You are currently viewing Ny garderobe 2 gange om året uden at bruge en krone!?!

Ny garderobe 2 gange om året uden at bruge en krone!?!

Før

Jeg har fået en næsten helt ny garderobe overnight! Det får jeg 2 gange om året … ikke fordi jeg er ustyrligt velhavende, men fordi jeg pakker sommer- og vintertøj frem og tilbage. På den måde gennemgår jeg alt mit tøj og ender hver gang med at opdage nye muligheder i velkendte klude, der resulterer i spritnye sæt jeg allerede glæder mig til at have på. Yay!

Efter

Jeg gør sådan her: Først sorterer jeg de typiske sommerting fra – lette toppe i farver jeg ved jeg ikke bruger om vinteren. Som du kan se er det sarte pasteller, men også mange af mine ærmeløse skjorter og toppe, hvis de er lyse. Underdele som shorts, sommerbukser, sommerkjoler m.m., bliver også pakket væk. Jeg kan sagtens være i tvivl og lade en masse hænge fremme, men det er mere effektivt, når jeg går konsekvent til værks og realistisk pakker det væk, jeg jo ALDRIG har haft på om vinteren. I stedet for at jeg lader det hænge fremme en hel vinter uden jeg har haft det på, pakker jeg det væk og når jeg så et halvt år senere finder det frem igen, føles det dejligt frisk og nyt. Yay!

 

 

Så sorterer jeg det tøj fra, som er for slidt eller som jeg ikke vil have mere. Jeg prøver at være stringent med, at hvis jeg ikke har brugt stykke tøj i flere år, så må det ryge. Jeg kan ikke komme i tanke om tøj, jeg har fortrudt, jeg har sendt videre i systemet – i mit tilfælde til min søster. Jeg venter altid til, jeg er sikker og så skænker jeg det aldrig en tanke igen. Det vigtigt at få sorteret væk, for ellers ender man med at have garderoben fyldt med ’tænk nu hvis’ … og den slags tøj, skal man ikke have ret meget af. En god garderobe består først og fremmest af tøj, man har lyst til at have på, kan passe og som er i fin stand. Alt andet fylder bare op og ligner muligheder, når man skal vælge tøj næste morgen. Det er det ikke, når man ikke har lyst til eller kan gå i det. Til gengæld bliver min søs glad. Yay!

Undervejs prøver jeg de ting, jeg er i tvivl om jeg kan passe og pakker det væk, jeg ikke kan. Jeg ved af erfaring at de gode ting, som ikke passer nu, giver jeg ikke væk, for dem kommer jeg i igen, når jeg svinger i den anden retning igen. Det er dejligt at have tøj klar, både til de tykke og de tynde perioder. Jeg vil dog kraftigt fraråde, at man har mange år gammelt tøj liggende fra en helt anden kropsfacon og vægt, for det motiverer ikke. Det peger fingre. Man kommer altid allerlængst med sit selv- og spejlbillede, hvis man er kærlig ved sig selv. Punktum. Og yay!

I gennemgangen dukker, der altid tøj op jeg lidt havde glemt. I dag har jeg fx lavet mindst 5 spritnye sæt, fordi jeg har genopdaget nogle cardigan’er jeg ikke har brugt længe. (Dem har jeg opdaget fordi moden er skiftet & silhuetten er vendt. Mere om det i næste blog 😉) Hvis du følger med på Insta eller FB, kan du måske se, at jeg bruger mit tøj igen og igen – helt i tråd med at jeg arbejder ud fra devisen: choose well, buy less – I practice, what I preach. Fordi jeg er snusfornuftigt anlagt og fordi tekstilindustrien er en af verdens mest forurenende industrier. Derfor, hvis vi alle begynder at købe tøj vi har lyst til at bruge til det er slidt op, så er vi et lille, men sikkert skridt nærmere den holdningsændring til tøjforbrug, jeg også arbejder for. Yay!

Efter oprydningen har jeg totalt overblik over min garderobe, alt der er fremme, er noget jeg har lyst til at hoppe i og kan passe. Allerede i morgen, ved jeg ikke hvad jeg nu skal vælge af alle de nye sæt, der dukkede frem? Yay!

Fremadrettet, har jeg fået overblik over hvad jeg evt. manglerog hvad jeg i hvert fald ikke skal anskaffe mig mere af: IKKE FLERE LYSERØDE OVERDELE, LAURA! … det samme gælder hvide og grå t-shirts og sorte korte jakker. Men måske en grå højhalset bluse 😉

Hvis du ikke selv kan overskue at skabe overblik, lave nye sæt, får en garderobe fyldt med tøj du har lyst til at have på og overblik over hvad du mangler og har nok af, så kan du booke et garderobetjek med mig, som gør det hele for og sammen med dig. Jeg garanterer dig, at du har meget mere tøj og muligheder end du anede. Yay!

Tusind tak fordi du læser med! Smid endelig ideer eller kommentarer her, på Facebook eller Instagram. Jeg er nysgerrig efter dine erfaringer og ønsker … kom også med her, vi har det hyggeligt!

Dette indlæg har 2 kommentarer

Skriv et svar