Dyder, der aldrig går af mode … om jernvilje, nøjsomhed og min skrappe farmor

Foto: Annie Spratt

Vi pyntede op til jul igår, dreng’årn og jeg. Traditionen tro, hængte vi min farmors (udtales fammor, jeg er fra Lolland) mange sprællemænd op, lavede nisselandskab med hendes håndmalede porcelænsnisser og fik den store julebuk med den hjemmestrikkede nisse overskrævs, frem. Meget af min julepynt stammer fra hende. Sprællemændene, som hun havde vildt mange af, har hun selv klippet ud, limet op og monteret med snor og led. Mine egne to yndlings, er ikke det mindste julede:

Bodil Koch, Danmarks første kvindelige kirkeminster, der i i komplet vikingedragt og cigar, bekæmper verdens uligheder.

 

Og den fyrede mand, der står med fyresedlen på gråt papir og rande under øjnene.

Begge ret betegnende for det liv, hun og min Besser levede. Besser var min farfar – de var både mor- og farforældre, så alle vi fætre og kusiner enedes om at kalde ham Besser, fordi vi ellers skændtes om han var farfar eller morfar. De levede et nøjsomt liv, som ufaglærte arbejdere.

Jeg kan se hende stå ved laminatbordpladen i det store åbne køkken i det solide parcelhus de selv byggede og boede i, hele min barndom. Det havde en kæmpe have med kæmpe køkkenhave, prydhave, græsplæne, udhus (defakto en terrasse, men det hed altså udhuset), værksted, viktualierum, drivhus, garage, bryggers, gulvvarme på badeværelset, arbejdsværelser til dem hver især og alt muligt andet, som de holdt og brugte altid. Men sådan var det på ingen måde, før halvsent i deres liv.

Ved køkkenbordet kunne hun se ud i indkørslen, holde øje med posten og naboerne, Anny og Erik. Hun brugte altid den samme kniv til alt – en stor skarp, nyslebet jernkniv med svung. Jeg ved ikke hvordan hun kunne hakke med den, for den buede op midt på. Men hun kunne alt med den kniv. Smøre et godt lag fedt på skiver af mørkt rugbrød uden kerner, for så at drysse salt på til fedtemadder. Skrælle æbler og udkerne æblebåde. Hakke grønkål og hvidkål. Lave store fade med smørrebrød. Jeg ser hende stå med den kniv i hånden ved køkkenbordet, ved siden af væggen med stormønstret hvidt og brunt tapet. Der hang de mange, mange sprællemænd. Vi måtte gerne få dem til at sprælle, hvis vi var forsigtige. Og det var vi. For famsen var skrap! Altid en lille smule sur, selvom hun også var sød. Eller sød var hun faktisk ikke. Men interessant og aldrig kedelig. Altid gang i utallige projekter. Porcelænsmaling, decoupager, hækle, strikke (gerne nisser), klippe, klistre, sylte, bage, lave mad, ordne have, samle hulsten, løse krydsord, læse Familiejournalen. Altid i gang.

Min søs og jeg var der alene, når vi var syge eller skulle passes af andre grunde. Jeg kan ikke huske, hun nogensinde satte noget i værk, for vores skyld. Vi var bare med … i haven, i køkkenet, ude at cykle på den brune mini (som mine forældre stadig har og nu kører vores børn på den), i aftenskolen til porcelænsmaling, på hendes arbejdsværelse, hvor der var en enorm samling Anders And blade. Bladene blev, helt typisk for min farmor, opbevaret i overskårne plastikdunke. Sådan nogle store firkantede 5 liters dunke, skåret midt over. Det nederste af dunken passede perfekt til et ordentlig bundt Anders And’er. Typisk at hun lige havde set det.

Min fammor var, hvad man nok idag ville kalde rimeligt kold i nummi, med hvad andre mente. Hun gjorde det, hun selv syntes var rigtigt og vigtigt. Og så i øvrigt helst at andre – og især Besser – gjorde det samme. Hvilket ikke var tilfældet og jeg mindes dem mundhugges, som hverdagssprog. At hun var så skrap, gjorde at ingen kom tæt på hende, men alligevel har jeg SÅ meget med fra hende, fordi hun var en markant kvinde. Med sine meningers og især handlingers mod. En af mine yndlingshistorier, er dengang hun troppede op, på skoleinspektørens kontor fordi hendes børn blev drillet med at deres tøj var slidt. Så pudsede hun træskoene, bankede på og fortalte ham, at det kunne godt være deres tøj var slidt, “men det er rent og helt!” Så blev der ikke mere ud af den sag. Jeg beundrer, at hun stod på mål for det hun troede på. Og dem hun troede på.

Apropos træsko, så skulle min far, farmor og Besser engang hjælpe en nevø, med at bygge et kolonihavehus om … inde i Købehavn! En af gangene, blev hjemrejseplanerne blev ændret og min far og Besser, måtte tage toget hjem istedet for bilen. Derfor pudsede famsen deres store beskidte arbejdstræsko, for man kunne jo ikke køre i tog med beskidte sko.

Jeg elsker den umage, hun og de, gjorde sig. På en rolig, utrættelig måde, havde hun altid gang i noget. Håndarbejde, som husligt. Selv da hun blev ramt af en blodprop og var lam de sidste 22 år af sit liv – hun blev 92 – fandt hun på måder at holde sig beskæftiget. Jeg beundrer hendes utrættelighed og livslyst, som jeg mærker hos mig selv. Og hendes jernvilje læner jeg mig op af, når jeg tvivler på mig selv. For det gør jeg, tvivler altså. Bekymrer mig om økonomi, fremtid og kærlighed. Jeg tvivler, men jeg giver ikke op. Jeg kan ikke forestille mig, at min famse nogensinde tvivlede på noget. Hun var inkarnationen at stålsathed og bestemthed. Men det gjorde hun helt sikkert, for livet var hårdt indtil hun blev midaldrende. Min far voksede op som midterste i en flok på 5 børn og engang blev min farmor kaldt på kommunen til Torskegilde – fordi de ikke troede på man kunne leve så mange mennesker, for så lidt. De måtte betyde, at de snød i skat. Det gjorde de naturligvis ikke. De knoklede.

