Derfor har jeg gået og tænkt. Gider du ikke høre de tanker, men vil høre om tøj, så spring længere ned.
Det jeg har tænkt er, at vi for første gang (i min levetid), gennemgik en kollektiv oplevelse, da corona ramte. Bevares, vi reagerede forskelligt, havde forskellige udfordringer og løsninger. Men det at gennemgå noget ukendt, hvor vi alle stod i det samme og langt hen af vejen var nødt til at gøre det samme, det var en kollektiv oplevelse.
Vi kom til at spejle os i hinanden med gode og mindre gode resultater – fællesskabet var rart, ensretningen mindre rar. Sådan havde jeg det i al fald. Men det er nu ikke pointen jeg vil frem til.
Pointen er, at jeg oplever at nu sker det igen. I lidt mindre skala. Nu står vi alle sammen igen i det fælles vilkår, at verden er åben.
Og damn det går stærkt med fritidsaktiviteter, forældremøder, foredrag, kurser, fester, hytteture, middage, koncerter og alt det andet jazz, som også er mega sjovt.
Mængden af det, er måske mindre sjov. Mængden og tempoet står i skærende kontrast til roen, da vi var tvunget til ikke at være ude.
Det her er individuelt, jeg ved det! Jeg skriver fra mit synspunkt, selvfølgelig. Men alligevel har jeg fornemmelsen af at stå midt i den her kollektive overvældelse. Det er vist ikke et ord. Men det er sådan det føles. Overvældende.
Overvældet af hverdag. Af gøremål. Af en åben verden. På trods af at det også er DEJLIGT.