You are currently viewing Derfor skal du ha’ [magisk] denim i garderoben

Derfor skal du ha’ [magisk] denim i garderoben

Magien starter helt fra bunden

Denim er en uundværlig del af langt de fleste garderober. Det er der en grund til. Magien er i bogstavligste forstand vævet ind. Derfor starter vi lige med at zoome helt ind.
Denim er en slidstærk twill vævning, som stammer fra Amerikansk work wear, selvom stoffet er fra den franske by Nim (de nim = fra Nim). Den blå farve kom oprindeligt fra det naturlige farvestof indigo.

Den blå farve forvandles i brug, hvor sliddet ses i aftegningen af strukturer og striber. De fortæller en historie om bæreren. Om hvordan tøjet har siddet, linjer fra opsmøg, om man har gået meget på knæ – måske bare det ene knæ.

Mine egne gamle Acne-jeans, som døde for år tilbage, gav en dag op og revnede på det ene knæ, mens jeg stod med en kunde i prøverummet. Ku’ ikke helt forstå det, indtil det gik op for mig at jeg altid går ned på det samme knæ når der skal sættes nåle i, laves opsmøg eller andet.
Men ellers er I sikkert mange, som genkender den irriterende cykel- og gå-slid mellem lårene, som får jeans til at give op før tid.

Men en del af forklaringen på hvorfor jeans går i stykker, handler om at vi ikke laver det meste slid selv, men køber bukserne med moderigtigt (&farligt & forurenende manuelt fremstillet) slid, der fremkommer ved at give stoffet en masse tæsk og blegemidler. Slid, som afkorter levetiden inden de er kommet i brug. Det er en anden historie – den om hvor belastende fremstillingen er for mennesker og klima.

Idag fortsætter vi med magien.

De to afgørende byggesten i garderoben

Fordi magien ved denims rå og samtidigt afslappede udtryk stammer fra oprindelsen som arbejdstøj. Den er forankret i stoffet og krydret med teenage rock n’roll-historie fra James Dean, siver historien ud af udtrykket og giver evig kant. 

Denim et vævet stof. Fast vævet stof – konfektion – er en udtryksmæssig modsætning til strækbare, strikkede metervarer – trikotage (fx. jersey, sweatshirtstof – som er bagsiden af en frottéstrik, men det er en helt tredje historie – og strik, er alle stoffer der lavet af én tråd bundet sammen i lykker).

 De to kategorier, eller vi kunne kalde dem byggesten, for det er netop i kombinationen, de gode outfits opstår, er altså : 

1. Konfektion, vævet stof  
2. Trikotage, strikket stof

De er groft sagt hinandens modsætninger i garderoben, fordi de faste vævede stoffer har et nydeligt udtryk (skjorter, bluser, pæne bukser, blazere m.m.) og de strækbare, strikkede stoffer har et mere afslappet udtryk (t-shirts, strik, bløde bukser m.m.). De sidste stammer fra undertøj og sportstøj og har indlagt et afslappet udtryk.

De to modsætninger er geniale til at skabe dynamiske outfits, fordi kontrasten mellem det nydelige og det afslappede ofte ender i en ret genial kombi. Tænk bare på klassiskeren jeans, t-shirt og blazer.

Nu kommer det magiske ...

Tilbage til det magiske ved denim, som jo hører til i den vævede kategori og derfor burde være ‘nydelig’. 

Det er det ikke. Det er det modsatte. Råt, underspillet, afslappet.

Og fordi stoffet rummer både begge dele – det nydelige vævede stof, work wear-historien og evnen til at slides til smukke farver og aftegninger er det en magisk hybrid mellem de to poler: nydelig og afslappet.
 
En lille note: Jo mere gennemfarvet – altså uden slid eller vask – stoffet er, jo mere nydeligt fremstår det. Også selvom “historien” altid er med.
Med årene er denim-stoffet brugt til at fra jeans til kjoler, jakker og rigtigt mange skjorter. Jo mere gennemfarvet – uden slid – stoffet er, jo nydeligere er det. 

Udtrykket kan også forvandles ved at lave for eksempel syede pressefolder, en blazer efter alle kunstens regler eller de meget populære denimskjorter, som i en blød version, er totalt geniale, hvis man har brug for at klæde sig mere nydeligt, men ikke er tilpas i en lyseblå skjorte (office wear til alle tider).
 
På den måde får man alt det pæne fra blå & skjorte, men den indre rebel eller mere afslappede type får fred fordi det er denim.

Hvordan har du det med denim?

Dét er magien ved denim. At den forbinder det nydelige og det afslappede udtryk i et stykke tøj.

Men hvad med dig – har du denim i skabet? Hvis ja, i hvilken farve – den traditionelle blå, den cool sorte, den nydelige hvide eller noget helt andet? Har du tænkt over udtrykket i sig selv og i sammenhæng med andet tøj? 
 
Jeg har iøvrigt skrevet en del om denim før, blandt andet en ultimativ guide og førstehjælp til slidte jeans. Og så er der min JEANS-SERVICE til en hunderede-mand, hvis du vil ha’ hjælp til at finde de allerbedste lige til dig.
Tusind tak fordi du læser med! Smid endelig ideer eller kommentarer her, på Facebook eller Instagram. Jeg er nysgerrig efter dine erfaringer og ønsker … kom også med her, vi har det hyggeligt!

Skriv et svar