skal være cool og ikke som Alexandra-rosen, hun havde på da hun blev præsenteret som Prins Joakims forlovede. Det var et helt utroligt damet look og jeg vil have et feminint, men kreativt touch. Det er virkelig effektivt til basic striktrøjer. Og til t-shirts, når det bliver varmt nok til at nøjes med dem igen.

Og så det her sæt. Det er næsten det allerbedste! Har lyst til at have det på imorgen! Så lækkert med den stribede bluse til strik og pailletter. En nederdelsversion af 70’er journalist-sættet jeg fandt på for nogle uger siden. Måske klipper jeg ribkanten af den stribede bluse (se hvordan her), så den ikke går så højt op i halsen. Men jeg tror ikke den hør-jersey den er lavet af, kan holde til en rå kant, så jeg må vente til jeg har tid til at lægge den op igen bagefter. Anyways, sættet her er både varmt, behageligt og hverdagsfestligt. Jeg kan næsten ikke vente med at have det på. Men må lige bruge det med de åbne sko først!

Og så et lidt råt sæt med skovmandsskjorte og armyjakke. Derfor har jeg valgt pæne klassiske blå uldbukser til, for at få noget nydeligt med i sættet. Men jeg tror måske jeg vælger mine blå coatede jeans i stedet, for at få en blank overflade til alt det matte. Kontraster, du ved. Eller sætter den grønne satinskjorte til i stedet. Så får jeg både en interessant farveskala-sammensætning, jeg ikke har brugt før og dullet jakken op. Ja, det bliver nok faktisk det jeg vælger, kan jeg mærke. Det har jeg OGSÅ lyst til at have på imorgen!

Efter jeg havde skrevet det her, kom jeg i tanke om endnu et sæt – en gammel chokoladebrun silkebluse fra hedengange Susanne Rützou, som jeg så gerne har villet have i brug, men ikke rigtigt kunne finde den perfekte makker til.

Men fordi mit fokus er at tvinge nye farver ud af min garderobe, holdt jeg den op mod mine løse jakkesætsbukser i mørkerød. En lidt tung farvesammensætning, men med lyse sko og tørklæde er det et så lækkert efterårssæt, jeg heller ikke kan vente med at hoppe i. Nu er dét min favorit til imorgen!

Det ér skønt med nyt. Det giver den der brusende forfriskende følelse af fornyelse, når man forærer sig selv noget nyt. Præcis på samme måde som chokolade opper humøret og alkohol hæver overskuddet. Men det er en kort fornøjelse, hvis man hele tiden køber nyt. Og som med de andre nydelsesmidler, skal der mere og mere til, hvis man prøver at dække et andet behov ved at dulme. Derfor kan det virkelig godt betale sig at afprøve om ens eget tøj kan give den samme følelse, for så bruger man både sin kreativitet, laver et praktisk stykke arbejde, som har lige så direkte payoff, som at klippe hækken eller støvsuge. Overblik og muligheder i skabet er skønt bagefter. Hvis det tøj du allerede har, får bare lidt mere opmærksomhed, istedet for at bruge tiden og penge på at finde og købe nyt tøj, så lover jeg dig at den samme spændte fornemmelse indfinder sig i maven.

Lige nu har jeg allermest lyst til at skynde mig at hoppe i det sidste sæt jeg fandt. Følelsen er den samme, som da jeg i gamle dage havde været ude at shoppe med min søs og ikke kunne vente med at tage det nye tøj på. Forskellen er bare at jeg ikke har brugt en krone.

Jeg fandt 6 spritnye sæt idag. Vil du også lægge en plan for at finde det du går og drømmer om, så tænk over hvad det er du sukker efter, når du kigger på tøj.

At se slank ud? Så lav sæt med en blazer eller lang cardijakke hvor de lodrette linjer deler overkroppen i 3 lodrette linjer –  det slanker. Prøv nok kombinationer til du finder det sæt, som forvandler blazeren til noget du virkelig gerne vil have på. Husk at prøve de kombinationer, du slet ikke har tænkt på også. Det er her magien opstår.

Længes du efter enkle sæt med fokus på det underspillede, så tænk i lag – lad det underste lag spille en rolle fx. ved at lade en høj krave titte frem under en strik, et ærme kigge frem under en jakke, et bælte i taljen, gerne bare sort i sort, sætter også en effektiv prik over i’et.

