You are currently viewing Den ultimative guide til jeans: Før, under og efter brug

Den ultimative guide til jeans: Før, under og efter brug

Tag godt imod den ultimative guide til at bruge dine jeans så længe som muligt! Psst. Der er en pixi-udgave lige til at hente og printe i bunden af indlægget 😉

Smid gerne en kommentar til mig her på indlægget. Er guides noget, du kunne tænke dig mere af? Er det unødvendigt, fordi du vidste det hele i forvejen? Eller er det rart med en samlet guide i stil med denne her?

Det vigtigste du skal vide om jeans:

De giver sig tit mindst en størrelse, fordi der både er meget elastik i stoffet, samt stor andel af bomuld, som giver sig i brug, men trækker sig sammen efter vask. Tommelfingerregelen er: Jo mere stretch i stoffet, desto kortere levetid. Det skyldes, at elastikken på et tidspunkt bliver mør.

Den ‘gamle’ slags denim, som var ren bomuld, fås næsten ikke længere. Men de var også meget hårde og skulle gås til for at tage form af kroppen. Fordelen ved jeans med stretch er, at de netop passer så fint på bløde kurver og er behagelige at have på.

Derudover er levetiden kortere des mere behandling, de har fået fra producentens side. Den vask de har fået, inden de rammer butikkerne, er en behandling som både kan indeholde sten (stone washed), kemikalier, sandpapir og alt muligt andet for at give dem et brugt look.

Derfor: jo mindre forarbejdning, jo længere levetid.

4 råd før du køber nye jeans:

  1. Tjek indholdet i skabet! Hvad har du i forvejen? Hvis du går i den samme slags jeans altid, giver det fint mening at have flere par af de samme. Men bruger du mange forskellige bukser, så overvej om det er fint med de blå/grå/sorte jeans du måske allerede har og er glad for.
  2. Finder du ud af, at du faktisk har behov for nye jeans, så prøv dine gamle yndlings. Mærk og se, hvad du allerbedst kan lide ved dem. Er det den høje/lave/medium talje? At de er bløde? Smalle/brede eller noget helt 4? Hvis du bare knuselsker en model, så vælg den samme igen i en ny vask (farve hedder vask på denim-sprog) eller i den samme farve, hvis de gamle er slidt op.
  3. Skal du finde nye yndlingsjeans, så husk hvad du kan lide ved de gamle og sæt tid af til at prøve forskellige nye modeller. DET TAGER TID AT FINDE NYE JEANS, så fredag eftermiddag 30 minutter inden du skal hente børn, giver ikke et godt resultat. Og husk så også, at selvom du ved, hvad du drømmer om, så vær åben, når du prøver nyt. Selv hvis du køber de samme jeans igen, sidder de ikke præcis som de gamle, fordi stof tager form efter kroppe. Jo længere tid du har brugt dem, jo bedre passer de din facon.
  4. Hav ALTID en overdel du godt kan lide på til, så du ikke står i bare deller og prøver at vurdere om de nye bukser er et hit.

Bæredygtige jeansmærker som kan anbefales:

Jeans pasforme, som kan anbefales:

Lee, Scarlett High – gode til både bløde maver og smalle taljer. Holder på plads og høj talje giver fin facon. Scarlett er lavere i taljen, stadig med rigtig godt fit og skinny.

MAC, Dream Skinny – all over jeans, som alle kan passe. Vildt bløde og rare, fås fra lille til str. 48. Vælg i øvrigt 2 størrelser mindre end du plejer. De er store og giver sig.

Mos Mosh – Athena, regular model, som ser skinny ud, hvis du har brede lægge (den udgår, men findes på mange webshops endnu). Modellen Victoria 7/8 er god til jer med korte ben. Alle gode i mid rise i taljen.

Tomorrow – Modellen Dylan sidder virkelig godt på bløde maver, så vel som brede numser. Store i størrelsen. Vælg 1-2 str. mindre end vanligt. Går op til str. 44. Skinny

Won Hundred – Marilyn er højtaljede, Patti regular. Godt fit på almindeligt slanke kroppe. Man får virkelig god r*v i de her 😉

Før du tager dine nye jeans i brug:

Det er altid bedst at vaske tøj inden man tager det i brug, fordi der gemmer sig kemikalier fra fremstillingen i stoffet. Selvom de er økologisk fremstillede, kan der være rester af godkendte kemikalier, der ikke skader naturen, men godt kan fremkalde en allergisk reaktion.

Bæredygtighedsmæsssigt er det faktisk bedst at lade være, fordi brugstiden forlænges, jo mindre man vasker. Jeg vil anbefale at du som minimum giver dem et skylleprogram, gerne uden sæbe, inden du tager dem i brug. HUSK altid at vaske med vrangen udad, så holder farven længere.

4 trin til at give længere liv til dine jeans 

  1. Vask dine jeans så sjældent, som overhovedet muligt. Materialet er ret bastant og kan modstå det meste skidt, medmindre det er en makrelmad selvfølgelig. Når du vasker, så aldrig mere end 40 grader. Men 30 er også nok. Undgå tørretumbling. Det slider på stoffet. Luk knapper og lynlåse.
  2. Frisk op. Synes du, de trænger lidt til en upshining uden at være beskidte, kan en nat i fryseren gøre det af med mange bakterier, ligesom en gang gennemluftning også virker opfriskende. Hverken fryser (den er tændt alligevel) eller frisk luft påvirker miljøet, så det forlænger livet for dit tøj uden dårlig samvittighed. Win Win! Du kan også hænge dem ud på badeværelset, hvor damp fra bad vil trænge ind og genopfriske materialet.
  3. Farv. Har du helt sorte eller mørkeblå jeans, kan du med fordel farve dem, når de mister farven, for det gør de. Den store andel af bomuld i materialet kan ikke holde på farven i længden. Men er de gennemfarvede sorte, kan de farves igen.

Jeg bruger altid Dylon, som ikke er bæredygtigt. Omvendt opvejer brugen af farvekemikalier langt det at skulle skifte jeans’ne ud. Det er nemt at farve i maskinen. Følg blot anvisningen på pakken.

HUSK at første vask efter farvning skal være uden tøj, og jeg plejer også at vaske sort som første vask, hvis jeg har farvet mørkt. Så løber man ingen risiko for afsmitning af farven på andet tøj. Vær dog opmærksom på at næste gange du vasker farvede jeans, vil farven stadig smitte af. Sørg derfor for at vaske med lignede farver. Desuden er det en god ide at tørre gummikanter i lågen af med køkkenrulle efter farvning, for at få rester i af små gemmer.

Husk også at sytråd er af polyester og tager IKKE mod farven. Derfor, hvis du farver lyse jeans mørke, vil syningerne fortsat være lyse. Det er et specielt udtryk – overvej om du kan lide det inden du farver. 

Symaskinefod sort stof hvid tråd

4. Reparer. De typiske huller jeans får er ved inderlårene, nummi eller knæ. De to første kan ret let fikses uden det ses, fordi det jo heller ikke er særligt synlige steder. Jeg har lavet en udførlig guide til det lige her

Er det på knæene, kan du ikke reparere hullet uden det kan ses. Overvej om du kan bruge det hullede udtryk, som et cool, lidt råt look som kontrast til pænere overdele.

Jeg vil faktisk ikke anbefale lapper på knæ, med mindre det er børnetøj og kan gøres med en sjov lap. Det ser bare mærkeligt ud til voksne kvinder at gå rundt med lapper på bukserne. Men lap dem gerne og brug bukserne på legepladsen, i haven eller andet, hvor du har brug for tøj der ikke skal tages hensyn til. På den måde forlænger du livet på dem endnu mere og sparer planten for unødigt ressourceforbrug.

Er lynlåsen gået, vil jeg anbefale dig at få den skiftet hos en skrædder eller systue, for fejler resten af buksen intet, har du fået næsten nye bukser med en investering i reparation på nogle hundrede kroner eller tre.

Falder knappen ud, skal der enten slås en ny en i af en fagmand eller du kan sy en almindelig knap i selv. Vælg en mørk enkel knap og ikke en kat vil lægge mærke til at de ikke har den klassiske metal-jeans-knap mere.

Små reparationer ved lommer osv. kan oftest zig-zagges på symaskinen (husk at vælge tråd, der er en snas mørkere end bukserne, så blender farven bedst ind). Pil evt. de små nitter ud med en tang, hvis du ikke kan komme til at sy ordenligt. Igen: ikke en kat vil lægge mærke til at der mangler en af dem.

Skal du have lagt dine bukser op og skal det se ordenligt ud, så få en systue til at gøre det og bed om oplægning med original jeanskant. De fleste jeans har en vask (forarbejdning fra producentens hånd), som man har valgt, når man køber. Lægger du almindeligt op og bare syer sømmen fast, kommer det til at ligne de bukser, din mor lagde op i folkeren. Og det er IKKE meningen.

Er jeans’ne helt gennemfarvede uden vask i fx. sort eller blå, kan du godt lægge dem op. Sørg dog for at lave en opsøm der har 3 lag. Det vil sige folder ind i første fold, for at kanten bliver tyk. Det giver det mest originale look. Og lav så en test på stinglængde, inden du syer rigtigt. Der er næsten altid brugt en lidt lang stinglængde, og rammer du den, som resten af buksen er syet med, ser det rigtigt ud.

Og så selvfølgelig: Sy med tråd og trådtykkelse (jeanstråd er altid lidt kraftigere end almindelig sytråd), som matcher resten af buksen.

Du kan også vælge at klippe af til en rå kant, der med tiden vil frynse og trævle. Det look skal du selvfølgelig kunne lide, for lægger du op efter at have klippet af til rå kant (altså den færdige længde), bliver bukserne for korte.

Vask ALTID jeans inden du lægger op! Ellers risikerer du at lave dem for korte, hvis de krymper.

Kirkegård grønt græs hvide kors

Når jeans dør er genbrugspladsen endestationen 

Der kommer et tidspunkt i enhver jeans’ liv, hvor bukserne ganske enkelt ikke kan holde længere. Ikke fordi du ikke gider dem mere (så afleverer du dem selvfølgelig i en tøjcontainer eller giver dem væk), men fordi stoffet er så udpint, at de ikke hænger sammen.

Når den dag kommer, har du flere muligheder – det eneste du IKKE må gøre, er at smide dem i skralderen. Det er ikke gennemført endnu, men EU har besluttet at tekstiler skal indsamles separat senest i 2025. Så vi kan lige så godt vænne os til, at det er slut med at fyre de gamle bukser i restaffald.

Har du børn, kan du jo vælge at lave noget krea ud af stoffet, eller du kan klippe de gode stykker fra til lapper. Resten skal du aflevere på en genbrugsstation. På flere og flere genbrugsstationer sørger personalet nemlig for, at tøjet bliver sorteret i de helt rigtige kategorier. Jeg har set et genbrugscenter der siger, at omkring 64% af det indleverede tøj kan gå til genbrug og knap en tredjedel kan genanvendes til nye formål.

Forskningen er ikke helt nået i mål endnu, men i disse år bliver der arbejdet en hel del på at finde ud af, hvordan fibrene fra ødelagte tekstiler kan genanvendes og indgå i ny tøjproduktion for at gøre den så cirkulær som overhovedet muligt.

I Danmark smider vi omkring 15 kilo tøj ud per hoved om året, så det er vigtigt at tænke over, hvordan vi undgår at tekstilerne bare ender på lossepladsen og bliver brændt af til ingen verdens nytte i stedet for at blive genanvendt til nye produkter.

Ps. hvis du kunne bruge en guide som denne her, må du meget gerne smide en kommentar, for så vil jeg arbejde på flere til andre emner. 

Hent => Den ultimative PIXI guide til jeans

Tusind tak fordi du læser med! Smid endelig ideer eller kommentarer her, på Facebook eller Instagram. Jeg er nysgerrig efter dine erfaringer og ønsker … kom også med her, vi har det hyggeligt!

Dette indlæg har 15 kommentarer

  1. Laura Raundorf

    Fed guide! Tak.

    1. Laura Terkildsen

      SKØNT! Tak fordi du skrev det. Yay at den kan bruges

  2. Rose

    Så fin guide

    1. Laura Terkildsen

      Tak for det og fordi du tog dig tid til at skrive!

  3. Caroline

    Tak for en god guide – dine indlæg er altid super spændende..

    Jeans med ekstra benlængde?
    Har været glad for Esprit men de er holdt op med at lave 36″
    har du et tip?

    1. Laura Terkildsen

      Tak! Skønt du kan bruge det!

      Dem der hedder MAC model Dream Skinny eller Dream, er længde 36 i længde 34 (men husk at vælge 1-2 størrelser mindre end du plejer). Ellers kan jeg sagtens finde længde 36 til dig, hvis du får behov for Personlig Net/Shopping.

      Tak fordi du svarede

      1. Caroline

        Tak for tippet..
        Overvejer kraftig at engagere dig.. web shopping lidt svært da jeg bor i et ikke EU land og mange shops ikke sender hertil..
        Men sådan en shoppe tur efter ny forårs garderobe er tillokkende..

        1. Laura Terkildsen

          Det er jeg helt enig med dig i. Du vil absolut få mest ud af at mødes i virkeligheden. Sig til, så finder vi en dag og jeg finder det bedste udvalg til dig. Hvis du har behov for det, så er marts og april allerbedst, fordi udvalget er størst da

  4. Tina

    Dejlig guide, Laura!
    Jeg kunne selv ret tænke mig at finde et alternativ til Dylon farvningen. Står for at skulle farve noget betræk. Naturlige farver fra fx planter vil nok være mit valg, men har du fundet noget andet på din vej?
    Kh Tina

    1. Laura Terkildsen

      TAK! Skønt du kan bruge den.
      Men nej, Dylon er så langt jeg orker. Men der er jo alt muligt plantefarvninf i omløb. Kan man google noget?
      Tak fordi du skrev

  5. Kristina

    Rigtig fin guide! Tak!

    1. Laura Terkildsen

      Skøøønt du kan bruge den! Tak

  6. Karen Grønlund

    Mega god guide!
    Jeg har været meget glad for Acne Studios’ jeans i den helt sorte, fordi jeg synes de holder farven helt vildt godt! Men jeg kender ikke noget til deres produktion. Desuden er der efterhånden kommet så meget elastik i, at de ikke helt får det look, jeg gerne vil have – skinny, men uden at være som strømpebukser.
    Har du et alternativ? Eller ved du noget om Acne som mærke?
    Kh. Karen

    1. Laura Terkildsen

      Skønt! Og tak! Jeg har samme oplevelse af Acne – mit gamle yndlingsmærke. Mine favoritjeans er blevet helt løse efter 4 år pga. elasthanen er mør. Det er så irriterende. Mit bedste alternativ er Tomorrow jeans, som virkelig også sidder fedt og er bæredygtigt produceret. Jeg kender ikke Acnes produktion overhovedet. Og så er der Won Hundreds jeans, totalt gode både i materiale og pasform. Men de er ikke bæredygtige.
      Tak for dit svar!

Skriv et svar til Laura Terkildsen Annuller svar