Man kan sagtens være bange, selvom man er modig. Forskellen er, at man gør det alligevel. Det står der i en af dreng’årns yndlingsbøger, vi har læst utallige gange. Det er slet ikke en dårlig ting at få ind med modermælken. Det er mod det handler om i dag, fordi jeg fik den skønneste kommentar på sidste Tirsdagstøjklumme fra min kunde, som skrev:

• ”Jeg var hos dig for et år siden – og jeg kan 100% skrive under på at du kan noget helt særligt med mennesker, kroppe og tøj. Jeg fik både tøj (regnet med) og mod (ikke regnet med)”  Christina V.

Og den her af en læser …

• ”Du skriver godt, får en til at smile og et venligt puf til at gøre “uvante” ting. I år har jeg købt en bikini…… Og den har været i brug” Susanne S

TAK fordi I skrev, men endnu mere tak for at tage det første modige skridt. For altså, min modige kunde tog selv alle skridtene. Jeg pakkede bare modet ud i prøverummet, så hun kunne se det i spejlet og klædte det rigtigt på.

Jeg selv har fået mange skulderklap for at være modig og springe ud i Verdensfirmaet, men sjovt nok føles dét ikke modigt for mig. For jeg gjorde det med følelsen af ikke at kunne andet. Jeg var ikke bange, bare NØDT til at prøve. Og nu, 3 måneder senere og alskens indre drama siden, har jeg til og med den vidunderlige følelse af at jeg må, skal, vil gøre alt jeg kan, for det SKAL virke. Derfor føles det ikke modigt. Det er en solid følelse, jeg lunes, trøstes og glædes ved. Og jeg er så taknemmelig for at jeg ved hvad jeg vil. Det her er min mission.

Der er mange, der ikke har ro med deres retning. For eksempel mange af de nyudsprungne studenter, som gaderne er fyldt med. Vi kan jo lige kollektivt give de smukke unge mennesker en high five og vise at vi tror på dem, så de kan være modige, også selvom de er bange. Fagligt har jeg altid selv vidst hvad jeg ville, men det stod først klart, da jeg for nogle år siden hørte Steve Job’s berømte tale fra Stanford University om ”Connecting the Dots Looking Backwards” (den starter 0.58 sek inde og varer 4 minutter)… giv dig selv en gave og se den.

Jeg elsker den tale. Da jeg hørte den, faldt brikkerne på plads i min egen historie og siden har jeg faktisk haft ro med det jeg laver. Jeg ved jeg er på min vej, fordi det er så nemt at forbinde prikkerne i tilbageblik – også selvom det virkede uoverskueligt, da jeg stod midt i det.

I mange år har jeg været så heldig, at arbejde med mennesker der er meget yngre end jeg selv – både da jeg havde praktikanter og sidst salgsassistenter med studiejob. Helt klassisk følte jeg mig aldrig ældre end dem (det gjaldt ikke omvendt) og har nydt at snakke lige dele sladder, festtips og fremtidsplaner … forskellen lå selvfølgelig i at jeg kunne sige: det hele skal nok falde på plads. Stol på vejen, hvis du gør det du gerne vil. Og klart – lad være med at være doven. Men ingen er dovne, når det laver noget de har lyst til. Så kommer energien af sig selv.

Det budskab vil jeg give mine egne drenge, når de kommer så langt: gør det du føler du må. Så falder det på plads hen af vejen. Det har jeg også med hjemmefra. Mine kærlige forældre, som jeg har skændtes ufatteligt meget med og flyttede fra som 16-årig (i fordragelighed, bevares, men også for at kunne trække vejret frit) har altid støttet min søster og jeg i den vej, der var rigtig for os. Og gør det stadig. Jeg er dem evigt taknemmelig for at tro på mig, altid være der og være dem de er <3

Lige så taknemmelig jeg er over at elske det jeg laver, lige så store er mine vildveje, på andre områder. Når det kommer til kærlighed, har jeg forladt mig selv og indgået kompromisser med voldsomme konsekvenser. Det har vi sikkert alle prøvet. Det er vist nok sådan livet er, er jeg ved at lære. Men det er her jeg har brug for at være modig.

