Small step for mankind, giant step for me …

Jeg har sagt mit job som personlig shopper op i Magasin og er selvstændig på fuld tid fra 1. april. Det er det historiske lille skridt for menneskeheden og et kæmpe skridt for mig … jeg er spændt, urolig, rolig og glad på samme tid. For det føles også helt rigtigt. Nu må jeg prøve om vingerne bærer. Friheden er berusende. Fremtiden er åben.

Det var en svær beslutning, fordi jeg elsker at få folk til at blive mere dem selv i det rigtige tøj. Det har jeg nydt at gøre gennem de sidste 7 år i Maga. Damn, jeg kommer til at savne mine skønne kunder! Rejsen startede sidste år, da gik jeg på deltid og startede mit eget firma, fordi jeg vil mere med tøj og mennesker. Fordi det gør en enorm forskel for vores velvære, at det vi tager på gør os godt. Vi tager alle sammen tøj på hver dag og et godt forhold til din garderobe, er en kilde til velvære og ja, i virkeligheden også selvværd. Fordi du også tager dig selv alvorligt, når du gerne vil føle dig godt tilpas. Hver dag.

Men altså, der brænder en ild i mig, for at komme ud over stepperne og få alle – høje, lave, tykke, tynde, unge og gamle til at tage stilling til det tøj de tager på. Jeg vil give redskaber, viden og overblik til at kunne vælge noget du føler dig mere som dig selv i. Så får du øjnene op for alle dine muligheder, i stedet for som mange gør – fokusere på begrænsningerne. Jeg kommer til at holde garderobeskoler, lave garderobetjek, holde foredrag, workshops og meget mere … for det er i samspillet med dem der skal gå i tøjet, jer, jeg har noget at byde på!

Jeg brænder også for at få fagligheden tilbage i tøjkøb – på begge sider af disken, således at du møder fremragende og kompetent service uanset hvor du søger den. Det kalder jeg Servicerevolutionen. Jeg elsker mine kunder. Det ved mange af jer der læser med. Og det er der faktisk mange mennesker i servicebranchen, der gør. Ikke alle. Det ved jeg. Men rigtigt mange gør og hvorfor i alverden har vi så sådan et lavt niveau i servicefagene i Danmark. Det kan vi ændre på! Til alles fordel!

Jeg vil også gerne skrive og gør det allerede i min #tirsdagstøjklumme, som mange af jer har været så skidesøde at melde utroligt positivt tilbage på. TAK! Jeg elsker at skrive om tøj og mennesker. Det kommer jeg til at gøre mere af …

Og så er der hele modedelen … jeg elsker tøj, men er på ingen måde slave af moden. Jeg er i bund og grund interesseret i dem, der skal gå med tøjet. Altså jer. I hvordan I får det bedste ud af det tøj, der allerede findes. Jeg vil både gerne ’oversætte’ moden, men også udvælge og teste den, give dig viden og baggrund for at forstå det der sker, så du måske har mere lyst til at kaste dig ud i det. Måske ikke. Men så blev du bare så klogere.

Modens guldstøv eller mod det uendelige univers …

Moden er uundværlig, ligesom kunst er det. Moden er unødvendig og livsvigtig på samme tid. Moden er skønhed og dekadence og nutid og fremtid i et. Jeg mener at mode, i forhold til den stil man kender og har derhjemme i skabet (som jeg lidt filosofisk kalder historie eller fortid), er det ukendte og flygtige – den repræsenterer fremtid. Når mode og stil (fortid og fremtid) mødes og går op i en højere enhed, kan der opstå en unik følelse af nærvær – nutid – som få andre fænomener end mode kan give på hverdagsbasis. At kaste fremtidens ukendte tryllestøv over det trygge og velkendte, så der opstår en kraftfuld følelse af at have hele sig selv med i fortid, nutid og fremtid. Det er meningen med mode, som jeg ser det.

Og mening er simpelthen et kodeord i det jeg gerne vil, for jeg kan selv godt lide at ting giver mening. Derfor vil jeg vil oplyse og uddanne, give redskaber og vise hvordan, formidle og videregive, så vi begynder at tage stilling til det tøj vi køber, går i og smider ud igen … tekstilindustrien er en af verdens mest forurenende brancher og vi har ikke råd til at lade være. Til gengæld bliver det meget sjovere, når du vælger tøj du reelt har lyst til at gå i og får opbygget en garderobe fyldt med hverdagsvelvære, hvor det er en fornøjelse at vælge at hvilken del af dig selv du har lyst til at tage på den dag … det gør en forskel hvad vi tager på og når det føles godt kan det ses. Og det ser altid godt ud.

Tøv ikke med at spørge om opgaver, foredrag, steder, emner, priser, samarbejder, you name it. Jeg tager gladelig imod. Og jeg glæder mig!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *