Jeg elsker mode, men kan blive træt af moden. Det er jo lidt paradoksalt, når jeg arbejder med både mode og beklædning. Men det er fordi jeg bliver træt af hypen omkring moden. Hysteriet og jagten på at eje det nyeste af det nye. Når man prøver at blive del af en stamme,  ved at investere i dette eller hint, bliver jeg så træt. For mig er det er inderligt ligegyldigt. Om man har råd til tasker til flere måneders løn eller sko, der kun skal vises frem, så alle kan se man har dem. Den del at the fashion circus, har jeg for mange år siden drømt stakåndet om, uden nogensinde at have haft råd til at deltage i. Og da jeg fik mere råd, var jeg blevet ligeglad. Fordi jeg elsker mode og bliver boblende inspireret af at se shows fra Paris med berusende nye snit, materialer og stylinger, der på et sekund rammer helt rent inde i mit æstetiske hjerte og rør mig, som kun kunst ellers gør. Lige i forleden blev jeg helt blød indeni, over det her billede fra Prabal Gurungs 2018 Prefall kollektion – snittet, farverne, flow, materialer, det forførende friske … det rørte mig. Jeg tager det med mig og bruger det som inspiration for mig selv og i al mit andet arbejde med tøj og mennesker.

For det handler ikke om at jeg MÅ EJE det for at forløses. Det handler om skønhed, æstetik, det unyttige, men livsvigtige, som ligger i den skønhed mennesker kan frembringe, som de eneste væsener på jorden. Vi kan skabe noget der ikke handler om artens overlevelse, men som alligevel gør himlen til forskel på os og dyr. Det adskiller os fra dyrene. På den måde elsker jeg mode. Som visuel inspiration. Noget jeg er dybt afhængig af, for at have det dejligt indeni. Skønhed er en del af min hverdag. Hver dag. Det handler om vindueskarme med pynt eller blomster, billeder på mine vægge, at se lyset på køreturen og ja, at vælge noget tøj jeg føler mig godt tilpas i og synes jeg ser dejlig ud i. Æstetik rør mig. Indholdet gør forskellen. Med det mener jeg at skønheden påvirker mig mentalt. Jeg bliver glad og rørt, når jeg ser, mærker, sanser noget smukt.

I disse instagram tider, er der meget æstetik up for grabs og ja, iscenesatte hverdage, der ser betydeligt pænere ud gennem et filter og en hård beskæring – det er et udsnit, vi ser. Det ved jeg alt om, for jeg bor på ingen måde supertjekket, jeg roder, køber loppefund, reder sjældent seng, støvsuger max en gang om ugen og ville ønske nogen var vilde med at gøre mit badeværelse rent, mine unger synes jeg laver verdens bedste pizza og jeg køber lissom alt er færdigt Netto – men jeg kan tydeligvis rulle den færdige dej ud, som ingen anden …  ligesom alt det andet fantastiske mad vi får, tager det 30 min at lave – fra jeg går i gang til det står på bordet. Med det vil jeg sige, at jeg springer over ALLE de lave gærder jeg kan, når det ikke er vigtigt for mig. Jeg vil hellere nå at sidde ned, når vi kommer hjem eller nå at skifte vandet på blomsterne i vasen, end lave pizzadej fra bunden … sådan er vi heldigvis forskellige. Og jeg har små udsnit af ting, jeg holder af at se på, beskåret som en billede til Instagram. Jeg har ikke et toptunet hjem, jeg stresser for at holde toptunet. Jeg har et hjem der gør mig glad, får mig til at føle mig tryg og hvor jeg er vildt god til at sige pyt til alt det jeg ikke lige når. Og til at klappe mig selv på skuldrene for det jeg når.

Det jeg prøver at sige er, man kan godt elske mode, få det vidunderligt indeni af skønhed og prioritere æstetik, uden at sidde faste i en poleret virkelighed, hvor stræben efter det perfekte og higen efter det nyeste, udgør indholdet i livet. Man ved jo helt selv hvad der gør glad og vælger selv, hvad man har lyst til … heldigvis.