For mod er mange ting. Mod er at gøre noget man gerne vil, selvom man er bange for det. Og det behøver ikke være at bungy jumpe. Her hvor jeg står i mit liv, er det jeg er mest bange for, at kigge mænd i øjnene. Det lyder måske tosset, men sådan er det jo med udfordringer. De er individuelle og det der synes som en bagatel for dig er et bjerg for mig … og omvendt. På min vej har jeg mistet tilliden til mænd. Virkelig tarveligt, for alle er jo ikke ens og heller ikke mænd. Men sådan er det altså. Jeg er bange for at holde øjenkontakt, fordi jeg føler man(d) kan se ind i min sjæls inderste og manipulere mig til det man(d) gerne vil have fra mig. Jeg er bange for at jeg ikke kan passe på mig selv, for logikken er at mænd udelukkende vil udnytte. Det er jo noget rod. Det ved jeg udmærket godt. Ligesom jeg også ved at det er sandt i nogle tilfælde, men på inden måde i alle. Og jeg tror faktisk også godt at jeg kan passe på mig selv og finde ud af at sortere i goods & bads.

Så jeg har sat ind på at lære det. På at gøre det jeg er bange for. Jeg har besluttet mig for at løfte blikket og prøve at holde øjenkontakten. Det går ærlig talt skidedårligt … det hjælper når jeg har solbriller på og hører musik, så kan jeg nemmere gengælde smil og øjenkontakt. Den metode gælder måske ikke helt, for de kan ikke se mig i øjnene. Ikke desto mindre er det mit lille modige skridt ud i noget jeg er oprigtigt bange for, men gerne vil.

Jeg vil gerne turde lade nogen se ind i mig. Lære at de faktisk ikke kan se ind i min sjæl og allervigtigst: jeg bestemmer selv hvad jeg vil stille op med det, hvis jeg holder øjenkontakt. Og ja, jeg vil også gerne lære at flirte … det er et langt modigt skridt ude i fremtiden. Det kommer nok en dag. Foreløbig øver jeg mig på cykel bag solbriller og med musik i ørerne. Og ved kassen i Netto eller når jeg går på gaden. Her passerer de hurtigt og så er jeg ikke fanget. Et skridt af gangen.

Grunden til jeg pinder det sådan ud, hvor jeg selv er udfordret, er for at understrege at det er så skideforskelligt hvor vi er det! Når det kommer til kvinder, tøj og kroppe, så er mod et issue. Se bare kommentarerne ovenfor. Det er ikke der, jeg selv mangler mod. Men det ved jeg mange af jer gør. Og det behøver ikke være stort for andre, selvom det er det for dig. Det er sindssygt modigt at du prøver noget du har lyst til, selvom du er bange for det. Fra prøverummet ved jeg at det kan være en enorm udfordring at skulle i bukser hvis man er tryg i kjoler, at skulle vise nummi uden at have noget ned over, at tage nederdel på og vise underben, at hoppe i noget der understreger taljen, hvis man plejer at skjule den, vise kavalergang, hvis barmen er lille og så videre. Vi ved selv hvor vores udfordring ligger. Også her findes der små skridt der kan hjælpe dig på vej mod det du gerne vil, men er bange for.

Tag et lillebitte skridt hen mod det du gerne vil, også selvom det er bag solbriller og ingen andre opdager hvor stort det er for dig. For det kan faktisk også være en hjælp at huske på: andre ser slet ikke det du gør. De ser helheden – en dejlig kvinde med smil i øjnene, venlig attitude eller professionel fremtoning. Det er kun dig der ser og mærker dine udfordringer. Vi andre ser hele dig. Skal vi være modige sammen: jeg løfter blikket og du løfter synet på dig selv?

Tirsdagstøjklummen holder sommerferie nu og vender tilbage herefter. Husk at tilmelde dig nyhedsbrevet, hvor der lige kommer et sidste med ferietøjtips i denne uge … ha’ en kærlig, modig og afslappende én af slagsen, når det bliver din tur.