Forleden spurgte E ...
‘Hvad er egentlig bedst til mig? Jeg hælder selv mest til den grå strik!’
Det er et uskyldigt spørgsmål, som spørgeren nok mener er nemt (for andre) at svare på. Det er ikke nemt for hende selv at svare på. Eller at se. Det er derfor hun spørger.
Som stylist er det noget jeg ofte bliver spurgt om. Og så sent som i denne uge, inde i min gratis Facebook gruppe GENOPDAG din GARDEROBE, var E modig og spurgte om det samme. Hun delte disse billeder af to ret forskellige sæt. Et der sidder til og viser facon. Og et hvor overdelen sidder løst og derfor skjuler mere af faconen.
Jeg svarede, at begge var pænt, men til forskellige humør og anledninger. Der kom mange fine kommentarer, som delte sig nogenlunde lige mellem sættet med facon og det løse.
Den objektive sandhed om hvad der klæder os ...
For den objektive sandhed om hvad der klæder os, findes desværre ikke. Tiltroen til sådan en sandhed, stammer fra en tid, hvor vi havde en masse regler for hvordan man skulle gå klædt, hvilke farver der passede sammen og ikke mindst hvilke snit, der er bedst til vores facon.
De regler begyndte at smuldre, cirka samtidig med at filosoffen Friedrich Nietzsche i 1889 erklærede Gud for død. Aj, spørg til side. Det er selvfølgelig ikke så længe siden. Men med brede penselstrøg, kan man godt sige at det autoritetstro verdenssyn, fyldt med regler, blev udfordret fra da af. For hvis det ikke engang er mejslet i sten at Gud findes, hvad er der så tilbage? Nu bruger jeg lige den store pensel igen, tilgiv mig og tegner en linje til tøjreglerne, der heller ikke findes mere.
Er der ingenting man kan regne med?
Måske tænker du allerede nu – er der så slet ingen ting man kan regne med? Slet ingen råd? Slet ingen regler, når det kommer til tøj? Jo, men det er ikke regler. Det er virkemidler til at få det udtryk, du kan lide.
Snakker vi om at få facon, handler det ofte om at se slankere ud. De såkaldte kropstype-regler hvor kvinder er forskellige frugter 
og alt efter hvilken type man er, skal man klæde sig sådan og sådan for at få en mindre popo, en større barm, harmoniske skuldre og så videre. Der er sådan set ikke noget i vejen med de regler. De snit man kan bruge for at fremhæve og camouflere forskellige steder på kroppen, virker. Der hvor det går galt, er at fordi en bådhals klæder en eller man har fået fortalt at man aldrig må gå i højhalset, så gør man sådan resten af livet. Og lander i det jeg kalder et tøjfængsel.
Tøjfængsler er, når man hænger fast i gamle regler, som engang var gode for en.
Husk blot at moden skifter, faconer skifter, farver skifter. Vi gennemgår alle sammen livsskift hele livet – nye jobs, vægtændringer, barsler, hårfarven gråner, sygdom, overgangsalder og så videre. Skift, der påvirker vores måde at se os selv i verden på. Fordi verden forandres og vi forandres.
Her virker det dejligt trygt at ty til de gamle tøjregler. Og hvis man har det glimrende med de regler, så fortsæt endelig!
Men står man i et livsskift, hvor det med tøjet begynder at drille – måske sidder det ikke som før, måske kan du godt se at der sker noget i moden, men hvordan får du hul på det? Farverne er helt anderledes end dem du kan lide, men hvad klæder dig?
Når man står i sådan et skift, kan gamle regler begynde at snære og ofte – hvis man hænger fast i et gammelt look – komme til at se lidt bedagede ud. Med andre ord, hvis du går med v-hals fordi det giver længere linjer og slanker overkroppen ved at dele den op lodret og derfor aldrig kunne drømme om at hoppe i en høj krave (som i det rigtige snit, gør det samme). Så afskærer du dig selv muligheden for at opdage hvad du kan lide og allervigtigst, du lærer ikke at SE hvad der måske også klæder dig. Det bliver blot regler for reglers skyld.
Virkemidler, ikke regler.
Og så er vi tilbage ved virkemidlerne. Der er som sagt masser af virkemidler til at få det udtryk, du kan lide – eller i visse sammenhænge – har brug for. Men du skal starte et andet sted. Nemlig med at finde ud af hvad du kan lide. Du skal starte med at SE dig selv, som du er og trin for trin finde ud af hvad du trives i til hvilke anledninger
De gamle tøjregler om er lavet for at få dig til at se slankest mulig ud. Det er der ikke noget galt med. Men har du tjekket om det du ser slankest ud i, også er det du bedst kan lide at have på?
Når du ikke kan lade være med at smile (måske bare en lille mundvig, der løftes, bevares, vi skal jo ikke nødvendigvis overgøre det, når reglerne nu har bestemt alt længe!) over dit eget spejlbillede, SAMTIDIG med at du rigtigt godt kan lide at have tøjet på (det stensikre prøverumsstrick, du ved: åbne og lukkede øjne). Så er du på rette vej.
Det kan sagtens være du trives bedst i et slankende, feminint sæt den ene dag til en anledning i ét humør og i et løsere look med indbygget coolness og afslappethed den anden dag, til en anledning, i et andet humør.
Det handler bare om at opdage
- HVAD du kan lide.
- SE hvad der klæder dig.
- VIDE hvordan du varierer dit udtryk.
Og nu skrev jeg bare. Det er ikke bare sådan lige, hvis man har brugt år på andres regler. Eller har været tilpas i noget, der ikke føles tilpas nu. Men alle kan lære det.
Det eneste man skal bruge er TID, MOBILKAMERA & FULDFIGURSSPEJL. Du skal nemlig afprøve en del forskelligt tøj (der allerede hænger i skabet), tage billeder af forsøgene og mærke efter hvad der føles godt. Først nu skal du tage stilling.
Lige nu har jeg et gratis minikursus som starter på søndag 11. sep 2022 – FIKSE FORMER – hvor jeg guider dig gennem 3 trin plus underviser og giver respons til kursisterne inde i gruppen. Det hele koster 0,- kr at være med på. Bare din email. Tilmeld dig her.
Men det er ikke den pointe jeg skriver for at nå.
Den objektive sandhed, om hvad der klæder os vol. 2
Tilbage til starten og søgen efter en objektiv sandhed om hvad der klæder os. Det er nok det spørgsmål jeg er blevet stillet flest gange, når folk hører jeg arbejder med tøj & mennesker. Og klart, hvor ville det være SKØNT at blive set og læst af en anden og derefter slippe for at tage stilling til resten. Bare gøre hvad der bliver sagt. Og tro mig, dét findes der masser af, derude. MASSER af blade, stylister og ikke mindst tøjfirmaer, der med glæde vil diktere dig, hvad du skal gå i, så du bliver lykkelig resten af livet.
Sådan spiller det bare ikke her hos mig. For jeg ved, at det ikke altid er det som slanker mest, vi er allergladest i. Det er ikke kun de farver nogen har testet os til at kunne bruge, der klæder os. Det er ikke kun den stil vi engang havde der klæder os. Ting sker, tiden går og vi forandres.
Og det er modet, men allermest LYSTEN til at SE os selv, der hvor vi er nu, der ender med tøj vi trives i.
I den bedste mening ...
Men kommentaren om hvad der klæder bedst, hænger sammen med en anden pointe, jeg ville frem til. Nemlig der hvor vi begynder at diktere for andre, hvad der klæder dem. I den bedste mening! Virkelig! Men fordi nogle har et fast regelsæt for hvad der er klædeligt – det er, undskyld jeg gentager mig selv, ofte det som også slanker mest – vil de i den bedste mening lige komme med et godt råd til dem, de ikke mener har styr på det.
Det oplever vi meget sjældent i fællesskabet i gruppen, fordi der kun findes 2 tommelfingerregler derinde:
1. Vi deler ikke shoppelinks. Min mission er jo at flytte fokus fra forbrug til BRUG. Derfor leger vi med tøjet i skabet.
2. Man svarer kun hvis nogen spørger.
Derfor må man gerne lægge noget op, man er glad for og bare få optur tilbage. Ikke kommentarer om hvad man skulle ha’ gjort i stedet. For så havde man jo spurgt. Nogle synes det bliver for jubeloptimistisk og heppekorsagtigt. Dem om det.
Jeg ved at det giver rum til at AFPRØVE, SE og TURDE noget nyt, fordi man ikke bliver dømt på vejen. Man får fred og lov til at lege. Hvis man har brug for respons, ja, så spørger man bare. Og så vælter det ind med konstruktive kommentarer, man måske kan bruge til noget.
At turde dele med andre.
At dele med andre, kræver mod, men omvendt går vi jo næsten alle ud i verden hver dag og deler ’os selv’. Hvis man tvivler på sit tøj – og sig selv – kan det være en god ide at dele og afprøve i et trygt fællesskab, hvor man ved ingen dømmer. Det kan være med veninder, familie eller som jeg har været så heldig at facilitere gennem flere år nu – et fællesskab med plads til alle – høje, lave, tykke & smalle.
Det giver ofte modet til at gå ad nye stier, afprøve nye sammensætninger og måske vise lidt mere facon end man er vant til. Eller det modsatte, lande trygt i at man rigtig godt kan lide det, som camouflerer.
At dele i plenum, kan være krævende, især i disse tider med Sociale Medier, hvor hører om folk der verbalt br*kker sig ud over hinanden i kommentarspor. En form for debat, der ikke er en samtale, men blot at råbe sin mening så højt og hårdt man kan fordi man VED man har ret! Og HVIS de andre dog bare forstod HVOR MEGET RET man har, så ville deres liv blive lettere. Og råberens liv ville helt sikkert blive det.
Gode råd, ingen har bedt om.
Vi oplever det meget sjældent inde i min gruppe og jeg slår ned på det med det samme, de få gange det er sket. Det har fx været kommentarer som ’lov mig at du ikke går ud med blusen nede i bukserne!’, ’så meget af det, der bliver delt herinde passer slet ikke sammen!’ efterfulgt af ’hvis du ikke kan lide min mening kan du jo bare scrolle videre’.
Selvom problemet næsten er ikkeeksisterende i den store gratis gruppe (det er aldrig forekommet på de mange kurser jeg afholder) så er det alligevel værd at bruge krudt på. For det er så drænende at få at få i hovedet. Al mod og lyst til at dele og turde, forsvinder som dug for solen, for den som rent faktisk tog mod til sig og delte. Når jeg slår ned på det, tager afsenderen det tit ilde op, fordi de jo ’mente det godt’. Og så er vi tilbage ved Gud. Eller i dette tilfælde djævelen: vejen til helvede er brolagt med gode intentioner.
At mene noget godt, er ikke godt nok. Så kan man jo fyre hvad som helst af og bare sige ’jeg mente det ikke sådan’ bagefter. Men de fleste af os kender jo det med at tænke ‘Arh, hun skulle hellere …’ Hvilket er FULDSTÆNDIGT ok, så længe man nøjes med at tænke det. Når man brænder for at komme af med det gode råd, handler det mest om egne behov. Fordi man mener man ved bedre. Og måske ved man bedre. Måske ikke. For når folk ikke har spurgt, var de jo i udgangspunktet heller ikke i tvivl. Men nu blev de det måske. Til hvilken nytte?
Mit gæt er, at det oftest kun er den som delte rådet, der får noget ud af det. For vedkommende brændte for at komme af med det ogtænk hvis folk nu bare gjorde som man sagde …
Selv når nogen spørger, er der ikke én sandhed
For hvad er kriterierne? For at vende tilbage til starten, så spurgte E hvad der klæder hende af to vidt forskellige looks – og her mangler kriterierne for hvad hun vil med sit look.
Vil hun se slank ud – look nr. 1. Vil hun se cool ud? Look nr. 2. Vil hun se elegant ud? Look nr. 1. Vil hun se moderne ud? Look nr. 2 … og så videre. Fordi der ingen objektive sandheder er, om hvad der klæder os, men MASSER af virkemidler til at få det look vi ønsker, er der ikke kun et svar. Og det vidner kommentartråden om. Der er cirka lige så mange for nr. 1 som nr. 2.
Det med at opdage HVAD man gerne vil udtrykke, SE hvad der klæder en og lære HVILKE virkemidler, man skal bruge, er helt grundlæggende hvad mit onlinekursus Garderobeskolen går ud på. Det er nemlig ikke kun E, der gerne vil blive klogere på hvad der klæder hende. Den tvivl deler hun med mange og ALLE kan lære det.
Hvis man tager det trin for trin og ikke springer frem til quick fix’et, hvor andre fortæller en hvad de synes man skal, så lander man trygt i sin egen selvsikre stil. Quick fixes bliver til nye tøjfængsler, og hvis man nu lige var sluppet ud et, hvorfor så gå ind i et nyt?
19. september starter Garderobeskolen for 7. gang. Optag åbner 13. september. Man kan vælge mellem selvstudie derhjemme i fred og ro eller at få undervisning, opgaver, sparring, individuel feed back og LIVES med gæsteeksperter ved tilkøbe Facebookgruppen OUTFITAKADETMIET.
Savner du regler eller at komme med gode råd?
Men hvad tænker du, der læser med? Savner du at komme med gode råd? Synes du det er noget pjat, når folk tager kommentarer ilde op? Ville du ønske nogen fortalte dig, hvad du skal gøre ifht. tøj?
Klummen her er udtryk for min erfaring efter at ha’ arbejdet med tøj og mennesker gennem mere end 20 år. Men jeg sidder heller ikke på sandheden, så jeg vil gerne høre hvad du tænker.
Til gengæld ved jeg hvilke virkemidler man skal bruge, for at få de udtryk man er tilpas i til alle anledninger. Og ikke mindst, kender jeg trinene til at opdage hvad man er tilpas i. Alt efter humør, praktik og sammenhæng.
