You are currently viewing Sexet, handler ikke om at vise hud, men om at vise flere sider af dig selv

Sexet, handler ikke om at vise hud, men om at vise flere sider af dig selv

At føle sig sexet og udstråle det, er ikke noget danske kvinder, mig selv inklusiv, dyrker. Det er en skam, når vi nu er så lækre. Vi oplever alle nye sider af os selv, efterhånden som livet byder os udfordringer og glæder. Begge dele kan vise sig vidunderlige, såvel som rædselsfulde. Ens for dem er, at det er et vilkår vi må tage på os og om ikke forstå, så acceptere.

Alt fra appelsinhud til ny kropsbevidsthed, eventyr og skilsmisser, barnløshed eller bryllupper, karrieresucceser og fyringer, forelskelse og forladthed … alle mulige hændelser, bærer vi med os.  Indeni farver de vores personlighed og kan ses i vores øjne, udenpå viser de sig som tegn i hud og hår.

Lige midt i alle hændelserne, er vi selv konstanten. Vi skal slæbe rundt på os selv fysisk, hvilket for mange er en udfordring, fordi de skændes med deres krop, i stedet for at takke den for at bære os.  Personligt har jeg det strammere med at skulle bære rundt på min psyke. Alle de fordømte tanker, overvejelser, frygt og uro der spæner rundt i ring uden at – føles det som – komme nogle vegne, vil jeg tusind gange hellere kunne tage en pause fra, end jeg vil fra mine rynker, deller og strækmærker. De fysiske mærker, holder jeg af og føler mig tryg når jeg ser, fordi det er mig. Måske vil jeg en dag få samme afslappede forhold til min til tider, hysteriske hjerne og store følelsesregister. Måske ikke. Det går alt sammen alligevel. Men hvorfor skriver jeg om alt det her, når jeg vil snakke om sexethed?

Fordi jeg oplever at sexethed er noget nyt og ret ukendt i mit liv. Og det samme har gjort sig gældende for mange af de kvinder jeg har klædt på, når de pludselig følte sig smukke og lækre foran spejlet. Ikke en følelse de var vant til. Hvad vi finder tryghed i er forskelligt – jeg gør det, når jeg har tøj på med et element af coolness, som sneakers, en bomberjacket eller ankelstøvler. For andre kan det være at gemme sig i lidt stort tøj, mørke farver, bukser, den samme kjole model i årevis og så videre. Der er også kvinder, der føler sig mest sikre i meget udfordrende og i klassisk forstand, sexet tøj.

sort kjole nylonstrømper
Den her kjole er det tætteste jeg kommer på LBD, little black dress, som mange kvinder har i skabet. Den er mørkeblå og meget enkel. Jeg bruger den sjældent, fordi den slet ikke er cool og jeg derfor viser mig meget frem. Men jeg føler mig bestemt fin. Næsten for fin.

Dem har jeg bare ikke haft ret mange af i mit prøverum gennem årene, for de kan selv. De ved hvad de kan lide og har ikke brug for hjælp. Dem, jeg taler om, er jeg selv en del af – almindelige kvinder med et lidt fremmedgjort forhold til sexethed. Det er ikke ret skandinavisk eller dansk, at tale om sexethed. Måske fordi det er det er nemmere at være praktisk, pæn og lidt cool, hvorimod det sexede og feminine tit føles lidt uvant og intimt.

Men så er det at livet sker, med skilsmisser, singleliv, fyringer, børn, aldersforandringer – der tvinger os til at forholde os til os selv og vores liv på ny og med nye øjne. Jeg ved det, fordi jeg selv blev skilt for 3 år siden (red. det var i 2015 – idag 4,5 år siden).

gul nederdel sandaler sort
Outfittet her, er det til dato mest feminine, jeg nogensinde har haft på, fordi jeg både har bare skuldre, en let, tøset nederdel OG høje guldsandaler. Normalt ville jeg altid have hoppet i ankelstøvler, for at få lidt kontrast. Men i sommers vovede jeg det og gik hele vejen. Det var en uforglemmelig sommernat fyldt med grin og venner.

Jeg har altid har gået op i mit udseende og mit tøj, men jeg gør det på en helt ny måde nu, som single. Jeg ser mig selv med nye øjne, i takt med at mit liv på ingen måde ligner det jeg levede i 18 år med den samme mand. Jeg har altid kunnet klæde mig og altid syntes at jeg sgu’ egentlig var meget pæn, uanset om jeg har vejet 70 kg eller 90 kg. Det nye er, at jeg aldrig har vidst at andre også synes, jeg er pæn. At mænd synes det. Pludselig har jeg lært at se mig selv med deres øjne og mænd er sgu’ søde.