Er du nysgerrig efter de lange gevandter, som er overalt, så lad være med at pakke sommernederdelen væk, men brug den med en strikvams og støvler til.  Du får endnu mere ud af tøjet, når det holder året rundt. Eller sæt den lange cardigan til bukser med brede ben, så rammer du 70’er viben på en anden måde. Her er det godt med en lille hæl til, ellers kan looket blive noget tungt.

Jeg har tvunget farver ud af min garderobe, som jeg ikke vidste fandtes der og har igen overblik over tøjet i mit skab. Kom an, lange mørke vinter, du bliver ikke spor kedelig, for jeg skal gå i nye farvesammensætninger og være både festligt klædt og have det varmt nok. Alt sammen uden at spendere en eneste skilling.

Har du også en uopdaget formue i tøjskabet?

Det havde jeg!
63 stk, faktisk. 

Tøjet her, er ubetaleligt, fordi er det er

Y N D L I N G S T Ø J 

Skuffet? Hæng lige på, så tjekker vi regnestykket sammen og så kan du droppe at læse Tirsdagstøjklummen ever again, hvis du synes at NU, er jeg langt ude.

Jeg har 63 stykker yndlingstøj, som er tøj jeg har haft i op til 14 år, har brugt mindst 20 gange – det meste mange flere gange – som jeg altid har det godt i og synes jeg ser godt ud i.

Og nu til regnestykket – tæl dit yndlingstøj. Hvor meget blev det til? 5, 10 eller 34 styk? Mere?

Yndlingstøj udgør en ubetalelig formue, fordi selv hvis du kunne plukke penge af træerne, så er det her tøj, noget du ikke lige går ud og finder igen.

Jeg gentager: yndlingstøj, kan du ikke lige gå ud at finde, selvom penge ikke var et problem. 

Yndlingstøj har taget form efter dig, du kan stole på det – knapperne åbner lige præcis ikke op over barmen, lynlåsen er helt lukket hele dagen, stoffet klæder din nummi SÅ godt, strikken er som at kravle ind i livmoderen igen (sorry, men I er med ik’?).

Og så ser du møggodt ud i det her tøj og frygter den dag det ikke kan mere for, hvor skal du finde noget lige så godt tøj?

Se nu nærmer vi os tøjets sande værdi: det er næsten ubetaleligt, fordi det kræver både tid, penge og lidt held at finde igen.

Tæl dine tøjskatte i skabet. Sæt pris på dem, for ikke alene gør det tøj dig godt hver gang du hopper i det. Du kan også lære noget af det. 
 

Når du har talt færdig, er her starten på en liste til

Hvad er din personlige stil?
Hvilke farver er lige dig?

Derudover giver listen overblik. I mit tilfælde er det tydeligt, at jeg ikke har behov for mere nyt tøj og HVIS jeg investerer i nyt skal det i hvert fald ikke være hverken t-shirts, lange jakker, jeans eller strik. Og hånden på hjertet heller ikke mere tøj i lyserød og brændte farver eller underdele i sort eller blå. Det går fint at variere dem jeg har.

Kan også se at der faktisk kun er en ting, der virkelig trænger til udskiftning: en ny hvid skjorte. Jeg voldbruger den jeg har, derfor er den gul under armene og ikke rigtigt hvid mere. Trods nænsom pleje og vask, efter mere end 40 gange i brug, på de 3 år jeg har haft den, er den snart træt. Og jeg er træt ved tanken om den skal skiftes, for det er dyrt og jeg vil bare have den samme igen.

Det er det, yndlingstøj kan: det skal bare holde for evigt. Dét er ubetaleligt.

NB! Et tip til træt yndlingstøj: flyt det over i “søndagsbunken” og brug det på legepladsen, i sommerhuset, til at tulle rundt i derhjemme og pludselig er du velklædt i en gammel yndlingskjole, som er skøn at have på, men bare er for slidt til at kunne mere ude i verden.

Tæl også dine tøjskatte så du er kræsen, når du skal investere i nyt tøj. Det skal jo være nyt yndlingstøj.

Vil du spare skejser?

… så brug Garderobeskolen Online til at lære hvordan du får MASSER af nye muligheder med yndlingstøj – og forvandler ubrugt tøj fra skabet til nyt yndlingstøj. Det runder vi nemlig i opgave 24 til Lektion 5. 

