Lav dit eget garderobetjek: 5 trin og 2 sidegevinster!

Lav dit eget garderobetjek: 5 trin og 2 sidegevinster!

I sidste uge holdt jeg igen foredraget Garderobeskolen, om hverdagsgarderobe, velvære og outfitmetoder. SÅ skønt at komme ud til engagerede tilhørere, der spurgte til dette og hint. Vi rundede mange emner – lynhurtig modehistorie, hvordan man får god hjælp i butikker, garderobeopbygning og meget mere.

Og i den anledning skriver jeg idag, om hvad det allervigtigste er, når du selv vil i gang med at tage dit tøj alvorligt og få en garderobe fyldt med hverdagsvelvære.

Trin 1

Ryd op i dit klædeskab. Giv alt det tøj videre, du ikke kan passe eller ikke kan lide at have på. Pak alt det tøj, der er så slidt at ikke kan repareres i en pose og aflever det i en tøjcontainer eller en genbrugsstation. Mange fibre kan genvandes, selvom tøjet er for slidt til dets oprindelige brug. 

Din garderobe skal IKKE være som et rodet antikvariat, hvor du kun med nød op næppe kan finde noget at tage på.

Trin 2

Prøv ALT tøj der er tilbage på foran spejlet. Husk at have en overdel du godt kan lide på til underdele du ser an, sådan at du ikke primært fokuserer på (jeg griber i egen barm) bleghvide deller, der smutter ud over linningen. Når du har en overdel på du godt kan lide, er det nemmere at vurdere om underdelen duer – og vice versa.

Kassér (genbrug/sælg/osv) også alt det du troede du kunne lide at have på, men faktisk hverken bryder dig om at have på eller hvordan du ser ud i spejlet. Det er to forskellige ting og du skal BÅDE kunne lide at have tøjet på kroppen (velvære) og lide hvordan du ser ud i spejlet (selvvære).

Har du dyrt fejlkøbt tøj, som er svært ved at give slip på, så prøv at sælge det. Eller hæng det på en fin bøjle og lad det være et ‘billede’ på væggen. Så får du lidt af det tilbage, du drømte om, da du købte det. Og næste gang du er ved at falde for storblomstrede orange gevandter eller hvad det nu er du falder for, men ikke kommer i, så husker du det og lader være med at købe. Derfor kan du godt synes det er smukt at kigge på.

Trin 3

Få repareret det slidte/hullede tøj du har valgt at beholde – ellers: giv det også videre. Det her er vigtigt. Har du tøj som lige skal lægges ind, ud, op, skiftes kanpper, lynlås osv. så kommer du ikke i det. En velfungerende garderobe er fyldt med tøj du både kan passe og lide og som er lige til at tage på. Alt det andet ligner muligheder i skabet, men det er det ikke. 

Den skal være som et velordnet bibliotek fyldt med overskuelige muligheder.

Trin 4

På dette trin, har de fleste meget mindre tøj end før. Og alt i skabet, kan man både passe og lide at have på.

Læg det hele pænt sammen i ordnede stabler (t-shirts, strik, jeans osv. for sig) og hæng på bøjler – også i kategorier. Det er nu det sjove begynder. Du skal begynde at tænke på dit tøj som kategorier – beklædningsdele – der kan kombineres uendeligt: overdele, underdele, bluser, skjorter, strik, cardigans, jeans, bukser, nederdele, fortsæt selv. 

Trin 5

Nu går du i gang med at lave nye sæt. Start gerne med noget du fandt i oprydningen, som du faktisk gerne vil begynde at gå med. Sæt det sammen med noget du voldbruger i forvejen, så du får kombineret det nye, med det velkendte. På den måde er det nemmere at komme i gang med at bruge noget ‘nyt’. Jeg kalder tit yndlingstøj for ‘fødselshjælpere’ fordi den tryghed, der er i det velkendte, kan bane vejen for at det uvante bliver til nyt yndlingstøj. 

