Tøj er ligegyldigt, når det utænkelige sker! Eller er det?

Denne uge, bliver det alvorligt (og længere nede hylende morsomt, hvis vi deler humor. Det håber jeg vi gør), men ikke desto mindre relevant, for jer der læser med her, fordi I er kvinder.

Hvert år rammes i gennemsnit 4694 kvinder af brystkræft (tal fra Kræftens Bekæmpelse). Du kender garanteret selv en, som er eller har været ramt af brystkræft. Måske har du selv været igennem møllen. 

Jeg gør. Min mor fik konstateret brystkræft da hun var 49 år. Skynder mig lige at sige, at hun lever i bedste velgående og er 65 år. Hun var heldig. Vi er heldige. Mega! For da ulykken ramte faldt min verden sammen. Det genkender du også ved jeg, hvis du selv har prøvet det eller nogen tæt på har.

Det ‘lykkelige’ ved brystkræft er, at det er blevet en diagnose med gode former for behandling og helbredelse, dens alvor og grusomhed til trods. Således lever 97 % af de ramte efter 1 år. Og efter 5 år er tallet 87% (tal samme sted fra). Uanset grusomheden, er der dog en vis trøst at finde i de procenter, synes jeg. 

Og det bringer mig videre til dagens emne: at leve med eftervirkningerne af brystkræft – en ofte forvandlet krop, fordi mange får fjernet et eller begge bryster. Der sidder så meget personlighed, kvindelighed og ja, tradition i de bryster.

Faktisk havde jeg selv som yngre, altid drømt om at få opereret mine bryster mindre, når jeg engang var færdig med at få børn og amme. Fordi jeg altid havde været ked af deres størrelse. Men efter min mors sygdom ændrede det sig: jeg er sgu’ så glad for mine piger. De gør og har gjort det fantastisk. 

Ingen indgreb til mig, tak.

Så heldige er de mange der rammes af brystkræft ikke allesammen, og selvom at overleve og leve er fantastisk, så er udgangspunktet forandret for evigt. Min egen mor har jeg lige spurgt idag, hvordan hun egentlig har det med sin krop, så mange år efter. Set fra min side er hun nemlig ret cool – går med i svømmehallen og bader med os andre, klæder om på stranden og gør altid noget ud af sig selv.Men hun sagde at det har påvirket hendes selvbillede. Hun føler sig mindre kvindelig, selvom hun lever fint og ikke bruger så meget krudt på det. Hun er glad for sit liv som det er, fordi alternativet jo ikke er et alternativ. 

En anden, der er igang med at lære at leve med en forandret krop, er min kunde gennem mange år, Tina. Hun sendte i februar den her mail, som jeg lige skulle være klar til skrive om, for skrives skulle der. Læs selv hvorfor. 

Kære Laura,

Din seneste nyhedsmail, har været så inspirerende at jeg må skrive til dig, og fortælle hvor stor indvirkning, det du skriver i din blog har haft på mig. Undskyld, at jeg bare åbner hjertet, men jeg vil så gerne fortælle dig, at det du foretager dig, gør en vigtig forskel.

Jeg har det meste af mit liv, været rimelig godt tilfreds med hvordan jeg så ud, både når jeg var str. 36 og str. 42. Nu efter operation og fjernelse af bryst på grund af kræft, har jeg kæmpet en daglig kamp for at få den følelse tilbage. Jeg har bl.a. hængt slogans op på spejlet og på indersiden af min hoved- og køkkendør, så jeg kunne læse dem før jeg gik ud. For at give mig selv alle de positive boosts jeg kunne.

Jeg har fået en helt ny krop som jeg ikke kender, nu er det maven der stikker ud og ikke brystet. Det tøj, jeg var glad for før operationen, føles bare ikke komfortabelt mere og meget af det kan jeg ikke længere passe, endsige få på, fordi lynlåsen sidder i ryggen, eller fordi jeg ikke kan manøvrere armen ind i en tight-fittet jakke i prinsessesnit. Så jeg har, på baggrund af inspiration fra dine blog indlæg, pakket det meste af min garderobe væk, for ikke konstant at blive mindet om det der ikke duer.