G A R D E R O B E S K O L E N    O N L I N E

1495,- inkl. moms

(Eller det samme som take away i et par måneder …)

Onlinekurset kan købes 8 dage endnu

Kurset består af 6 lektioner, som er videomoduler, hvor jeg viser og forklarer alt fra oprydning, selvbillede, outfitmetoder, stylingprincipper, vedligeholdelse til hvad du skal overveje, næste gang du køber nyt. 

Der hører opgaver til alle lektioner, 28 opgaver i alt. Lav dem efter tid og temperament, for du kan enten:

Se alle filmene hurtigt og kickstarte din nye garderobe fra dag 1. Eller se filmene langsomt en af gangen, lave opgaverne der hører til, forvandle dit tøjskab fra bunden og få de nye vaner til at sætte sig fast. 

Og så skriver du bare til mig, hvis der er noget du vil have respons på: et outfit eller en farve du er tvivl om eller noget helt tredje.
Jeg glæder mig til at hjælpe!

Vil du være med, er kurset dit (dit private kursus, må naturligvis ikke deles) til evig brug og eje. Du kan logge ind og bruge det når som helst.

En af dem, der har investeret i Garderobeskolen Online siger

“Filmene (…) er alle vildt gode, inspirerende og brugbare, sådan “hands on” direkte. ‘Nårh ja’ tænkte jeg mange gange undervejs. Det er gennemtænkt organisering af principper uden at være regelstift”

Sanne Thyrgaard Jensen, 58 år

Psst. pengene er tjent ind, når du ikke behøver købe nyt tøj i vinter, men har 20 nye sæt klar efter et par lektioner af Garderobeskolen. Ses vi i Garderobeskolen?

Hov! Jeg lyver for mig selv i mit tøjskab. Gør du også?

Igår lavede jeg det traditionelle forårsgarderobetjek i mit eget skab. Og efter jeg har holdt mange foredrag om at rydde op i garderoben, hvor en af pointerne er, at tøjet i garderoben skal du både kunne passe og lide, måtte jeg sande, at jeg ikke har taget min egen medicin. Siden jeg pakkede sommertøjet væk i oktober har jeg tænkt på een ting med mit tøj, hvor jeg ikke er ærlig overfor mig selv: Jeg har alt alt alt for meget tøj fremme, som jeg ikke kan passe. 

Ja, så er jeg lige blevet lidt tykkere i vinter og de kilo plejer at ryge af igen til foråret, men alligevel. Alt for meget tøj, jeg har fremme, som jeg måske ville kunne komme til at passe. Men surprise, jeg kom jo ikke til at passe det! Og det duer ikke. For så hænger det og ligner det en mulighed, men det er ikke en mulighed.

Så denne gang måtte jeg se virkeligheden i øjnene og vitterligt prøve alle dele, for at se om det passer. Ikke bare sjusse mig frem, fordi det har jeg styr på. Næ, jeg er ligesom alle andre, der gemmer tøj til 'hvis nu'. Og det tøj hænger og håner mig dag ud og dag ind, fordi jeg ikke kan passe det. Det er lige lukt ned i den dårlige samvittighed og giver på ingen måde god karma! Så var jeg igennem alle dele, mærkede, tjekkede i spejlet og valgte til eller fra. Og til min overraskelse fandt jeg også en del jeg troede var for småt, men som slet ikke var det. Yay!

Men skinny-bunken blev altså ret stor ...  

Skinny-bunken er aaalt for stor denne gang ... øihsj!

Selvom jeg synes det er møgirriterende, er det bedre at få alt det tøj, der er for småt, ud af skabet og pakket i kælderen. Det meste i den kuffert er 1-2 størrelser for småt, så jeg smider det ikke ud (endnu), da jeg svinger i vægt. Men hvis jeg så smider en størrelse, må jeg hente det op igen. Det skal ikke hænge der og grine af mig hver dag. Og hvis jeg kan se til efteråret eller om et år, at det er helt urealistisk at komme i det tøj igen nogensinde, så må jeg give det videre. Det nytter ikke at gemme en masse til hvad nu hvis ... Hellere slutte fred med kroppen på den ene eller den anden måde og have et skab fyldt med yndlingstøj, der er lige til at hoppe i. Det giver hverdagsvelvære.

Så kom turen til at pakke vintertøj væk og denne gang var jeg også mere ærlig og konsekvent. Jeg har pakket mere væk end normalt og det gjorde jeg også med sommertøjet i oktober. Fordi alt det jeg tænker jeg liiige kommer til at bruge off season (som det ene par sommerbukser jeg lod hænge fremme i vinters og har brugt lige præcis nul gange), er jo rent tankespind. Jeg VED godt at jeg ikke går i tynde sommerbukser i vinterhalvåret. Punktum. Derfor væk med dem. Det samme med tykke trøjer, tætte langærmede bluser, vinterbukser om sommeren osv: i kælderen med det. 

Husk også at pakke store halstørklæder væk. De fylder og du bruger dem ikke alligevel.

Masser af vintertøj pakket væk. Det giver plads og overblik i skabet!

Til gengæld blev jeg så megaglad over at pakke alt det fine sommertøj frem, som jeg ufatteligt nok næsten glemmer jeg har - selvom jeg har haft det meste i årevis. Det er seriøst, som at få en ny garderobe 2 gange om året. Helt gratis. Jeg har sikkert også mere tøj end de fleste, men efter mange Garderobetjek, kan jeg også konstatere at jeg bestemt ikke er alene om at have en del tøj. Jeg har bare ikke det hele fremme hele tiden.

Jeg blev så glad, da jeg genså alt det fine sommertøj! Det er seriøst, som at få nyt tøj ...

En anden fordel ved at pakke frem og tilbage med årstiden er, at jeg hver gang kommer på nye outfits, fordi jeg ser tøjet med andre øjne, efter et halvt år ude af cirkulation. Måske har jeg også købt eller fået (jeg er så megaheldig at arve tøj fra en veninde der bruger samme størrelse, som jeg) lidt nyt tøj siden sidst, som jo ikke har været i brug til tøjet i kælderen. Det giver nye uprøvede kombinationer.

Tjek bare de her 4 fede sæt, jeg aldrig har haft på før. Men øj manner, jeg glæder mig til jeg skal det. Kan næsten ikke vente med at komme i især de to sidste sæt.

Nyt sæt med melon, laks og sommerternede bukser ...

Bukserne stumper og jeg vil sætte glimmerstrømper eller støvler til, så jeg kan bruge dem allerede nu.

Den grønne t-shirt hiver det grønne frem i nederdelen. Den lyseblå cardigan samler det.

Den grønne t-shirt er ny og jeg har slet ikke overvejet at bruge den til nederdelen. Men orh, det bliver pænt med sneakers til!

Blazeren har jeg arvet fra en veninde og jeg kommer til at voldbruge den ... nu hvor min blommefarvede blazer er røget i skinny-bunken, ØIHSJ!!

Jeg styler sjældent nederdel med blazer, fordi de smalle pencilskirts bliver så stewardessede med en blazer til. Men den her korte, lette leo-nederdel har et tøset udtryk (en legende, ung kode, om du vil), som giver fint modspil til den nydelige jakke (tøjkode: autoritet fra herregarderoben). Med en t-shirt under, som samler både de gyldne knapper + det gyldne i leo-nederdelen op, bliver sættet en fin helhed. Jeg skal have det på på torsdag, ud til min kunde. Glæder!

Grov denimskjorte til let plisseret sommernederdel og sorte netstrømper i overgangsperioden.

Den grove denimskjorte vil jeg lade hænge løst ned over den fine plisserede nederdel. Til faste læsere: ja, du læste rigtigt. Løst ned over. Selvom jeg næsten altid prædiker 'sæt overdelen op i linningen' vil den tynde nederdel med den tykke skjorte udover, blive til forårsversionen af looket, der har været på på gader og stræder hele vinteren: grov strik over tynd kjole.

Fordi nederdelen er lys, vil jeg ikke sætte tætte sorte tights til, men vente til temperaturen lover klar til netstrømper. Yay, jeg glæder mig også til det her sæt, altså!

God fornøjelse med at pakke frem og tilbage, hvis du har fået lyst til det. Sørg blot for at bruge helt lukkede beholdere som fx. plastickasser med kliklåg eller som i mit tilfælde: kufferter ... jeg rejser tydeligvis ikke så meget at jeg skal pakke om 😉

Glædeligt forår!

Du kan også få min visuelle guide til at lave 9 nye outfits af det du har i skabet, hvis du tilmelder dig nyhedsbrevet …

Modemesserapport del 2: De perfekte bukser

Anden del af rapport fra modemessen kommer her. Idag om hvilke snit der kommer og fine styles du kan holde øje med. Mode, tsk tsk … hvad med det bæredygtige tøjforbrug?

Moden producerer nye behov, forbruget af tøj går kun opad og kloden kan sgutte holde til det. Jeg snakker næsten altid om at bruge det man har, arbejder med Garderobetjek, hvor vi igen og igen laver decideret nye sæt af det der hænger i skabet. Holder foredrag om hvordan du selv kan få meget mere ud af det du har i skabet. Og er personligt, træt af forbrug for forbrugets skyld. Men jeg bliver aldrig træt af det rigtige tøj til de rigtige mennesker. Derfor researcher jeg naturligvis de kommende kollektioner, så jeg har styr på udvalget. 

For jeg er ikke træt af at hjælpe med at finde præcis det rigtige til dig, når du alligevel skal ud at investere. Tænk lidt på dit tøjforbrug på den måde: det er en investering i en velklædt hverdag, i tøj du føler dig hjemme i og som du ved vil forny det derhjemme. Hvis du tænker investering, er det også nemmere at styre udenom hurtige hovsa-køb du lige faldt over … dem skal du virkelig prøve at undgå. For din egen pengepungs skyld og for miljøets!

Investér istedet i
  

Tøj, du reelt mangler, istedet for at købe det du plejer

Tøj, der reelt fornyer, istedet for mere at det samme

Når du vælger det rigtige, så køber du yndlingstøj, du slider op. Dét er bæredygtigt!

 

Og psst: jeg har endelig fundet den perfekte buksemodel med brede ben, som også passer dig med korte ben, bred mås eller andet der gør at du ikke lige hopper i de voluminøse bukser, som er tjotalt in. De er nederst i klummen.  

Tilbage til kollektionerne, der kommer i løbet af sommeren og til efteråret. Det dominerende snit (den nye silhuet), uanset om du er høj, lav, tyk eller tynd, har: taljefokus, smal overdel og volumen i underdelen. Den silhuet har været på banen så længe, at du nu kan få beklædningsdele med det snit, som passer præcis til din facon, lissom med de perfekte bukser. 

Se bare hvad der kommer hos henholdsvis Masai og InWear til efteråret. Den samme silhuet selvom de unægteligt ser forskellige ud. Men det gør vi jo også. Og du kan med rette fremføre at sweateren fra Masai ikke er ret smal. Nope, men det er Masai’s kernekunde typisk heller ikke. Tjek lige hvor fint, det alligevel markerer lidt talje, når der er sat et lille nap af underkanten ned i linningen på nederdelen.

Masai’s AW (Autumn Winter) kollektrion
InWear’s AW kollektrion – det er modellen til højre, jeg skriver om. 

InWear’s silhuet er til de lidt slankere – størrelserne går fra 34 til 44, så mange kan også være med der. Du behøver jo ikke bruge en tyk trøje til, hvis du ikke kan lide det. Men looket a la Babara Streisand i filmen ‘The Way We Were’ er dælme læx, synes jeg. Hvis du sætter en skjorte til, så prøv lige at knappe den helt op i halsen. Det giver den en lidt cool karakter og gør den mere bluse-agtig i snittet. 

Birgitte Herskinds’s AW kollektrion

Er du bare ikke til volumen i nederdelen, så tjek den her fine draperede model ud. Den er smal, men ikke stram. Afslører ingen buler, camouflerer med rynkerne. Og så er det ret fint med shiny brokadestof, som kontrast til for eksempel store, tunge sweatre og støvler. 

Underdele med volumen, kræver lidt kortere overdele, for at du ikke går ud i et stort telt. Det er tit svært at finde jakker, som ikke er totalt damede eller meget casual. Enten bliver det noget Chanel-jakke eller noget cowboyjakke. Jeg kiggede meget efter gode forskellige bud, fordi de er svære at finde. Det eksklusive og hundedyre strikmærke Busnel har lavet modeller med virkeligt gode snit – nu også i bomuld. Jeg ved at flere af mine Personlig Net Shopping-kunder rigtigt godt kunne lide modellen, men at den kradsede. Det er løst med bomuld. Yay!

