At satse vildt. Det er jeg ikke vant til. Jeg har satset vildt denne sommer, hvor jeg har brugt måneder på at lave mit nye onlinekursus Garderobeskolen. Jeg har også brugt alle de penge jeg havde tjent, så nu er det virkelig spændende, hvad vi skal leve af til efteråret, mig og drengene, hvis jeg har satset forkert. 

Det aner jeg ikke endnu om jeg har, men jeg måtte gøre det, fordi jeg virkelig tror på, at ved at forandre vores opfattelse og brug af tøj, kan vi – på lang sigt – påvirke måden vi forbruger tøj på. Til gavn for os alle. På kort sigt gavner det faktisk mest dig og din pengepung, fordi du seriøst kommer til at genopdage tøj, du har haft længe og få følelsen af nyt tøj, selvom det ikke er det. Det er sådan jeg selv altid har brugt tøj. 

På den lange bane, vil der selvfølgelig være konsekvenser for tøjfirmaer, når vi begynder at købe mindre tøj. Til det er der blot at konstatere at niveauet af nyproduceret tøj er unaturligt højt og fuldstændigt ude af balance. Så ja, vi er midt i en forandringstid, hvor nye vaner grundlægges (plantefars i Netto, detaljeret affaldssortering, elbiler og så videre) og gamle vaner forandres (flyveture, madspild, tøjforbrug fortsæt selv). Politikerne er sløve, omend vist ok villige. Men forbrugerne, os, vi er faktisk klar til at gøre en indsats. Der findes ikke én løsning på den gigantiske klimaudfordring vi står overfor, men et hav af gode løsninger, som tilsammen ændrer kursen mod afgrunden. Tøjforbruget er et sted at starte.

Så det er en god sag, jeg har satset for. Den giver mening for mig – ligeså vel, som det er meningsfyldt for mig at arbejde med det rigtige tøj til de rigtige mennesker. Det skal bare ikke altid være nyt tøj. Men det ved du allerede, når du læser med her.

Inden sommeren var jeg igang med at planlægge optagelserne og prøve at gennemskue hvad sådan et projekt går ud på. Jeg vidste jo godt hvilket budskab, redskaber og metoder jeg ville give videre. Men oh boy, jeg troede at optagelserne var det sværeste, eftersom jeg aldrig rigtigt har filmet. Lad os bare sige at jeg tog fejl.

Just hjemkommet fra en uges sommerferie med dreng’årn, stod jeg op kl. 5 mandag morgen for at gøre alt klar til min kamerakvinde kom. Nok er Verdensfirmaet et Verdensfirma, men altså … vi skulle jo optage herhjemme hos mig. Så jeg ryddede lejligheden, samtidig med jeg gjorde alle outfits, tilbehør og mig selv klar, printede storyboards og alt det andet. Jeg var ved at sk*de grønne grise, den morgen inden hun kom, Annika. Fordi jeg ikke anede om jeg var prof nok og forberedt nok. Men dét var jeg heldigvis! Vi var og er et skidegodt team og selvom jeg svedte tran over alle de tøjskift og ting jeg skulle huske at sige og komme ind de rigtige steder og alt det andet, så gik det forrygende og vi var færdige før tid. 

Så troede jeg (åh, hvor naivt!!) at det værste var overstået. I bagklogskabens lys ved jeg nu, at den del er det sjoveste og hurtigste. For efter en hviledag (hvor jeg lige reetablerede en halv lejlighed) åbnede jeg den platform, jeg i dyre domme har investeret i for at have et professionelt set up. Og så åbnede afgrunden sig foran mig. Jeg kunne slet ikke finde ud af noget som helt. KUNNE IKKE FINDE UD AF NOGET OVERHOVEDET DERINDE! Og jeg havde ligesom ikke penge til at betale en dyr udvikler for at lave det hele. Seriøst, den fredag der. Jeg var så meget i panik, som jeg nærmest har været hele mit liv. Jeg kunne simpelthen ikke se mig ud af hvordan jeg NOGENSINDE skulle få hul på det. 

En af mine bedste veninder ved at hun aldrig skal sige til mig at jeg skal tage det roligt. Jeg hader nor folk gør det. Jeg er af natur hektisk. Men den dag skrev jeg: “Sig til mig jeg skal tage det roligt!” Med caps lock. Så vidste hun godt det brændte ‘lidt’. 

Når lokummet brænder hos mig, så handler jeg mig ud af det (imens jeg løber rundt i ring, som en hovedløs høne og råber i totalt panik). Fik ringet til nogle venner og f*ndme, i løbet af en dag, fik jeg gennem netværk kontakt med en dansk kvinde (bosat i Italien, fagre nye arbejdsliv, halleluja!) med totalt styr på platformen, megasød og villig til at presse mig ind mellem andre opgaver. Langsomt begyndte jeg at trække vejret ned i maven igen og lige siden har jeg så arbejdet på at gøre alt klar efter hendes instruktioner, så hun kunne lave de sidste justeringer og tjekke det igennem. 

Nå, ikke flere detaljer, men helt ind til igår, har jeg brugt på at redigere – arh, det gjorde dygtige Annika, for mig. Jeg skulle bare være skarp og tjekke for fejl og om det hele var med – se film igennem, sætte op, designe hjemmesiden, sætte den op, lave billeder og grafisk materiale til produktet, kampagner, hjemmesiden, lave opgaveark, uploade film (viste sig at være en meget større opgave end antaget, damn mit internet er ringe!), tjekke, rette, lave om, holde Skype-møde om det hele, tjekke, rette, lave om, holde Skype-møde om det hele, rette igen. Og nu er det klar! Og det virker! Se selv!

G A R D E R O B E S K O L E N    O N L I N E

Det er en kliche, men havde jeg vidst hvor stort et arbejde det er, så havde jeg nok ikke kastet mig ud i det. Godt jeg ikke vidste det. Jeg gjorde det bare. Og løste stort, som småt på vejen. 

De sidste par uger har jeg ikke rigtigt kunnet sove, fordi jeg simpelthen har været så sindssygt nervøs for hvordan I ville tage imod det. Om det kan sælges, bruges og forstås. Det sidste ved jeg stadig ikke – og jeg er self også nervøs for hvad vi skal leve af, men kombinationen af at være drøngod til at leve på en pind og altid finde ud af det, gør at jeg ved, vi nok skal klare den. 

Og så idag, op randt den store dag. I skrivende stund, ligger jeg vandret for at lave en kampagne, der skal få min Garderobeskole ud over rampen og jeg ved jo virkelig ikke alverden om hverken seo eller pr eller marketing eller hvad har vi. Og har du lyst til at give mig en hånd på vejen, så er jeg dig evigt taknemmelig for at dele mit kursus på sociale medier. På forhånd mange tak <3

Men selvfølgelig klør jeg på og sørme om ikke er tikkede første salg ind idag! Jeg var så ubeskriveligt lettet og glad. Og da dagens andet salg tikkede ind senere ville rusen ingen ende tage. Nu blev Rom jo ikke bygget af to salg og det er måske også dumt at være så business-ærlig. Jeg vover det oveni i alt det andet jeg vover for tiden. Og nu har 50% af køberne (det er så 1, men lyder det ikke godt?) allerede skrevet på Fjæsen at kurset er supergodt og anbefalet det. 

HUR-F*CKING -RA

Med glimmer på!

Jeg er forberedt på at det tager tid at forklare en helt ny tilgang til tøj, forbrug og brug. Men jeg kan altså mærke at det rammer rent ned i den forandringstid vi står midt i. Jeg tror på mit Verdensfirma og min mission om at få folk til at tage tøj alvorligt. Jeg skal bare forklare det godt nok. Der er jo ingen, der har gjort det før. Er det sådan det føles at være iværksætter? Så tror jeg, jeg er det.