You are currently viewing 3 virkemidler til at stråle i skandinavisk stil!

3 virkemidler til at stråle i skandinavisk stil!

Enkel skandinavisk stil til leverpostejsdanskere, kan være en udfordring ...

Skandinavisk minimalisme, french chic, klassisk med et twist, kært barn har mange navne, ligesom stilen der er evigt populær og ikonisk.

Det enkle, prunkløse look med en aura af tidløshed er ikke kun skandinavisk, selvom det hitter big time på vores breddegrader for tiden. Den er båret af vidt forskellige kvinder fra Hollywood-heltinde Katherine Hepburn, fransk 90’er ikon Juliette Binoche og i Danmark eksponeret af smukke kvinder, som for eksempel strikkeikon-ekstraordinaire Mette Wendelboe Okkels Petite Knit, styling-ekvibrilist Pernille Teisbæk, erhvervskvinde-cremedronning Andrea Elisabeth Rudolph og mange andre i alle aldre. 

Stilen er underspillet, i gode materialer og med en afmålt farveskala i hvid, creme, sand, lyseblå, navy, denim, grå til sort. 

Et nøgternt, mat og eksklusivt look, med en lang tradition og masser af klassikere på repertoiret: blå jeans, sorte pæne bukser, trenchcoaten, striber, den lyseblå herreskjorte, den hvide t-shirt, en enkel sweatshirt og en cardigan i god kvalitet. 

Stilen fejler intet! Den er en klassiker af den grund. 

Men den kan være megasvær at rocke, hvis man ikke fra naturens hånd har star quality, en slank velproportioneret krop, hud med glød og lækkert hår, som de smukke kvinder, jeg refererede til.

Udfordringen opstår i flere kategorier.

Klassisk enkel skandinavisk stil

Lad os starte med at nedbryde stilens elementer, for så bliver det tydeligt, hvad det svære er.

Først og fremmest er det snit og materialer.

Den skønne kraftige og deraf stive bomuldskvalitet, som både skjorter, sweatshirts, jeans og jakke er i, står ud fra kroppen, så den skjuler faconen. 

Den giver en let firkantet silhuet, som det så er meningen den rigtige krop inderst inde skal fremhæve på udvalgte steder. 

Er man slank uden de store udsving, kan man sagtens gøre netop det, med de lidt løse, stive beklædningsdele.

De løse jeans i en forvasket blå, ser flot ud på lange stænger, men ikke lige så godt ud på korte, brednumsede modeller. 

Jakken smyger sig om en kantet skulder. Den bliver bare firkantet på en blød og rund skulder. 

T-shirten med den høje halsudskæring og brede skuldre, giver en lige overkrop, som igen ser lækkert ud, når stoffet falder fra skulderen og stoppes skødesløst ind i linningen. Der går ærligt talt bare buschauffør i den, hvis man gør det samme på en krop med mave, barm og bløde runde linjer. 

De pæne sorte bukser med brede ben slanker, hvis man enten er langbenet eller har fin talje. Og man kan sagtens ha’ en ordentlig mås i de brede modeller, fordi man så tit har en relativt slank talje i den facon. Men med korte stænger og volumen, kommer den slags bukser tit til at ligne lidt Hobbit-ben. 

Sweatshirten er det samme – den bliver utroligt firkantet, når man har barm, skuldre eller mave. Men falder skønt, hvis man ikke har. 

Frakken er en vaskeægte klassiker, man altid kan få. Det ægte problem med den er, at den ser bedst ud åben. Her ligner man til gengæld også en million, når skøderne kommer flagrende efter. Altså virkelig en million. Det gør de fleste faktisk uanset facon. 

Til gengæld er det de færreste der ligner bare en hundredlas, når den er lukket. De historiske aner som militærjakke med dobbeltradet lukning, bred revers, vindfang,  spænder ved håndled, til at lukke af for kulde og de ekstra lange ærmer, så den ikke stumper når man bruger armene, fungerer ikke ret godt på en kvindekrop med masser af facon og knap så lange arme. 

Og så nederdelen – den klassiske denimnederdel kommer meget let til at se damet ud på damer, fordi der kommer en romantisk aura af Jackpot (hvis du er gammel nok til at huske det 90’er-mærke). Altså, det kommer jo an på hvad man sætter den sammen med, for i sig selv er en denimnederdel ikke noget problem. Og skal det være en sådan en, så tjek om en i a-facon duer. 

Til sidst skal jeg nok lade være med at skælde ud på VKB, verdens kedeligste beklædningsgenstand, som jeg kalder cardiganen. Det er en strengt subjektiv holdning, som du meget gerne må være uenig i. De fleste af os har flere – også jeg – men der er bare ikke ret meget jazz i sådan en fætter. Eller kusine, hedder det vel her. 

