For et par uger siden havde jeg fornøjelsen af at kigge ind i endnu et klædeskab – nemlig Lovely Rita fra Randers, som havde sagt ja til at få både mig og et par journalister på besøg (journalisterne er en anden historie)
Selvom jeg har kigget ind i utallige klædeskabe, og taget utallige billeder af alle de fede, flotte og fantastiske outfits vi laver, så har jeg aldrig kunnet dele billeder af processen – fordi den i sagens natur er privat og ja, intim. Samtalerne vi har henover tøjskift, er om krop, farver, hverdag, kvindeliv, livsskift, stil, smag, historie og alt muligt andet.
Det er en stor del af garderobetjekket. Fordi at finde det rigtige tøj til de rigtige mennesker, handler mindst ligeså meget om mennesket inde i tøjet, som om tøjet selv. Tøj sidder udenpå, men det er ikke overfladisk.
Det peger både udad og indad – det er et visuelt sprog vi taler ordløst med hinanden (er du i tvivl, så tjek næste gang du møder en der bryder koderne, ved for eksempel at komme i folkedragt, for lidt tøj, uddateret tøj …)
Men tøj peger også indad, som et beskyttende lag, vi kan mærke dagen lang, der påvirker både humør og kropsligt velvære. Du ved selv hvor mange sekunder det tager at få et par stramme bukser , når hoveddøren smækker bag dig.
I den modsatte grøft er det helt bløde og behagelige tøj. Tænk på corona-hjemmedage i udslidt joggingtøj. Det kan godt være det var rart de første par dage, men varer det ved, så er der ingen energi at hente i hyggetøjet, vel?
Prøv derimod at dulle op, som skulle du til et spændende møde ude i verden – energien er en helt anden.
Derfor er fylder snakkene til et Garderobetjek rigtigt meget – vi kommer lidt ind under huden når vi arbejder – jeg nødt til at finde ud af hvad hun kan lide, hvordan hverdagen ser ud, hvilke sociale sammenhænge hun indgår i. Især det sidste påvirker de tøjkoder, vi lægger vægt på i nye sæt.
En pædagog, skolelærer eller andet arbejde med mennesker, skal møde andre praktisk og i øjenhøjde. Derfor kan man sagtens være velklædt, det skal bare passe til anledningen.
Sidder man mest bag skærmen uden kontakt til andre end få kolleger, er det den interne dresscode på arbejdspladsen (og ens personlige behov for hvordan man kan lide at klæde sig. Tit er der ingen dresscode) der tæller.
Er man i mange udadvendte og repræsentative sammenhænge vejer det tungt, når vi laver hverdagsoutfits.
Rita hører til i den sidste kategori, selvom hun er pensioneret gymnasielærer. Hun er passioneret kunstsamler og en del af Randers kunstlivs arrangementer med artist talks, udstillinger og masser af andre sjove sociale ting.
(En sidebemærkning: er du i nærheden af Randers, så prøv at komme til et af hendes arrangementer. Hun er det mest smittende livsglade & generøse menneske, jeg nogensinde har mødt. Rita Houmann, hedder hun)
Samtidig skal hun kunne gå i haven, gøre rent og gå tur. Og hun kan bedst lide at tøj sidder lidt til og viser en slank silhuet.
Hun er klassisk og sporty stilmæssigt og så cirka sådan her ud, da vi hilste på hinanden – minus den røde vest – det er min tilføjelse.
Inden jeg kom ...
Inden jeg kom, havde hun gennemgået sin garderobe og sorteret tøj i 3 bunker.
Det hun havde haft på den sidste måned, næste bunke tøj fra det sidste år og sidste bunke: resten.
Vi starter altid med ‘resten’. For de to første bunker er tydeligvis tøj, som allerede er i brug.
‘Resten’ skal vi prøve af. Kan det kan komme i brug med tøj hun allerede bruger? Hvis ej, skal det ud af skabet. Ikke nødvendigvis gives væk, men pakkes væk, så det der er i skabet, er tøj hun både kan passe og lide.
Jeg ordner undervejs – hænger og lægger alt i kategorier, så man kan se hvad man har. Når alle ærmeløse, kortærmede, langærmede overdele hænger snorlige i kategorier (eller genrer om man vil, på biblioteks-lingo. Vi omdanner jo klædeskabet til et tøjbibliotek med forskellige genrer og tøjet til nye sæt i et outfitbibliotek på mobilen)
Nu begynder det sjove!
En blanding af ‘resten’ og bunke nummer to var dette sæt. Bukserne er mørkegrønne og fordi hun næsten altid går i rød, blå og hvid, har de ikke været meget i brug.
Den hvide skjorte får hun ikke brugt, fordi den sidder lidt løsere end den almindelige silhuet. Men fordi jeg alligevel viste hende at der kommer mere ‘liv’ i et outfit, når man lader overdelen ‘leve’ lidt midt på (ved at pose den lidt, som med den røde vest) i stedet for at trække den helt glat ned – kom skjorten også ind i linningen hele vejen rundt og bagefter poset ud.
Det betød at den pludselig ‘sidder’ mere og ikke er så ustyrlig. Det bryder hun sig ikke om. Og så kom der også mere styr på den ved at sætte cardiganen udover –
Og endelig at lade skjorten spille en birolle under sweatshirten – så den slet ikke larmer, men derimod sætter den berømte prik over i’et med krave & manchetter der kigger frem.
Selvom det måske ikke er nyt for dig, var det her meget nyt for Rita, der normalt hopper i bluse og jeans.
Men så begyndte vi at lege med blå og blomster …
Sommerbukserne – som ikke er tynde, men almindelige og derfor varme nok til vinter – får en helt anden funktion og rolle, når de bruges med sweater. Sættet bliver også mere færdigt, når den lidt for løse denimskjorte kommer inderst og samler hele udtrykket ved at fortsætte den blå tone og kigge frem med detaljer.
Bukserne kan iøvrigt bruges til mange farver, fordi der både er creme, melon, rust, army, blå og mange andre toner i mønstret.
Noget vi også altid runder til et garderobetjek er Festtøjet ud af skabet!
Altså – selvfølgelig skal du ikke lufte hund i gallakjole, men langt det meste af vores pæne tøj, kan tåle at blive brugt til hverdag.
På den måde får man meget mere ud af det man allerede har og får også dresset lidt op på hverdagstøjet.
Tricket er, at tone festttøjet ned, så det ikke spiller hovedrollen, men kigger frem under almindeligt hverdagstøj. Som den fine prikkede bluse her – den skifter helt karakter, når det kun er sløjfen og kanten forneden, man kan se.
Du kan overføre det samme til kjoler, nederdele eller fine bukser. Bare mærk efter om du kan komme afsted i det. Tag eventuelt en søndagsøver – altså en fridag hvor ingen ser dig – i sættet for at se om kroppen kan vænne sig til det nye.
Tit er det bare tilvænning, når man skal (lære) noget nyt.
Et andet tøjtrick, fra Ritas garderobetjek er noget man typisk gør, hvis man er glad for en farve (mærkeligt nok er det tit når damer, er glade for rød, det viser sig. Jeg ANER ikke hvorfor det ikke er det samme med gul eller grøn)
Nåmmen, det der tit sker er, at man drysser sine elskede røde detaljer ud fra top til tå – øreringe, tørklæde, bælte, sko osv. På den måde får man et meget pyntet udtryk, som bliver helt statisk (tænk juletræ hvor pynten er fordelt fra top til tå).
Hvis man i stedet doserer sit virkemiddel (farven) og bruger dem ved siden af hinanden, som her med rød trøje til rød blazer, så får begge dele et andet og mere kraftfuldt udtryk.
Den røde jakke var i øvrigt lidt på vej ud, fordi den tit blev for fin og damet til aktive Rita. Nu er den i brug. Til hverdag.
Det sidste sæt vi runder, er en opsummering af hele forandringen:
Mere dynamik i stilen, der matcher det levende og aktive menneske Rita er. Vi snakkede om at slippe hende lidt mere fri af det stramme klassiske og lave en mere levende styling, som stadig bliver hvor den skal, men ikke er stramme bluser trukket ned til hoften.
Her sommerjakke brugt indendøre til vinter og tørklæde der binder farverne sammen. Jakken har hun ikke brugt meget, fordi den er så hvid. Bukserne er de grønne vi startede med (grøn og hvid elsker hinanden) og tørklædet elsker og bruger hun allerede.
Det hiver det velkendte trygge med ind i det nye, sammen med en vanlig tætsiddende langærmet bluse inderst, der gør præcis det samme. Fødselshjælpere i form at elsket tøj, er godt i kombination med det nye, så man kan vænne sig langsomt.
Svaret ligger allerede og venter
Det sidste er hele grundlaget for hvordan jeg arbejder med tøj og mennesker: jeg prøver ikke at lave nogen om eller få dem til at passe ind i en given stil.
Vi skræller dårlige og ubevidste vaner af, finder ud af hvad der er vigtigt for at understrege din personlighed, hvilke kropslige krav der tæller, hvordan hverdagen er. På den måde kan du bevidst, træde i karakter, som dig selv i det rigtige tøj. Ikke som drømmen om at være en anden.
Den kan man alligevel ikke opretholde, når hverdagen ruller og spotlight er slukket.
Det er også grunden til at man ikke behøver jagte løsninger ved at lede efter ‘the missing link’ af nyt tøj, der med et trylleslag forvandler alt. Løsningen ligger i klædeskabet allerede. Din historie og dine valg har værdi. De skal ikke hældes ud med badevandet i en vild oprydningsdille eller i jagten på løsninger.
Tværtimod skal der ‘skrælles’ lidt af, imens vi finder ind til den du allerede er, men som måske er blevet lidt væk i livsskift, børn, job og hverdag. På den måde træder du tydeligere frem og ikke mindst – kan du mærke dig selv og hvad det er DU kan lide.
Det giver også meget bedre tøjinvesteringer fremover, når du en dag skal købe nyt tøj.
Bagefter skrev Rita til mig …
Og så bliver jeg sgu’ så glad, for selve formålet med alt det her er at
1. Det vi laver kan bruges. I virkeligheden. Til hverdag (uden at købe nyt tøj)
2. Min kunde føler sig set og lidt mere som sig selv bagefter (uden at købe nyt tøj, jo)
Trænger du og dit klædeskab til kærlighed, så koster et garderobetjek 3695,-
Fakta om Garderobetjekket er at vi i gennemsnit laver 63 nye sæt (39 hos Rita, men der var også publikum på), det varer 4 timer og du skal løse en opgave inden vi ses. Du kan læse ALT her og se mange andre glade kunder fortælle om deres udbytte …
Book ved at maile til mig på laura@lauralava.dk så finder vi en dag der passer dig.