Er håb opium for folket?
I efteråret 2018, skrev jeg sådan her …
Det er min fødselsdag i dag og i gave har jeg fået af mig selv, at jeg må skrive om noget, der ikke handler om tøj. Jeg har lyst til at skrive om håb, drømme og længsler.
“Er håb opium for folket?”
Sådan sagde en af mine venner for nylig til mig i en virkelig fin samtale.
Karl Marx sagde at religion var det og mente noget i retning af at religion sløver & skaber afhængighed i jagten på næste fix … og så er der som i narkomanens verden ikke plads til at reflektere over hvad man gør, kun at man skal gøre det: jagte næste high. Den blinde tro eller afhængighed om du vil, giver missionæren frit spil til at manipulere folk til at gøre hvad, der bliver prædiket.
Har håbet indtaget den samme rolle i dag, som Marx mente religion havde? Det jeg tænker over er, om jeg – vi – i jagten på glæde og lykke, lever så udtalt i håbet om den lykke, der forhåbentligt kommer, at det bliver en flugt mere end en drivkraft. Er håbet vores high? Omvendt er et liv uden håb jo håbløst, fordi der netop er en enorm kraft i håbet, i drømmene og længslerne. Men det er der jo også både i religion og i opium, ingen af delene er gode at misbruge …
Jeg elsker at drømme.
Jeg elsker at drømme, elsker at visualisere alle de ting, jeg gerne vil i mit liv. Mange drømme om stort og småt, nogle har fuldt mig altid, nogle jeg udlever og nogle er nye. Jeg synes, jeg er rigtigt god til at få dem til at gå i opfyldelse og dem der ikke gør, glemmer jeg tit at jeg har drømt om. Jeg er glad for den måde jeg forvalter mine drømme. Jeg håber, at jeg bliver ved med at udleve dem. Og at de bliver ved med at gå i opfyldelse.
Faren ved at være god til at håbe og drømme, er at det er blevet min underliggende energistrøm, min benzin, der driver mig … og som gør at jeg tit lever i fremtiden. Der er så meget kraft i at prøve på at få drømmene til at lykkes og så stor styrke i at håbe, at det driver mig væk fra nuet, nærværet, i dag. I mange år var det min overlevelses- eller bare levelsesstrategi at drømme, håbe og længes efter alt det jeg manglede.
Balancen er blevet meget bedre, klart også med Verdensfirmaet. Bedre fordi jeg nu meget håndgribeligt udlever en drøm hver dag. Ikke fordi jeg har drømt om at være selvstændig, men fordi jeg siden jeg var barn, har været optaget af tøj og mennesker. Og det rigtige tøj til de rigtige mennesker er grundlaget for alt jeg laver nu. Om vingerne bærer, vil tiden vise, men hvis energien er et pejlemærke, er udsigten god. Strålende faktisk. Fordi det er så meningsfyldt, gør det mig glad og fyldt med ideer til nye ting, når noget ikke lige rammer rigtigt og energi til at eksekvere det, der virker. Jeg skal have det til at vokse nu. Jeg vil det så gerne.
Tidligere har jeg haft en tendens til mest at leve i fremtiden, i drømmene. Bestemt også fordi den nutid jeg levede i, ikke var det jeg gerne ville, men så tænkte jeg altid at hvis jeg bare gjorde lidt mere, udviklede mig, arbejdede, gav, prøvede, elskede, forsøgte, rummede lidt mere SÅ ville jeg få det jeg ønskede. Og surprise, sådan hænger det slet ikke sammen. Jo hårdere jeg prøvede, så mindre var der til mig, fordi jeg hele tiden gav væk, i stedet for at give mig selv. Jeg lod en andens lykke gå frem for min, i logikken om, at hvis jeg gav nok, ville der nok en dag komme lidt tilbage til mig.
Man kan ikke holde regnskab med det man giver. Jeg skal give, fordi jeg selv bliver glad af at give, ikke for at få noget igen. Det ved jeg nu. Og nu har jeg skabt mig et liv jeg virkelig godt kan lide at leve. Jeg har givet mig selv og drengene en hverdag jeg og de holder meget af, fyldt med mennesker, der gør os glade. De får mig til at føle mig elsket. Og de lader mig elske dem. Det er et kæmpe skift.
At jeg har taget fremtiden ved hornene og lever som jeg drømte, gør også at jeg ikke er så urolig over fremtiden som selvstændig og alene med 3 drenge, for det går jo hele tiden. Og jeg har det rigtigt godt. Og jeg ved ikke hvad der sker i morgen, men jeg kan ikke gå rundt og være bange for det, når jeg nu har det så sjovt. Det er en mærkelig ligning, som pludselig er gået op i mit hverdagsliv. Jeg er inderligt taknemmelig.
Alligevel trækker drømmene i mig og frister mig ud i det jeg plejer – at junke næste high, ved at forsvinde ud i alt det som jeg håber kommer til at ske. At opleve gengældt kærlighed, at komme til at leve og ikke kun overleve med Verdensfirmaet, at vise dreng’årn verdens syv vidundere, New York og det tidligere Østeuropa (turneen starter næste sommer, hvor vi napper Polen). Især den med kærlighed fylder, for det andet skal jeg på en eller anden måde nok få kringlet, så det lykkes. Det er jeg selv herre over.
Men jeg er jo ikke herre – kvinde – over kærligheden. Den kan jeg kun håbe på og drømme om at opleve. Give den gribende længsel der kommer og går, modspil, for gør jeg ikke det, er den sgu’ en tung fætter at danse med. Jeg er ved at lære at danse med den – rumme at den er der, uden at den får overtaget. For når den gør det, inviterer den sin ven tvivlen med og så blegner troen på, at jeg kommer til at opleve det jeg drømmer om. Dét gør naller! Jeg hader tvivlen, fordi den lyder så overbevisende, som den sidder der på skulderen og overbevisende konstaterer: ”Det er ikke alle mennesker, der oplever gengældt kærlighed i deres liv og måske er du et af dem.”
Det lyder så rigtigt, når tvivlen siger det på den måde. Så tvinger jeg mig selv til at til at svare tvivlen, at det tror jeg ikke på, selvom den altid får mig til at vakle. Jeg kan ikke overbevise den dumme tvivl med rationale, men jeg kan danse rundt om den med længslen i favnen og gøre ting, der gør mig glad. Det virker hver gang. Længslen forsvinder igen og så har tvivlen ingen næring. Karen Blixen sagde engang til en deprimeret Thorkild Bjørnvig at
”Længslen er pant på at det man længes efter, findes i virkeligheden”
Det citat elsker jeg. Det er min veninde, der har givet mig det og oh boy, jeg er på Blixens hold.
At være i nutiden ...
Jeg ser mit liv som en bom eller en bro om du vil. Jeg går på mellem et hav af fortid og et hav fremtid til hver sin side. Bommen, broen er nutiden. Jeg sætter det ene ben foran det andet, får våde ankler og falder i nogle gange. Men jeg kommer altid op på bommen igen og fortsætter. Langsomt, med hvert skridt jeg tager, bliver bommen bredere og bredere, så jeg ikke skal bruge så mange kræfter på at holde balancen, men kan løbe, hoppe og danse. Men bommen fører ikke i land. Livet ér en balancegang og der er ingen andre end mig til at lære, hvordan jeg holder balancen.
Engang var mit et og alt en tro på og et arbejde hen imod, at jeg ville komme i land en dag. Det er for relativt nylig gået op for mig, at sådan er livet ikke. Ting sker hele tiden. Jeg sker hele tiden. Det har været så frisættende, at jeg fattede det. At jeg blev gammel nok, oplevede nok, overlevede nok til at fatte, at det er sådan det er. Livet sker hele tiden. Jeg kan ikke nogensinde gøre, prøve, arbejde, elske nok til at få det til at lande. Livet er livet og det står aldrig stille. Jeg kan bare leve det. Så det gør jeg. Ikke som om hver dag var den sidste, slet ikke. Nogle dage skal sgu’ bare overleves, heldigvis kommer der altid en ny dag. Men at give slip på håbet og drømmen om at ’lande’, har sat mig fri til at være her hvor jeg er og nyde det.
Så ja, jeg synes faktisk af håb kan være som opium – narkotisk vanedannende og sløvende, fordi jagten på at nå hen hvor håbet bliver indfriet og drømmene går i opfyldelse, er en flugt uden nogensinde at blive en indfrielse. Jeg er på afvænning fra det drug, for hvem ved
”These may very well be the best years of my life”
Sådan skrev en gammel ven engang på Facebook. Det er så sandt! Jeg ved jo ikke hvordan den lykke ser ud! Men jeg mærker den næsten hver dag alligevel. Balancen mellem at leve i fremtiden – visualisere drømmene, mærke drivkraften i håbet, styrken i længslen – og så at løfte blikket og være i her nutiden er udfordrende, svær faktisk. Men belønningen er meget større og mere solid, end håbets high, der hele tiden kræver mere og mere for at give mig et kick. Det gør hver dag ikke. Den kræver blot at jeg kigger mig omkring, jeg lever jo allerede et liv jeg elsker.
Sådan ser det ud 5 år senere ...
Update 5 år senere. Her sidder jeg uden filter. På skriveferie i sommeren 2023, fordi jeg har fået kontrakt på min første bog.
Jeg har arbejdet mit firma gennem corona, lever helt og fuldt at det jeg kan finde på og sætte i søen, ser drengene vokse til. Nu er de halvstore unge drenge og mænd. Vidunderlige og irriterende. Lige som de skal være.
Kort efter jeg skrev klummen her, mødte jeg en vidunderlig mand, jeg var kæreste med i 4 år. Jeg gik fra ham i foråret … fordi det ikke var rigtigt. Av, hvor har det været hårdt. Jeg ville sådan ønske det kunne ha’ været os der skulle følges. Men jeg kan ikke følges med en, der ikke vil eller kan flette drømme.
Men dengang som nu, sætter jeg det ene ben foran det andet og går gennem mit liv, hvor jeg i den grad drømmer. Men oh boy, jeg får dem dælme også til at gå i opfyldelse! Jeg har brugt sommeren på at se tilbage. Noget jeg er blevet bedre til, for på den måde træder alt det, der er sket tydeligere frem.
Det hjælper mig personligt til at se, at de udfordringer jeg møder i kærligheden, så vel som professionelt, ikke er de samme. Det føles nemlig altid som om jeg vader rundt i det samme, når et velkendt tema vender tilbage. Men når jeg genlæser tanker eller drømme for år tilbage, bliver det tydeligt at jeg er et helt nyt sted. Selvom jeg stadig er den samme. Nu lidt ældre, noget tykkere, meget mere erfaren, en del mere rummelig overfor andre, men især mig selv, og ret meget mere rolig. Præcis lige så drømmende.
Jeg er landet i at være selvstændig. Jeg elsker det! Og den del af glæden kommer fra min kontorplads, et sted jeg stadig er nyforelsket i efter halvandet år. Ikke i ‘et menneske, men hele stedet med dem allesammen, hvor der smukt og højt til loftet. Mentalt og fysisk. Det er hverdagslykke, når jeg spadserer de 4 minutter derover og glæder mig over at det her er mit liv.
Den balance jeg har drømt om, øvet mig i og knoklet på at få i mit arbejdsliv, er ved at være der. Beviset er, at denne sommer trak jeg stikket til ferie, uden at være på randen af kollaps. Jeg har været ude af byen i 4 uger – holdt helt fri de 2 og arbejdet 2. Det har været så vidunderligt.
Nu er jeg tilbage. Klar til et fantastisk efterår. Og jeg er så glad for at du stadig læser med. Tak.
