Purpur, indigo og skarlagen. Farver der både lyder som eventyr … og er det.

Sidste tirsdag skrev jeg om at tage forsmag på foråret med farver. Denne gang dykker jeg lidt dybere ned i et par farver, fordi deres oprindelse er lige så eksotisk, som deres navne. Altså den gang de ikke kunne fremstilles kunstigt og måtte findes, udvindes og hjembringes med livet som indsats. Deres navne skarlagen, purpur og indigo smager af eventyr …

Ecce Homo af Peter Paul Rubens ca. 1610

Jeg kan næsten lugte verdenshavene, som søfarere krydsede for at udsmugle og indføre den lus, som giver farven karminrød. Vi kender den også som skarlagenrød. Skarlagen var dog oprindeligt betegnelsen for dyre stoffer i klare farver som karminrød, safirblå og jadegrøn, men idag forbinder vi kun betegnelsen med højrød.

Det er en dyb og intens rød farve. Den var kostbar, svært tilgængelig og deraf prestigefyldt … med en aura af konger og kardinaler kender vi den fra utallige klassiske malerier af dygtige malere som f. eks. Rubens maleri af Jesus. Farven udvindes af en art af skjoldlusen, der hedder cochenille. Den lever på kaktusser som aztekerne dyrkede i århundreder. Det ligner hvidt pulver, de tørrede hunner af skjoldlus, men de har en kraftig rød farve indeni, som den vestlige adel ville gøre næsten alt for at få fingrene i. Handlen med cochenillepulveret, var under spansk kontrol i århundreder og det var så lukrativ en import, at der var dødstraf for at afsløre hvorfra pulveret stammede.

Ligeså med purpur, som var sin vægt mere værd end guld … den seneste pris jeg har kunnet opdrive er fra 2003, hvor 1 gram koster 17.820,- immervæk en klatskilling. Farven kommer fra purpursneglen Nucella Lapillus og var en af middelalderens absolutte prestigefarver. Den romerske kejser Cæsar så helst at kun han gik i farven. Det og prisen var med til at gøre den dybe mættede violette, til en af de mest eftertragtede farver fra antikken og op gennem hele middelalderen. Farven sidder inde i sneglen, hvor der er et stof, der ved kontakt med ilt bliver lilla. For almindelige mennesker, har naturfarver som brunt og gråt domineret gadebilledet og jeg forestiller mig hvordan  purpur … den forførende mørke violette farve … har gjort et stærkt indtryk, når man en sjælden gang så den. Og forbeholdt den absolutte elite, var det visuelle lighedstegn mellem en farve og magt, mange tusind gange nemmere at huske, end ord nogensinde vil være. Et virkefuldt middel til at understrege positioner i samfundet.

Den sidste farve vi lige runder idag er indigo … et helt vidunderligt ord, som bærer østens mystik i sig, synes jeg. I min stue ligger en lille smule af den mystik, fordi mit tæppe på gulvet er hjembragt fra Marokko. Den blå farve i tæppet er indigo, en naturfarve, som mange berbere stadig anvender. Planten farven udvindes fra er af ærteblomstfamilien og hedder Indigofera. Den er særligt udbredt i tropisk Afrika, men vokser i alle tropeegne. Modsat cochenillelusen og purpursneglen er indigo ikke svært til gengængelig og derfor udbredt. Den smukke, intense og lidt støvede blå, kender vi alle, fordi det er det vi kender som denimblå … altså den klassiske jeansfarve.

Tænk på det, når du næste gang trækker i dine jeans. Farvernes historie er eksotisk og gammel og en gang var det næsten umuligt at komme i nærheden af andet end brunt og gråt. Hurra for at det ikke er det mere.

 

One comment

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *