Yay, snart er det Party Season, som julefrokost, juleaften og Nytårsaften-sæsonen kaldes. Her er det megafristende lige at hive en ‘fredagstop’, som jeg mener Uffe Buchard kalder det, ned af hylden.
Du ved, toppen, man lige synes man mangler, som fornyer nederdelen eller bukserne. Men hånden på hjertet, så hænger der sikkert en del ‘fredagstoppe’ i skabet allerede. Derfor har jeg lavet 3 versioner af festklassikeren LBD – Little Black Dress – som vi tyer til i tide og utide.
Ingen af sættene er en kjole og måske har du ikke alle de dele, jeg styler med. Men jeg forklarer hvad tanken bag sammensætningen er og så kan du tjekke om det er
1. noget du kan lide.
2. noget du ville føle dig tilpas i.
3. noget du har i skabet.
Måske tænker du at man da skal starte med at tjekke hvad man har i skabet, men altså, det er meget nemmere hvis du gemmer det til sidst. Oftest kan man med lidt fantasi ‘tvinge’ det look ud af skabet, man gerne vil have. Jæs, det passer. Hæng på!
Første sæt er en fortolkning af et jakkesæt
Smalle sorte jeans og blazer – og så har jeg brugt min glittertop til at dulle op. Men sæt hvilken som helst fin fredagstop – nedringet, glitrende, blonder, gennemsigtig, ærmeløs, blank, blomstret, farvet, det vælger du selv efter humør og tøjskab. Sæt dine fineste sko til.
Hvis du er vant til at møde op til fest i den sikre sorte LBD, vil looket være en stor forandring. Giv så gas med røde læber, store øreringe og anden vild styling, når nu looket er så gentleman-tjekket.
Det er også tildækket. Udnyt det, hvis du ikke kan lide at vise ret meget hud. Brug det som en mulighed for at øve dig i at være lidt mere sexet, lidt mere udfordrende under jakken. Når du til at danse og sveder, så smid jakken, da er der alligevel ingen der går op i den slags mere.
Ps. Sexet betyder ikke svesken på disken. Sexet er en måde som voksen kvinde at være netop det – en voksen kvinde og vise det.
Næste sæt er lidt mere mærkeligt, fordi jeg har brugt shorts til at style med.
Nu er short ikke noget mange kvinder er vilde med, men os som er, kan med fordel hive de flotte, velsiddende af slagsen ind i vinterfestgarderoben. Med strømpebukser under bliver de til hotpants og har et helt andet udtryk end den nydelige korte sorte nederdel.
Looket er lidt udfordrende, fordi shorts’ne jo er ret korte. Sæt derfor en lidt løs overdel til – gerne en skjorte som her og lad den så stå så åben du orker, så der er lidt kig ind. Outfittet er jo helt tildækket, med tætte sorte strømpebukser og evt. en stor (blød og fin) skjorte, som den her. Jeg ville bruge støvler med hæl til, fordi det bare bliver for spinkelt med fine sko til.
Du kan også gå i den anden grøft og tage en udfordrende top på og så style med flotte sneakers. Altså vende det op og have det lette, feminine oppe og nede mere chilleren nede. Det bliver lidt et Jane Fonda-gymna-look, men også ret lækkert, hvis man er til det.
Jeg havde selv shorts’ne på til min fødselsdagsfest for nogle uger siden – med støvler og en løs fin top. Men jeg kunne godt hoppe i det med skjorten, hvis jeg var mere på ukendt grund. Måske på lørdag aften, hvor jeg er det igen.
Sidste sæt, er en udnyttelse af den lange nederdel, du måske, måske ikke har investeret i.
Jeg har været vildt glad for min, siden jeg købte den i marts 2018, som noget af det sidste fra Maga. Nøj, jeg har brugt den og kommer fortsat til det. Måske allerede imorgen igen. Den var dyr og husk lige når vi taler festtøj eller dyrt tøj, at det ikke tager skade af at blive brugt! Nærmere det modsatte. Det kan være helt bedaget, når det endelig kommer ud fra gemmerne, hvis det kun er når der er fest i farvandet. Tøj skal bruges og er det en dag slidt op, så har det haft et virkeligt dejligt liv, som det meste andet tøj ville misunde det. Yndlingstøj ér jo det mest værdifulde tøj i skabet.
Well, tilbage til outfittet. Det er her det eneste lidt afklædte look, men det balancerer så fedt med den lange tunge nederdel at tage en let og feminin top til. Og igen – arme må gerne vises, selvom de ikke er tonede yogaarme. Den elskede guldolie fra Bodyshop er god til at give vinterarmene lidt glød og glans, selvom den ikke er en selvbruner. Det virker selvfølgelig også, men den her er nem og hurtig at smøre på. Er du ikke til de tynde stropper som jeg, så er ærmeløs også fint. Halterneck-top giver smukke arme. Og selvfølgelig duer en fin bluse med lille ærme også, men prøv at undgå de helt langærmede, når nederdelen er så tung.
Har du en nederdel med volumen (a-facon, plissé eller lignende) som ikke er lang, men dog længere end det gængse korte sorte pencilskirt, kan du bruge den i stedet. Style den på samme måde.
Det var de sorte, klassiske festoutfits. Jeg satser på at nå at skrive om nogle farvede looks også inden jul. Tjek også tagget ‘fest’ herunder – så kommer de andre Tirsdagstøjklummer med festtema frem, hvis du vil have mere inspiration.
Og kom så endelig med på festivallen Verdens Bedste Løsninger på Ballerup Bibliotek på lørdag! Jeg er på kl. ca. 14.30 og glæder mig til at høre de andre oplæg. Læks økomad er med i prisen 😉
Pingback: Vil du have farver i dit festoutfit? 4 forslag til julefesterne