Kolde & varme farver er magi, når du lærer at bruge dem!

Farver! Det er et tema, der optager jer, ved jeg, for jeg får jævnligt spørgsmål om det. I fredags havde jeg en Online Stylist Konsultation, hvor vi delte timen op i to: 30 min, hvor jeg researchede og sendte links med forslag til farver og tøj, kunden bestilte hjem. Og 30 min på Skype (i dagslys!) senere på ugen, hvor hun prøvede de forskellige farver, imens vi fandt ud af hvilke, der klædte hende og hvordan hun kunne bruge dem.

Konsultationen rettede vi til efter kundens behov – hun ville gerne gå mere i farver og finde ud af hvad der klæder hende. Det lykkedes så fint og hun fik valgt enkelte ting, der kan noget helt nyt i hendes garderobe og returneret resten. Og så ved kunden også hvad hun skal holde øje med for fremtiden. Personlig Net Shopping eller en Online Stylist Konsultation er min nyeste - og billigste – service og kan tilrettes efter præcis det behov du har.

De spørgsmål om farver, jeg oftest får, er

- hvordan finder jeg ud af hvilke der klæder mig

- hvordan jeg sætter farver sammen

- hvordan kender jeg forskel på varme og kolde farver

I dag koncentrer vi os om det sidste. Sidst en skrev det til mig, resulterede det i at jeg ikke kunne sove og måtte nattelæse i min all time fave farveguru Johannes Ittens Farvekunstens Elementer fra 1961. Jeg synes ikke det er det mindste svært at sætte farver sammen, men det tror pokker med en 5 årig uddannelse i design, tekstil og mode, og professionelt arbejde med farver hver dag siden jeg blev færdig i 2005. Til gengæld synes jeg synes det er hulens svært at forklare hvordan man gør fordi:

VI OPFATTER FARVER INDIVIDUELT

Det er tvingende nødvendigt at huske, når vi snakker om farver – hvad der er blåt for mig, kan være lilla for dig. Hvad der er grønt for dig, kan være brunt for din veninde. Derfor er der heller aldrig nogen grund til skændes med andre om farver, for I ser dem sandsynligvis forskelligt. Dernæst er det essentielt at huske at:

FARVER SKIFTER EFTER HVAD DE SÆTTES SAMMEN MED

En kold farve kan blive varm, med nogle farver og omvendt. Blandingsfarver som grå og brun tager endog meget farve af deres omgivelser. Det hedder simultankontrasten og den tager vi en anden gang.

Hvis du vil lære det her, skal du kigge på billederne i lidt tid. Øjnene skal lige opfatte nuancerne, så ro på og se godt efter. Start med varme og kolde farver her:

En varm, en neutral (den er hedder RGB rød på skærmen) og en kold rød

Jeg har sat den neutrale røde ind, for at gøre det lidt tydeligere hvor tæt på hinanden disse farver er og alligevel hvor tydeligt der er forskel på den varme og kolde røde.

Så snart den neutrale røde er væk, er det meget tydeligt hvor forskellige den varme og kolde røde er.

Havde jeg ikke sat den neturale røde ind først, ville du måske have tænkt: det er jo orange og pink, det er! Men det er det altså ikke. Det er mængden af gul i en farve, der afgør hvor varm farven er og mængden af blå i en farve, der afgør hvor kold farven er. Det kan virke utroligt abstrakt, at tænke på når du står i en butik og leder efter en varm rød, men prøv at have i baghovedet at farven skal have mere gult end blåt.

Og hvordan finder jeg så ud af om jeg er til kolde eller varme farver? Det kan du kun på een måde: holde en varm farve op til ansigtet og en kold farve op til ansigtet og så se hvad du umiddelbart bedst kan lide. Der er ingen regler og jeg vil kraftigt anbefale at du bliver ved med at SE EFTER når du prøver noget, så du ikke låser dig inde i et tøjfængsel med hvad du kan og ikke kan.

Vores farver, hud og hår ændrer sig hele livet og derfor er det dumt at hænge fast i 'jordfarver' hvis du er blevet lidt grå i toppen eller i 'forårsfarver' hvis du har vildt lyst til noget dystert. Du kan altid få en farve til at fungere, hvis du er vild med den. Det er bare ikke sikkert du skal bruge den op til ansigtet. Prøv med et bælte, en nederdel, smykker eller sko, hvis du er vild med en farve, du ikke synes klæder din ansigtskulør.

Tilbage til de varme og kolde farver. En anden grund til at du ikke skal lægge dig fast på om du er til det ene eller andet er at de skifter karakter, alt efter hvad du sætter dem sammen med. Prøv at se den varme røde sammen med andre varme farver:

Original foto: Khara Woods

Og se så de samme farver med en kold rød

Jeg synes det er helt vildt, så meget den grønne og rust forandrer sig - bliver mørkere og koldere, selvom jeg Ama'r Halshug ikke har ændret andet end den røde farvecirkel. Hold hånden over det ene billede for bedre at kunne se forskellen. 

Og prøv så at se de to forskellige røde farver på en baggrund af kolde farver

Original foto: Timo Muller

Den kolde blå, bliver nærmest varm og den varme røde bliver klar orange. Det hænger sammen med komplementær kontrasten, som jeg før har skrevet om.

Den kolde røde på baggrund af kolde farver bliver nærmest pink. I al fald ville man ikke tænke den som rød, hvis det var sammen med de her farver. Men prøve så at scrolle tilbage til billedet med de 3 røde farver og se hvor tæt på hinanden de faktisk er.

Og hvordan i alverden skal jeg så bruge al den her nørdede viden om farver, tænker du måske nu. Du skal bruge den til at øve dig i at SE! Når man skal lære noget nyt, starter man med at øve sig. Og hvis du, som min kunde fra i fredags, er nysgerrig efter flere farver, så gå ind og kig i dit skab, når du er færdig med at læse her.

Prøv at finde en varm og en kold farve frem. Det behøver ikke være rød - det kan være en camelfarvet trøje (varm) og en blå bluse (kold). Prøv så at sætte dem til noget andet koldt og varmt - måske har du noget armygrønt (varm) eller flaskegrønt (kold) eller noget brunt (varm) og gråt (kold). Prøv at holde farverne op mod hinanden og se om ikke de skifter karakter?

Leg lidt med nuancerne og se om ikke du kan finde en ny sammensætning, du ikke har prøvet før. Det kan du så begynde at bruge bevidst til at lave interessante farvekombinationer af det du har eller til at vælge nye farver, når du skal have noget nyt.

Kulde og varme kan også være guld og sølv eller mere nede på jorden: grå og camel, en virkelig sofistikeret farvesammensætning.

 

Og der kan være knald på begge farver, som her med varm rosa og kold jadegrøn.

Idag skrev en af forårets personlig shopping kunder:

For mig er forskellen mellem at ligne en farvelade og at finde en elegant farvekombination, der bare spiller, stadig lidt et mysterie. Men du har allerede løftet en flig af sløret, så det er blevet mere spændende end frustrerende at tænke over det.

Hvis du tænker lidt som min kunde, der øver sig på at lave nye sæt af det hun har, så bliver du bedre! Sådan er det med alt, også farver, at sætte tøj sammen eller gå på line. Og så er det heldigvis ikke raketvidenskab - dit allervigtigste redskab er, at du ser dig i spejlet og finder ud af om du kan lide det. For som vi altid siger her:

Når du har det godt i dit tøj kan det ses ... og det ser altid godt ud!

Vil du have guiden til 9 nye outfits på 1 aften? Tilmeld dig nyhedsbrevet, så er den på vej

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *