Hjem » Tirsdagstøjklumme

Fornuft og følelse, forskning og forbrug. 4 holdspillere, der er vil forandre vores holdning til tøj.

Jeg drømmer om at trække forbruget ud af tøjkøb. Trække forbrug ud af tøjKØB, tænker du. Det er jo en modsætning. Nej, ikke nødvendigvis. For vi skal have tøj på hver dag og i et I-land, hvor overlevelse ikke er aktuelt, har vi brug for at se ordentlige ud i de sammenhænge vi indgår i til daglig. Hvad mener jeg så? Overforbrug og bevistløst forbrug. Forbruget af tøj er løbet løbsk og fordi der er så utroligt meget billigt tøj, som også ser nogenlunde ud (i al fald på bøjlen, men hverken i brug og slet ikke efter vask) er vi kommet til at trøstekøbe tøj, på samme måde som vi trøstespiser mad. Fordi vi kan. Fordi det er lige ved hånden. Fordi vi har råd.

Bevidstløst forbrug er det samme som at trøstespise tøj ... dårligt for både kloden og kroppen.

Vejen mod bevidst forbrug, er oplysning og viden om at tøj og mode, er meget mere end de forfængelighedsdødssynder, overfladiske forbrugsfortællinger og statusstaffage, der er generelt gældende. Det er præcis det modsatte: tøj er vigtigt for vores fysiske og mentale velvære, det et vigtigt for vores identitet og kultur, det er vigtigt til hverdag og til fest. Det er derfor vi skal tage vores tøj alvorligt, fordi det betyder noget. Hvad det gør for vores velvære - mentalt som fysisk, hvordan man vælger noget man bliver glad for, hvordan man vedligeholder det, hvordan man køber så det kan kombineres og hvordan man vælger kvalitet fremfor kvantitet. Det resulterer netop ikke ligegyldigt forbrug og derfor skal vi vide mere så vi køber det rigtige, i stedet for at overforbruge bevidstløst og trøstespise i nye toppe.

I den vestlige verden, er vi langt ud over u-landsproblemer, som at holde os tørre og varme. Vi har muligheden for at forbruge med omtanke, der gavner - i første omgang os selv. I anden omgang alle andre: kloden. Uden løftede pegefingre og restriktioner, kan du lære hverdagsaktivistisk at forbruge mere bevidst, når du ved mere om tøj, vedligeholder det, køber noget du går i til det næsten ikke kan mere og planlægger dine indkøb, så du undgår impuls- og fejlkøb. Når du læser med her, er du allerede godt igang med at gøre en forskel. Måske er det en dråbe i havet, men dog en begyndelse, at købe noget du har lyst til at gå i. Dråben i havet skaber ringe i vandet og jo flere der tænker sig om og køber tøj der holder, kan bruges og bliver brugt, jo større effekt vil det have på vores forhold til køb af tøj. Viden er magt og det er det i den grad også når det kommer til tøj.

Planlagt shopping der kan kombineres med det du har og bruges igen og igen og igen ... det bliver hverdagsvelvære. Trust me.

Men det er ikke kun dig, der skal at vælge dit tøj med omhu. Det skal også være nemmere at finde godt tøj, uanset kropsfacon. Det stiller nye krav til dem, der fremstiller det, når tøjet skal passe virkelige mennesker. Jeg hørte den mest fantastiske podcast om emnet (flere gange faktisk og jeg er igang med at transskribere den, fordi der er så sindssygt mange gode pointer i den. Halleluja, sagde Tøjnørden) hos Lone Frank i 24 spørgsmål til professoren, afsnittet hedder "Den kulturelle hud" og er med Else Skjold, adjunkt på Designskolen Kolding. Hun forsker i og fortæller om ...

- tøj der aldrig er tilfældigt valgt også selvom man tror det.

- om modsætningen mellem virkelighedens forbruger og idealforbrugeren "en anorektisk ung pige med et enormt tøjbudget, konstant på jagt efter noget nyt", som tøjet fremstilles til.

- om at uddanne designere, der laver tøj til de mennesker der faktisk skal gå i det - mennesker, der på ingen måde stemmer overens med idealforbrugeren.

- om at den store forskydning, der er på vej i forbruget og designet af tøj, stammer fra de forskellige markeder, der popper op over alt - for pengene taler altid. Det er en enorm kinesisk middelklasse, mellemøstlige købestærke forbrugere, der ikke vil vise hud, asiatiske selvstændige modeuger, en voksende afrikansk bevidsthed, hvor store numser er vigtigt - alt sammen grunde til at klassisk vestlig mode er uinteressant for de forbrugere.

Og hvad kommer det så os ved? Det kommer dig og mig tilgode, fordi beklædningsindustrien langsomt er ved at omstille sig, fra at diktere forbrugeren, til at tilfredstille forbrugerens behov. Jeg har ligget søvnløs i mange år og spekuleret over hvordan man kunne undervise kommende designerne i at tage stilling til kroppen, der skal have tøjet på. Helt fra jeg tog min afgang fra KADK og blev grinet ud for at insistere på at lave tøj, der kunne justeres så det passede præcis til den der skulle gå i det, har jeg været optaget af det rigtige tøj til de rigtige mennesker. Derfor jubler jeg - og det skal du også - ved nyheden om at man nu begynder at fokusere på forbrugeren i tilblivelsen af tøjet.

Tøj tilpasset virkelige kroppe, er et stigende krav fra forskellige forbrugerne. Pengene taler altid, så derfor kommer det til at ske.

Der er et stykke vej til det slår igennem, men det er indstillingen det starter med. Lige som du læser med her og bliver oplyst, bevidstgjort og dannet i forhold til dit forbrug af tøj, så rykker vi langsomt ved vores forbrug. En lille sammenligning: Jeg har nydt rive veganerjokes af mig (sorry, jeg har onkel humor og det er så nemt ...). Til en lukket kreds, bevares, for jeg arbejder i en branche, hvor folk på 23 lever af at rejse rundt og posere tilfældigt på en klippe i enorme hatte og chaneltaske, gladeligt skifter interiøret ud med hvide ting, fordi ’simple living’ er the shit (men ikke så simpelt at det kræver arbejde 24/7 for de sofaer, gevandter, yogatimer betaler jo ikke sig selv) eller paleo eller kernesund eller hvad har vi. Alt sammen griller, eller mikrotrends, som det hedder i trendfagsprog, der uafladeligt afløses af en ny. Således har jeg også tilladt mig at grine i skægget (onkel humor kræver skæg) over den veganske grille. Men det dén varsler, er et skift i forbrug for flere end blot søgende byboere. Fordi vi kollektivt, er begyndende opmærksomme på at kød ikke nødvendigvis behøver at være i alle måltider. Fordi vores planet ikke kan holde til det forbrug. Fordi vi har det varmeste forår nogensinde. Fordi noget må ske.

Så glæd dig. Du kan både gøre en forskel og få det nemmere selv fremover. Men stil endelig krav til dit tøj allerede nu, så går det hurtigere - for det er aldrig dig, der er forkert i prøverummet. Det er tøjet der er forkert til dig.

Få garderobetricks, outfitideer og meget mere i indbakken med mit nyhedsbrev … og indtil fredag 22. juni kan du vinde et garderobetjek til 3125,- når du er tilmeldt.

6 vedligeholdelsestricks, der giver glæde på bøjlerne og ro i hovedet …

Når man vælger sit tøj med omhu og bruger det så længe som jeg gør, følger vedligeholdelse med. Mange – inklusiv jeg selv indtil for få år siden – hader at stryge. Jeg kan ikke med et snuptag omvende dig, men jeg vil fortælle hvordan vedligeholdelse er blevet noget jeg hygger mig med og ikke et åg af strygetøj og håndvask på bunden af vasketøjskurven ...

1.For det første betyder håndvask ikke vask med hænderne mere. Hvis du har en vaskemaskine med et uld/silke eller håndvaskeprogram, kan du have et skab fyldt med tøj der skal håndvaskes og alligevel altid have rent tøj, fordi det kan komme i maskinen og er færdigt på 30 min. Men der noget du er nødt til at lære, inden du giver los. Uld og silke SKAL vaskes i specialvaskemiddel – du kan huske det på at fibrene kommer fra dyr og skal have shampoo, lige som dit eget hår. Enzymerne i almindeligt vaskemiddel nedbryder fibrene langsomt. Det er derfor din silkeskjorte vasket i almindeligt vaskemiddel bliver mat. Den kan ikke lide det. Du skal lade være med det. Det er synd for tøjet ...

Og så er det vigtigt du tjekker temperaturen på dit finvaskeprogram. Det må max. være 30 grader. Min vaskemaskine har et ’forkert’ uldprogram på 40 grader, så jeg bruger i stedet håndvaskeprogrammet på 30 grader. Når du husker de her to ting, er det min erfaring at langt det meste tøj, kan tåle en håndvask. Evt. bare uden centrifugering. Der er selvfølgelig undtagelser – skind skal renses, men ikke ret tit. Jeg vasker ikke selv blazere, fordi det er svært at presse og dampe (stryge) en blazer rigtigt tilbage i facon. Men ellers har selv min vintage Marni-silkekjole, som jeg i årevis brugte penge på at rense, været en tur i håndvask. Lige præcis den, var faktisk først da jeg syntes den var så slidt, at jeg ikke ville ofre rens på den, at jeg vovede det. Og den blev sørme pænere end nogensinde. Som hovedregel, har naturfibre har intet imod vand og sæbe. Det skal bare være den rigtige temperatur og den rigtige sæbe. Vær dog opmærksom på at løst strikket uldtøj - løst, som i lidt åbne masker - tit vil trække sig gradvist sammen når du vasker det. Sørg for at lægge, og ikke hænge, dit strik til tørre, fladt på et håndklæde. Og endelig: uldfibre har fra naturens hånd en selvrensende karakter, så hæng det til luftning før du vasker. Tit er det nok.