De fleste professionelle, der har hjulpet mig i mit sygdomsforløb, har sagt til mig at jeg kan gemme mig i en baggy bluse med et tørklæde om halsen, men jeg vil ikke gemme mig. Eller, at jeg da bare skal bruge protese, for så kan jeg jo passe alt tøj. Men protesen føles, lidt som at gå med en roll-on for at skjule maven. Jeg er mig og jeg vil ikke skjule hvem jeg er eller hvad livet har givet mig.

I den her nye krop har jeg ikke kunnet finde ud af hvad der gjorde mig veltilpas. Lige undtagen de tre outfits jeg nåede at få ved vores sidste session i Magasin, og de har været vidunderlige at leve i, men nu er jeg tilbage på arbejde igen, og det tøj jeg før har vidst, at det kan jeg da bare bruge, fungerer overhovedet ikke mere. Simple klassiske snit i én farve (som jeg altid har elsket) får mig til at se skæv ud i kroppen og fremhæver forskellen mellem min højre og venstre side, og det gør mig ikke glad. Så jeg er blevet kastet ud i at skulle lære den her krop at kende på ny og samtidig ikke kunne have mit comfort-dress på, men måtte lede efter helt nyt tøj uden at vide hvad jeg ledte efter.

Jeg har søgt og søgt på nettet, men der er ingen rollemodeller i samme situation som jeg, der kunne inspirere mig. Jeg har brugt timevis på webshops, og hvis jeg har fundet noget der kunne bruges, har det så halvdelen af gangene været draperinger på højre side, og ikke venstre side, hvilket er det jeg har brug for. Eller også har det været en eller anden avantgardedesigner fra Japan eller Frankrig til priser hvor jeg slet ikke kan følge med, eller tøjet har været i polyester, hvor min hud bare går helt amok, så begrænsninger, begrænsninger, begrænsninger…

Igennem hele denne proces, har din blog og dine instafeeds været en fantastisk kilde til inspiration og opmuntring. Når det har været allermest øv, har dine tekster mindet mig om at: Nej, det er ikke mig der er noget galt med. Hvis jeg ikke føler mig godt tilpas, er det tøjet der er forkert, og ja, jeg har ret til at føle mig godt tilpas, glad og tiltrækkende.
Du har mindet mig om, at hvis jeg ikke længere kunne spille efter de tøj-koder jeg har været vant til, jamen så havde jeg jo en god mulighed for at eksperimentere med nye. Og ud med det tøj der ikke længere virker for mig, at når jeg kigger ind i mit skab, skal jeg have følelsen af Jubiiii!!!, og alt der ikke passer ind under den følelse, ryger ud.

Så jeg tænkte, det må fandme være løgn. Kan jeg ikke købe det tøj jeg har brug for, så må jeg selv lave det. Jeg gider ikke længere windowshoppe på nettet og få dårlig selvfølelse af det. Så jeg støvede mine gamle symaskiner af, og bruger nu timerne på nettet på at lede efter snitmønstre, jeg kan tilrette eller spejlvende og masser af glade timer på at finde stof i naturmaterialer, med flotte mønstre og sy, kjoler og bluser, som når jeg tager dem på, får mig til at føle mig lækker, glad, og godt tilpas i min krop. Og søreme, pludselig er der en pæn mand på caféen, som smiler og ønsker mig en god dag.

Ja, man kan godt se at jeg ”kun” har ét bryst, men det er OK for det er sådan jeg ser ud, og jeg glemmer at min krop har ar og mangler, fordi jeg føler mig så godt tilpas i mine nye asymmetriske bluser og draperede kjoler i flotte mønstre. Jeg har opbygget et snitmønsterbibliotek hvor jeg de næste mange år kan gå ind og vælge og vrage, hvis jeg har lyst til noget nyt. Alt sammen fordi du uge efter uge har mindet mig om hvad der er vigtigt i forhold til tøj og velvære, samt at jeg selv kan gøre noget for at ændre på det der ikke virker.