Strikjakker fra Busnel Man kan skifte knapperne ud. Men de er nu meget cool, hvis man alligevel sætter den til noget med kant, synes jeg.
Strikjakker fra Busnel

De to korte jakker her er er også fine bud. Og helt forskellige. Den fra Schulz by Crowd er let og vatteret. Får facon med bindebæltet! Iro-jakken med gode neutrale farver er en klassiker. Vær obs på at ærmerne tit er lidt smalle fra det mærke. Fordi det er fransk, er det designet til kvinder der ofte er mere petit, end skandinaviske. 

Schulz by Crowd er et bæredygtigt mærke.
Iro er klassisk fransk. Hele kollektionen er rå og elegant. Ikke damet, men … dyrt. 

Er du bare ikke til de korte jakker, så hvad med at give den lange cardigan en pause og springe ud i en af fast stof. De to vidt forskellige her kan du bruge som overgangsjakke, hvis du investerer tidligt på efteråret. Men bring dem gerne videre med ind i vintergarderoben til jeans, kjoler, pæne bukser … tja, til næsten det hele. Dog ville jeg undgå store løse gevandter med en stort løs jakke udover. Lidt kontrast er altid godt. 

Rabens Saloners …

 

Mads Nørgaard

Og så er det en god ide at finde dig et par sneakers, du kan lide. Om det er en meget sporty model, som her fra det danske fremadstormende sneakermærke Arkk eller mere klassisk med en hvid kant hele vejen rundt, er lige gyldigt. Men sneakers er for alvor trådt ind på de bonede gulve. Tænk bare på Kronprinsesse Marys styling af en fin kjole i vinters i Rom: med sneakers

Jeg er VILD med de her lidt futuristiske, men velkomponerede sneakers fra Arkk.

Ooog så rosinen i pølseenden – den buksemodel jeg har ledt og ledt efter til dig der gerne vil være tjekket, men ikke er klar til de store voluminøse bukser. De er for markante til mange og heller ikke gode til store maver eller korte ben. Min typiske kunde har behov for at være lækker og godt tilpas, men hun vil også cykle, løbe hurtigt efter sine børn, gå i flade sko og så videre. Tøj skal passe til hverdagen. 

Derfor har jeg ledt efter bukser med brede ben, som mange kan bruge – fede og moderne, men ikke alt for vilde. Dem fandt jeg på modemessen i Bellacentret hos et buksemærke jeg i forvejen er kæmpefan af, har solgt utroligt mange af og går i selv: FIVEUNITS!

FIY: Hos mig får du uafhængig rådgivning om det rigtige tøj til de rigtige mennesker. Jeg har ingen økonomiske interesser, ingen spons, ingen reklame eller forsøger at sælge dig de her bukser. Jeg ved bare at de er fantastiske

 

Tadaaaaa!


Modellen hedder Angelie Straight Belted (pil bæltet ud, hvis du ikke er til det) og kommer til juni/august.

En videreudvikling af klassikeren Angelie, men nu med perfekt vidde i benet, også til de kortbenede. Også til os med mave. De sidder højt i taljen, men falder en smule ned (uden hængerøv, bare tjekket) og det giver et fladt stykke lige på maven (ja, den tykke del under navlen, tro det eller lad være). Lommerne kan lynes så de ikke flapper. Sømmen ved lommerne, skærer visuelt lodret, således at de opdeler lårbasser og mave i lodrette stykker istedet for et stort vandret snit. Med andre ord: du kommer til at se tyndere ud, end du er.

De her bukser giver helt anderledes udtryk end smalle bukseben. Måske ser vidden ikke ud af meget, men jeg garanterer dig, at det giver et moderne, opdateret look, hvis du har gået i smalle bukser i årevis. Brug dem med sneakers eller støvler til hverdag. Størrelserne går fra 24W til 33W og du skal en størrelse nedfra normalen. 24W svarer til str. 32 og 33W til en str. 46. 

NB! Har du meget lange ben, så vælg i stedet modellen Clara Long, fra samme mærke. De er i butikkerne allerede nu.

That’s all for now, folks!

Vi skrives næste tirsdag …

Rapport fra modemessen del 1: farverne!

Modeugen er slut - Verdensfirmaet var på messe for at se (og mærke!) de nye kollektioner, som kommer til efteråret. Nu er der styr på hvad jeg vil anbefale til høje, lave, tykke og smalle.

Men hvad med bæredygtigt tøjforbrug, når du snakker mode og at købe nyt, tænker du måske? Jeg har kampagne på mit populære Garderobetjek og det handler jo netop om få en masse ud af det du har. Pointen når du får overblik i din garderobe, er, at den fyldt med tøj du kan passe og lide. Desuden er du blevet megagod til at sætte det sammen på nye måder.

Derfor kan du også se hvad du mangler og begynde at købe tøj på en helt ny måde: velovervejet og planlagt. Ikke impuls- eller trøstekøb, skadeligt for både din økonomi og resten af planeten. Investér istedet i

1. tøj du reelt mangler, istedet for at købe det du plejer
2. tøj der reelt fornyer, istedet for mere at det samme

Når du vælger det rigtige, så køber du yndlingstøj, du slider op. Dét er bæredygtigt!

Yndlingstøj, kender du: det, du har lyst til at have på hver dag, som til sidst er slidt op og bare du havde købt flere af samme slags ...

Så tilbage til modemessen!

Du kan nemlig bruge tendenserne her til at se hvor lidt moden reelt skifter. Brug glad det nye du har købt i år eller sidste år! Eller også er du måske først ved at være klar til at hoppe med på noget af det nye nu, hvor du har kigget på det i nogle sæsoner?

Hvis du begynder at varme op til at komme i noget nyt, så vil jeg anbefale dig en lang, let kjole eller nederdel. Du kan allerede investere i den her til foråret, for de forandrer sig ikke markant til efteråret - og de har været her i 2 somre allerede.

Er du klar nu, så får du glæde af kjolen hele sommeren med bare ben også. Og du kan endda starte med at bruge den tidligt, hvis du tager dine smalle jeans under. Jæs jæs, kjole og bukser er tilbage full on - det ved du jo allerede hvis du også læste med før jul, hvor vi kiggede på trends, der er til at bruge

Udover lange længder, var farverne ligeså iøjnefaldende, som de har været det en rum tid. Udnyt at der er farver i moden nu, der reelt ikke har været til at opdrive i mange år. Et eksempel: hvis jeg for 5 år siden havde en kunde, der gerne ville i smaragdgrøn, turkis eller lilla, kunne jeg måske finde en enkelt polo t-shirt fra Ralph Lauren (amerikansk mærke med en anderledes farveholdning end vores skandinaviske). Og den polo faldt sjældent sammen med kundens smag.

Men se nu den her turkise fra Second Female.

Second Female

Eller den koboltblå fra Stella Nova

Stella Nova

Markant er det også at de mættede jordfarver bliver ved med at fylde så meget. Se hos Notes du Nord - og se hvordan jordfarverne lyser op mod blå - de kan være klassisk 'kapitalistlyseblå', som en kunde engang døbte den farve herreskjorter tit har - SÅ præcist! Det kan være denim blå, førnævnte turkis, midnatsblå eller kobolt. Kombinationen er smuk uanset.

Notes du Nord

Hos svenske Rodebjer bruger de den allestedsnærværende mintgrønne, som kontrast til de brændte farver og for poksi! Det' pæææn, hvar?

Rodebjer

Lidt mere afdæmpet er det hos deres svenske kollega Whyred, hvor du også kan se at fløjl, som kæmpetrend fortsætter. 

Whyred

En anden markant tendens er de ternede nederdele. Tunge og kraftige i en a-line silhuet. Her hos Designers Remix, som havde lavet en bæredygtig kollektion. 

Designers Remix

Jeg fortæller mere om hvilke styles og silhuetter der fortsætter og hvilke der træder i karakter i et andet indlæg. Men kan du lide farverne? Har det smittet af på dig at der er så mange farver overalt?

Har du lyst til at kaste dig ud i farver, kan du få hul på det, hvis du bestiller et Garderobetjek. Booker du senest 20. februar får du en garderobe fyldt med tøj du har lyst til at have på og ved hvordan du skal sætte sammen.

Plus du får dit helt eget outfitbibliotek på mobilen, med billeder af alle de nye sæt vi laver (i gennemsnit 67 sæt pr. gang). 

Og der er mere endnu: oveni hatten får du 1 stk Personlig Net Shopping. Der er ingen tidsbegrænsning på hvornår du indløser det, så vent til behovet er reelt. Til gengæld kan du nyde at jeg kender dig og din garderobe og er din Personlige Shopper, som kan udvælge tøj, præcis til dig. 

Alt det koster normalt ialt 3820,- dKr, men din 

KAMPAGNEPRIS er 2995,- inkl. moms!

Ses vi?