Kjolen her - en vintage Marni - blev allerflottest, da jeg endelige vaskede den på håndprogrammet ...

2. Hæng vasketøjet op med det samme på en tyk bøjle med runde ender, så det ikke krøller. Slå det godt ud inden du hænger det (helst) ud af vinduet, så stryger vinden det næsten helt. Det gælder for materialer som silke, viskose, modal, tencel, polyester osv. Og det tørrer lynhurtigt om sommeren. Nemt. Nemmere end det meste vasketøj, man håndterer.

Mange hader at stryge og her er også et par fif - du lader vinden stryge det meste, men fastvævede (imodsætning til elastiske materialer som jersey) stoffer i ren bomuld eller hør SKAL stryges, for at se ordentligt ud. Men med de første 2 tricks, har du allerede sorteret en del vedligeholdelse fra – nu har du ’kun’ fastvævede skjorter, kjoler og bukser i bomuld eller hør tilbage.

3. Jeg har indrettet mit skab sådan, at jeg har en knage for enden, hvor jeg hænger alt mit strygetøj. Lad være med at lægge det sammenfoldet i en bunke, så er det et kæmpe arbejde at stryge glat igen. Når du lader det hænge på bøjler lige fra vaskemaskinen af, skal det bare lige glattes. Jeg er begyndt at stryge meget mere end jeg plejede – måske fordi mine børn er blevet ældre, helt sikkert fordi min dejlige, tidligere personlig shopperkollega Maria, med vanlig bramfrihed en dag over frokosten sagde: "Ja, man kan fandme godt se du ikke kan lide at stryge!" ... men allermest fordi jeg er begyndt at nyde pausen, når jeg står ved strygbrættet, hører dampen fra strygejernet 'ånde', hører gamle lp'er og nyder at se hvor langt jeg kommer. Jeg mærker stofferne glide pænere på bøjlen igen og en efter en arbejder mig igennem tøjet, mens tankerne flyver og jeg tager en pause fra min skærm- og mobilobsession. Jeg har endda et synligt resultat med masser af fint tøj, klar til at tage på, som belønning. Jeg nyder det så meget, at jeg er begyndt at stryge det der ikke nødvendigvis skal stryges – de lette stoffer som silke og viskose, fordi de bliver flottere at se på. Men dem kan du altså springe over, hvis du ikke orker.

Strik er en historie for sig ...

Kan I huske mit loppefund fra sidste uge? En lækker lyseblå cashmerecardigan ...

4. Strik fnugger. Det gør det bare. Det er ikke kun kvaliteten af garnet, der afgør om det fnugger. Cashmere fnugger altid over tid, selvom det er nogle af de fineste uldfibre. Kamgarn – en måde at spinde uld på, hvor man bruger lange fibre og spinder dem hårdt, fnugger ikke. Men her får overfladen et næsten blankt skær, fordi garnet er spundet tæt. Det ligger langt fra cashmerens matte, uldne, indbydende overflade, som de fleste søger these days. Så du kan godt få uld, der ikke fnugger, jeg tvivler bare på, det er det udtryk du drømmer om. Men fortvivl ej. Fnugget strik er ikke dødt. Der findes en strikbarbermaskine, der får din yndlingsstrik til at blive som ny. Se herunder på før og efter billederne. Og husk det allervigtigste når du barberer din strik: læg tøjet helt fladt på et hårdt underlag, når du fikser det op. Jeg har prøvet at skære hul i en lækker strik, fordi jeg lige skulle gøre det på vej ud af døren.

Før: Så fnugget at jeg ikke ville bruge den ...
Vidunderet: strikbarbermaskine til 93,- slask  med fnug i maven fra cardi'en ...
Efter: Så god som ny! Uh, jeg glæder mig til at bruge den ...

Jeg har købt min strikbarbermaskine her 

5. Og så er der sko – de skal også vedligeholdes, hvis du vil se ordentlig ud og have dem længe. Sko skal pudses med skosværte, poleres med en børste og klud og til sidst imprægneres. Det regner jeg med du ved hvordan man gør. Ruskind skal have en særlig tynd ruskindssværte, som man dupper på og også imprægneres. Sneakers er den nye klassiske sko, som mange ikke ved hvad de skal stille op med og bare slider op på ingen tid. Men de skal også vedligeholdes. Jeg har skrevet om det før – se her hvordan du holder eller genopliver dine hvide sneakers, hvis du for eksempel kom til at tage dem på i byen …

Møgbeskidte og ikke muligt at have på andre steder end på legepladsen. Det er spild af gode sko, der slet ikke er slidt op.
Vand og sæbe, skopuds og impregnering, snørebånd i vaskemaskinen (i et vaskenet) og så gode som næsten nye ...
Det her er den bedste sæbe til sneakers. Farven er kridhvid og selvfølgelig kun bruges til kridehvide sneakers. Stofsko kan kun vaskes, tørres og imprægneres. De kan ikke opfriskes.

6. Med til vedligeholdelse hører også lapning af huller og isyning af knapper med mere. Her er der masser af tricks at komme efter, men hvis du ikke kan holde på nål og tråd, er det lidt omsonst at forklare. Det bedste trick til at sy knapper i er, at du får hæftet enderne ordenligt. Ellers ryger de med garanti af igen. Jeg syer altid med dobbeltråd og binder en knude forneden på tråden, som jeg kan sy igennem og derved få det bedste udgangspunkt. Og så kan du binde nogle knuder af de to ender når du er færdig. Det holder supergodt og er meget nemt.

 

Jeg arbejder på shopping guides, garderobeskoler og meget andet spændende, som du kan følge med i, ved at signe up lige her …

Tilbudsjæger eller udsalgshader? Alle kan lære at finde perler og undgå fejlkøb …

Jeg selv elsker at finde udsalgs- eller loppemarkedsguld til ingen penge. Men jeg disciplinerer provinstøsen i mig, så jeg ikke køber, fordi det er billigt. Omvendt nyder jeg også at spare sammen til præcis det, jeg ved jeg vil bruge igen og igen og ikke gå på kompromis med kvaliteten. Jeg bruger mit tøj og mine ting længe, køber det for at gå med det, passer på det og bliver irriteret, når noget er slidt op før det burde være. Jeg køber kvalitet og det jeg gerne vil have. Læs med, hvis du vil lære at gøre et godt køb selv – du skal have et par fif i baghånden.

Inden du tager på udsalg, loppemarked eller lagersalg:

Tag et overblik over dit skab – sørg for at tøjet ligger og hænger i kategorier: skjorter, bluser, nederdele, bukser osv. – så kan du lynhurtigt se om du har masser af lyseblå skjorter, sorte jeans, hvide t-shirts, som du elsker og falder for igen og igen. Men hvis du allerede har 2-4 af den samme kategori i samme farve, så brug pengene på noget der vil forny din garderobe. Det kan også være samme kategori i en anden farve, bare ikke mere af præcis det samme.

Jeg fandt de her lækkerheder på loppemarked i weekenden. Det er kvalitet og mærker jeg kender. 5 stykker tøj, så gode som nye for 255,- kr er et fund. Men det ville det ikke have været, hvis jeg ikke gennemtænkte om jeg kunne bruge det til flere ting i skabet …

Du kan også skrive løbende ned hvad du mangler af basisvarer og prøve at få dem på bud, men de gode ting som altid er i sortiment, kommer sjældent på bud. Køb standardbasisvarer hele året, når du mangler det og skej mere ud, når det udsalg.

Henrik Vibskov tørklædet bringer rødt ind i min garderobe. Jeg har næsten intet og er nysgerrig på farven. Det glæder jeg mig til at have på med min røde kjole …

Det kan godt betale sig at gå på udsalg i starten af perioden, for når de store final sale procenter kommer frem, plejer jeg at sige, at der er en grund til at det er på bud: ingen andre vil have det. Dermed ikke sagt, at du ikke kan være heldig. Men det kræver et rutineret øje og tålmodighed, at finde noget du bliver rigtig glad for. Pasformer, materialer og farver på det tiloversblevne,  er sjældent rigtigt gode.

Og så er jeg vild med kombinationen af nude og rød eller lyserød og rød! Oj, manner jeg skal i det her, den ene dag det bliver køligere i sommer!

Imens du er på jagt efter fund for pengene:

Hav vand i tasken, tøj og sko, der er nemt at få af og på samt lidt at spise med. Så er du ægte beredt 😉 Visualiser, at der er mange andre mennesker, for det er der. Og kø til prøverummet og stresset stemning. Så bliver du ikke skuffet. Ørepropper er en god ting, hvis lyde stresser dig. Vær tålmodig og prøv at nyde jagten, under de forhold der er og smil til alle dine medshoppere og dem der arbejder der. Det bliver kun værre, hvis du hidser dig op. Men det kan være ret sjovt, hvis man er til jagten på the good stuff.

Cashmere cardi, nederdel og sko, var næsten et sæt i sig selv. En hvid t-shirt eller en lyseblå skjorte og den er hjemme. Men et sæt er jo ikke nok for at få en langtidsholdbar garderobe.

Når du så falder for noget, så visualiser det med mindst et par andre ting i garderoben. Hvis du ikke kan sætte det sammen med noget du allerede har, er sandsynligheden for at få det brugt lille. Men når det er sagt, så vær lidt modig, når tingene er sat ned. Vov den nederdel med det anderledes snit eller det vilde mønster, hvis du oprigtigt har lyst til at prøve. Du skal bare kunne forestille dig en anledning at bruge den til og noget at sætte den samme med. Saml sammen, så du kan prøve en masse på en gang ellers bruger du al tiden på at stå i kø til prøverummet. Du kan sagtens prøve trøjer, jakker og strik ved spejle ude i butikken. Dem behøver du ikke stå i kø for.

Nude og råhvid til nederdelen, er også lækkert. Samt min grå strik, en hvid skjorte og den støvede blå bomberjakke. Tjek. Den har bestået testen. Men farverne nude og lyseblå, er også bredt repræsenteret i min garderobe. Dog ikke som underdel … phew!

Køb mærkevarer! Køb kvalitet! Køb dyrt, når det er sat ned. Lad være med at spare 20 kroner på en i forvejen megabillig t-shirt. De holder ikke og er ikke de 30,- kr værd, du måske bruger. Og en skør jakke til 150,- du aldrig kommer i, er også spild af penge, selvom den engang kostede 2500,- kr. Men gode mærkevarer i gode kvaliteter, er fede at få på bud.

Den lyseblå cashmerecardigan er et kvalitetskøb og jeg elsker cashmere. Cardigans er jeg ellers træt af, men fordi det lidt tantede look gror på mig i tiden, ved jeg at jeg kommer i den. Med t-shirt og cropped chokoladefarvede bukser bliver det casual pænt.

Prøv altid inden du køber eller sørg for at tjekke returretten. Du kan ikke se om bukser sidder godt, uden at prøve dem. Hvis du hader prøverum, så gå på udsalg, hvor du kan returnere og få pengene igen. Så kan du prøve hjemme i ro og mag.

Skjorten her er mit mest satsede køb. Men den minder ikke om noget jeg har og jeg kunne ane nye muligheder med min grønne lædernederdel …

Overvej nøje om du køber noget fordi det er billigt. Det er nemt at falde for et godt mærke i nakken eller en billig pris, men det er kun et godt køb hvis du kommer til at bruge det stykke tøj mange gange. Visualiser hvad du sætte sammen med det fra skabet og mærk om du glæder dig til at have på. Hvis det er ja, så go! Hvis det er den første grund, så lad være. Det er spild af penge også selvom det ikke er mange penge. Ærgrelsen over at have det hængende ubrugt i skabet opvejes aldrig af de penge, du troede du sparede. Du brugte jo penge på noget du ikke går i …

Skjorten bliver cool til vinter under alle mine strik – mint, grå, rosa – med kraven ud over, som et preppy look. Men med slidte jeans og nydelig cardi, glæder jeg mig også til at se om jeg kan blive glad for den.

Når du kommer hjem med byttet:

Pak ud og prøv de ting du har købt, når du kommer hjem. Lav et par gode sæt med noget du har i forvejen, sæt sko til og glæd dig til du skal have det på. Hvis du ikke kan lide at have det på eller lide dit spejlbillede eller kan komme i tanke om hvornår du skal have det på, er det sandsynligvis et fejlkøb. Du er bedre tjent med at returnere det og gemme pengene til noget du bliver glad for.

Hæng dine nye køb op, når du har besluttet dig og tag dem på så snart som muligt. Tøj skal bruges igen og igen. Også det fine. Hvis det hænger og venter på en anledning, bliver det tit lidt træt, når du endelig hiver det ud af skabet.

Jeg havde sko og nederdel på allerede dagen efter jeg købte dem og jeg har slet ikke lyst til at tage dem af igen … yay!

Hvis du hader udsalg, prøverum, mange mennesker og generelt at købe tøj, så book en tid med mig til personlig shopping. Jeg finder de gode tilbud til dig, sørger for at du kan bruge det hele på kryds og tværs og lærer dig at se dine muligheder, så du helt glemmer de begrænsninger du plejer at tænke på. Du udfylder et spørgeskema, som jeg forbereder ud fra og så har jeg alt klar når du kommer. Vi tager billeder med din mobil af alle outfits og jeg sender fremadrettede shoppingforslag, personlige stiltips og mine bedste stylingtricks til at printe ud og hænge op i skabet. Det koster 2125,- inkl. moms og tager halvanden time i butikken. Book din tid her

Og husk at signe op til mit nyhedsbrev på knappen ved siden af bloggen. Jeg har gode ting i støbeskeen, men sender ikke noget ud, uden at have noget på hjerte. Det skal lige være klar 😉

Farver, der elsker hinanden … de klassiske, de modige og de moderne

“Kan du ikke skrive ned til mig, hvilke farver der elsker hinanden, som du altid siger?”, spurgte min kunde mig, som opfølgning på efter Garderobetjekket forleden. Og jo for pokker da! Jeg glemmer at det, der er en indlysende selvfølge for mig, ikke nødvendigvis er det for andre. Her kommer den udvidede version og i anledning af sommeren er sort taget ud af kabalen.

Vi starter med klassikerne …

Cognac og denim … de gule syninger på blå denim kalder allerede på en varm lys farve. Det kunne være rosa eller gul, men klassikeren med brune sko og brunt bælte får den blå farve til at gløde og leve.
(Kapitalist)lyseblå og grå. Helt klassiske farver, som ikke behøver have klassisk facon for at læne sig naturligt op af corporate enkelhed.
Navy og hvid … så bliver det ikke mere enkelt, skandinavisk og klassisk. Altid elegant. Altid sikkert.
Klassikerne har rigtigt godt af at blive udfordret af en mere vovet farve – så længe den er mættet, kan du vælge næsten hvad som helst: rust, karry, hindbær, flaskegrøn, koral, lilla eller hvad du nu foretrækker.

 

Så er der de klassiske med et lille twist …

Grå kalder også på farve og har den egenskab, at den får andre farver til at stråle. Nude og koks er lige til at spise … se hvor de giver karakter til hinanden i samspillet.
Gul og grå … også ja tak!
Den fødte forårsklassisker … lyserød og blå. Den er her hver år uanset moden. De elsker hinanden og udstråler noget feminint maritimt.

 

Hvis du nu allerede er vild med farver og bare har lyst til nye kombinationer, som jeg selv, synes jeg det er sjovt at lege med hele skalaen af en farvetone …

Når du sætter den samme farvetone sammen, gror de på hinanden, som fx. den pistacefarvede t-shirt her, jeg aldrig ville have sat til den mintfarvede nederdel, men sammen med den petrolgrønne strik finde de harmonisk sammen.
Eller en bærskala fra blomme over rosa til pudder … både kontrasten i lys/mørke, såvel som slægtskabet mellem dem giver til hinanden. (Og ja, det er lige en lille trusse der, som jeg ikke anbefaler man render rundt med på skulderen (!) … men jeg havde ikke noget småt i den rigtige tone, jeg lige kunne style med)
…. eller en brændt skala. Det siger kapow, når man hopper i flere mættede farver sammen. Jeg ville vælge både grå, blå eller sorte jeans til det her. De grå er cool, de blå er klassiske, de sorte er mere outgoing. Vælg efter humør eller anledning.
Jeg er også vild med helt enkle skalaer … gråt i gråt for eksempel. Men så sørger jeg for at vælge forskellige materialer og overflader. Et mat, gråt bomuldslook fra top til tå, kræver sin kvinde for at rocke det.
Og så er der de mere modige og moderigtige farvesammensætninger …
Candyfloss heaven i pasteller med gul og lyserød …
Rød gul lyserød … undlad den gule og så er pangrød og lyserød en ret sofistikeret kontrast …
Orange og mint … påvirker hinanden og hvis farverne var lige mættede, ville de flimre for øjnene på grund af naturfænomenet komplementærfarver. Den rød/grønne farvekontrast, som de to her kommer af, er interessant. Når rød og grøn er præcis lige stærke, ophæver de hinanden og hvis man er farveblind, kan man ikke se forskel. Du kender det måske fra de der tal med prikker, som bruges til at teste om man er farveblind.

Farver kan ikke sættes på formel. Vi opfatter farver individuelt – den samme farve ser ikke ud på samme måde for forskellige menneske, så opgiv bare på forhånd diskussionen om en farve er grøn eller turkis, lilla eller blå. Vi har alle ret. Og med sammensætningerner her, så skifter både moden og sæsonerne, lyset i norden er forskelligt fra syden. Alle mulige ting spiller ind på farver, vores opfattelse af dem og brugen af dem. Men farvers kraft er uomtvistelig. Min absolutte yndlingsbog om emnet er en ægte klassiker af Johannes Itten fra 1961 og hedder Farvekunstens elementer … den handler netop om subjektive oplevelser og objektiv erkendelse af farver. Den fåes stadig, hvis du er nysgerrig.

What to wear to work, when it’s this warm?!

I den forgangne uge gik det pressen rundt, at Jyllandspostens chefredaktør gerne ville have sig frabedt at hans medarbejdere mødte ind i shorts, toppe og så videre. Samtidig spurgte en af min kunder mig netop om hvordan man kan bruge shorts på arbejdspladsen. Det handler i min optik om hvilket tøj til hvilke anledninger, snarere end rigidt udstukkede regler, der er svære at presse ned over et evigt omskifteligt mode- og beklædningsbillede. Det er faktisk svært at være både veltilpas og velklædt, når det er så varmt, som det er med sommervejret over os.

Med til forskellige anledninger hører, at der er forskel på jobs. At arbejde i en bank kontra som pædagog i en børnehave, er et bredt spændt. Men vi nu leger, at det er yderpolerne, så tænk på hvordan de mennesker du møder i løbet af dagen, skal opfatte dig. De fleste vil gerne tages alvorligt for deres faglighed, indgå i samarbejder, der er bliver målt på evner og ikke først skulle præstere udover forkerte signaler fra et dårligt tøjvalg.

Hvis jeg skal prøve at komme med nogle anbefalinger, som ikke er regler, da vi alle er forskellige, med forskellige jobs, liv, kroppe og smag – så tænk først og fremmest på at vælge lette, vævede stoffer. Faste stoffer af bomuld, silke, viskose og sågar polyester, som ikke er hvad det har været. Det vil sige at det er meget bedre og mere åndbar kvalitet, idag end før. Det er stoffer uden stræk i, imodsætning til det fx. t-shirts er lavet af. Når du styrer lidt uden om jersey, får beklædningsdelen et pænere look og derfor kan du slippe afsted med silhuetter, er der mere løse og ferieagtige end du ellers kan. Og så er lette stoffer behageligt kølende, fordi de ikke sidder tæt til kroppen, men tillader ventilation.

Når du skal vælge lette sommerbukser, så prøv dig frem med stoffer og snit der ikke afslører buler på lår og nummi. Og vælg en model der sidder pænt glat i livet med en linning uden for mange rynker, som en elastiklinning tit giver. Til gengæld må de gerne sidde helt løst omkring hofterne og ned, så du ikke skal være obs på om de nu afslører diverse issues der.

Lette sommerbukser med fast linning foran og elastik bagved –  er at foretrække, så den ekstra volumen i sammenrynkningen ligger i lænden og ikke på maven.

Og nu vi er ved sommerbukser, så tilbage til shorts. Det er faktisk svært med shorts. Jeg elsker dem selv. ELSKER! Men de er svære at finde, hvor de ikke bliver for damede (cityshorts), for korte eller for campingagtige. Nederdele er MEGET nemmere at navigere i … En tommelfingerregel, når det kommer til shorts på job er, at de mindst skal gå til midt på låret, helst lidt længere ned. Men hvis de går til lige over knæet, så skal de være smalle og for guds skyld ikke i strækstof!

Pæn silketop med bredde på stropperne … her til pæne, smalle, lidt lange shorts.

Shorts skal være så pænbukseagtige som muligt, med fast linning og lynlås! Og så skal du sætte noget nydeligt til. Ikke en t-shirt eller lignende. Hvis de skal rockes til præsentabelt arbejdstøj, er man nødt til at kombinere med noget utvetydigt office-agtigt, som fx en skjorte, en blazer, en pæn bluse. Heller ikke i jersey. Fine vævede stoffer som nævnt ovenfor, der har et naturligt hold og fald omkring kroppen, så det ikke bliver en feriesilhuet a la tanktop og hyggeshorts – hvilket er et fedt outfit … på ferien! Jeg har tænkt lidt over chefredaktørens udfald omkring sommertøj på redaktionen og synes at det sgu’ egentlig var meget fedt med stillingtagen. For i al vores afslappethed omkring sommer, uformel omgangstone, humor og velkendte kolleger kan det godt skride lidt, det med at huske at tage pænt tøj på på job.

Med blazer og ankelstøvler til, er det nydeligere. Her til pæne shorts, der er det absolut korteste jeg ville bruge på en arbejdsplads. Men stadig ikke sikkert det er en god ide på din arbejdsplads.

Mange er ømme om deres arme, alle aldersgrupper og vægtklasser, er det min erfaring. Og gid det dog ikke var sådan. Det er spild af smukke kvindearme at insistere på at lukke dem inde i “trekvartærmer” året rundt. Og så er det varmt! De helt tonede yogaarme, som mange tror de skal have for at kunne vise dem frem, har de fleste af os ikke. Og lige som lårbasser der ’splatter ud’ når man sidder på en stol, så gør arme det også, hvis man holder dem stramt ind til kroppen. Men det gør vi jo ikke det meste af tiden. De fleste af os bruger vores arme mere end vores ben, og bare det at sidde ved en skærm og taste løs, gør at de har en naturlig spænding, der IKKE giver ’splatterarme’ som mange straffer dem selv med, når de tester foran spejlet. Så altså – uuuuuud med de arme! Til gengæld kan du godt overveje tykkelsen af stroppen på din top, hvis du har et arbejde tættere på bank end børnehave. Spaghettistropper er SÅ lækkert – også til kvinder med kød på kroppen – men det er et meget nøgent look på kontor, derfor vælg en ærmeløs skjorte eller en bluse med brede stropper, for et mere tækkeligt udtryk.

Ærmeløs skjorte med nydelige detaljer kan upscale en mere casual underdel.
Og hvis det kniber med armselvtilliden, kan et lille capsleeve gøre underværker …

Og så til kjolelængden – den ændrer sig mere med moden, end med smag. I tiden er de semi-, halv- og hellange længder in. Selv har jeg en del korte nederdele i skabet, fordi det har været moden i lang tid. Jeg synes ikke, jeg er lige så tjekket i dem, som i mine fine, tøsede skørter. Men det afholder mig ikke fra at bruge dem. Jeg sørger for at sætte noget til, der er PÆNT og nydeligt, ellers føler jeg mig simpelthen for slutty. Det gjorde jeg ikke i samme nederdel for nogle sæsoner siden og det er ikke årene, der er løbet på i mellemtiden, men moden der har ændret sig.

En feminin blondebluse og en løs sommerblazer, konsoliderer den lidt korte lædernederdel og gør udtrykket sommerligt, men professionelt.

Eller vælg en løs nederdel i stedet – den kan være alle længder these days – fra mini til maxi og jo finere den er, jo mere enkelt kan det du sætter til foroven være, for få en hverdagskontrast til fx. en lang nederdel.

De semilange, lidt tøsede jitterbugnederdele er stadig lækre … og det bliver de ved med at være en rum tid endnu. Jeg er godt nok glad for min egen, som jeg bruger næsten for meget.
Der er rig muliglighed for at bruge kjoler og nederdele med mere længde for tiden. De er allesteder i alle farver og mønstre. Når den nederste del er gennemsigtig, giver det udtrykket en lethed, trods tyngden i længden.
De florlette maxinederdele er faktisk nemmere at bruge, end jeg ville have troet. Her har jeg stylet med denimjakke, fordi jeg ville nedtone den. Men en pæn bluse havde også været en mulighed.

Så rådet ang. kjolelængder er – hvad føler du dig godt tilpas i? Har du de lækreste, veldrejede stænger og elsker du at gå i bare ben, så take i away! Sæt en blazer til og tækkeligheden er i hus. Og lad være med at vælge dem sluttykorte, hvis det er til job. Det kan du sagtens gøre til fest i privaten, hvis du føler det. Men det skulle nødig skygge for din professionalisme, at du elsker at gå i baggy shorts, superkorte kjoler eller stropløse toppe. Hver ting til sin tid. Det er det jeg synes chefredaktørens noget rigide regelsæt skal bruges til: en reminder om at vi tager os selv, andre mennesker og vores job alvorligt, når vi har tænkt over hvad vi har på … også når det er varmt.

Tal pænt til dig selv, din teenager hører det måske …

Jeg kan stadig huske to kommentarer fra min teenagetid, som kom til at præge hele mit voksenliv. Den ene var en klassekammerat, der i 9. klasse, spurgte om mine jeans var malet på. Det var mine yndlingsjeans med kæmpe slidhuller på knæene, som min mor havde syet lapper indenunder, fordi det var kompromisset vi landede på – jeg ville beholde hullerne, som jeg selv havde slidt og det ville mine forældre ikke have. Ergo kom der stof inde i hullerne. Ikke ret cool! Men det er ikke min pointe med de jeans. Jeg havde gået i dem i flere år og efterhånden i 9. klasse, sad de ret stramt. Uden jeg selv opdagede det, havde jeg havde fået former. Jeg var hurtig i hovedet, men jeg forholdt mig ikke til min krop overhovedet. Jeg havde aldrig rigtig dyrket sport, spillede musik 5 dage om ugen og læste bøger resten af tiden. Da Jesper som klassekammeraten hed, der iøvrigt var sød og rar, kom med bemærkningen, var det første gang jeg selv lagde mærke til, at noget var sket. Der landede så den første spæde tanke om være for tyk, være forkert. Det gik mig ikke for alvor på endnu, men noget har bemærkningen gjort, for jeg ser tydeligt gangen udenfor klasselokalet med mørkerøde metalfirserknager, lyse fyrretræsbænke og gule murstensvægge for mig, den dag i dag.

Jeg har desværre ingen billeder af de hullede yndlingsjeans eller af den spanske hat, men lap-jakken MED tilhørerende tørklæde (fra Janus på Nørrebrogade, den HOTTESTE butik for en teenager fra Lolland) , een lang ørering og omvendt kasket … jæs jæs. Jeg kørte med stilklatten …

Den næste bemærkning, som rigtigt bed, kom, da jeg gik i gymnasiet. Jeg var glad for at komme i gym, verden åbnede sig, jeg var optaget af at spille musik, af at være ulykkeligt forelsket og fattede ikke ret meget af den festkultur, der voksede frem med gymfesterne. Til den første fest, lånte jeg min mors tøj – iøvrigt mærkeligt at jeg ikke havde mere styr på det, for siden jeg var 12 år, havde jeg taget toget alene ind til København min faster, der boede ved Nørrebros Runddel aka det vildeste storbyliv. Jeg købte plader i HMV på Strøget, lærte at spise grønne oliven og havde sparet op til en spansk hat til 495,- kr fra hedengangne Ingeborg Larsens Hattemagasin på Nørrebrogade, en mindre formue i slutfirserne. Jeg gik altid med den sammen med min elskede lapjakke – en patchworkjakke. Den boede jeg i, i flere år. Min far hadede hele looket med hat, huller og lapjakke, fordi han troede jeg gik med det for at provokere. Det var på ingen måde for at provokere. Det var toppen af poppen af smarthed i mine øjne. Jeg havde aldrig gået op i mærketøj, men i særligt tøj. Tøj der var lige mig. Den stil har jeg jo sådan set forsat.

Tilbage til gym og opdagelsen af til første fest, at jeg ikke havde passende ’voksentøj’ at tage på til fest. Så jeg kom i min mors korte blomstrede nederdel, en hvid skjortebluse og min spanske hat. Jeg ved ærligt talt ikke om det var pænt. Men jeg kan ikke huske at det var træls. Hvad der derimod kom til at følge mig i mange mange mange år, var min mors bemærkning, en dag, hvor jeg åbenbart var begyndt at lægge mig ud. Jeg ved hun sagde det for at hjælpe mig, for at få mig til at opdage at jeg tog på, men jeg kan ikke anbefale fremgangsmåden. I en hård tone, sagde hun “Du ender med at komme til at ligne *** ***********, hvis du bliver ved sådan!”  Den omtalte pige var stor, firkantet, kluntet, lidt speciel, og ikke ret pæn, lige meget hvordan man end vendte eller drejede det. Shit mand. Den sved. Jeg havde aldrig tænkt på mig selv som stor, tyk og firkantet. Men det skal jeg da love for, jeg gik i gang med der … så fulgte årevis med kure – Nupo, kalorietælling, fedtforskrækkede Anne Larsen, Kernesunde Ninka, slankehold og hvad har vi … Indtil jeg for omkring 6-8 år siden, ubevidst besluttede at jeg aldrig igen skulle på kur. Siden har jeg vejet plus minus nogle kilo, det samme som i dag. Og haft det aldeles glimrende med min krop, som jeg også skrev om her for nogle uger siden.

Jeg kan ikke finde billedet fra min egen konfi, men det er her fra min søs. Det var ikke blevet bedre på de to år, skulle jeg hilse at sige. Tilgengæld har jeg totalt ømme ører, fordi mine vindrueklaser er SÅ tunge …

Grunden til dagens teenage-vinkel på vægt, krop og idealer, er at efter Sexethedsbloggen, skrev en af mine læsere, om jeg ikke ville skrive den tilsvarende for teenagere, for det er jo der, kimen til kropshadet bliver lagt. Selvfølgelig, svarede jeg, men jeg har ikke klædt tilnærmelsesvis så mange teenagere på, som jeg har voksne kvinder. Og jeg udtaler mig helst om noget jeg ved noget om. Men jeg har faktisk haft nogle små 4 håndfulde håndfulde teenagere prøverummet gennem årene. Overordnet er der ikke så meget at stille op med dem som personlig shopper, for de vil bare passe ind, ligne de andre og så er sorte skinny jeans og grå jersey bomben 😉

Men jeg har haft en del inde til konfirmationsoutfit. Den sidste jeg klædte på for nogle måneder siden, var en smuk, høj pige, som var af den klippefaste overbevisning at hun var tyk. Jeg lod hende være og fandt alt muligt hun kunne lide … krydrede med små bemærkninger om hendes flotte lange ben, perfekte proportioner og fine hår … da vi fandt den rigtige kjole, der var lidt kort, taljeret og lidt sej, havde hun pludselig ikke noget imod at vise bare ben. Jeg spurgte indgående om det nu var ok, for hun ville bestemt ikke have bare ben i starten. Hun ville have bukser. Jeg grinede med hende over, at hun som håndboldpige færdes hjemmevant i bare ben næsten hver dag og alligevel ikke kunne se sig selv i kjole … og vise ben. Hvilket jeg selvfølgelig respekterede. Og fandt alverdens buksedragter, lange kjoler osv. Men da den rigtige kjole kom på, som jeg selv havde haft et lunt øje til hele konsultationen igennem, var bare ben bare helt ok og hun kunne måske godt en lille smule se, at hun er så fin og smuk og ligesom hun skal være. I al fald kunne hun ikke lade være med at smile. Det går man aldrig fejl af …

Uden at kunne presse for meget på, fortalte jeg hende at man skal passe på med at sammenligne sig selv med andre. Alle pigerne i hendes klasse var åbenbart myndetynde og høje. Hende her har muskler og er sund og stærk at se på. Men ikke det mindste tyk. Udover i hendes egne øjne. Jeg sagde at hun endelig skulle sammenligne sig selv med andre, bare hun sørgede for at de var lige så gamle som hun, havde de samme forældre, boede samme sted som hun, tænkte som hun, levede som hun, delte dna med hende og så videre. Underforstået: du KAN ikke sammenligne dig med andre, for ingen er som dig.

Men du kan kigge på det du har og mærke om der er rart at være inde i dig. Hvis der ikke er det, så kan du prøve at finde ud af hvad det skyldes. Det er i al fald aldrig din krops skyld. Men det er muligvis din hjerne og omgivelser, der spiller dig et puds. Og det puds er dælme godt at på styr på så tidligt som muligt, selvom teenageårene kan være ubarmhjertige. Det gode ved de år er, at de slutter. Og hvis man nu som jeg selv på et tidspunkt simpelthen bare ikke gider slås med sin krop mere, så venter der masser af belønning, når man begynder at sætte pris på sin krop. På hvad den kan og holder til. Det ved jeg godt er svært som teenager, hvor problemerne synes uendelige, ligesom livet synes uendeligt. Men det vi – omgivelserne – kan gøre for at hjælpe teenagere, tweens og ja, bare hinanden, er at tale hinanden op, i stedet for ned. Selv elsker jeg min mor, synes hun er klog på mange områder, men mest af alt, synes jeg hun betingelsesløst omsorgsfuld og jeg ved, hun ville mig det godt den gang. Derfor var det måske alligevel ikke den smarteste bemærkning at komme med, til nogen som helst.

Min filosofi overfor mig selv (det er der det kniber mest for de fleste), for andre og professionelt, er at påpege, fremhæve og fokusere på det gode, fremfor det trælse. Jeg er her i livet som 42-årig, ved at tage endeligt afsked med pisken og i stedet dyrke guleroden. Tale venligt til mig selv, have forventninger til mig selv, som jeg kan leve op til og generelt prøve at se på de gode sider ved det jeg formår og er, i stedet for at piske mig selv med det modsatte. For det gør mig simpelthen ikke godt. Jeg præsterer dårligere. Jeg har det dårligere. Jeg bliver ked af det.

Åh de smukke unge mennesker … en af mine ældste veninders datter blev konfirmeret sidste weekend. Det er ikke hende jeg klædte på, men de har da også lige lidt mere styr på det end vi havde!!

Hvor imod det har den modsatte virkning, når jeg taler omsorgsfuldt til og med mig selv, klapper mig selv på skulderen for det jeg når og tænker at det hele nok går alligevel. Den attitude, prøver jeg at give videre til alle de mennesker jeg holder af, klæder på og beskæftiger mig med. Gennem årene har det gjort mig næsten ude af stand til at opholde mig ret længe ved fejl og mangler, når jeg klæder mine kunder på. Altså, jeg registrerer og respekterer kundens ømme punkter og finder tøj der giver ro og tryghed der, således at kunden kan få lov at fokusere på at det dejlige ved sig selv og sit spejlbillede. For det smitter bare af på resten. Når man føler sig godt tilpas, ser man også godt ud.

Præcis som min sidste konfirmand, der havde sådan lyst til en lårkort kjole, da vi fandt den rigtige … pludselig kunne hun selv se at hende ben  er smukke. Så mit råd til teens, tweens og alle jer andre: tal hinanden op i stedet for ned, fokuser på det dejlige og nyd at kroppen bærer jer rundt. Hvis I skal skælde ud på nogen, så skæld ud på hjernen, der kværner derud af med kritik og sammenligninger. Det er den der er skurken. Ikke kroppen 😉

Du kan få god service over alt …

Vi styrede udenom en lockout og strejke dette forår ved overenskomstforhandlingerne. Sidst der var lock out, var jeg Personlig Shopper i Magasin Field’s og havde kun een skoledreng, som vi fik passet på skift ved at hjælpe hinanden forældrene imellem, hjælp fra egne forældre og vi havde ham med på job. Jeg havde ham endda med i Maga, hvor han sad musestille med sin ipad i et rum for sig selv, imens jeg klædte mine kunder på inde ved siden af. Det gik, men det var en drøj periode, der gud ske lov ikke skulle gentages nu, hvor jeg har 3 skolebørn. Pyha.

Jeg skriver om det her i min tøjklumme, fordi jeg kan huske hvor harmdirrende indigneret jeg var dengang over forskellige menneskers holdningstilkendegivelser om at ’man da bare kunne arbejde hjemmefra eller fra sommerhuset, tage ungerne med og selv undervise dem lidt, ind i mellem at man fik noget fra hånden’ og videre i den dur. Måske kan du ikke huske det, men det kan jeg. For jeg var rasende. Indlæggene var mange og forskellige – selvfølgelig – det var en lidt vild situation at stå i så længe, for så mange mennesker. Men der var ganske mange med holdningen om at man jo bare kunne arbejde flexe og så videre. Det provokerede mig usigeligt, fordi synspunktet tydeligvis stammer fra folk der ikke selv arbejder i servicebranchen, detailhandelen, sundhedssektoren og andre steder, hvor man arbejder på bestemte tidspunkter på bestemte steder.

Jeg har arbejdet med de dejligste, dygtigste mennesker i Maga i årevis. Alligevel savner jeg det ikke …

Men det er der mange, der gør. Jeg blev mindet om det, fordi jeg havde besøg af mine tidligere kolleger fra Magasin i mandags. Vi var 8 og kun 3 arbejder stadig i personlig shopping. De kvinder, er nogle af Danmarks dygtigste til at fornemme en kunde, klæde dem på og få dem til at blive mere sig selv foran spejlet – og selvom de virkelig godt kunne lide at arbejde som personlig shopper, har ingen af dem – heller ikke mig selv, fortrudt at vi ikke gør det mere. For vilkårene er barske. Arbejdstiderne ligger mellem kl. 9-20 og mange butikker har åbent 7 dage om ugen. Der er masser af overarbejde i spidsbelastningsperioder, som jul, udsalg, slagtilbud og så videre. Det vil sige ca. en gang hver anden måned. De arbejdstider har jeg altid affundet mig med, fordi jeg virkelig godt kunne lide arbejdet og så er det et vilkår. Jeg har aldrig nogensinde brokket mig over lørdagsarbejde eller arbejde i julen, men klart kunnet mærke at alt overarbejdet udover 37 timer virkelig trak tænder ud til sidst.

Men det jeg blev så harm over dengang – og stadig bliver når jeg møder den – er den manglende forståelse for, at muligheden for handle når som helst, kræver mennesker, der arbejder når som helst. Som ikke fleksibelt kan holde fri eller bytte rundt, men gensidigt forpligter sig overfor kollegerne, så vagtplanen går op og der altid kan være åbent. Det blev jeg mindet om da mine kolleger var her – de 3 der stadig er i Maga, havde lige arbejdet til SuperBazar, som er en uge med knaldtilbud og ja, overarbejde. De var stadig lidt matte i koderne, for det betyder mange dage med 10-12 timers arbejde hver dag. Og de gør det, fordi det hører med, men også fordi de er en del af holdet. Hele huset er på den anden ende og der er en god holdånd, når det kræves.  Men det er udmattende i længden, skulle jeg hilse at sige.

Det bedste eksempel på dårlig service er fra Damernes Magasin i Matador …

Serviceniveauet i Danmark er ikke ret højt. Og i København endnu dårligere end i provinsen. Det er totalt kritisabelt, når dem der arbejder i en butik, næsten er for kendte til det her sted og ikke kan nedværdige sig til at gøre det job de er ansat til: yde den bedst mulige service til de kunder, der kommer ind af døren og være nærværende når kontakten til et andet menneske skal etableres. Men altså. Jeg synes det kritisable serviceniveau har flere sider – den status jobbet har i samfundet og den attitude ekspedienterne mødes med fra kundernes side, er ikke altid rar. Nogle gange kan man mærke, at kunden der træder ind i butikken bærer sine fordomme foran sig og taler ret, ja, grimt, til mennesket der prøver at hjælpe. Sikkert fordi kunden har fået megadårlig service før og nu har paraderne oppe til kamp. Den attitude på forhånd bringer intet godt med sig.

Når jeg er ude at holde foredrag, taler jeg blandt andet om at få hjælp til at købe tøj, fordi personalet kender sortimentet og pasformer. Mange af mine tilhørere, indvender at det er ikke til at få hjælp og hvis de endelig får det, så står ekspedienten og siger at de ser vildt godt ud i noget, de selv overhovedet ikke kan lide. Så er det jeg foreslår kunden at spørge ekspedienten venligt og samarbejdsvilligt, hvad det pæne er, ved det tøj man har fået på. Forhåbentlig svarer ekspedienten ved enten at udpege de gode sider af den sag du står i, eller finde noget andet der sidder godt. Pointen er, prøv at få et samarbejde ud af ekspedienten. Hvis du som kunde gerne vil have god betjening og ja, hjælp til fx. dit tøjkøb, så prøv selv at være imødekommende og venlig.

Det gode eksempel på fantastisk service er Skejrns Magasin samme sted fra …

Mange synes også det er irriterende, når en ekspedient spørger om der er noget de kan hjælpe med.. De svarer nej, for tænk hvis du svarer ‘ja’, og de så vil sælge dig noget. Og ved du hvad? Du er gået ind i en butik, så det vil de også … det er deres arbejde. Men du gik også derind fordi du havde et eller andet behov. Og tænk nu hvis det du endte med at købe faktisk var noget du både kunne lide og har lyst til at gå i. Måske endda fik hjælp til at vælge noget du ellers ikke havde valgt, men som du overraskende nok ender med at blive vildt glad for. Den slags køb kan være sjældne, hvis man hader at købe tøj. Men hvis man lærer at bede om og få hjælp på den rigtige måde, er det slet ikke umuligt at få det, trods vores dårlige ry i servicebranchen.

Og så tilbage til holdningen til fleksible arbejdstider og til mennesker i servicebranchen generelt. Ingen (jeg har lyst til at sige vi, fordi jeg har arbejdet i butik i mere end 15 år, men nu gør jeg det jo ikke mere) har lyst til at høre deres job nedgjort og negligeret. Eller taget for givet.  Jeg er enig i at det burde være givet, at man får god service, når man træder ind i en butik og det er det ofte ikke. Blandt andet af ovenstående grund – vi ser ned på ansatte i servicesektoren og priser os lykkelige for at vi ikke behøver arbejde på de vilkår. Men når du får god service, så husker du det i lang tid. Og du kommer tilbage, for god service er en fantastisk oplevelse, som du har lyst til at fortælle videre og til at vende tilbage til … det ved jeg, for jeg savner stadig at forkæle mine kunder og glæde mig over hver gang de kom tilbage. Men jeg savner ikke at arbejde hver anden lørdag og altid i julen, efterårsferien, Påsken plus det løse. Til gengæld kommer jeg selv trofast tilbage, når jeg har fået god service et sted.

Dagdrømme om feriefarver på en regnfuld forårsdag …

Det er simpelthen så passende på den her regnfulde tirsdag, at jeg havde tænkt mig at skrive om farver, jeg er optaget af og hvordan mine omgivelser er en kilde til visuel inspiration. Det er noget jeg har skrevet om før her og her – og som uddannet tekstildesigner, stopper det aldrig med at være daglige æstetikvitaminer. Det gør mig godt og glad at se farver, kompositioner og linier …

Nogle gange omsætter jeg det til nye måder at sætte mit tøj sammen på eller til at være nysgerrig på en farve, jeg ikke har i garderoben. Tit er det bare et lille sug i maven. Moden i denne sæson mere mættet, juvelfarvet og kulørt, end længe. Det er skønt, synes jeg! Også selvom jeg kan være lige så optaget af et helt neutralt look i en ensfarvet skala.

Min veninde åndede lettet op, for jeg havde erklæret at jeg ville slæbe hende med til tyrefægtning. Sæsonen var ikke startet, til hendes held … det er ikke hende på billedet.

Jeg var så heldig at være på besøg hos min veninde i Madrid for et par uger siden og det lys de har der, kan ikke sammenlignes med vores kolde nordiske lys. Det er også grunden til, at man nogle gange kommer til at købe vilde farvede gevandter under sydligere himmelstrøg, der når man kommer hjem til vores verdensdel, bare gør bleg i stedet for strålende. Det skal dog ikke forhindre nogen, eller mig, i at falde for og eksperimentere med farver.

Den eneste farve jeg i sin tid har haft på, som decideret fik mig til at ligne opkast i ansigtet, er en helt klar turkis, som jeg bar til et modeshow på en skrædderuddannelse jeg tog, for utroligt mange år siden. Jeg er sikker på jeg kunne rocke den idag – om sommeren i al fald. Men den gang med vinterhud og en rødere tone i ansigtet (læs: bumser) … nej tak. Idag ville jeg være mere modig – du kan også prøve noget, du ikke plejer og lad for guds skyld være med at hænge fast i en farvetest, du fik lavet i 1980’erne. Ingen har de samme toner nu som da, og det er min erfaring at de tests bliver et fængsel, fremfor at være en hjælp. Fordi man – du – glemmer at se, sådan rigtigt se, dig selv i spejlet og bare vælger bevidstløst efter en eller anden ‘regel’. Hvis farven er dårlig til dig, så er du ikke i tvivl.

En af de farver jeg er faldet for igen og igen, gennem årene er denne hidsige mint, som jeg bare ikke rigtigt kan bære. Den er som den turkise fra showet – jeg kommer til at ligne opkast. Men jeg tror nu, jeg vil give den et skud, hvis jeg falder over noget jeg synes kunne være relevant.

Hidsig mint og himmelblå og græsgrøn … lyset i Madrid får det hele til at spille endnu mere.

Men det går så fint med den her støvede mint … den er jeg vild med og har en del af i skabet, men jeg styler den ret forsigtigt med grå, choko eller sort. Efter at have kigget lidt på billedet her, tror jeg, jeg må prøve at rocke noget koralfarvet sammen med den. Evt. bare i en neglelak, hvis jeg ellers ligner en der er klædt ud i stedet for at være klædt på.

Den fine mint er komplementærfarve til koral … hvor er det smukt med den gulgrønne lige imellem.

Blå og rosa har været nogle af mine absolutte forårsfavoritter i mange år. Så mange, at jeg næsten ikke orker dem sammen mere, selvom de elsker hinanden, det to farver. Jeg er til gengæld blevet ret vild med rustrød og har brugt den flittigt med lyserød på det seneste. Det tror jeg må prøves med klar blå også. Ny kombi in the making. Yay!

Himlen havde præcis samme farve, som den malede flade mellem alle vinduerne ….

Eller måske skal jeg kigge lidt efter noget rigtigt pink. Sådan helt neon shocking agtigt. Det ejer jeg ikke. Og tør muligvis heller ikke hoppe i det. Så må jeg nøjes med mine vilde øreringe, der har lige præcis den pink i sig. Men så er farven også begrænset til et meget lille område i mit outfit. Til gengæld en detalje med stor effekt.

Baren var oveni beklædt med leopardmønstret tapet … yas!

I stedet vil jeg sætte noget at alt det utroligt meget lyserøde, pudder og rosa tøj jeg har, sammen med noget grønt. Jeg har længe kigget lidt efter nogle grønne bukser, men de skal ikke være armygrønne. De skal være petrolgrønne eller irgrønne. Det kunne også være en nederdel. Ingen af delene er sådan lige til at støve op. I al fald ikke i en model jeg duer i …

Sart rosa vægge med tekstur, irgrøn bronze og himmelsk lys …

Jeg er også helt vildt draget af den her gulgrønne – også når den toner over i okker. Der er så meget af det denne sæson. Specielt i den gule ende af skalaen. Gad vide hvorfor jeg slet intet ejer i den farve? Jeg tror nok, at jeg er bange for den spiser mig. Men det er mange år siden, jeg har prøvet den sidst. Det må jeg lave om på! I al fald må jeg i det mindste prøve noget på og se om det holder stik.

Den der pink og laks mod det grøngule … wauw!

Scandi-klassikeren med grå og blå (tænk meleret grå strik og blå jeans), er jeg bestemt heller ikke færdig med. Jeg tror bare, jeg skal have en tredje farve med ind, her i sommerhalvåret. Ellers bliver det lidt for klassisk. Et godt bud ville være en lækker saftig chokoladebrun. Det er længe siden jeg har dyrket den. Og længe siden den har været i modebilledet. Det er den nu.

Når lyset er som det er i Madrid, kan en klar blå blive lysende op mod cementgrå. Det ville aldrig stråle så stærkt heroppe nordpå.

Imorgen aftaler vi at det ikke regner mere, ok? Så springer jeg ud i de vildeste farvekobinationer, mit skab formår. Gør du også?

Selfies kan også være et redskab til selvindsigt …

Forleden da jeg var ude hos en af mine kunder til Garderobetjek, tog jeg, som jeg altid gør, billeder af hendes outfits. På det ene, rettede jeg lige lidt på hendes tøj og tog så billedet igen. Det gør jeg ellers, for jeg gør en dyd ud af at sige at de billeder vi tager af alle outfits, er for at de skal kunne huske tøjet. De må endelig ikke fokusere på ansigtsudtryk og så videre, for vi gør ikke noget ud af fotografiet som portræt. Det er ene og alene et bibliotek.

Nåmmen altså, da jeg retter på tøjet, spørger hun mig: “Gør du det, når du tager billeder af dig selv? Altså retter på dit tøj og tager nye billeder?” Jeg kiggede måbende og grinende på hende og svarede: ”JA, men jeg tager da halvtreds eller i al fald 12-20 stykker” Hun svarede ”Jamen, det er fordi du altid ser så godt ud på de billeder” … og tusind tak for at du synes det, Lotte. Men som jeg svarede, er det er aldrig et one take og jeg tjekker både lys, tøj, mave (mit ømme punkt), hage, smil osv. Jeg grinede, fordi det kom sådan bag på mig, at hun troede jeg bare lige tog et hurtigt selfie og så færdig. Det er en iscenesat virkelighed, når jeg laver #oolaurat og selfies Selvfølgelig er det det, ligesom alt andet vi deler. Også det der ikke ser iscenesat ud. Jeg tog for givet at hun vidste det og trak et par mediefiltre ud af ligningen, når hun følger med.

Irriterende ansigtsudtryk
Alt for kunstigt
Arh, bare ikke helt godt
Det kan jeg godt lide …
Hoven vinkel på hoved
Ikke ret glad
Det udvalgte, som jeg typisk lysner lidt og bruger mit yndlingsinsta filter på: Clarendon på ret lav procent.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Jeg er svært glad for selfies, som de af jer der følger med, måske har opdaget og jeg har tænkt en del over, hvorfor jeg er det. Det kommer vi til senere. Først en tur om bag selviscenesættelsen. Jeg er fan af at føle sig godt tilpas i sin krop (og i sit hoved), så vel som i sit tøj og derfor vil jeg vise hvordan jeg ser ud på de fravalgte billeder. Den valgte serie herover består af usædvanligt få billeder, men ellers ville de fylde hele klummen. Som de ses, iscenesætter og udvælger, jeg nøje. Og det kan jeg også godt lide at gøre. Det er bare sindssygt vigtigt, at vi i det billedbombardement vi lever i, at vi konstant minder os selv om at det vi ser er et lille og redigeret udsnit af virkeligheden. Og så tilbage til hvad jeg tænker om alle mine selfies … jeg har taget dem i prøverummet i årevis og delt dem under hashtag oolaurat. Mange af dem er ikke tilgængelige mere, fordi jeg lagde dem på min insta, inden jeg lavede Verdensfirmaet og den er nu privat.

Allerførste #oolaurat fra 2012 … MASSER af filter, meget lidt lys.

Mine selfies er helt sikkert lidt ekshibitionistiske, handler om at vise mig frem, sige ‘se mig’ og høste anerkendelsen i likes og kommentarer. Men den største del af det, er at vise, hvordan jeg styler. Det første tog jeg i Magasin Field’s i 2012, da jeg startede Personlig Shopping op derude. Den morgen var jeg begejstret for mit outfit (men det var jo også en pailletjakke <3). Det spillede og jeg måtte bare dele det. Så begyndte jeg at gøre det mere og mere og ja, det blev til #oolaurat og en vane. Hvor jeg åbenbart fik og får afløb for min trang til at blive set, men også til at dele min styling og at finde på nye kombinationer, detaljer og outfits … jeg elsker at finde på outfits, hvis der kunne herske tvivl om det.

Gennem årene har jeg opdaget en anden ting, ved mine selfies. Det skete efter jeg blev skilt, og ikke var på SoMe i små fire måneder, fordi jeg var helt undercover i den hårdeste periode, jeg i mit liv, har oplevet. Da jeg lagde det første på igen, i forbindelse med at jeg var vært på et stort event for 100+ kunder i Magasin, skrev min gamle veninde (bagom på messenger) – “Dejligt du er tilbage. Du ser godt ud, men er stadig sort i øjnene”. Af sorg, underforstået. En anden – bekendt – kommenterede med “yay, #oolaurat er tilbage!”

Du er stadig sort i øjnene, skrev min veninde bagom, da jeg lagde det her billede på.

Begge kommentarer gjorde utroligt godt i en hård tid, men især den første måtte jeg tjekke igen. Jeg tog billedet, fordi jeg syntes, jeg så rigtigt godt ud og var klar til at dukke lidt op til overfladen igen. Da min veninde skrev det, tjekkede jeg billedet igen og ja, ganske rigtigt, jeg er helt sort i øjnene. Det var nok første gang, jeg brugte mine selfies til noget mere konstruktivt. Og ja, næsten terapeutisk. Jeg så mig selv med hendes øjne og kunne se min egen sorg. Ikke kun mærke den.

Næste kapitel i selfieselvudviklingen, var da jeg opdagede Tinder og havde en fest. For alle de hersens mænd skrev jo det ene kompliment efter det andet og jeg kan huske, at jeg hver gang lige tjekkede mine billeder på min profil, for at se om det dog kunne være mig, de mente. Jeg fortalte det til min bedste veninde, der prøvede at banke ind i hovedet på mig, at hun også synes jeg er pæn. At de sagde det, fordi de mente det. Jeg spurgte også en af mine drengevenner om det ikke bare var et scoretrick. Han svarede, der var helt sikkert en del scoring i det, men at jeg også bare er pæn. Faktisk har mine selfies gjort, at jeg er begyndt at tro på at andre end jeg selv, synes jeg er pæn. Det er jo faktisk meget rart at vide. Men især er det rart igen at lære at stole på at folk mener det de siger, noget jeg ikke har helt let ved. Jeg stoler på mig selv. Men sjælendt på de dejlige mænd 😉 Så fra den terapeutiske vinkel, har mine selfies hjulpet mig til at se mig selv med andres øjne, og som nævnt i sidste uge her,er andres øjne tit mildere og venligere … og ærligere og mere objektive.

Jeg kan se i mine øjne, at indeni er jeg glad. Det hjælper når uroen raser udenom …

Den seneste udvikling på selfiefronten er, at jeg har taget mig selv i at tænke at Verdensfirmaet virkelig gør mig godt, selvom jeg bogstaveligt tal, er ved at skide grønne grise (ikke en kur jeg vil anbefale!) over at være selvforsørgende med 3 dejlige drenge i husholdningen. Men når jeg ser på mine selfies siden 1. april, så kan jeg se i mine øjne, at jeg er glad indeni. Også selvom det er omkranset af enorm og ubehagelig uro, jeg ikke kan lide. Jeg satser på at den uro falder til ro, når jeg har lidt mere end 24 dage som selvstændig på bagen. Bedømt udfra mine selfies, så gør det.

Det er mine tanker om de gode sider ved selviscenesættelsen, og hvis du ikke er lige så SoMe-happy som jeg, så kan jeg alligevel anbefale at tage et billede af dig selv af og til. Gerne når du føler dig glad eller lækker eller begge dele. Det er godt at se tilbage på, når tiden går, for billederne lyver ikke selvom selviscenesættelsen, er en lille løgn. Du behøver jo ikke dele dem, hvis du ikke har lyst til det. Men husk at kigge på dem en gang i mellem. Det hjælper dig, til at se dig selv lidt mere objektivt. Og husk så at vinkler oppefra ALTID er gode 😉

At være sexet handler måske ikke om at vise hud, men om at vise flere sider af dig selv …

At føle sig sexet og udstråle det, er ikke noget danske kvinder, mig selv inklusiv, dyrker. Det er en skam, synes jeg, når vi nu er så lækre. Vi oplever alle nye sider af os selv, efterhånden som livet byder os udfordringer og glæder. Begge dele kan vise sig vidunderlige, såvel som rædselsfulde. Ens for dem er, at det er et vilkår vi må tage på os og om ikke forstå, så acceptere. Alt fra appelsinhud til ny kropsbevidsthed, eventyr og skilsmisser, barnløshed eller bryllupper, karrieresucceser og fyringer, forelskelse og forladthed … alle mulige hændelser, bærer vi med os.  Indeni farver de vores personlighed og kan ses i vores øjne, udenpå viser de sig som tegn i hud og hår. Lige midt i alle hændelserne, er vi selv konstanten. Vi skal slæbe rundt på os selv fysisk, hvilket for mange er en udfordring, fordi de skændes med deres krop, i stedet for at takke den for at bære os.  Personligt har jeg det strammere med at skulle bære rundt på min psyke. Alle de fordømte tanker, overvejelser, frygt og uro der spæner rundt i ring uden at – føles det – komme nogle vegne, vil jeg tusind gange hellere kunne tage en pause fra, end jeg vil fra mine rynker, deller og strækmærker, som jeg holder af og føler mig tryg når jeg ser, fordi det er mig. Måske vil jeg en dag få samme afslappede forhold til min til tider, hysteriske hjerne og store følelsesregister. Måske ikke. Det går alt sammen alligevel. Men hvorfor skriver jeg om alt det her, når jeg vil snakke om sexethed?

Den her kjole er det tætteste jeg kommer på LBD, little black dress, som mange kvinder har i skabet. Den er mørkeblå og meget enkel. Jeg bruger den sjældent, fordi den slet ikke er cool og jeg derfor viser mig meget frem. Men jeg føler mig bestemt fin. Næsten for fin.

Fordi jeg oplever at sexethed er noget nyt og ret ukendt i mit liv. Og det samme har gjort sig gældende for mange af de kvinder jeg har klædt på, når de pludselig følte sig smukke og lækre foran spejlet. Ikke en følelse de var vant til. Hvad vi finder tryghed i er forskelligt – jeg gør det, når jeg har tøj på med et element af coolness, som sneakers, en bomberjacket eller ankelstøvler. For andre kan det være at gemme sig i lidt stort tøj, mørke farver, bukser, den samme kjole model i årevis og så videre. Der er også kvinder, der føler sig mest sikre i meget udfordrende og i klassisk forstand, sexet tøj. Dem har jeg bare ikke haft ret mange af i mit prøverum gennem årene, for de kan selv. De ved hvad de kan lide og har ikke brug for hjælp. Dem, jeg taler om, er jeg selv en del af – almindelige kvinder med et lidt fremmedgjort forhold til sexethed. Det er ikke ret skandinavisk eller dansk, at tale om sexethed. Måske fordi det er det er nemmere at være praktisk, pæn og lidt cool, hvorimod det sexede og feminine tit føles lidt uvant og intimt. Men så er det at livet sker, med skilsmisser, singleliv, fyringer, børn, aldersforandringer – der tvinger os til at forholde os til os selv og vores liv på ny og med nye øjne. Jeg ved det, fordi jeg selv blev skilt for 3 år siden.

Outfittet her, er det til dato mest feminine, jeg nogensinde har haft på, fordi jeg både har bare skuldre, en let, tøset nederdel OG høje guldsandaler. Normalt ville jeg altid have hoppet i ankelstøvler, for at få lidt kontrast. Men i sommers vovede jeg det og gik hele vejen. Det var en uforglemmelig sommernat fyldt med grin og venner.

Jeg har altid har gået op i mit udseende og mit tøj, men jeg gør det på en helt ny måde nu, som single. Jeg ser mig selv med nye øjne, i takt med at mit liv på ingen måde ligner det jeg levede i 18 år med den samme mand. Jeg har altid kunnet klæde mig og altid syntes at jeg sgu’ egentlig var meget pæn, uanset om jeg har vejet 70 kg eller 90 kg. Det nye er, at jeg aldrig vidst at andre også synes, jeg er pæn. At mænd synes det. Pludselig har jeg lært at se mig selv med deres øjne og mænd er sgu’ søde. De er vilde med kvinder og ret ligeglade med deller – eller de synes de er dejlige, skulle jeg hilse at sige. I al fald i utroligt højere grad, end kvinderne selv kan lide deres deller. De er simpelthen bare venligere, mere rummelige og realistiske, når de ser på kvinder. De ser gennem alle komplekserne og ind til den dejlige dame, der står foran dem. De øjne fortjener vi at se os selv med. Måske har det noget at gøre med at mange mænds selvbillede også er ret godt. De klør på med stor selvsikkerhed på uanset om der er måne, dunk eller en ikke imponerende højde at gøre med. Og når de hviler nok i sig selv, er det ret charmerende, at personligheden kommer først og udseendet sidst. Det kunne mange kvinder simpelthen godt tage at lære noget af! Mig selv inklusiv.

Min røde kjole er jeg så vild med, men bruger meget meget sjældent uden en kimono udover, fordi den er så afslørende og direkte. Da jeg tog til fest uden briller også, var jeg næsten ikke mig selv og det gentager jeg nok ikke lige med det samme. Der er graden af nøgenhed alligevel for udfordrende for mig. Men den aften trængte jeg til at komme et nyt sted hen og hele outfittet hjalp mig med at tage det skridt.

Ikke fordi vi skal rende rundt og basere vores selvbillede på hvad andre synes om os, men fordi andres øjne tit er mildere, end jeg i al fald har oplevet kvinders egne øjne, er på dem selv. Så tilbage til sexethed. At turde udstråle femininitet og være sexet, kan virke næsten farligt. Når jeg klæder mig allermest feminint og ja, sexet, føler jeg mig også ret nøgen. Det er en SÅ ny følelse for mig, at bruge mine feminine sider, i stedet for mine klassisk maskuline sider – der, hvor jeg er lidt cool. Men det jeg oplever, når jeg smider noget af vanen og de beskyttende lag af ‘coolness’, er at jeg viser lidt mere af mig selv. Jeg skræller nogle lag af og viser min kvindelighed, min sårbarhed, fordi jeg føler mig lidt nøgen. Jeg gør det ikke nødvendigvis for at møde en mand, men for at møde mennesker. Og når jeg viser lidt mere af mig selv, kan andre jo også bedre se mig. Så har jeg ikke så travlt med at være sjov, cool og klog. Eller jo, det har jeg, for det er jeg, men jeg er også lidt mere sårbar, lidt mere nøgen og lidt mere ærlig. Sådan vil jeg jo gerne møde nye mennesker. Mænd, som kvinder. For så ser de lidt mere af hele mig og ikke kun mine godt gennemprøvede sider i komfortzonen.

Selvom det måske ikke ser sådan ud, så var jeg også VILDT udfordret af det her outfit, fordi jeg normalt ville vælge min trygge seje thermojakke udover, for at få noget kontrast op imod den lette slip-on kjole. Valget af blondejakken udover føltes så nøgent og udstillende … men kun indtil jeg kom afsted. Så var outfittet dejligt feminint og jeg følte mig virkelig, ja sexet.

Det er faktisk hvad sexethed er for mig. At smide lidt af lagene – ikke nødvendigvis kludene 😉 – og vise andre sider af mig selv. Jeg ved ikke hvad sexethed er for dig, men det er min erfaring at rigtigt mange kvinder holder på sig selv, fordi det kan være farligt at blotte flanken … pun intended. Alle billederne i indlægget her, er nogle hvor jeg har følt mig MEGET udstillet, og lidt afklædt, ret fremmedgjort og lidt usikker. Men jeg har også følt mig rigtigt fin, flot og feminin og alle aftenerne her, blev anderledes end jeg er vant til. Jeg bar mig selv mere forsigtigt. Jeg prøvede mig mere frem og jeg bilder mig selv ind at jeg lyttede med et lidt mere åbent sind, fordi jeg selv var på ukendt grund. Så for mig er det at klæde mig sexet, ikke et spørgsmål om at afklæde mig, men at vise lidt mere af mig selv. Og ja, lidt mere af min krop – i al fald konturerne. Måske vil det også være udfordrende for dig, at klæde dig mere sexet, tænk hvis det også er udviklende …