Din seneste nyhedsmail, skraldgrinede jeg først til roll-on filmen (…)

https://www.facebook.com/Pretty52Official/videos/476419832863218/

(Den her og den kan altid tåle et gensyn, red)

(…) og da jeg så læste teksten fældede jeg en tåre og tænkte, jamen det er jo dét jeg søger. Jeg vil ikke føle mig utilpas i mig selv. Jeg vil gå ud i verden og føle mig godt tilpas og slet ikke tænke på de ar og skavanker der er inde under tøjet. Samtidig har jeg så glæden ved, at det her er noget jeg har gjort og skabt for mig selv.

Så nu har jeg printet din tekst nedenfor ud, og sat op på mit spejl, for det er sådan jeg skal have det hver eneste dag!

Deres krop ændrede sig ikke…

De kom bare i tøj, som fremhævede de sider, de var glade for ved dem selv. De opdagede deres fordele og glemte helt begrænsningerne. Det rigtige tøj til de rigtige mennesker gør en enorm forskel, for hvordan du ser dig selv. Men den allerstørste forskel er, at du selv begynder at flytte fokus fra det dårlige til det gode. Tøjet er en hjælp på vejen dertil.”

(Citatet er fra en gammel nyhedsmail, hvor jeg rantede om kvinder og deres selv-/og spejlbilleder så jeg kan ikke linke, red.)

Så Laura, hvis du er kommet hele vejen igennem min laaange fortælling her, skal du vide at dit arbejde har en væsentlig indvirkning på måden vi som mennesker kan ændre vores syn på tøj og udseende, og hvordan vi bruger det i vores liv. Så du skal bare fortsætte, med det du gør for du gør et vigtigt arbejde.

Mange taknemmelige hilsner

Tina

Tak til dig, Tina, fordi du tog dig tid til at skrive og fortælle om bump og glæder. Det er fedt at følge din vej på Instagram. Tina skrev iøvrigt idag, at hun bevidst har valgt at være åben omkring både det gode og det dårlige. Fordi hun måske på den måde kan finde ligesindede, der som hun selv kæmper under og efter sygdom. Åbenhed er ikke selvfølge, når det kommer til selvbilleder under sygdom, kan jeg forstå på hende. 

Jeg svarede, at jeg tror de yngre generationer er igang med at nedbryde de tabuer hun mærker, ved at være åbne i alle ender (!) og kanter – heldigvis! Se for eksempel Annika Aakjærs geniale optræden ved Zulu Comedy Galla … 

Men Tina, du hjælper selv med at nedbryde tabuer og jeg er glad for at hjælpe på vejen ved at dele din historie.

Jeg har ikke så meget at tilføje, for Verdensfirmaet er velsignet med kunder, der går vejen selv og beviser alle tøjnørdede pointer ude i virkeligheden. Det er virkeligheden, der tæller. 

Tusind tak fordi du læser med! Smid endelig ideer eller kommentarer her, på Facebook eller Instagram. Jeg er nysgerrig efter dine erfaringer og ønsker … kom også med her, vi har det hyggeligt!

4 comments

  1. Lotte says:

    Jeg er stensikkert den sensitive type, der kan få tårer i øjnene over kattevideoer eller noget med børn…men for pokker, Laura, du rammer mig lige i hjertekulen og hvor er det nogle rigtige og vigtige betragtninger du kommer med. Mere af det! Med tiden og med øvelse, så når jeg nok hen til at kunne leve efter bare nogle af dine guldkorn <3

    • Laura Terkildsen says:

      Tak, søde L! Men er du ikke lidt hård ved dig selv? Jeg tror du gør det ret temmelig godt allerede

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *