Tøj er koder – lær at bruge dem til hverdag!

Hvorfor bliver tøj næsten altid affærdiget som damebladsforfængelighed, når det er sociale koder samt en kilde til identitet & velvære? I dag er podcasten Karrierekvinder ude. Den tager udgangspunkt i bogen ‘Håndbog for Karrierekvinder’. I hvert afsnit af podcasten, inviterer Rikke og Naja, som laver den, relevante kvinder og mænd i studiet, og tager en snak om et af emnerne i bogen. De har blandt andet været igennem ‘den kvindelige autoritet’, ‘jobsamtalen’ og mange andre.

Naja og Rikke inviterede mig med som ekspert og skrev:

“Og nu er vi så kommet til den som vi faktisk synes er sværest, påklædning (…) Vi vil gerne tage en lidt mere bred tilgang, og ønsker ikke at lave et kapitel hvor vi konkret giver råd til hvilket tøj man skal have på. Det føler vi egentlig at mange har styr på. I stedet vil vi gerne tale om tøjets betydning”

Det blev til det her afsnit 7 i serien – hør den i din foretrukne podcast app – den er fx. lilla med en mikrofon på en Iphone …

Den er her!

De var bange for den forfladigede damebladssammenhæng, som tøj typisk havner i. Rikke sagde noget i retning af “Vi vil ikke snakke om vi skal gå i leopard.”  Fantastisk at tale om tøj, som koder der kan læres og bruges bevidst samt som en kilde til velvære og identitet! Det ligger præcis i Verdensfirmaets motto:

Tag dit tøj alvorligt! 

Uanset om du vil det eller ej, så bliver du aflæst socialt gennem dit tøj. Jo, det gælder også dig der siger: ”Jeg går ikke op i tøj – jeg tager bare det der ligger øverst i bunken!” Tøj er koder, men tøj er ikke svært, når du lærer at bruge de koder.

En lille tilføjelse, der ligger mig på sinde: Fordi du skal lære at bruge koderne, betyder det IKKE at du skal gå i tøj du ikke kan lide at have på! Tøj, som redskab til personligt velvære og sociale koder er tvedelt: du skal ALTID både kunne lide at have tøjet på OG lide at se dig i spejlet. Når du har lært at vælge tøj, der opfylder de første to kriterier, kan du lære at bruge dit tøj bevidst i forskellige sammenhænge … og få en hjælpende hånd ude i verden.

Tilbage til koderne:

Du bliver aflæst og aflæser også selv. Førstehåndsindtryk er selvfølgelig enormt vigtigt, men hvis du som de fleste, møder de samme mennesker, elever eller kolleger dag ud og dag ind, er førstehåndsindtrykket knapt så vigtigt. Brug det istedet til at blive taget alvorligt i de opgaver du løser hele tiden.

Måske som pædagog, der byder forældre og børn velkommen hver dag, som kvinde i en mandeverden, som formidler med mange øjne rettet mod dig, eller noget helt fjerde. Du får det nemmere i tøj, der sender de rette signaler, end hvis du skal overpræstere på en dårlig start med et forkert indtryk. Jeg har skrevet om det før i nyhedsbreve, blandt andet om Katja Iversen fra Women Deliver, som du måske har læst hvis du ikke er ny her. Men denne gang skal vi tale lidt mere om konkrete tøjkoder.

På dagen hvor vi skulle optage podcasten havde jeg – naturligvis – tænkt over hvad jeg havde på. Fordi rammen var Karriere og vi skulle mødes på et stort konsulentbureau inde i byen, valgte jeg to sikre ’business-koder’: pæne sorte bukser og lyseblå skjorte. Fordi jeg kom i egenskab af stylist og ja, kreativ, tilføjede jeg et mere flippet element: en orange kimono.

Tøjkoder: klassisk business (sort buks, lyseblå skjorte) + kreativ (orange kimono)

Havde jeg sat en klassisk blazer til var looket blevet for poleret til at repræsentere mig, fordi alle koder ville være “business”. På en måde ville jeg også ‘skuffe’ med mit førstehåndsindtryk, hvis jeg var helt traditionelt klædt uden at min beklædningsfaglige baggrund skinnede igennem. 

Den måde kan du også bruge dit tøj og det er slet ikke kompliceret – start med at tænke på hvilket indtryk du har brug for at give. Kig så ned af dig selv og se hvad du har på – vil du for eksempel gerne være …

Professionelt mødekommende – du er måske virksomhedens ansigt ud ad til, det første kunden møder. Uanset om du arbejder på et kommunekontor eller i receptionen på Mærsk, så er du ikke kun dit eget visitkort. Du er også virksomhedens. Du skal virke imødekommende, men også være lidt neutral. Kunden er jo ikke kommet for at snakke med dig. Og hvis du nu bare ELSKER din stormønstrede stramtsiddende jerseybluse ,som nok lige viser et par deller, men hvad betyder det når du har det sjovt? Det er skønt at du kan lide din krop som den er, men brug looket i fritiden og tag så i stedet en storblomstret skjorte på. Bare det af modellen er en klassisk skjorte med krave, gør at blomsterne bliver rammet ind af noget neutralt og let aflæseligt – en skjorte. Vupti, så har du sjov i mønstret og er dig selv, men også klædt på til anledningen.

Fra Baum und Pferdgarten

Moden autoritet – er du ung leder eller kvinde i en mandeverden, er autoritet og det ikke at være udfordrende klædt, tit det vi har mest brug for. Hvis du nu bare ELSKER have små nederdele med vidde (skoleuniform) på, så har du skudt dig selv i foden, fordi dit tøj fratager dig autoritet og gør dig yngre. Prøv i stedet at vælge tøj med koder fra herregarderoben – en klassisk blazer er glimrende og altid gyldig. Føler du dig alt for stiv og pæn i en blazer, så vælg en af blødt stof – gerne jersey – bare cardiganfølelsen er tit nok til at du kan bruge udtrykket fra jakken og stadig være dig selv. Blød eventuelt looket op med en enkel hvid t-shirt til (aflæses næsten som en hvid skjorte, men slet ikke så stramt) og sæt så jeans eller andre casual bukser til – det bløder jakken op.

Vælg en blazer med stræk i stoffet og den behøver ikke være sort. Fra Mos Mosh

I øjenhøjde – hvis du er vuggestuepædagog og bare ELSKER små pæne kjoler, men det ligner at du ikke kan sidde ned i dit officedress eller måske bare for slutty, vil du måske støde forældrene fra dig. Så skal du bruge krudt på at vise dem at du altså er skidesød og dygtig til det med de unger. Prøv så i stedet at vælge et – elastisk – pencilskirt, samme kode som kjolen og sæt en kropsnær strikbluse til, så du kan bevæge dig, men ikke har trukket i den klassiske pædagog-kode (ikke for at fornærme nogen, jeg prøver at være generel!) – en stribet Nørgaard-bluse.

Helt blød og nem, men har samme pæne udtryk som et klassisk officedress. Fra In Wear

Fagligt seriøs – måske elsker du dine gamasher og løse tunika, men du arbejder som advokat og har brug for at ligne en sådan. Skift gamasherne ud med strømpebukser (ikke uld!!, men gerne tætte sorte) og vælg en kjole med et lige snit i en god kvalitet – gerne silke, i stedet for hyggetunikaen. Og ram den så ind med en kort, formel jakke, – behøver ikke være en blazer, kan også være uden krave og mere sporty fx a la en ’Chanel’ jakke – den giver dig facon og helt naturligt et lag seriøsitet, fordi du er nydelig og rammet ind på samme tid.

Kjole med lige snit, der giver samme bløde kropslighed, som en tunika, men udtrykket er helt formelt -vælg noget andet end sort, hvis du er til farver! Fra Max & Co.

Nu har du jo næsten sagt hvad jeg skal gå i, lissom når damebladene siger leopard, tænker du måske. Nej, jeg har prøvet at give dig et indblik i fire forskellige koder og hvordan du både kan finde tøj du har det godt i, men som samtidig passer til sammenhængen, du indgår i. Det er ikke svært, start med at vælge bevidst, så er du halvt i mål.

Nogle af de samme koder du fik i velkomstgave, da du tilmeldte dig mit nyhedsbrev – og hvis du ikke er tilmeldt, så kan du gøre det her …

[siteorigin_widget class=”MC4WP_Form_Widget”][/siteorigin_widget]
Tusind tak fordi du læser med! Smid endelig ideer eller kommentarer her, på Facebook eller Instagram. Jeg er nysgerrig efter dine erfaringer og ønsker … kom også med her, vi har det hyggeligt!

Dette indlæg har 2 kommentarer

  1. Signe

    Hej Laura. Interessant læsning… Og lidt frustrerende når man har et arbejde med uniform… Og man cykler på job.. dvs praktisk påklædt til vind og vejr.. ender (til egen frustration) ofte med at være overdressed til kaffe aftale og aften hygge med veninder og familie.. dem jeg ses med har jo et arbejde med “rigtigt”tøj, så de klæder om til hygge tøj, når vi ses… Tager så også hygge tøj på for ikke at stikke ud og fordi koden i det set Up er afslappet hygge… Men det hele bliver så lidt ens “leverpostej”… Måske er jeg bare blevet doven? må tænke lidt videre på koderne… Vh Signe

    1. Laura Terkildsen

      Kære Signe,

      Tak fordi du læser med! Og det kan jeg godt forstå er frustrerende … jeg har klædt mange kvinder på, som var bundet af en uniform på job og fælles var det som du beskriver – at hun så aldrig rigtigt blev fin eller tjekket i tøjet.

      Til det er der kun at sige: dul selv op, hvis du har lyst! Du har ingen koder du skal overholde når du er ude med veninder eller familie. De kender dig jo og du skal helst ikke præstere i den sammenhæng. Til gengæld må du gerne dulle dig lidt op, hvis du har lyst.

      Jeg går fx. også i pailletter i juleferien i sommerhuset og har røde læber på vej ned efter burgere med tømmermænd, hvis jeg lige synes. Det gør mig altid i godt humør og den følelse kommer jo indefra, selvom jeg tilføjer noget ‘udefra’.

      Så om du er doven, det tror jeg ikke – jeg tror bare du mangler lidt mod, lysten har du jo tydeligvis. Ellers læste du ikke med her eller kommenterede! Det er jeg til gengæld glad for at du gjorde – jeg er sikker på mange sidder med nogle af de samme tanker også selvom du måske ikke arbejder i uniform.

      Hvis du er bange for “hvad de andre tænker” så start i det små – glimmerstrømper, en farvet strik, læbestift – et eller andet der gør dig mere vant til at tage noget fint på. Det er nemlig langt hen af vejen en vane. Så mit råd er: dul op, det er sjovt!

      Bedste hilsner, Laura

Skriv et svar