Mænd er vilde med kvinder og ret ligeglade med deller – eller de synes de er dejlige, skulle jeg hilse at sige. I al fald i utroligt højere grad, end kvinderne selv kan lide deres deller. De er simpelthen bare venligere, mere rummelige og realistiske, når de ser på kvinder. De ser gennem alle komplekserne og ind til den dejlige dame, der står foran dem.

De øjne fortjener vi at se os selv med. Måske har det noget at gøre med at mange mænds selvbillede også er ret godt. De klør på med stor selvsikkerhed på uanset om der er måne, dunk eller en ikke imponerende højde at gøre med. Og når de hviler nok i sig selv, er det ret charmerende, at personligheden kommer først og udseendet sidst. Det kunne mange kvinder godt tage at lære noget af! Mig selv inklusiv.

rød kjole pang nylon nylonstrømper høje hæle
Min røde kjole er jeg så vild med, men bruger meget meget sjældent uden en kimono udover, fordi den er så afslørende og direkte. Da jeg tog til fest uden briller også, var jeg næsten ikke mig selv og det gentager jeg nok ikke lige med det samme. Der er graden af nøgenhed alligevel for udfordrende for mig. Men den aften trængte jeg til at komme et nyt sted hen og hele outfittet hjalp mig med at tage det skridt.

Ikke fordi vi skal rende rundt og basere vores selvbillede på hvad andre synes om os, men fordi andres øjne tit er mildere, end jeg i al fald har oplevet kvinders egne øjne, er på dem selv.

Så tilbage til sexethed. At turde udstråle femininitet og være sexet, kan virke næsten farligt. Når jeg klæder mig allermest feminint og ja, sexet, føler jeg mig også ret nøgen. Det er en SÅ ny følelse for mig, at bruge mine feminine sider, i stedet for mine klassisk maskuline sider – der, hvor jeg er lidt cool.

Men det jeg oplever, når jeg smider noget af vanen og de beskyttende lag af ‘coolness’, er at jeg viser lidt mere af mig selv. Jeg skræller nogle lag af og viser min kvindelighed, min sårbarhed, fordi jeg føler mig lidt nøgen. Jeg gør det ikke nødvendigvis for at møde en mand, men for at møde mennesker. Og når jeg viser lidt mere af mig selv, kan andre jo også bedre se mig. Så har jeg ikke så travlt med at være sjov, cool og klog. Eller jo, det har jeg, for det er jeg, men jeg er også lidt mere sårbar, lidt mere nøgen og lidt mere ærlig. Sådan vil jeg jo gerne møde nye mennesker. Mænd, som kvinder. For så ser de lidt mere af hele mig og ikke kun mine godt gennemprøvede sider i komfortzonen.

sort kjole nylon nylonstrømper jakke støvler
Selvom det måske ikke ser sådan ud, så var jeg også VILDT udfordret af det her outfit, fordi jeg normalt ville vælge min trygge seje thermojakke udover, for at få noget kontrast op imod den lette slip-on kjole. Valget af blondejakken udover føltes så nøgent og udstillende … men kun indtil jeg kom afsted. Så var outfittet dejligt feminint og jeg følte mig virkelig, ja sexet.

Det er faktisk hvad sexethed er for mig. At smide lidt af lagene – ikke nødvendigvis kludene 😉 – og vise andre sider af mig selv. Jeg ved ikke hvad sexethed er for dig, men det er min erfaring at rigtigt mange kvinder holder på sig selv, fordi det kan være farligt at blotte flanken … pun intended.

Alle billederne i indlægget her, er nogle hvor jeg har følt mig MEGET udstillet, og lidt afklædt, ret fremmedgjort og lidt usikker. Men jeg har også følt mig rigtigt fin, flot og feminin og alle aftenerne her, blev anderledes end jeg er vant til. Jeg bar mig selv mere forsigtigt. Jeg prøvede mig mere frem og jeg bilder mig selv ind at jeg lyttede med et lidt mere åbent sind, fordi jeg selv var på ukendt grund.

Så for mig er det at klæde mig sexet, ikke et spørgsmål om at afklæde mig, men at vise lidt mere af mig selv. Og ja, lidt mere af min krop – i al fald konturerne. Måske vil det også være udfordrende for dig, at klæde dig mere sexet, tænk hvis det også er udviklende.

Tusind tak fordi du læser med! Smid endelig ideer eller kommentarer her, på Facebook eller Instagram. Jeg er nysgerrig efter dine erfaringer og ønsker … kom også med her, vi har det hyggeligt!