Når jeg skal vænne mig til noget nyt, tager jeg det også tit på om søndagen eller på hjemmearbejdsdage. På den måde vænner jeg mig til det uden der er nogen der kigger – og så slapper min krop af og tager imod det nye udtryk, uden jeg er usikker. Det er så simpelt, at det man gerne vil lære, skal man sådan set bare gøre. Så kommer det helt af sig selv. Også med tøj. Det er lettere sagt end gjort, I know! Men så øv dig derhjemme, hvor ingen kigger. Det står jo ikke i tøjloven, at man skal have joggingtøj på i weekenden 😉

Tilbage til nye outfits: tænk i kontraster, når du laver sæt – kontrast i farver, materialer, udtryk (nydeligt/casual, sporty/feminint), smal/løs silhuet, mat/blank, ensfarvet/mønster, lys/mørk. Og så vær lidt modig. Sæt farver sammen du måske ikke normalt sætter sammen. Prøv at se om ikke det går. Moden lige nu er meget farvestrålende og hvis du kan grave noget frem af det du har og sætte det sammen på ny, får du et nyt friskt udtryk at tage på allerede næste dag. Uden at bruge en krone.

Det her outfit var en helt ny farvesammensætning for mig. Og det behøver ikke være orange guldfisk, for at være et friskt pust 😉
sort prikket tørklæde sort taske hvide sneakers hvid trøje grun bomberjakke
De her megagamle bukser, har jeg siden voldbrugt efter jeg genopdagede dem …
nederdel hvid trøje brune støvler sko
Her lavede jeg et monokromt sæt (en farve), der til gengæld rummer kontrasten mellem den florlette nederdel og den vamsede cashmerestrik.

Når du prøver at gøre det, kan du ikke undgå at få lavet nogle nye sæt, af det du allerede har i skabet.

1. Sidegevinst

Og så til det måske mest udfordrende, men også den ALLERSTØRSTE hjælp fremover: Når et outfit virker, så tag et billede med mobilen, så husker du det. På den måde laver du dit eget outfitbibliotek  på mobilen og så er der altid masser at vælge mellem om morgenen. Selv når det regner og der er mug på rugbrødet og det kun er tirsdag. 

2. Sidegevinst

Når alt ligger og hænger i kategorier, danner der sig et billede af hvad du har nok af (fx grå t-shirts, blå jeans, sorte cardigans etc.) – og hvad du eventuelt mangler. Den eller de kategorier, som du har nok af – jo, 3 par blå jeans ER nok – dem skal du IKKE investere i flere af. Kig efter noget andet, hvis du vil investere i nyt tøj. Måske vil du også kunne se hvad der kunne forny din garderobe: farver, skjorter, nederdele, jakker, noget du har drømt om eller er nysgerrig efter.

Dem skal du så til gengæld kigge efter næste gang du skal ud at finde nyt tøj. Lav en negativ shoppeliste, med alt det du har nok af, og KIG PÅ DEN, inden du tvangsmæssigt (jo, vi er alle vanedyr) går hen til stativet med striber/blomter/grå strik/vælg selv dit tvangskøb. Her kan du ae det du plejer at købe lidt og føle dig tryg (jeg overdriver, men bare for forståelsen) – for så at vinke farvel, løfte blikket og kigge efter noget der faktisk vil forny din garderobe. …

Og ps. Det gør ikke noget det måske koster lidt mere end du plejer at give. Det kommer til at kunne noget nyt, i forhold til alt det tøj du har i forvejen. Garderobeforskningen viser faktisk, at vi passer endnu bedre på tøj, vi har investeret flere penge i. Det er også bæredygtigt.

Alt det her hjælper jeg dig også gerne med – det hedder et Garderobetjek og tager 4 timer. Du får masser af nye outfits på i dit helt eget outftibibliotek. En overskuelig garderobe og en nyt syn på dig selv og din krop – jep, det sker hver gang.

Jeg sender også en opfølgende mail, der samler op på det vi har talt om (det er meget på 4 timer), kodeord på din stil og shoppelinks til tøj, der kan forny resten i skabet. 

Det sidste er forskelligt fra kvinde til kvinde og langt de fleste behøver ikke investere i nyt, men gemmer forslagene til behovet er der. 

Et Garderobetjek koster 3325,- excl. moms, vi laver igennemsnit 67 nye sæt tøj. Det betyder en outfitpris på 50,- kr og et sprængfyldt outfitbibliotek på din mobil, så det er nemt at vælge tøj til alle anledninger. 

Men faktisk er det samtalen som tøj, krop og kvindeliv, der ender med at gøre en kæmpe forskel for kunden. Læs mere eller book lige her

Tusind tak fordi du læser med! Smid endelig ideer eller kommentarer her, på Facebook eller Instagram. Jeg er nysgerrig efter dine erfaringer og ønsker … kom også med her, vi har det hyggeligt!

Dette indlæg har 1 kommentar

Skriv et svar