For at opsummere: lige så lækker en slank, solbrændt pige er i hvid t-shirt, denim-nederdel og birkenstocks, lige så udtrådt og jævn kan en halvbleg morkrop blive i det samme. Forstår du hvad jeg mener?

Er det bare en udskamning af slanke kvinder?

Nu kan de lyde som den helt store omvendte fatshaming, altså tyndudskamning, jeg har gang i. Og det er det ikke!

For stilen her kan også være smaddersvær at shine i, selvom man er slank. Looket er så underspillet, at det stiller store krav til lærredet, altså kroppen indeni. Hvilket bringer os til farverne. 

Den afmålte farveskala kan være svær at rocke, hvis man har mistet gløden i hud og hår eller faktisk aldrig har haft den. 

Et par mellemblå jeans med en grå sweatshirt og en sandfarvet jakke over, kræver simpelthen sin kvinde at bære fordi det hele er så underspillet. Er man selv lidt anonym i farver og fremtoning, som mange af os leverpostejsfarvede danskere jo er, bliver det ikke mindre anonymt af at trække i et underspillet look. 

Kort sagt anonym + underspillet = kedeligt. 

Udnyt kontraster til at fremhæve og nedtone

Men det betyder ikke, at man ikke kan komme til at se møggodt ud i den her hyldede og for mange eftertragtede stil. 

Det betyder bare at der er et par ting man skal skrue på. Først snit og materialer. 

Start med at vælge lidt blødere materialer. En skjorte med et godt fald, en langærmet bluse, der ikke sidder for stramt, en t-shirt med lidt større udskæring og gerne et materiale, der falder tungt. 

Vælg lidt smallere jeans uden at de behøver være stramme og i en mørkere tone. Tænk i det hele taget lidt mere i kontraster end udgangspunktet. 

Større kontrast mellem lyse og mørke toner, mellem løst og smalt, mellem stift og blødt materiale. 

Når du vælger materialer der falder forskelligt, kan du bedre fremhæve det du vil vise og nedtone det modsatte med kontraster i silhuetten. 

Vælg for eksempel en jakke med kortere ærmer og enkeltradet lukning. Det giver facon og er nemmere at ha’ på både åben og lukket. Bind evt. bæltet i hver side, hvis den ikke er pæn når du binder bæltet hele vejen rundt. 

Skjorten kan sagtens være bomuld, men vælg en tynd kvalitet, som er fleksibel, så den smyger sig om kroppen uden at udstille eller være stiv som et telt. 

Skift sweatshirten ud med en lidt løst strikket trøje, der er nem at have udover skjorter eller falder godt som bluse i sig selv. Vær også opmærksom på ribkanten forneden – den skal helst være lige og ikke stramme til. så kan du både have den løst eller sætte et nap af den ind i linningen, når det passer til. 

Og når det kommer til VKB, så kig efter en cardigan med en lidt mere jakkeagtig karakter. Det stiver looket af, selvom den er blød som smør. 

Prøv med sorte pæne bukser der stumper – det giver en fin afslutning på de fleste ankler og letter hele looket, hvis du viser lidt hud. 

Og hvis du gør det, så vil et par lyse sko forlænge benene, fordi de ikke bliver skåret over, som en mørk sko gør. 

Skru endnu mere op, hvis du keder dig

Du kan fortsætte med at skrue op for virkemidlerne, hvis looket stadig ikke passer til dit temperament. 

Styling af skandinavisk stil med et twist

Vælg mere mættede udgaver af farverne – en dyb karamel i stedet for sandfarvet. En himmelblå i stedet for lyseblå. En knitrende hvid skjorte, sender et klarere signal end en støvet blå. Sæt en mønstret nederdel ind i ligningen og brug forskellige halsudskæringer. 

Kig på bukser med vidde, men som smaller ind forneden. Prøv bootcut jeans af, hvis du har en god mås, men gerne vil flytte fokus fra maven. 

Sæt farvede sko til og udnyt kontrasten mellem fine sko til afslappede jeans og hurtigløber-sko til nederdel. 

Leg med delene og find ud af hvor meget du kan lide at skrue op og ned.

For eksempel forvandler du alle delene, hvis du bruger en denimjakke i stedet for cardigan til. Og måske skifter trenchcoaten ud med en lang lækker jakkecardi. 

Er du vild med det en sweatshirt kan, men ikke hvordan den falder på din krop, så hold øje med to ting: hvor skuldrene er sat til (jo smallere de skærer, jo slankere facon). Og materialet – jo tykkere jo stivere. En blødere kvalitet falder helt anderledes. 

Jeg håber du kan bruge virkemidlerne på din egen garderobe til at få det udtryk du føler dig allermest hjemme i. 

Det er med vilje at jeg slører mærkerne, fordi jeg ikke vil opfordre til at købe tøj, man ikke har brug for. Men har du behov for hjælp til at få skruet på knapperne, kan du booke en tid til personlig shopping online eller i butik.

Her finder jeg lige præcis det tøj, der får dig til at føle dig lidt mere lækker og stadig som dig selv. Og vil du udnytte det sidste af vinterudsalget, finder vi en tid i februar. Find ledige tider til personlig NET shopping her 

Tak fordi du læste med. Fortæl mig om om du savner noget og jeg jubler hvis du deler med en der vil ha’ glæde af at læse med. 

Tusind tak fordi du læser med! Smid endelig ideer eller kommentarer her, på Facebook eller Instagram. Jeg er nysgerrig efter dine erfaringer og ønsker … kom også med her, vi har det hyggeligt!

Dette indlæg har 8 kommentarer

  1. Joan

    Spændende klumme! Jeg er selv vild med looket, som du starter ud med at beskrive. Jeg er ikke ‘leverpostej’ med mørkhåret, der er blevet grå/hvid med tiden, så de farver virker bare perfekte nu, bortset fra brunlige/sandfarvede. ‘Model’ beskrivelsen af kroppen indeni er bare herlig og genkendelig. Jeg er en slank udgave, faktisk er det ikke altid en fordel! Tit kan jeg ikke fylde noget ud, specielt foroven…og den der overzize stil, ak, jeg drukner i det. Det bryder jeg mig bestemt ikke om.
    Det er spændende at følge dig her og på Facebook, når du starter en Garderobeskole op igen, springer jeg til.

    1. Laura Terkildsen

      Tusind tak for dine indsigter! Det er så fedt at du kan genkende og bruge det, selvom du rent faktisk er vild med stilen. Jeg vil glæde mig så meget til at byde dig velkommen på Garderobeskolen til efteråret!

  2. Karin Jørgensen

    Elsker dine klummer.
    Dejligt du også viser noget med knald på til os med morkeoppen der ihvertfald ikke gider det der “kedelige” look.

    Vil du uddybe det med denimnederdelen.
    Jeg elsker sådan en men gider ikke være kedelig moragtig i den.
    Jeg er rund inden.

    Vh
    Karin

    1. Laura Terkildsen

      Tak fordi du læser med. Hvor skønt at du kan bruge dem! Prøv at kombinere denimnederdelen med farvede strømpebukser (ikke mønster) eller bare ben. Det letter udtrykket. Og når du sætter overdele til, så tænk på at bruge faste vævede materialer. Det letter udtrykket og gør den finere. Den har fra naturens hånd et lækkert casual udtryk, som gerne må få noget modspil af det pæne. Bedste hilsner, Laura

  3. Pia

    Lyder så spændende. Jeg er helt ny på din side og har fået tippet af en veninde, fordi jeg altid falder tilbage til cowboybukser og sweater…

    1. Laura Terkildsen

      Hvor er jeg glad for at du kan bruge det og tusind tak til din veninde for at tippe

  4. Malene

    Den bedste artikel jeg nogensinde har læst om tøj og stil.😀👏🏻 For nogle år siden opdagede jeg Signe Hansen og hendes Insta/You Tube kanal Use Less, og blev helt forelsket i den enkle, casual stil tilsat en smule klassisk. Stilen er ret præcist, som du viser den her i dette indlæg.
    Jeg købte med tiden en del af disse items, men de klædte mig overhovedet ikke, og jeg forestod ikke helt hvorfor.
    Ingen tvivl om at min kropsfacon (æblefacon str 44) er temmelig anderledes end Signe Hansens facon, men jeg forstod ikke det der med materialer, og hvad de gør eller ikke gør for kroppen. Jeg så bare firkantet ud uden facon. Det der var så pænt til hende var overhovedet ikke pænt til mig.
    I aften, da jeg læste dit indlæg her, blev alt klart for mig. Det giver så meget mening, det du du skriver. Så fedt at du nævner alternativer i forhold til snit og materialer, så man stadig kan komme i nærheden af den stil, som jeg stadig virkelig godt kan lide.
    De sidste par år er jeg gået en helt anden vej med flere klare farver (blå, navy, pink, lyserød, maxi skirts, kimonoer, hørbukser, hørkjoler mm da jeg ikke kunne få den der skandinaviske stil til at passe med min kropsfacon.
    Skal kigge på mit tøj igen og blive klogere på og jeg kan komme i nærheden af den skandinaviske stil med det jeg har, og når jeg på et tidspunkt skal investere i nyt tøj, så ved jeg mere om, hvad jeg skal kigge efter.
    Tusind tak for den indsigt.

    1. Laura Terkildsen

      Kære Malene
      Hvor er det bare FEDT at læse. Og det var præcis derfor jeg skrev indlægget, for jeg elsker også dygtige Signes tøjformidling, men jeg ser igen og igen at det bare ikke fungerer for alle. HURRA for at du er ved at opdage hvor meget materialerne betyder. Det er nærmest tøjets superkraft, jo.
      Og mange tak for at du tog dig tid til at svare.
      Bedste hilsner, Laura

Skriv et svar