Alle mennesker har noget, de ikke er vilde med ved deres krop. Det er individuelt hvad det er og det der for andre kan virke fjollet, ligegyldigt, ja decideret foragteligt at det er et problem, er stadig et helt reelt problem for den, der står med det. I den årligt tilbagevendende debat om bikinikroppe og kropsidealer, som huserer lige nu, vil jeg dele lidt af mine erfaringer fra prøverummet om kvindekroppe og spejlbilleder.

I prøverummet bliver alt forstørret – der er fokus hele vejen rundt på kroppen og ingen steder at skjule sig. Som personlig shopper, hælder jeg mine kunder i tøj, der får dem til at udbryde: ”Aj, er det sådan et snydespejl, det her? ” Det er det selvfølgelig ikke. Så var der ingen der kom igen. Og jeg har mange elskede stamkunder. Jeg ved ikke ret meget bedre arbejdsmæssigt, end at finde tøj frem, der får mennesket foran mig til at fokusere på sine fordele i stedet for at være optaget af ulemperne. Fejlene.

Don’t get me wrong – det er kunden selv, der synes, der fejl ved deres krop. Jeg synes aldrig, de er forkerte. I mit prøverum er jeg altid den venligste ved vores kroppe. Jeg er nemlig også venlig ved min egen. Jeg synes, selv jeg er ret lækker. Også selvom jeg næsten altid er den største (ikke kun i højden) i rummet. Jeg synes helt reelt, jeg ser ret godt ud, også selv om jeg SAGTENS kan både se og mærke at jeg har en stor blød mave, at min nummi i princippet er som en ost: stor, flad, hvid og firkantet – med huller i – at mine arme ikke er ret tonede og så videre. Det er ikke fordi jeg er blind. Men jeg kan bare ret godt lide mig selv. Nu synes I måske det her selvros tager overhånd, men det synes jeg ikke, for jeg ser hvor meget dårlig energi og selvhad der flyder rundt i kvindekroppe, kvindehoveder og kvindebilleder hver dag. Så vil jeg hellere hælde i det selvglade bæger lige til kanten. Helt seriøst så synes jeg selv, at når jeg står i trusser og splitter Kong Hans foran spejlet herhjemme, at jeg fandme da er så skide lækker, at det er ærgerligt at jeg er single. For nogen må da komme og sætte pris på al den herlighed inden den forsvinder! Det er jo spild af krop og lækkerhed!

Jep, sådan tænker jeg. Og had mig bare for at sige det højt. Det gør ikke noget. Så længe der er et eller andet i dig, der måske får dig til at se mildere, venligere, kærligere på dig selv, er jeg glad. For de udfordringer alle har kropsligt – som kan have vokset sig så uoverskueligt store i mange år med masser af selvhadsnæring til ridebukselårene, åreknudeunderbenene, flaparmene, hængehudshagen, dellemaven og hvad har vi – er primært et problem i hovedet. I dit hoved. I kid you not!

Det er simpelthen et fåtal af alle de mennesker jeg har klædt på gennem årene, som reelt er svære at klæde på, fordi deres facon er så langt fra stangstøjsnormalen, at det er en udfordring. Og de kunder som er allersværest at gøre tilfredse, er KUN svære fordi de er sindssygt kræsne og pernittengryn. Det er dem, der kan finde fejl ved alt og kun ved hvad de ikke vil have. De er næsten umulige at klæde på, fordi de i bund og grund er så uvenner med sig selv, at de skælder ud på alt og alle og allermest dem selv. Intet nogensinde er godt nok. Heldigvis, er der heller ikke ret mange af dem.

Jeg vover den påstand, at hvis en kunde ved hvad hun vil have eller er i stand til at finde ud af det i samarbejde med mig, så kan jeg altid finde noget de kan lide. Jeg skriver det her, fordi jeg vil tilbage til min overskrift: It’s (almost) all in your head! Dine udfordringer er helt reelle for dig. Og jeg har respekt for dem. Jeg gør hvad jeg kan, for at finde noget der arbejder med dig og din selvopfattelse. Men samtidig fortæller jeg dig kærligt, at dine udfordringer kun er et problem for dig selv. Der er ikke nogle af os andre, der ser så hårdt og ukærligt på dig, som du selv gør. (Og hvis der er mennesker omkring dig der gør det, så overvej om du skal lytte til eller overhovedet omgås dem i fremtiden …)

Prøv næste gang du kører skæld ud rutinen foran spejlet, at træde et skridt tilbage, se dig selv lidt på afstand og som en helhed. Det er det alle andre gør. Ingen er så optagne af dine arme/baller/lår/ (indsæt selv), som du er. De ser hele dig. Og hvis du smiler lidt til verden, så ser de dit smil og ikke ret meget andet. Måske hjælper det dig ikke ret meget, at jeg siger det her. Men hvis du gerne vil hjælpe dig selv, kan du jo starte med at være venligere ved dig selv. Det føles dejligt. Jeg taler af erfaring.