Bukselængder og bredder! Det er et spørgsmål jeg får løbende. Og der er både eet svar og mange svar, som det oftest er.
Det ene svar er, at der ikke er nogen opskrift eller regel du slavisk SKAL følge, for moden skifter og uanset om du er høj eller lav, bred eller smal, med lange stænger eller korte pæle, så vil der være noget vi i perioder gør efter og i andre perioder gør noget andet.
Hvis du ved hvem Trinny og Susanna er (engelske stylister med stor gennemslagskraft i starten af2010’erne og som især gik op i kropstyper). Dengang var det nærmest en lov at man skulle gå i flared jeans (bukser med brede ben eller svaj) hvis man havde en ordenligt nummi, for så blev man ‘balanceret’ ud. Øhm, nej. Man fik bare havfruefacon, når de gik ud ved nummi, ind ved knæene og så ud igen for enden af benene. Den facon var moderne, derfor virkede det ligetil at lave en ‘regel’ om det.
MEN moden skifter som bekendt og jeg har godt nok lært mange bredmåsede kvinder at gå i skinny jeans, da vi ramte den stil. De samme kvinder, som modstræbende gik med på de smalle bukseben, er nu så meget fan at de ikke orker at hoppe med på de brede ben, som er tilbage. Og ærligt talt – lad bare være hvis du ikke orker. Det er så fint at lande i sin stil på et tidspunkt i livet. Så længe den stil ikke kommer til at stramme og blive et tøjfængsel af regler, så be ypur own guest. Har du det godt i dit tøj, kan det ses. Og det ser altid godt ud!
Det var det ene svar: der er ikke ét svar.
De mange svar handler som så meget andet i livet om, at du selv kan lære, hvad du kan lide at have på og hvad du synes ser godt ud. Når det er sagt, så er der selvfølgelig nogle ting der gør sig gældende visuelt og kropsligt. Vi starter med almindelige jeans.
Almindelige jeans, skinny som regular i fuld længde, får ALLE slags ben til at synes længere, hvis de er mørke.
Er du ikke til hæle, så vælg mørke sko, således at benene ‘går ud i et’ med skoene og ikke bliver cuttet over. Det er også rigtigt godt, hvis du har brede lægge.
Det er noget helt andet, hvis bukserne er lyse og lidt stumpede. Det kan SAGTENS fungere. Det er bare ikke de bukser, der giver de længste ben.
Her er det altså farven og længden, der får benene til at synes kortere og bredere. Ikke vidden på buksebenene.
Vidden, bredden på bukserne, kommer vi til nu. Det er jo bleven så moderne igen. Er du hoppet med på de brede bukseben, så har du måske opdaget at man kan blive både MEGET langbenet og MEGET kortbenet i den samme buks.
De rigtigt brede ben, kræver faktisk altid hæl, hvis du som mig har både mave og bentøj med fylde. Men er du slank om livet og/eller at smalle ben, er de brede bukser bare flotte.
Den slags bukser her, er også rigtigt fine i den korte model, der kaldes culottes. Og aaaaaltid nemmere, hvis du vælger dem i en mørk farve. Men HVIS du hopper ud i culottes så sørg for at de skærer dine lægge UNDER eller OVER den bredeste runding på læggen. Hvis de skærer dine underben lige hvor de er bredest, får du – som min mor altid siger – ‘lår i sko’. Dine underben syner simpelthen bare brede og uformelige.
Du kan sagtens gå i stumpebukser, selvom du har brede lægge. Prøv at vælge nogle, der ikke sidder helt til rundt om læggen, med mindre det er stumpejeans. Har du svært ved at finde nogle der er løse nok, så prøv for Guds eller bare din egen skyld, nogle af alle de fine modeller med brede ben. Så længe de kun stumper og ikke slutter på det bredeste sted, er alt godt.
Du ved at mørke bukser gør mindre. Men lyse bukser kan sagtens fungere på de fleste ben. Her er det bare vigtigt, at de ikke sidder for stramt, for der bliver ikke givet ved dørene, når det kommer til buler og huller på lår og mås. Og så er der stort set ingen buksemærker, der kan finde ud af at lave hvide bukser, som ikke er gennemsigtige. Det er helt utroligt mærkeligt, for hvide bukser kan være så flotte. Bare ikke hvis man kan se lige ind.
Men du har jo ikke sagt noget om hvilke bukser jeg skal vælge, tænker du måske. Nope, det har jeg ikke, for det kommer an på hvilket udtryk du vil have. Men helt overordnet set, er der 4 ting at overveje, hvis du eksperimenterer med nye bukser:
Skoene: Flade sko gør altid benene kortere. Hæle og spidse snuder på skoene, gør altid længere. Men sætter du lyse sko/bar hud til lyse bukser forlænger det uanset højden på hælen. Det samme gælder med mørke bukser.
Farven – mørkt slanker altid mere end lyst. Smalle bukseben gør smallere end brede ben.
Længden – Sørg for at vælge en længde, der IKKE slutter hvor læggen er bredest, så viser du et af de slankeste steder på kroppen, anklen og underbenet. Det ser let og feminint ud.
Ps. Spring lige caprifacon og -længde, over, hvis du vil være smart. Der er bare noget camping over det, uanset hvordan du end vender og styler den længde. Jeg VED godt at mange elsker den slags bukser lige så højt som tunikaer og gamasher. Men dem kan vi altså heller ikke lide til andet end ja, camping.
Bredden – bukseben med vidde i fuld længde, er flottest med hæle eller i det mindste sko i samme farve som bukserne. Stumper de brede bukser i ankellængde, så det fint med både flade og høje sko i alle farver. Stumper de smalle bukser, er det flottest med sko i samme tone som huden. Hopper du i hæle er det ligegyldigt med farven.
Er du klar til at hoppe i stumpebukser, når sommervarmen kommer lige om lidt?