 

Det var al den fine julepynt fra gemmerne, der fik mig til at tænke på min farmor …

 

Min farmor kunne få tingene til at række som få. ALT blev udnyttet og den dag i dag, klipper min far stadig pappet fra cornflakespakker og anden emballage op til indkøbsedler, som det mest naturlige i verden. Jeg har arvet det sparsommelige gen, hvilket er rigtigt godt, når man springer ud som selvstændig uden den mindste erfaring og har 3 børn at forsørge. Jeg klør på alt jeg kan og jeg VIL leve af Verdensfirmaet. Og ikke bare leve, jeg vil leve godt.

Jeg talte med en veninde om det med at være god til at spare, for det er hun også. Hun sagde, at hun altid nedskalerer og at det på en måde er en lidt anorektisk tilgang til økonomi og livet. Om ikke det ville være bedre, hvis hun drømte større, i stedet for at skalere ned. Det tror jeg, der er en sandhed i. Det er derfor jeg siger at jeg vil leve og leve godt, af det jeg laver. Jeg har aldrig nogensinde tjent mange penge og jeg ved godt hvad økonomisk rigdom er for mig. Det er en dag at have råd til at handle i Menu i stedet for Netto, købe det vi har lyst til og ikke det der rækker længst.

Det er at kunne betale en udenlandsrejse med fly til mig og dreng’årn (shit, det er mange penge, når man selv skal betale alle 4 billetter plus alt det andet). Det er at kunne invitere dem ud at spise og sige at de må vælge præcis hvad de har lyst til. Og få to sodavand til maden. Hver. Det er at kunne se og mærke at de penge jeg tjener, balancerer med de faste udgifter. Og jeg drømmer om at købe et sommerhus en dag. Mit eget lille sted. Jeg tror, det er godt at vide hvad rigdom er for mig, for så kan jeg fejre det, når det en dag lykkes! Yay!

Nå, tilbage til min fammor. Hvorfor skriver jeg om hende, når det handler om tøj og mennesker? Fordi al hendes fine julepynt hænger i vores lejlighed og jeg kom til at tænke på hende. Når vi besøgte dem, var en af de foretrukne lege, den med tørklædekisten. En lille trækiste, som stod i gangen under spejlet lige udenfor badeværelsesdøren. Vi tog kisten med ind på badeværelset, hvor der lugtede af de runde sæber med den spanske flamingodame på og af eddike. Jeg kan ikke huske hvorfor det var vigtigt at have eddike stående fremme i en underkop i vindueskarmen, men det var det. Måske røg Besser på toilettet?

Det her tørklæde er som nyt og har mere end 40 år på bagen …

Anyways, badeværelset med bløde, karamelfarvede klinker overalt, rene og varme fra gulvarmen, var vores foretrukne sted at lege. Jeg ved ikke hvor de andre gik på toilettet, for vi var lissom derinde hele aftener, mens de voksne drak kaffe. Når vi åbnede trækisten, kom skatte af tørklæder til syne i alskens farver og materialer. Især det tynde lyslilla, chiffontørklæde var i høj kurs. Jeg kan ikke huske hvad vi legede med dem. Men den stoppede aldrig, den leg. Et af mine absolutte yndlingstørklæder, har jeg stadig og bruger flittigt. Det ser nyt ud, selvom det må have mere end 40 år på bagen. Jeg passer godt på det. Det har jeg også lært af min farmor. Sammen med en jernvilje til at få tingene til at hænge sammen og til at lykkes.

4 comments

  1. Jeanette Pedersen says:

    Tak for dejlig læsning Rigdom måles heldigvis i andre ting and kolde kontanter ( selvom de nu er rare at have) Det må være dejligt at kunne tænke tilbage på fammor og alle de gode minder – god vind fremover til dig og Verdensfirmaet – jeg er sikker på at du med din ihærdighed og flid får det til at vokse til det du nu engang ønsker dig.
    Kh Jeanette

    • Laura Terkildsen says:

      Det har du så inderligt ret i, Jeanette! Det var også derfor jeg skrev økonomisk rigdom. Jeg føler mig rig og taknemmelig over utroligt mange ting her i livet: mine børn, min familie, venner, mit job, min lejlighed, mine kunder og læsere, min styrke og sårbarhed, min bil, at vinterbade, at solbade, at snakke med mennesker, at opleve, være, læse og leve. Men det kan jeg ikke betale husleje med. Det er derfor jeg har listet hvad økonomisk rigdom er for mig. For så kan jeg genkende det, når jeg når et mål, istedet for bare at sætte nye.
      Og så på min vej i livet nyde godt af den store menneskelige rigdom, jeg er omgivet af.
      Tak fordi du skrev <3

  2. Susanne Brander Søltoft says:

    Åhhh, Hvor er det dejligt at læse om farmor Ruth. Husker hende lige så tydeligt. Du beskriver hende præcis som jeg husker hende. Hun blev mildere med årene….. Over for nogle.

    • Laura Terkildsen says:

      Overfor nogle måske. men ikke de sidste mange år. Men da gad hun heller ikke mere og det kan jeg godt forstå efter så mange år i kørestol. Hvor dejligt du kan kende hende … famsen <3

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *